Silent friendship -//- 1d

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 15 aug. 2014
  • Status: Færdig
Hej mit navn er Lydia. Jeg er fra Dublin i Irland. Jeg har et meget kedeligt liv. Eller det plejede jeg at have da jeg ikke havde nogle venner. Og grunden var at de ikke lagemærke til mig. Da jeg er stum. Men alt ændrede sig den dag jeg skulle med et fly til New York. Jeg skulle enlig bare lige en tur over til min onkel som er min eneste familie. Da jeg mødte disse fem fantastiske drenge. Og blev bedste venner med Niall. Men sammen med drengene kom der også kaos, sorg, nye udfordringer og ikke mindst et stærkt venskab.

P.s har kun prøvet at lave en fan fiction før.

29Likes
75Kommentarer
2858Visninger
AA

15. Dont cry

-//- Dont cry -//-

 

Vi sad nu i min sofa. Josh havde fået noget is på hovedet og Scott. Ja Scott sad og undskyldte.Det havde han efterhånden gjort i længe. Jeg sad lidt og trippede jeg skulle faktisk ud og handle før butikkerne lukkede. Og jeg ture ikke at lade dem blive hjemme alene. Nu lyder jeg nok lidt som en barnepige eller noget. Men på en måde var det vel også lidt det jeg var. Chancen for at jeg kom hjem og de havde slået hinanden halvt ihjel ville være meget stor. Så her sad vi så i en akavet tavshed som tit blev brudt af Scotts evige undskyldninger og ønsker om at blive tilgivet. Man kunne se på ham at han mente det. Men Josh sad bare og sendte dræber blikke tilbage. Jeg vidste ikke hvorfor. Men til sidst tror jeg Scott opgav og bede istedet mig om at gå med ham ud i gangen så vi kunne "tale" under fire øjne. Jeg gik med ham og stoppede så op lidt efter. "Lydia er du også sur på mig?" spurte han med nogle triste øjne der så ud som om at de kunne bryde ud i gråd hvert øjeblik det skulle være. Jeg stod lidt og tænkte mig om. Var jeg sur på ham? Det var jeg vel enlig ikke. Jeg var nok bare mere skuffet over ham. For jeg havde ikke troet at han ville kunne finde på at gøre sådan noget. Jeg rystede blidt på hovedet. Men jeg gav ham ikke mit sædvanlige smil som altid. Nej fordi han skulle jo ikke tro at jeg syntes at det var okay det han havde gjort. 

"Hvad er det så?" spurte han med en usikker stemme. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Han var ikke længere den selvsikre dreng som han plejede. Nu stod der en lille usikker næsten grædefærdig dreng foran mig. Jeg havde sådan en stor trang til at kramme ham. At holde ham tæt ind til mig og trøste ham. At sige at det hele nok skulle gå. En tåre trillede ned af hans kind. hurtigt tørrede han den væk og så væk fra mig. Det var som om at jeg ikke måtte seham være svag. Men alle var jo nød til at være svag på et tidspunkt. Jeg gik over til ham og slog mine arme om ham. Han var en del højere end mig så mit hoved gik til hans bryst. Når jeg krammede ham kunne jeg høre hans hjerte banke. 

Han stod bare der med armene hengene slapt ned langs kroppen mens jeg bare krammede ham. Hvorfor han ikke krammede igen ved jeg ikke. Men han stod og forsøgte at skjule hans små snøft. Det var som om at han var flov over at græd. Eller så var han blot flov over at virke svag. 

Men da jeg så opgav at kramme ham og jeg ville trække mig fra "Krammet" slog kan armene om mig. han borede hans ansigt ned i min skulder og begyndte at hulke. I samme øjeblik kom Josh ud i gangen med sin pose is i hånden. Hen så med had på os. Men da han fik øjenkontakt med mig forandrede hans hadefulde blik sig til et mere omsorgsfuldt et. 

 

-//- Joshs synsvinkel -//-

 

Jeg hørte små snøft og hulk ude fra gangen. Så jeg tænkte at jeg ville gå ud og se hvem det var der græd. Da jeg kom der ud så jeg Scott og Lydia kramme. Jeg knyttede mine hænder meget stramt af vrede og jalousi. Men da jeg så fik øjenkontakt med Lydia slappede jeg af. Hun skulle ikke se mig sådan. Men hvorfor græd Scott. Jeg fik næsten ondt i hjertet af at se ham sådan. "Du må undskylde.. Jeg blev bare så sur. Det vi.. Vil ikke ske igen. D... Det lover jeg" snøftede Scott. Der var ingen tvivl. Han elskede hende. Tænk at det kunne gå så hurtigt for ham. Men folk siger jo også at det kun skulle tage 30 sek for en dreng at blive forelsket. hun trak sig ud af krammet og så med et lille næsten ikke eksestirene smil på ham. Hun løftede sin ene hånd op og lagde den på han kind. Hun tørrede en tåre væk fra hans kind og kyssede den. Det var nok hendes måde at trøste folk på. Der var stille lidt ind til at en skype ringetone fyldte alles øre. Lydia var hurtig til at løbe ind på hendes værelse. Hvor hendes Computer måtte være. 

 

-//- Lydias synsvinkel -//-

 

Jeg løb ind på værelset for at finde min MacBook. Der var kun en der kunne ringe nu på skype nu. Jeg åbnede den og tog den. "Hey Lydia" sagde en glad Niall. Jeg lyste op i et smil og vinkede til ham. Det var noget tid siden vi havde snakket sammen. Og jeg savnede ham. Og drengene.

"Hvem snakker du med" kunne man høre Harry og Louis stemmer i baggrunden. Niall så væk fra skærmen og over i en anden retning. Sikker der hvor drengene stod. "Det er Lydia" Svarede Niall. Der gik ikke mere end to sek så kom de begge styrtene over til skærmen. "Heji" råbte Harry glad. Jeg begyte at grine af han. Han var altså sær.

"Hvem er de der står bag dig?" spurte Niall undrene. Jeg vente mig om og så Scott og Josh stå i dørkamen. Jeg Gjorde tegn til at de bare skulle komme over til sengen hvor jeg sad. De gik stille over til mig. Og fik store øjne da de så hvem jeg snakkede med. "Hej hvem er i?" spurte Niall med et smil. Som altid.

"Øhm jeg hedder Scott og det her er Josh." svarede Scott. "Hej vi har hørt meget om jer" svarede Louis. "Har i?" Spurte Josh overrasket. "Jaja hun har da fortalt at hun havde fået venner" Svarede Harry med et smil. "Okay nu spørg jeg bare men er det ikke jer fra One Direction?" spurte Scott så. "Jo sidst jeg tjekkede var vi da." Svarede Louis med et grin. "Det mener i ikke vel min lillesøster er kæmpe fan. Hun har et mindre crush på Harry." Svarede han. "Hvor gammel er hun så?" spurte Harry med et grin. Men det var også klart når men lige har fået af vide at der er en der er forelsket i en. Sådan er det vel for alle selv popstjerner. "Hun er 15" svarede han med et skævt smil. "Ved du hvad vi kommer hjem om 3 uger så kan vi jo finde ud af noget. Hvor hun kan få lov til at møde os" Svarede Harry med et flinkt smil. "Det mener du ikke vel. Jeg tror hun ville besvime hvis hun fik det at vide" svarede Scott. "Så ladvær med at fortælle det til hende og giv hende en overraskelse" svarede Louis og blinkede med det ene øje.

"Hey Lydia hvornår er det du skal opereres" spurte Niall så midt i det hele. "Hvad mener du med det?" spurte Scott så lettere forvirret. "Øhm" sagde Niall. Jeg gjorde tegn til at han bare skulle fortælle. "Øhm Hendes læge har skrevet til hende at de har fundet en måde at få hende til at tale" fortsatte Niall så. "Er det rigtigt?" spurte Scott og lyste op i et kæmpe smil. Jeg nikkede og både Josh og Scott overfaldet mig fra begge sider med kram.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

HEY folks

tak for alle de søde kommentare det betyder virkelig meget for mig. I må stadig meget gerne like den da jeg kan se at der mange flere der har favoritisered den end liket den. Nu har jeg som så mange andre Sommerferie så det betyder at jeg har massere af tid. Så derfor må i dag gerne komme med et link til en af jeres movellas som i gerne vil have jeg skal kigge på. Det vil jeg med glæde gør. Skal nok komme med en kommentar om hvadjeg syntes ;) <3

Jeg ser frem til at læse nogle movellaer. 

XOXO

ikke rettet

 

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...