The Rising

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2014
  • Opdateret: 13 maj 2014
  • Status: Færdig
Denne lille korte fortælling handler om Harry Styles første succes begivenhed. Om hvordan han tacklede sin barndoms frygt, finder ro i et andet menneske og oplever et øjeblik fuldt af lykke. De fleste ting er opdigtede og ikke fra Harrys normale liv. Der er kun et kapitel, da det er til en konkurence.

1Likes
1Kommentarer
180Visninger

1. The Big Day

Alle starter samme sted. Fra bunden. Nogle vælger at blive, andre vælger at prøve, mens nogle helt tredje kommer helt op. Dem kalder vi idoler. Idoler som inspirerer én, som hjælper én og som giver én håb. Et individ med vilje.

 

"Harry?" Min mor kommer brasede ind. "Hvor har du gjort af bil-nøglerne? Du lånte bilen igår!". Hun kigger strengt på mig. Jeg ryster på hovedet. "Jeg gav dem til far. Han lagde dem i skuffen i køkkenet". Min mor går ud igen. Jeg lægger mig ned på sengen igen. I aften sker det. Jeg skal til xfactor. Jeg er helt vildt nervøs. Min hænder er allerede svedige og min mave er hård som sten. Jeg kan tydeligt huske, da jeg gik i børnehaveklasse. Vi havde en sang konkurrence. Kun piger stillede op. Også mig. Jeg blev kaldt pige. Jeg blev kaldt bøsse. Jeg blev kaldt tøsedreng. Jeg blev kaldt alt det, man ikke vil kaldes. Min øjne bliver våde. Selvom det er længe siden, sidder det stadig som et dybt sår. Det er derfor jeg er så nervøs. Tænk hvis jeg bliver grinet af? Igen. Jeg tørrer tårerne væk. Hvis mor ser mig græde, vil hun ikke lade tage afsted. Hvilket jeg bliver nødt til. Jeg skal have overvundet min frygt.

"Vi kører nu Harry. Vi er allerede for sent på den!". Jeg tager det sidste kig i spejlet. Mit blik rammer billedet på reolen. Desirey. Hun tog på colleg sidste år. Vi var kærester på det tidspunkt, men vi besluttede at stoppe det. Det ville ikke fungere med så lang afstand. Hun er den smukkeste pige jeg kender. Mor dytter. Jeg tager et sidste blik på billedet og skynder mig ned i bilen. Mor sidder allerede ved styret og har skubbet sine solbriller op over panden. Bilen siger en lyd og tænder. Da jeg har sat mig ind, vender hun sig om og kigger på mig. "Er du spændt?" Jeg smiler skævt og nikker. Hun giver mit lår et klem og vender sig om igen. Bilen starter og vi er på vej.

Da vi drejer om hjørnet, ser jeg den store bygning. Xfactor står der på et skilt. Køen bugter sig som en kilometer lang flod. Menneskemængden er ufattelig. Der er så mange mennesker! Vi parkerer og skynder os derefter ind i køen. Det føles som en krig inden, at vi når indenfor og ind til skranken. Jeg får nummeret 165998. Vi bliver vist ind i et stort lokale fyldt med stole og borde. Det summer af stemmer. Som en bikube fyldt med bier, hvor alle vil gøre det bedste for at gøre sig bemærket hos dronningen. Her er dronningen bare dommerene. Hvis ikke det var for alle de tusinde mennesker, ville lokalet virke hårdt og koldt. Men fordi vi er så mange om den samme sag, er stemningen speciel. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Stemningen er frydende, energien er i top og humøret er højt. Knuden i maven løsner sig lidt. Måske er det ikke så slemt alligevel. Mindet om scenen dukker op. Alle hadeordene suser for ørene. Måske var det en fejltagelse at melde mig? Måske vil jeg opleve mareridtet igen? Det vil jeg ikke kunne klare. Min mor tager min hånd og klemmer den. "Det skal nok gå Harry. Du tager dem med storm". Hun smiler og kysser mig på kinden. Jeg må gøre det. Både for mig selv, men også for min mor. Jeg vil gøre hende stolt. 

 

En dame i sort jakkesæt kom hen og hentede mig. 10 minutter til showtime sagde hun. Jeg står foran en masse spejle. Da jeg kigger ind i et af dem, kan jeg ikke kende mig selv. Det jeg ser er et væsen hvidere end et spøgelse. Det er helt kridthvidt i ansigtet. Dets øjne er blanke og små svede dråber viser sig på panden. Det eneste jeg kan genkende mig selv på, er den lille skønhedesplet på venstre kind. En dør åbner bag mig. "Harry Styles?". Det er damen fra før. Hende i det sorte jakkesæt. Jeg kigger mig en sidste gang i spejlet og vender mig derefter om mod hende. Hun er spørgende på mig. Jeg nikker og går op af den lille trappe. "Bare stil dig her. Så gør vi dig klar med mikrofon og så videre". Hun smiler, men det ser ikke helt ægte ud. Hun er sikkert stresset. De næste minutter går alt for stærkt. Folk løber forvirrede omkring mig, fægter med mikrofoner og kører en børster rundt i mit hoved. Jeg sanser ikke halvdelen af det. Pludselig bliver jeg ført fremad. Jeg står og ser ud af en stort hul. Jeg begynder at gå ind i det og først da det er for sent, går det op for mig, at hullet, er siden af scenen. Jeg er gået ud på scenen. Jeg går over mod mikrofonen, da det er det eneste jeg lige kan huske man skal. Jeg tager om den og kigger ud. Mit hjertes ellers hurtige banken, stopper et kort øjeblik. Det er smukt. Det minder mig,om de aftener, hvor mig og Desirey lå og kiggede på stjerne. Desirey. Hvor jeg dog savner hende. Jeg ville ønske hun kunne være er og støtte mig. Jeg kigger ud over stjernehimlen igen. "Hej kære. Hvad hedder du så?". Først nu ser jeg dommerene. "Mit navn er Harry. Eh.. Harry Styles". Jeg prøver at lyde frisk og selvsikker. Jeg aner ikke om det lykkedes. "Du begynder bare Harry". Jeg tager en dyb indåndning. Det hele virker uvirkeligt. Jeg kigger ud over stjernehimlen igen. Mit blik stopper ved en bekendt stjerne. Den lyser lidt klarer end alle de andre. Jeg ser lidt længere på stjernen. Det viser sig at være et smil. Et stort, frisk og skønt smil. Et smil som jeg kender. Desirey. Hun fanger mit blik og smiler endnu større. Hun er her. Tænk at hun er her. I baggrunden er sangen begyndt. Jeg når lige at fange den første tone. Først tror jeg publikum buh'er, men så rejser de sig op og klapper. Jeg mærker styrken komme op igennem mig. Mareridtet er glemt. Erstattet af et øjebliks lykke og succes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...