Don't leave me! -One Shot-

Alex og Niall har været sammen i præcis 1 år, og det skal de jo selvfølgelig fejre. Men på vej hen til restauranten, sker det...

*Dregene er ikke kendte*

1Likes
0Kommentarer
162Visninger
AA

1. Don't leave me!

Alex' synsvinkel

 

Jeg vågnede op med smerter i mine arme, ben, ryg og havde en frygtelig hovedpine.

Jeg åbnede mine øjne, og kiggede op et hvidt loft. Vent, det her er da ikke mit hjem. Jeg satte mig op, og kiggede omkring. Alt var hvidt. Og med alt mener jeg: Væggene, loftet, gulvet og selv døren.

Jeg kiggede ned af mig selv og så en masse ledninger og nåle. Nåle!? Jeg kan ikke fordrage nåle. Mine hår begyndte at rejse sig på mine arme. Jeg skulle lige til at tage dem ud, men en mand kom brasende ind ad døren, og løb hen til mig. "Hej Alex. Hvordan har du det?" Han havde en hvid kittel. Og der. Lige der, gik det op for mig at jeg var på et hospital. Et f:ucking hospital. Den første tanke der gik igennem mig, var hvordan jeg var endt her. "Hvad er der sket!?" Råbte jeg frustreret til sygeplejersken. Det sidste jeg husker var at jeg sad i bilen med Niall, og var på vej mod restauranten nede i byen. Og så husker jeg ikke mere.. Vent, hvis jeg sad i bil med Niall, hvor er han så lige nu!?

"Hvor er Niall? Ham jeg sad i bil med!?" Råbte jeg igen af sygeplejersken.

"Du kom ud for en bilulykke, sammen med Niall. Vi flyttede dig væk fra ham, da du begyndte at trække vejret igen. Niall ligger i en anden stue lige nu og ligger i koma. Me-" Sagde han lige Koma!? "Er han okay?" Denne gang råbte jeg ikke. Det havde jeg ikke kræfter til. "Han ligger stadig i koma" sagde sygeplejersken, og kiggede trist på mig. "Kan jeg få lov til at gå ind til ham?" Spurgte jeg. Jeg kunne mærke en tåre presse på. Jeg holdte den inde. Jeg vil ikke græde på et hospital. Det vil blive for ynkeligt.

Jeg kunne mærke der begyndte at presse flere tåre på, og denne gang kunne jeg ikke holde dem tilbage. De ville bare ud. "Jeg har lige snakket med sygeplejersken, der holder øje med Niall, og hun siger du kan besøge ham om 20 min." Jeg kunne mærke at der kom flere tåre ud. Tårerne kom en efter en trillende ned ad min kind. Den ene erstattede den anden.

Tiden gik langsomt. Der måtte da snart have gået 20 min. Det var lang tid for mig og sidde med så mange smerter, og så sidde og vente på at se den man elsker allerhøjest ligger i koma, og ikke selv kunne trække vejret. Det er faktisk lidt deprimerende at tænke på. Og det gjorde selvfølgelig at endnu flere tåre kom ud. Selvom man næsten ikke skulle tro at der kunne komme flere...

Jeg hørte døren bag mig åbne, så jeg skyndte mig at gå hen til lægen. "Er du klar?" Spurgte sygeplejersken og kiggede meget alvorligt på mig. Som om jeg ikke var klar! "Ja.." Sagde jeg. Han lavede et lille nik, og gik så ud af døren. Vi gik ned ad de lange, hvide og deprimerende gange. Sygeplejersken stoppede ved en elevator. Han trykkede på knappen. Få sekunder efter, åbner de to døre sig. Vi træder ind. Jeg ser ham trykke på et 3 tal, hvilket nok betyder at vi skal op på 3. sal. Helt slemt kunne mine hjerne da heller ikke være kommet til skade.

Elevatoren sagde en lille 'Pling' lyd, og sygeplejersken begyndte at gå, og jeg fulgte med som bagtrop. Han stoppede op ved en dør. "Alex, selvom du snakker til Niall, så kan han hverken høre eller se dig" sagde sygeplejersken. Det gjorde ondt. Nej, ikke ondt. Det gjorde frygteligt ondt.

Jeg gav et lille nik fra mig, og sygeplejersken åbnede døren. Det første jeg så var Niall lægge der med en masse ledninger overalt, og en masse maskiner. Jeg fældede en tår. Jeg lod den løbe ned af min kind. Jeg så mig omkring, og så et lille bord. På bordet var der en stor og flot buket. Jeg gik hen til den og så at der var et lille kort. Jeg åbnede kortet og så at det var fra hans mor. Jeg lagde kortet tilbage og satte mig på kanten af Nialls seng. Jeg kiggede på ham og tog en dyb indånding. "Niall jeg ved godt at du hverken kan se eller høre mig, men jeg fortsætter alligevel" Tårerene løb. Som en racerløb. Kapløb. Jeg kunne ikke styre dem. "Du må bare ikke forlade mig! Det tillader jeg ikke!" Råbte jeg nærmest af ham. Jeg ved godt at det ikke hjalp at råbe, men jeg skulle ud med det. Mine frustrationer. Mine bekymringer. Min sorg, hvis han forlod mig.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da der kom en underlig BIB lyd. Jeg vendte mig om, og så en maskine stå ved siden af Nialls seng. Det var hans hjerterytme. Den begyndte at bevæge sig hurtigere. Betød det at han selv kunne trække vejret nu? Eller var det en dårlig ting? Én ting var sikkert. Jeg skulle hive i snoren over Niall, så der kom hjælp. Og det gjorde jeg. Jeg rejste mig op fra sengen. 1 min efter kom der 2 sygeplejerske eller læger løbende. De kiggede over på maskinen, og lavede store øjne. "Er det godt eller skidt?" Spurgte jeg, da jeg ikke helt kunne tolke deres ansigtsudtryk. "Det er godt. Niall er ved at begynde at trække vejret selv. Så nu skal vi slukke for hans koma maskine. Så hvis du vil være sød at sætte dig ude foran" sagde en læge eller sygeplejerske. Han pegede over mod døren. Jeg gav et suk fra mig, og gik så over imod døren. Men lige som jeg skulle til at gå ud ad døren, høre jeg nogen sige mit navn. Det var ikke tydeligt. Nærmere som en slags hvisken. Jeg vendte mig om, og så Niall ligge med halvåbne øjne. Jeg løb over til ham. "Niall" sagde jeg og endnu engang blev mine øjne oversvømmet af vand. Men denne gang var det glæde. Han var vågen. Han kunne huske mig. "Jeg elsker dig" sagde Niall, og tog fat i min hånd. Han gav min hånd et klem, og smilede sødt til mig. "Jeg elsker også dig Niall" sagde jeg, og gav Nialls hånd et klem, og smilede sødt tilbage. Han kyssede min hånd.

Jeg kunne mærke hans greb i min hånd blev løsere. Svagere. Jeg kiggede på ham, og så ham begynde at lukke sine øjne i. "Niall?" Spurgte jeg ham, og trykkede hårdt i hans hånd, i håb om at han ville reagere. Men intet svar. Lægerne kiggede på hinanden.

Den ellers hurtig bibbende maskine, begyndte at blive langsommere og langsommere. Inden jeg nåede at reagere, sagde den 'Biiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiib'. Stregen der ellers fint kørte op og ned før, kørte ligeud. Som en lige lineal. Jeg kiggede forskrækket på lægerne. De så mindst ligeså forskrækket ud i deres ansigter, som jeg gjorde.

1 af lægerne løb ud af Nialls værelse. 2 min efter kom han tilbage med en stødmaskine i hånden. De satte den til strøm og begyndte så at give Niall strøm. Det var lidt uhyggeligt at se på. Man så bare en meget svag krop, lægge og spjætte hver gang, de der stød tingester ramte han krop. Jeg brød sammen -igen-, men denne gang faldt jeg ned på jorden, og foldede mig sammen som en lille kugle. Han må ikke forlade mig! Det må han bare ikke! "NIALL KAN DU HØRE MIG!?" Skreg jeg af ham og ruskede i ham. "NIALL HØRER DU MIG!?" Jeg skreg. Jeg fik mere hovedpine, men det var mit mindste problem lige nu!

Jeg lagde mig ved siden af ham. Jeg lagde mit hoved på hans bryst. Jeg græd ned i hans trøje. Det kunne ikke ske! Det kunne det bare ikke! Han kunne ikke forlade mig! Og det må han heller ikke!

Tårerene væltede bare ud af mine øjne. Det var som et vandfald. Okay, det var måske lidt af en overdrivelse. 

Mine øjne begyndte at falde i. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne på ikke at lade mine øjne lukke i. Men forgæves... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...