Love will remember

Kærligheden varer forevigt mellem to mennesker indtil dagen sker hvor den ene forlader den anden og man lader dem man elskede mest stå såret tilbage.

4Likes
1Kommentarer
320Visninger
AA

1. i Will Always Remember You

 

To små børn sad under et bøgetræ og studerede hinanden nøje. ”Hvem er du?” Spurgte den blonde dreng og kiggede nysgerrigt på den spinkle brunhårede pige. ”Jeg må ikke tale med fremmede. Det siger min mor.” Sagde pigen svagt. Drengen rynkede forvirret på næsen og rakte en hånd frem. ”Jeg hedder Niall James Horan , men du må gerne kalde mig Niall. Sådan, nu er jeg ikke fremmed mere.” Sagde han og smilede stort. Pigen grinede og tog tøvende hans hånd. ”Jeg hedder Alexis Reed.” Sagde hun forsigtigt. Niall rystede på hovedet. ”Det er alt for svært. Må jeg ikke bare kalde dig Alex?” Spurgte han og trykkede hurtigt hendes hånd, før han gav slip igen. Alex bed sig i læben. ”Tjoh…. Det må du vel.” Sagde hun og smilede genert. Drengen smilede stort og rejste sig. ”Kom.” Sagde han og rakte en hånd ud til hende. Alexis kiggede forvirret på ham. ”Hvad skal vi?” Spurgte hun usikkert. Niall smilede og nikkede hen mod legepladsen. ”Vi skal da gynge!” Svarede han, som om det var åbenlyst. Hun smilede og tog hans hånd. ”Okay.” Sagde hun og løb med ham.

To teenagere sad under et bøgetræ. Pigen hvilede sit hoved i drengens skød, mens drengen dovent aede hendes arm. Han bed sig nervøst i læben og skævede ned til den brunhårede pige. ”Alex?” Spurgte han forsigtigt. Alexis åbnede øjnene og kiggede op på ham. ”Hvad?” Smilede hun. Niall satte sig lidt bedre til rette og kiggede længe på hende. ”Du ved godt at du er min bedste ven, ikke?” Spurgte han lavt. Hun nikkede og grinede. ”Selvfølgelig ved jeg det. Du ved også godt at du er min, ikke?” Sagde hun og skulle til at lukke øjnene igen, men Niall snakkede hurtigt videre. ”Jamen… Hvad nu hvis jeg sagde at jeg ville være mere end venner?” Spurgte han lavt. Alexis spærrede øjnene op og kiggede på ham. ”H-hvad?” Stammede hun.

 

Deres venskab var langt fra normalt. Faktisk troede mange at de allerede var kærester. Ser i, Niall Horan og Alexis Reed var hinandens et og alt. De havde kendt hinanden, siden de var syv år og de var nu begge fyldt sytten. Alexis havde stået ved Nialls side, da han blev berømt og hun var ualmindelig stolt af ham. Pressen havde overbevist alle om at de var kærester, men Niall og Alexis havde hele tiden rullet med øjnene. De var jo bare venner. Okay, så de fleste venner kyssede ikke hinanden på kinden eller sov i samme seng for det meste af tiden, men det gav dem tryghed. Alexis var også med i One Direction tour bus på deres verdensturné, men i stedet for at sove i hendes egen seng, sneg hun sig ind til Niall. Sådan havde det altid været og det var fuldstændig normalt for dem. Ja, de var meget kærlige overfor hinanden, men det betød jo ikke noget. I hvert fald ikke indtil nu.

 

Niall kiggede nervøst ned på Alexis, som stadig lå med hovedet i hans skød. ”Mener du det?” Spurgte hun langsomt. Niall rødmede svagt og nikkede. ”Alex, du er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Jeg ville aldrig have klaret mig igennem berømmelsen, hvis ikke du havde stået ved min side. Du er min bedste ven og jeg elsker dig så utrolig højt. Men jeg vil være mere end det. Jeg vil være den du kommer til når du er trist, den du kysser om morgenen, den der beskytter dig fra alt ondt i verden.” Sagde han og skubbede blidt en krølle væk fra hendes ansigt. ”Niall, det er du allerede.” Sagde Alexis usikkert. Han rystede på hovedet. ”Nej, ikke på den måde. Jeg er der som din ven. Men det er ikke nok for mig. Jeg har været forelsket i dig i fem år nu og jeg ved godt at jeg sikkert ødelægger alt ved at fortælle dig det her, men jeg var bare nødt til at sige det. Jeg elsker dig.” Sagde han og kiggede hende dybt i øjnene. Alexis kunne mærke en tåre trille ned af hendes kind, da hun forsigtigt kærtegnede Nialls kind. ”Jeg elsker også dig.” Sagde hun lavt. Niall kiggede væk. ”Men kun som en ven… Ikke?” Mumlede han. Hun smilede for sig selv og satte sig op. ”Som mere end en ven.” Hviskede hun og kyssede blidt på munden.

To voksne sad under et bøgetræ med armene viklet om hinanden. Manden kyssede blidt kvinden på kinden og smilede til hende. Hun grinede og hvilede sit hoved på hans skulder. ”Niall?” Sagde hun lavt. Han kiggede på hende med et skævt smil. ”Alex?” Sagde han med en drillende tone. Alexis skævede ned mod hendes hånd, hvor en vielsesring glimtede om kap med solens sidste stråler. ”Jeg elsker dig.” Sagde hun. Niall holdt hende tættere ind til sig og kyssede hende i håret. ”I lige måde... Mrs. Horan.” Han hviskede det sidste så lavt, at ingen andre ville kunne høre det, selv om de var helt alene. Alexis kiggede op på ham og smilede. De var blevet gift for præcis tre måneder siden, men Niall mindede hende stadig om det hver dag. Og hun elskede det. Hun elskede alt ved ham. ”Du er skør.” Sagde hun lavt og kyssede ham. Niall grinede og gemte hovedet i hendes lange brune hår, som han aldrig ville blive træt af. ”Kun for din skyld.” Hviskede han ind i hendes øre.

 

Efter lidt tid skævede Alexis op mod Niall. Han sad og betragtede solnedgangen med et smil på læben. Hun var nødt til at fortælle ham det. ”Niall?” Spurgte hun forsigtigt. Han kiggede ned på hende og smilede. ”Alex?” Gentog han. Hun kiggede nervøst på ham og Nialls drillende smil forsvandt. ”Er der noget galt?” Spurgte han og strøg hende over håret. Alexis rystede på hovedet. ”Nej, men.. Du ved… Jeg har jo haft meget kvalme på det sidste?” Mumlede hun. Niall nikkede. ”Ja, du gik til lægen med det i morges… Var det noget alvorligt?” Spurgte han. Hun smilede lidt og rystede igen på hovedet. ”Slet ikke. Men jeg har en lille nyhed til dig.” Sagde hun forsigtigt og tog hans hånd. Niall flettede deres fingre tæt sammen og kiggede opmærksomt på hende. ”Fortæl mig det.” Sagde han blidt og strøg hans tommelfinger over hendes hånd. Alexis tog en dyb indånding. ”Niall… Du skal være far.” Hviskede hun. Niall spærrede øjnene op og et smil bredte sig på hans læber. ”Mener du det?” Sagde han ivrigt. Hun nikkede og smilede. ”Ja. Altså hvis du vil.” Sagde hun. Niall smilede forfjamsket og krammede hende tæt. ”Om jeg vil? Selvfølgelig vil jeg det! Jeg skal være far… Og du skal være mor! Vi skal være forældre! D-det bliver en lille udgave af mig og dig!” Sagde han spændt og kyssede hende på munden.

To voksne sad under et bøgetræ, med deres to små døtre imellem deres ben. Manden sad og lavede fjollede ansigter, mens den lille brunhårede pige grinede. ”Far, du er så fjollet!” Sagde hun og skubbede blidt til ham. Han smilede og trak hende ind til sig. ”Din mor giftede sig da stadig med mig.” Sagde han og kyssede pigen på kinden. Hun kiggede forvirret hen på hendes mor. ”Ja, hvorfor gjorde du det? Han er jo skør!” Sagde hun med en seriøs tone. Alexis grinede og kyssede hende i håret. ”Din far er alt for charmerende.” Sagde hun og lænede sig op af Niall. ”Og din mor er alt for smuk.” Svarede han og lagde armen om hende

En ældre mand og to unge kvinder sad ved et bøgetræ. De stirrede alle på gravstenen, hvor navnet Alexis Horan var hugget ind i stenens glatte overflade. Den ældre mand satte sig på knæ og lagde forsigtigt en rose foran gravstenen. ”Far, jeg savner hende.” Hviskede den ene og ude af stand til at skjule sine tårer. Manden rejste sig og krammede dem tæt ind til sig. ”Det gør jeg også mine piger, det gør jeg også.” Mumlede han og kiggede ind i deres blå øjne. De var identiske med hendes mors. Så forbandet identiske, at han var nødt til at bide tænderne sammen for ikke at græde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...