Et halvt smil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2014
  • Opdateret: 13 maj 2014
  • Status: Igang
Historien bliver fortalt ud fra en teenager drengs hukommelse om en pige, han tilfældig mødte en dag, som derefter blev en af de vigtigste personer i hans liv.
Men som han hurtigt finder ud af, gemmer hun noget bag sit halve smil.

1Likes
2Kommentarer
103Visninger
AA

1. starten på noget nyt

 

Hun kigget ned i jorden med et halvt smil. Øjnene var først ikke til at se for pandehåret der var groet for langt og blidt bølget, som vinde blæste til det. ”sjovt ” sagde hun med en tøvende stemme, hvorefter hendes hoved vendte sig op mod mit. Hendes isblå øjne var kommet til syne, som først kigget ned i jorden, hvorefter de fandt sin vej op til mine. Hendes kinder havde fået en glød, hendes øjne havde fået liv og varme. Stadig lidt mumlende sagde hun, som en konstatering til sig selv ”jeg havde helt glemt hvordan det føltes at være glad... ”. Hun kigget ud på vejen, hvor bilerne uforstyrret kørte forbi murstenshusene. ”det føles helt mærkeligt at føle glæde, når jeg har været så ked af det så længe. Pludselig at tomheden er forsvundet. Lyder det underlig at sige, at jeg lige skal vænne mig til den her følelse? ”. Hendes blik var fjernt, ligesom hendes tanker, der drev hende væk fra denne verden.

Første gang jeg så hende, sad hun med lyserøde høretelefoner over hoved, mens hendes brune hår var sat op i en uldet tilfældig knold. Hendes ben var foldet over kors, som cowboybukserne nu tillod at blive spændt uden af sprække midt over. Jeg husker hun havde en rød skovmands skjorte trukket ud over en sort top, på en varm efterårsdag. Foroverbøjet med sin højre albue hvilene på sit knæ, sad hun og skrev i en lille bog. Hendes pandehår faldt lidt uden for panden og afsløret hendes isblå øjne, som koncentreret var opslugt af at følge hver et ord, hendes hænder skrev.  Der sad hun. Helt fredfyldt i sin egen lille boble, sin egen lille verden. For hende må folk der forhastet skyndte sig afsted til hverdagen gøremål have virket, som sorte skygger der sniger sig langs væggene, i deres sorte jakkesæt.  

Jeg stod i mine slidte cowboybusker og en tilfældig grønstribet T-shirt, med min burger i den ene hånd og en sodavand i den anden, som jeg lige havde købt i en tilfældig lille opstillet bod nær parken. Ude i græsset var der sat hvide borde og stole op, så folk kunne nyde en dag i parken med familien, eller dele et brød med nogle af de mange halv tamme duer, der gik og kigget efter mad, men deres hoved rykket en tak efter at kroppen havde bevæget sig. Jeg skimede parken for en sidde plads, men alle bordene var fyldte undtagen hendes, eller i hvert fald det bord hun sad ved. Jeg bevæget mine slidte grå all stars hen over det grønne græs, med retning mod hende. Tøvende så jeg lidt på hende mens samlet lidt mod til at tale til en komplet fremmede person, som senere skulle vise sig at få en stor betydning. Men hvordan skulle jeg vide det, som en tåbelig lille usikker teenager dreng? Jeg ville aldrig have troet at dette minde, ville jeg huske så lang tid efter, da alt virket som en helt normal kedelig hverdag.  Efter jeg havde stået der et minut og diskuteret lidt med mig selv, hvad det var jeg skulle sige og hvordan jeg skulle få kontakt til hende. Prikke et lille hul i hendes boble. Da tog hun høre telefoner ned omkring halsen, til at hvile på skulderne. Hun kigget spørgende på mig, men jeg stirret lidt på hende i et akavede øjeblik.

”Hej…øhm, kunne jeg måske sidde her og spise? ” sagde jeg usikkert med en tøven i stemmen, mens mine øjne gav et hint ned mod min mad, da jeg sagde sætningen.  Hun trak på skulderne mens hun sagde ” slå dig bare ned”.  Selv om der var noget akavede tavshed, var der noget over hende der gjorde mig interesseret på hvem hun var. Jeg satte mig ned med et bomb på stolen og tog en bid af burgeren. Hun vendte tilbage til sin boble, som jeg pludselig var blevet en lille del af. Med munden halvt fyldt med mad, kigget jeg på bogen og spurgte ” hvad er det endelig du laver? ”.  Først svaret hun ikke, da hun var i gang med at skrive en sætning færdig, hvorefter hun lagde sin højrehånd til at hvile over bogen, stadig med kuglepinden i hånden ” Jeg skriver lidt digte” sagde hun roligt og kigget lidt genert ned og hun med venstre hånd strøg håret bag øret. Jeg tygget lige af munde og tog en slurk af min sodavand hvorefter jeg spurgte” må jeg høre en af dem? ”. Lidt overrasket kigget hun over på mig, hvorefter hendes mimik skiftet til et lille smil i mundvigen. Hun vendte blikket ned i bogen, hvorefter hun bladret nogle sider igennem til hun havde fundet det helt rigtige digt. Herefter begyndte hun at læse.

Ligger og sover. Bare drømmer sig væk.

Bare drømmer sig væk i fra virkeligheden, hvor igen sætter grænser. Drømmer sig væk til ildblomsternesflamme, der oplyser natten.

Løb igennem og læg dig i engens favn. Kig op på himlen og se dit eget spejlbillede

 I nattehavtes himmel, hvor du ligger sammen med ildblomsternes skær, der ligner stjerner der funkler.

Du rejser dig og løber hen af marken og hen til en sti. Ned af stien løber du hurtigere og hurtigere, på de bare fødder og venter spændt på hvad der nu vil ske.

Ildblomsterne slukkes og solen opstår på ny. Det røde skær på himlen, spejler sig i hver en dug dråbe på engen. Hurtigere og hurtigere løber du og dine fødder løfter sig fra jorden for så at flyve afsted. Mærk suset i maven og lad vægtløsheden bære dig afsted.

Drømme verdenen er et forunderligt sted, som er fuld af overraskelser og mindeværdige rigdomme afhængigt af øjet der ser.

Med et ringer vækkeuret og solen stråler forsigtigt ind. Vågner med et smil på læben og glæder sig til at drømme sig væk igen.

 

Dette digt blev starten på noget nyt. Starten på en samtale. Starten på et venskab.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...