Udstødt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2014
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Igang
Forstil dig en verden fuld af væsner, som vi kun kan læse om i vores verden. I sådan en verden lever Alice, ingen kender til mennesker og deres natur, men det skal snart ændre sig. Alice og 3 drenge bliver udstødt og forvist til menneskernes verden. Alice finder hurtigt ud af hvordan det forgår i menneskernes verden, men hendes ulv længes efter at komme fri og i en verden fuld af almindlige dødelige, kan det være problematisk. Alice må kæmpe med sin dyriske side og skal snart finde sig andre ulve, ellers vil hun gå amok og det koster flere livet også nogle hun holder af.
Vil Alice få sin ulv under kontrol, eller skal hun miste flere hun holder af?

1Likes
2Kommentarer
426Visninger
AA

2. De Udstødte

Da den sidste unge ulv har været igennem, råber rådet mig op igen. Jeg stivner lige så snart navnet er over Jens' læber. Rådet kalder aldrig en op 2 gange, så det må virkelig være alvorligt. Da jeg kommer der op og stiller mig foran rådet, bukker jeg let og venter. Man skal aldrig gøre noget uden at rådet har tilladt det. Jens stiller 3 unge drenge op foran mig og 2 af dem kender jeg, de er fra det kobbel jeg kommer fra. Jeg har faktisk haft et crush på den ene og tit tænkt, at det ville være så fedt at have ham som mage. Det er Jake, som vi alle kalder ham, men han hedder Jacob. Hans sorte hår stritter ud til alle sider og hans mørke øjne kigger overrasket på mig, som var det første gang han så mig. Det var det måske også, for vi så ikke meget til hinanden. Den anden var Frederik, han var koblets charmetrold og alle elskede ham. Han kiggede på mig med sine grønne øjne og charmerende smil. Den tredje kendte jeg ikke, hans navn var vidst nok Kasper, men det vidste jeg kun fordi min mor en dag havde snakket med hans mor, selvom de var i et andet kobbel. "Du skal nu vælge din mage for livet og disse herre er mulige alfaer, som vil passe bedst til dig." sagde Jens. Frederik præsenterede sig først; "Hey Alice, det kunne være nice at have dig..." længere nåede han ikke, før Jens kiggede skarp på ham. "Sorry Lady, jeg mener: det kunne være en ære at have en så stærk mage som dig." rettede han det til. Jens flyttede blikket til Jake. "Hey, jeg er Jake." sagde han bare, mere sagde han ikke. Han bukkede også let, jeg vidste hvorfor jeg skulle vælge og hvorfor det ikke var drengen der valgte sin mage. Vi var få piger i men generation, derfor måtter man sikre at pigerne var stærke og fødedygtige, så flere piger blev medlem af koblet. Sidste mand var Kasper, "Hey, jeg hedder Kasper og vi har vidst mødtes før." sagde han. Jens kunne ikke rette Kasper, men han var bestemt ikke tilfreds med hans præsentation. Det var Kaspers alfa, tydeligvis heller ikke. Han rømmede sig og kiggede insisterende på Kasper, men Kasper reagerede ikke og kiggede bare på mig. Han bukkede heller ikke, hvilket jeg ikke tog som en fornærmelse, men det gjorde Jens og han skulede til Kasper. Jeg bukkede let og mine forældre trak mig til side. "Skat, jeg synes du skal vælge Frederik, han er sød og charmerende, jeg tror du vil bliver meget glad for ham. Plus, du skal ikke forlade koblet." sagde min mor. Far brummede og sagde: "Du skal tag Kasper, så kan vi have flere fordele." Jeg vidste han kun tænkte på koblet, sådan var det tit. Alt han ville have mig til, var altid en eller anden fordel for koblet. Mor havde vent sig til det, men jeg synes ikke det var fair. Jeg kiggede over på drengene, de stod bare ovre i den anden ende af salen. Frederik var sød og charmerende og tanken om ikke, at skulle forlade koblet og mor og far, var tiltrækkende, men at vælge en mage nu, i en alder af 16 år. Det synes jeg er lidt tideligt, eller meget tideligt. Jeg rystede svagt på hovedet og jeg hørte mon mor gispe højt. Jens trådte frem, "Er du sikker i din beslutning, den påvirker dig resten af dit liv." sagde han og jeg trådte tilbage, for at gøre det klart, at jeg ikke ville vælge en mage. Han nikkede til rådet og jeg kiggede ned på mor, hendes øjne var fulde af tåre og rådet trådte frem for at bede mig følge med. Mor græd høj lydt og far viste for første gang i lang tid, sine følelser, men det var ikke væmmelse, som jeg havde forventet. Jeg så en smule stolthed i hans blik og det varmede mit hjerte. Rådet bad mig følge med og vi gik ud bag ved.

Ceremonien var ovre og det var tid til min dom. De andre familier gik og forlod lokalet, men Alexanders, Dans, og Jacks familier blev. Dan og Alexander var fra samme kobbel og de står op foran os. De må være stærke begge to, men begge ser helt blege ud. Rådet træder frem og vores familier bukker, Jens kigger ned på mig. Men han ser mig ikke længere, hans blik virker fjernt og så snakker han. "Alice fra Jackson koblet, du har valgt at forråde dit kobbel og dermed er blevet udstødt, du har ikke ret til at være i blandt os længere, derfor skal du flyttes og må aldrig vende tilbage til os. Kom her op og modtag din dom, som det sidste tegn på værdighed blandt os formskiftere." Jeg træder frem og mor hulker ved siden af mig, far er mere stiv end han plejer og jeg går langsomt op til rådet. Da jeg kommer der op, tvinger rådet mig i knæ. Jeg gisper da mine knæ hamre mod gulvet. Lederen, som vidst hedder Frank, beder de andre om at holde mig nede og så lugter jeg varm jern. Jeg tænker ikke, jeg siger ikke noget, men jeg høre min mor skrige i stedet for mig og kræfterne svinder langsomt. Til sidst behøver de ikke at holde mig nede, for jeg kan ikke stå. Det lille pote aftryk brænder stadig og jeg har lyst til at græde, men jeg gør det ikke. Så skifter Jens, hans ulv er stor, men han virker nu alligevel lille. Endelig fylder tårende mine øjne og jeg mærker smerten, mor er græder og hulker, far holder om hende. Det er det sidste jeg ser til dem, for så bliver de ført ud af salen og jeg ser mors ryg ryste af gråd på vej ud. Far var stiv og han vakler lidt, men jeg er den eneste der ligger mærke til det. Jeg sanser ikke Jens længere, ulven er ikke til at styre og snart ser jeg Jens ligge på gulvet med dybe rifter i ribbenene. Rådet kalder vagterne til og de fanger mig. Rådets magt er stadig over mig og de tvinger mig til at skifte. Så binder de mine hænder og jeg skal se på de andre få deres straf. Alexander er den næste, hans alfa siger nogenlunde det samme til ham, som Jens sagde til mig. Alex har besluttet sig, men han er stærk, så der må 5 vagter til at få ham i knæ og hans familie ser stumpe til. Jeg ser hans søster fælde en tåre, men hans forældre er stive og stille. Alexander er dog ikke stærk nok til at klare smerten og han kommer med et skrækindjagende hyl da den varme jern rammer hans skulder. Det går nemmere med Dan, men hans smerteskrig er næsten uudholdelig. Jack er stille, han siger ikke et ord, men han klynker som en hvalp da jernet brænder ham. Jeg kan ikke holde ud at se på mere og jeg vender hovedet væk fra dem. Jack er heldigvis den sidste og da han stopper med at klynke, kiggede jeg over på dem. De var ikke gået amok, men jeg kunne se deres ulv ulme under facaden. Vi bliver alle smidt ud bagved og familierne bryder sammen i gråd, selvom jeg er stærk er jeg ikke alfa og jeg kan se, at de andre kæmper for at holde deres ulv på afstand.

Efter en time eller to, kommer rådet ud til os.
Jens stor bag de andre og kigger ned i jorden. Han siger ikke meget og alfaen af alle alfaer, rådets hoved, snakker i stedet. "Små børn, i har nu truffet et valg og kan ikke længere ses som en af os. I vil bliver sendt til menneskenes verden og der skal i blive resten af jeres dage." sagde alfaen af rådet. Drengene begyndte at mumle og hviske, for ingen af os havde set et menneske før. Med de ord forlod rådet os og vi var de udstødte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...