Eternity

3 personer. 3 skæbner. 1 evighed

0Likes
0Kommentarer
557Visninger
AA

1. Prolog

(Hal)

Jeg stønner højt, og mit hjerte løber af sted. 

Hvad skal jeg gøre? 

Jeg rammer endnu en gang asfalten og bliver næsten kvalt i mine egne åndedrag. Det her var ikke en del af planen! Det her! Jeg ser mig hurtigt tilbage, og ser de metalliske skabninger, som var blevet til en kold erstatning af mennesker. Min fod rammer et metalrør, der stikker op af den kolde asfalt. Jeg skal lige til at snuble, men stopper faldet, da jeg skubber mig op fra jorden med mine hænder. 

AV FOR HELVED! 

En flænsende smerte spreder sig over mine sviende hænder, som havde revet sig på den grove asfalt. Jeg springer hurtigt videre, men den sviende pinsel vokser kun. Jeg bider tænderne sammen, og ser sammenbidt på de store flænger i mine hænder. Jeg ånder hurtigt op, da det ikke stopper. 

Glem smerten bare løb! LØB! 

Mine tanker giver ekko i mit hoved, og endnu et stød af smerte løber igennem mig, da arret om min hals dunker kvælende. 

Nej! Ikke nu! Jeg er endelig nået så langt! 

Jeg ryster på hovedet af mine tanker, og jeg rammer jorden igen med et dunk. Jeg overløber smerten, og springer ud af gyderne og ud i et andet sted. Jeg ser op på den mørke himmel, og det lille øjeblik var som tusinde år. Mine øjne følger de ildevarslende skyer, og jeg får øje på robotterne som bremser op på klippernes kant. De ser misbilligende på mig, men selvfølgelig gør de det. I denne her tid findes der kun robotter.

Tårerne trænger sig på, og jeg ser vemodigt op på personen mellem robotterne. Hans mørke silhuet skræmmer mig, men gør mig også frustreret. Jeg kunne ikke gøre noget...Jeg får en klump i halsen, og min mave snor sig sammen. Hans smil spreder sig bredt i et skummelt spøgelsesagtigt smil. Jeg rynker brynene, mens jeg ser arrigt på ham. Hvis bare han aldrig havde været født! Så ville de alle stadig være i live! Mit hvide hår flagrer om kinderne på mig, og det suger i min mave med forfærdelse. Jeg ser ned, hvor jorden venter på, at min slappe krop rammer hårdt. Jeg ser forfærdet op, da jeg opdager hvad jeg har gjort. Nej… Jeg kan ikke dø her! 

Jeg ser rædselslagent den rødhårede unge mand i øjnene. Jeg vil ikke lade dig have din vilje! Du skal ikke få glæden af at se det sidste menneske dø her! For øjnene af dig! 

Jeg strækker armene ud, og mine ben forsvinder som var de pixels i et computerspil. Min krop svinder mere, og mere. Mine ben er helt forsvundet i det blå lys, og jeg ser beslutsomt op på ham, da mit underliv forsvinder under mig. Det bevæger sig op om min mave og opsluger min trøje. Jeg ser med et smil i mundvigen op på ham, og siger med en hæs stemme, “ Jeg vil ikke lade dig få nydelsen af at se menneskene uddø. Lige meget hvor meget du hader dem, er det her ikke grund nok til at dræbe dem!”

Jeg får pludselig hovedpine, og føler mig svimmel. Der er noget galt… Det her skete ikke de andre gange jeg rejste i tiden! Jeg ser døsigt på min krop, som næsten er forsvundet. En bange anelse flyve op i mig, men forsvinder, da jeg husker ‘de to’. 

Ira, bare fordi de ikke lagde mærke til dig. Havde du altså ikke behøvet at gøre alt det her i had… Mit hoved dunker højt, men jeg fastholder tanken. Jeg ser kort op på ham med et sorgfuldt blik. ...Det kan godt være at vi begge hader mennesker, men ved du hvad, Ira?

Lige siden jeg lærte ‘de to’ at kende, har hver dag været den bedste i hele mit liv… 

Jeg ser mildt op på ham, hans ansigt er fortrukket i raseri. Jeg føler mig pludselig ikke så bange mere, og jeg glemmer pludseligt, hvad jeg var i gang med. Jeg sukker træt, da min krop forsvinder, som mikro støv ind i en anden verden. 

Hvis bare du havde haft nogen ved din side Ira… Så ville du ikke være blevet til den du er nu, men til en rar barmhjertig storebror… Kun to navne eksisterer i mit baghoved, mens alt andet er blankt. 

Hvad var det nu jeg skulle gøre? Hvad var det lige jeg havde gang i? Jeg ser fjernt op i den kolde efterårsluft, da mit hoved bliver tomt. Orianna...Lana…Hvorfor forsvandt i?...

Mine tanker forsvandt, og jeg glemte mig selv.

 

Jeg ser op, og en hvinende lyd skærer i mine ører. Jeg falder om på jorden ved den tonedøvende lyd. En stor firkantet ting med lygter på, svæver lige ud for mig.

“ Hva-?” Hvad fanden er det her? Siger jeg spørgende, da en underlig dør ting åbner i siden. Ud af den store metal - ting stiger en slank og elegant pige ud. Hendes røde, krøllede hår er bundet op i en fletning, som hænger ned langs hendes ryg. Hun smækker døren, og slå på den tre gange. Manden som sidder inden i den, nikker med et bekymret blik og bakker bagud. Pigen ser fjernt efter den, og først da den forsvinder vender hun sig mod mig. Hun smiler bredt, og hopper muntert hen til mig, “ Undskyld, min chauffør så dig ikke,” siger hun med rynket pande.

Jeg ryster på hovedet, “ Det gør ikke noget” Uhh, det overraskede mig… Fremstammer jeg med et mildt smil, og opdager at min stemme er hæs. Hvorfor er jeg hæs? Hun rækker sin hånd ud til mig.

“ Skal du også bo her?” Spørger hun frejdigt. Jeg tager hendes hånd, men ser stadig spørgende på hende. Jeg kommer på benene, og ser eftertænksomt på hende. 

Bo? Hun ser fjollet på mig, og griner så, “Haha, sig ikke at du ikke kan huske det?” Undskyld mig, men det kan jeg faktisk ikke. Af en eller anden grund? 

Jeg ser alvorligt på hende med et uroligt blik, og hun ser på mig, som om var jeg født i går.

“ Huh? Jamen, hvor kommer du så fra?” Spørger hun overrasket. Det ved jeg heller ikke, jeg er blank. Fuldstændig. Jeg ryster på hovedet efter at have tænkt mig om.

“Sikke en underlig person,” siger hun med et smil på læberne, mens hun klør sig i baghovedet. Hun smiler godt nok meget. “Nåh. Der er ingen grund til at stå herude, alien.”  Siger hun drillende, og peger heftigt på det gamle hus foran os. 

Alien? Det kan godt være, at jeg er en albino, men jeg er ingen alien! 

Hun samler sin taske op fra jorden, og siger opstemt med en lystig stemme, “Lad os tage afsted!” Hun skal lige til at tage det første skridt, men i samme sekund overdøver en kæmpe eksplosion alt. Vi ser begge opskræmt og overrasket op. Hvad i?! Den rødhåret pige fniser lidt, da det bliver mere stille. Jeg ser op på det store halv gamle hus, hvor røgen stiger op fra. Hvad sker i alverden sker der her?!  

“Hahaha~!” Griner hun højt, og ser veltilfreds på huset.

“Mmm! Det er sådan det her, det skulle være, for ellers er der ingen sjov i det!” Hun sætter hænderne i siden. Jeg ser helt uforstående på hende, da noget kommer gående bag hende. Hvad nu? En ged går hen ved siden af hende, og jeg ser mistænkeligt på den. Jeg peger på den og spørger undrende, “Kender du den ged?” Hvor kommer den mon fra, og hvorfor en ged!? Hun ser på den med et smil, og aer den på panden.

“Nåh, du fulgte efter mig, Ninja. Jeg lagde slet ikke mærke til dig, du er virkelig en Ninja.” Jeg ser på dem, og tænker tilbage, men da jeg gør det bliver mit sind straks blank. 

Hvad havde jeg gang i før jeg kom her? Lort! Hvis bare jeg kunne huske. 

“Mæh~!”Jeg mærker noget slikke min hånd, og jeg ser forskrækket ned, da et jag af græmmelse forekommer i mine håndflade. Jeg ser ned i de røde håndflader, som er revet helt i stykker, “Er der noget galt?” Spørger hun, og ser undersøgende på mig. Hvis hun opdager dem flipper hun måske ud… 

Jeg stikker hurtigt mine hænder ned i den hvide hættetrøjes lommer, og siger undvigende, “Nej, der er ikke noget. Hvad hedder du egentligt?” Hun ser forundret på mig, og fniser så, mens hun  tager tasken op på sin skuldre. Jeg ser hende indtagende ind i de grønne øjne, som genspejles i solens varme lys. 

Hun har godt nok grønne øjne… De er smukke... 

Jeg smiler til hende, og vender mig mod husets dør, “Jeg hedder Hal forresten. Jeg er blank omkring alt andet, men det er vel okay.” Jeg ser undskyldende på hende med løftede skuldre. Hun ser henrykt på mig først, men smiler så glad til mig, “Jeg hedder Orianna. Godt at møde dig!” 

Orianna... 

Vi smiler begge til hinanden, og begiver os op ad trappen til fordøren. 

Orianna er...

En sjov person.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...