Eternity

3 personer. 3 skæbner. 1 evighed

0Likes
0Kommentarer
504Visninger
AA

3. Geni

(Lana)

Jeg kørte musen ned over hjemmesiden med urter. Jeg manglede stadig en del lommepenge, til at købe de dyre lægeurter, som kun fandtes specielle steder. Jeg drejede rundt på stolen,og så Orianna kigge sørgmodigt på et billed. Det var den første gang jeg så Orianna, som bare mindede, om noget der lignede tristhed. Jeg rejste mig, og tog min taske. Så tog jeg fat i døren ud til gangen, og åbnede den forsigtigt. Jeg stod foran døren til Hal og Cyphers værelse. Jeg havde været derinde et par gange før, men det var kun små besøg. Men jeg var stadig mistænkelig over Hals underlige opførsel, det var vist min sjette sans, som advare mig . Jeg bankede på døren. Der var intet svar. Jeg bankede en sidste gang, men da der ikke kom noget svar, åbner jeg døren. Hal ligger på jorden med hænderne om hans hoved, som skulle det sprængtes. Jeg var chokeret men i sådanne situationer arbejdede min krop for mig. Jeg kunne, og ville aldrig mere gå i koma. Jeg går hurtigt over til Hal, og åbnede tasken. Jeg famlede efter mine specielle urteblanding, der hjælper på det meste med hovedet at gøre. Jeg hiver hans hånd væk fra den ene tinding, og læner hans hoved til siden, mens jeg gnider salven på de røde mærker. Jeg finder det rette sted på siden af hans hoved, og presser til med tommeltotterne. Jeg lyttede efter hans vejrtrækninger, og hans åndedrag bliver langsomt regelmæssig igen. Jeg udstøder et lettet suk, og hjælper ham op på sengen. “’Har du det bedre?” Spørger jeg, mens jeg kigger gennemskuende på ham. “Jeg så noget... Men jeg har glemt det nu. Tak for hjælpen, Lana.” Svarer han med et døsigt smil. Jeg tager en vandflaske op af tasken, og rækker den til ham. “Her drik noget vand. Så får du det bedre.” Hal kigger tøvende på flasken, men rækker så ud efter den. “Tak.” Siger han træt. Hal drikker hurtigt flasken til bunds, og rækker den mod mig. Jeg tager flasken i min taske. Jeg må hellere få den fyldt op senere, tænker jeg til mig selv. Jeg tager et metal armbånd op af min taske, og i nogle hurtigt bevægelser placerer jeg den om hans håndled. Da jeg gør det, ser jeg noget foruroligende, at han har store ar på begge håndflader, som næsten går helt ud til fingerspidserne. Det lignede, at de lige var blevet slemt såret, og derefter helet igen uden nogen renselse. Besynderligt?... Hal kigger forundret på mig og derefter på armbåndet. “Hvad er det?” Jeg kigger på armbåndet på min egen hånd, de er ens. “Det er en af mine opfindelser. Det gør, så jeg kan se hvis du får det dårligt, altså så kan du kontakte mig.” Jeg tager en kort indånding, før jeg fortsætter, “Der er en knap på den. Tryk hvis du får brug for hjælp.” Hal drejer armbåndet om sit håndled, og kigger undersøgende på det. “Findes den i blå?” siger han ironisk, og vi sprutter begge ud i latter. Jeg er lettet over han har det bedre, men jeg skal vist en tur forbi biblioteket. Det var ikke en sygdom, som jeg kendte. Hvis det da er en sygdom. “Vi ses Lana.” Siger Hal, som sidder, og vinker til mig i sengen. Jeg vinker kort igen med et smil.  Så går jeg ud af værelset, og følger væggen hen til det aflange maleri af den lyserøde gris. Jeg begynder at fnise, sikke en grim gris. Min hånd søger mod den velkendte knap på siden af maleriet. Da min finger rammer knappen opstår en lille klikkende lyd. Maleriet svinger til siden, som i næste øjeblik afslører en hemmelig korridor bag. Det er her, er min yndlings korridor, da den ligger så tæt på værelset, og fører til biblioteket. Jeg trykker på mit armbånd, og et lys forekommer inde i mørket fra armbåndet. Den indbyggede lommelygte lyser stort set hele den lange gange op, men det behøver Hal jo ikke at vide, for han får nok ikke brug for lygten. Min hånd rækker frem og skubber maleriet i. Jeg behøver egentlig ikke bruge lommelygten. Jeg har jo brugt denne korridor, i flere år. Jeg kender de smalle gange, og hvor de fører hen. Jeg elsker også biblioteket, der er kæmpe rækker af viden, der bare venter på at blive brugt. Så meget medicin, viden og forskning.  Jeg skubber til tvillinge maleriet af den samme gris. Det havde ikke taget mig langt tid at finde denne korridor. Jeg havde set to malerier der var ens, og udforsket dem. Der var tydelige tegn på, at der var noget bag maleriet, og jeg blev overlykkelig, da den førte til  et hemmeligt biblioteket. Jeg smiler. Jeg har boet her i så lang tid, at jeg ikke kan ikke huske hvornår jeg ankom. Jeg kigger ned op opdager, at jeg gnider mit håndled. Det er vist blevet en vane, når jeg bliver nervøs eller bange. Langsomt trækker jeg min venstre hånd væk. Jeg kigger stille ned på mit højre håndled. En kuldegysning kryber gennem min krop. Et mærke fra død. Den sygdom der dræbte min familie. Jeg har stadig ingen ide om, hvorfor jeg overlevede. Men det var derfor jeg begyndte at læse alt om sygdom og medicin. Jeg vil ikke reddes, jeg vil bare gerne redde andre, indtil de kan redde sig selv. Det er vel en slags straf... Nok på grund af at jeg ikke kunne redde min familie, der døde af sygdommen. Jeg kan ikke finde den i nogen bøger om sygdommen, derfor blev jeg også computergeni/hacker. Jeg fandt den blandt nogle tophemmelige filer fra Metropolis hemmelige regerings netværk. Forkortet MHRN. Det var åbenbart en fejl det med sygdommen. Men jeg kan stadig ikke tilgive dem, det dræbte jo min familie. Resten af det er krypteret så kraftigt at jeg ikke kan læse det. Derfor skal jeg også lede efter bøger om kryptering. Jeg sukker træt. Biblioteket er store rækker med bøger, i enden er der en et bord med 3 computere. Computerne er gamle, men de virker fint. Den flimrer lidt, men så dukker den op. Musen klikker på søgefeltet, og mine fingre taster løs. I søgefeltet dukker ordene op lidt efter. MHRN arkivdatabase. Slørende dukker siden op først i sort hvid, derefter toner farverne langsomt frem. Jeg hacker mig langsomt, og forsigtigt ind, det ville ikke være godt, hvis de fik sporet mig til institutionen, ville det sætte alle i fare. Jeg kiggede på krypteringen, den var af et alt for højt level det måtte være ekstremt hemmeligt og skadende. Jeg sukker opgivende, og læner mig tilbage mod stolens ryg.. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne fjerne en sådan kryptering? Men jeg kan i det mindste prøve. Jeg sletter historikken, og hvert et tegn på at jeg eller nogen på institutionen, skulle have noget med det at gøre. Computeren bliver flimrende grå og sort, men slukker så endelig. Jeg rejser mig træt fra stolen, og gaber højt. Hvad er klokken? Lort! Den er 10:02. Præcis 3 minutter til de tjekker værelserne, og låser fordøren. Jeg løber hen til maleriet, og åbner den hurtigt, og lukker den endnu hurtigere. Jeg løber gennem korridoren denne gang uden lys, men jeg er kun ved at snuble en gang. Jeg trykker hurtigt på en knap på indersiden af maleriet, og den går til side. Jeg hopper ud på  trægulvet, og skubber maleriet på plads igen. 10:04 der er næsten ingen tid tilbage. Jeg åbner døren ind til værelset, Orianna sidder på værelset, der smiler, mens hun nynner en underlig melodi. “Hej med dig!” Siger hun frejdigt. Jeg smiler, og sætter mig på min seng overfor. “Så skal i sove.” Siger Aria mens hun giver os, et af sine sukkersøde smil. Jeg falder i søvn til Oriannas underlige klang af en melodi.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...