Eternity

3 personer. 3 skæbner. 1 evighed

0Likes
0Kommentarer
503Visninger
AA

4. Amnesia

(Hal)

Jeg hører endnu engang hendes kvælende skrig. Det skære gennem luften, og får den til at dirre. Bag døren som står på klem, gemmer jeg mig. Da hendes gråd bliver til en stille jamren, ser jeg forskræmt frem fra mit skjul. Jeg når kun lige at skimte hendes røde hår, som er blevet affarvede af den klistrede hæma fra hendes krop. Men i det samme øjeblik jeg gør det, opstår et blændende lys, og jeg vender mig væk fra den lille sprække. Jeg gnider mig i øjnene, hvor det skarpe lys havde ramt. Da jeg ser på mine hænder, ligger der blod på dem, men jeg når ikke at tænke over hvorfor, før endnu et rædselslagent hyl fylder luften. Jeg griber chokeret fat om mine ører, mens jeg ængsteligt flæber, “Nej...Stop! Lad hende være! Hende være…! Hun er-!” Stammer jeg hæst med blodet løbende ned ad kinderne. Mine øjne svier, og rædslen inde i mig vokser kun ligesom hendes skrig. Jeg krummer mig helt sammen, med hænderne stramt om hovedet. Men det hjertebævende skrig stopper ikke… Det stopper aldrig.

 

Jeg vågner op med frygten og forfærdelse, som min bedste ven. Jeg skubber dynen væk, og ser op ved lyden af en mørk hæs stemme, “Er du okay? Du havde feber…” Jeg ser på den gylden håret dreng, som sidder ved foden af min seng. Hvem er det? Han sad sammen med os ved aftensmaden… Han fjerner kluden fra min pande, og jeg sætter mig fortumlet op i den varme seng. “AH!” Udstøder jeg, mens jeg griber knugende fat om mine hårtotter omkring tindingerne. “Hej, er du okay?!” Spørger han uroligt med en støttende hånd på min ryg. Jeg nikker, og hoster kort. “Havde du et mareridt?” Siger han spørgende. Jeg ser på ham, men kan ikke se ham for det røde slør mine øjne viser. Det er ligesom i drømmen, da jeg græd blod… Jeg ser ned på mine arrede hænder. Det er ligesom de her ar… Hvornår fik jeg dem egentligt? Mit sind bliver blankt, mit hoved dunker, da jeg prøver at huske. Jeg bander stille af den kraftige dunken, men vågner så op til hans stemme. “Er du sikker på du er okay?” Jeg ser på ham igen, og det røde slør svinder langsommeligt væk. “Jeg har det fint” Siger jeg hæst, og fjerner min hånd fra panden. “Jeg er bare begyndt at få de her Flashbacks, lige siden jeg kom hertil… Og de er virkelige...” Siger jeg i en skærende tone, med et fjernt blik, da sætningen dør ud. Så smiler han drilsk, og slår mig fladt på ryggen. Jeg vågner op, og ser surt på ham. “Vi har alle vores op- og nedture her i livet. Sådan er livet, er det ik’?” siger han med et veltilfreds smil på læberne. Så rejser han sig op, hvorefter han sætter sig hen til skrivebordet, som står op af den væg overfor min seng. “Mm.” Siger jeg i et gladere tonefald, mens jeg nikker kort. Så vender han sig mod bærbaren, og hans fingre flyver hen over tasterne i en uregelmæssig rytme. Jeg lægger mig ned i sengens bløde betræk igen, og ser rundt. Gulvtæppet er mørkeblåt i den lille lampes lys, som står fint placeret på det aflange skrivebord. Mit blik skimter kort væggene, som er fyldt med krydseduller. Pludseligt ser jeg et hvid, blåt skinnende lys, og jeg rejser mig langsommeligt op, mens jeg får øje på en stjerne og nogle fisk i alle regnbuens farver. Pludseligt er jeg under havet, og får vand i munden, mens jeg beundre penselstrøgene, som bliver mere og mere levende. Jeg ser forundret rundt på værelsets vægge. “Kan du lide det?” Jeg ser forskræmt op på ham af hans pludselige ord, men nikker så måbende. “Har du selv malet det?” Spørger jeg med øjnene limet til væggene. Han vender sig om i stolen med hans ene mundvige op i et smil. “Ja, men jeg er ikke så god til det i nu…” Jeg ser på ham med øjenbrynene i himlen, og siger så, “Hvis du siger, at du ikke er god, så ved jeg altså ikke, hvad jeg er.” Jeg ser lidt rundt på væggene igen, hvorefter han rejser sig op, og går hen til reolen på den venstre side af det brede vindue. Han lader sine fingre glide langs ryggene, men tager så en bog ud, da jeg også rejser mig op. “Du siger at du ikke nogen minder har?” Jeg nikker kort, og kigger søgende på bogen som han har i hånden. “Jeg ved ikke om den kan hjælpe, men den her fortæller lidt om amnesia. Din drøm kunne også nemt være en del af din fortid.” Jeg lægger hovedet på skrå, og siger forvirret, “Amnesia? Hvad er det?” Han fnyser smilende, og rækker så bogen ud til mig. “A loss of memory…Et tab af hukommelse. Det er ligesom hukommelsestab, men man kan stadig huske normale ting som for eksempel træer og mad og sådan.” Jeg rækker ud efter den brede sorte bog, men tøver så, da hendes flæbende skrig giver ekko i mit baghoved. Jeg skælver, men tager så bogen i mine hænder. “Tak.” Siger jeg hæst. “Det var så lidt~!” Siger han og strækker sig. “Skal vi gå ned og spise?” Og først der opdager jeg, at lyset om det mørklagte gardin næsten lyser hele værelset op. “Når ja. Jeg hedder Cypher forresten.” Siger han, og hiver drillende gardinet op,så det brænder i mine øjne. Det skære i mine øjne, og minede mig om lyset fra min drøm. Orianna… Det var hende. Var det ikke? Jeg ryster billederne ud af hovedet, og smiler fornærmet over hans drillen. “Jeg kan mærke, at du bliver en rigtig pain in the ass!” Siger jeg med nedadvendte øjenbryn. Han griner anerkendende, “Jeg er jo jokeren her.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...