Maybe (we'll break through)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2014
  • Opdateret: 16 maj 2014
  • Status: Igang
De kunne falde i sammen. På samme måde som hun faldt for ham. Det ville være lige så ubehageligt, langsomt og betagende. Den evige søvn ville falde over dem begge, og det ville kun være dem og isen. | Dette er mit bidrag til The Fault In Our Stars konkurrencen. Jeg har valgt valgmulighed nr. 3

13Likes
6Kommentarer
325Visninger

2. måske

Hun vidste ikke, hvor lang tid de havde stået sådan; tæt på hinanden men så alligevel ikke. Han var blevet anmassende på en måde, hun ikke havde bemærket før, og hun var ikke sikker på, om det nødvendigvis var negativt. Isen under dem var tyk, det havde han selv tjekket. Det havde han lovet hende. ”Du vil jo aldrig kunne opdage hvor stærk, den er, hvis du ikke stoler på den. Stoler på mig.” Hun ville ønske, hun kunne sige, at det var typisk ham at være så beskyttende, men det ville være at lyve. Men måske var det blot endnu en ting, hun ikke selv havde opdaget. Kunne det virkelig passe, at han altid havde været sådan? Der måtte være noget galt med hende.

Han tog fat om hendes fingre, maste sin tommelfinger mod hendes hud. Hun ville gerne have, at han kyssede hende. Det plejede de ikke at gøre, men da de stod der, helt anderledes, kunne de jo lige så godt prøve grænserne af. Måske kunne hun opdage endnu flere forandringer, hvis de lod deres læber røre hinanden, bare hurtigt? Hun tænkte over, om hun mon ville kunne smage sit navn. Eller en helt andens.
Hun ville gerne have spurgt ham om lov først, for der var jo ingen garanti for, at han var lige så villig, som hun var. I stedet fik hun det overstået. Hurtigt og kontant. Det føltes dog ikke rigtigt, og hvis hun ikke tog helt fejl, var han enig. Hun kunne heller ikke finde sit navn mellem hans læber. Eller nogen andens.  
Han stod stadig lidt befippet og kiggede på hende. Hvis han nu ikke pludselig var blevet så anderledes, ville hun have været sikker på, at han ledte efter en kæk bemærkning. Men han var anderledes, og i stedet trak han hende ind i endnu et kys. Denne gang var det langsomt men ikke mere lidenskabeligt eller for den sags skyld rigtigt.
Selvom de normalt ikke kyssede, var det ikke ens betydning med, at dette var første gang. De havde prøvet det før, men med resultat i at hun løb sin vej. På en måde var dette vel et fremskridt. Og selvom hun ikke var meget for at indrømme det, kunne hun godt mærke noget boble i hendes mave, mens en varm følelse spredte sig helt ned i hendes tæer.  

Og som tiden stod stille, og snefnuggene rundt om dem var standset i luften, for at betragte, for at høre, mærkede hun hans gennemborende blik, og for en gangs skyld prøvede hendes hjerte ikke at dulme kærligheden væk.
”Du ved… Et så kønt ansigt som dit, fortjener ikke øjne så triste,” fortalte han hende i et svagt øjeblik, uden at bryde øjenkontakten. Ordene var nu sagt og overalt. Hans ellers så bolde attitude var væk, og hvis ikke kulden havde gjort hendes ånde synlig, ville hun tro, at hendes blod var stoppet med at blive iltet rundt i hendes krop. Hun vidste ikke hvorfor, han sagde det, men hun beskyldte det matte og en smule for trætte udtryk, der hang over hans normalt så livlige ansigt. Hun ville gerne svare ham, men ord syntes så ubrugelige for hende. I stedet fokuserede hun på det hvide lag af sne, der havde lagt sig i hans hår, og måske håbede hun et eller andet sted inde i sig, at han ville kysse hende igen. Så slap de for at snakke. Så slap hun for at svare.
”Nå.” Mere kunne hun ikke klemme ud gennem den smalle sprække mellem hendes læber. Det gjorde ondt at sige, som hvis sommerfuglene i hendes mave langsomt fik revet deres vinger af og landede som tunge sten. Hun ville jo også gerne sige mere, måske fortælle ham at han gjorde hende trist. Men hun forblev tavs.
For sådan havde hun altid gjort; valgt stilheden frem for ansvar. Og selvom han tilsyneladende havde tænkt sig at ændre sig, ville hun ikke også. De behøvede ikke at ændre sig.
”Jeg kan godt lide dig.”
”Nå.”
Han forventede tydeligvis en anden reaktion fra hende, men det havde hun ikke tænkt sig at give ham. For selvom hun måske godt kunne finde et ”jeg kan også godt lide dig,” frem nede fra sit dybeste hjertekammer, så gjorde hun det ikke.

Måske ville isen under dem splintre, senere revne. Mon de ville blive revet ned under vandet, grebet i anklerne af den kolde overflade, og derefter blot falde i? Ville han holde om hende eller skubbe hende fra sig, i et håb om at redde liv? Hun vidste intet, men håbede næsten at det isnende vand ville opsluge dem begge, og at de tusinder af stjerner ville forsvinde sammen med resten af omverdenen. De kunne falde i sammen. På samme måde som hun faldt for ham. Det ville være lige så ubehageligt, langsomt og betagende. Den evige søvn ville falde over dem begge, og det ville kun være dem og isen.

Det var på tide at anerkende, men der var efterhånden så mange ting, at hun ikke kunne holde styr på det. Det var på tide at anerkende, at hun havde gemt følelserne væk under isen, og nu havde de pludselig hobet sig op. Det var på tide at anerkende ham. Anerkende dem

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...