Ånd og de 4 elementer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Måske er de ikke alle der kender til de 4 elementer, men jeg ved at jeg er den eneste der kender til det åndelig element.

Alexandra har en utrolig gave, hun kan styre 5 elementer, men det er hun ikke helt klar over, dog finder hun hurtigt ud af det og møder nogen drenge, som også har særlige kræfter. Alexandra finder sig hurtigt til rette med sine evner og det bliver meget nemt en selvfølge for hende. Hun beviser over for drengene at hun kan mere end de tror og de danner en stærkt, men underligt venskab. Snart bliver det venskab sat på prøve, både af kærlighed mellem medlemmerne, men også af en ukendt charmerende dreng, som hurtigt får Alexandra komme på andre, knap så gode tanker. Alexandra har nu det meget svære end før, hun forandre sig og det sætter dybe mærker efter sig.

0Likes
0Kommentarer
389Visninger
AA

3. Ny dreng

Dallas:
”Jeg kan ikke føle noget” sagde jeg. De andre kiggede på Kris, ”Heller ikke mig, hun er ikke i luften, og hun må jo heller ikke være på jorden, siden du ikke kan mærke hende.” sagde han til mig. Jeg kiggede på Daniel, han rystede på hovedet. ”Jeg tror ikke det nytter noget. Hun har jo ånd og vi ved ikke hvad for nogle kræfter det følger det element.” sagde Daniel så. Jeg rystede opgivende på hovedet, ”Hun kunne lærer os så meget og så forsvandt hun bare.” sagde jeg. ”Hey, det er ikke jeres skyld! Det er nok mere min, jeg startede det her, jeg var for egoistisk. Jeg tror bare jeg lagde for meget pres på hende, i kan jo selv huske hvordan i tog det da jeg fortalte jer om jeres evner. Det blev nok bare for meget for hende. Nu må vi vente og se.” sagde Alex. Vi nikkede alle samstemmende og gik så hjem ad.

Alexandra:
Jeg havde altid fået af vide at jeg var et musikalsk geni, mine forældre var jaloux på mig og sagde ikke noget til min musik. Jeg havde altid godt kunne lide musik og jeg kan ikke huske hvor fra, men det har bare været sådan hele tiden. De bekymrede sig om mig, selv om jeg ikke rigtig var deres datter, jeg var adopteret som 5 årige. En meget besværlig alder, for det er lige den alder man ikke binder sig til mere end en voksen. Jeg havde ikke noget minde om mine biologiske forældre, kun en ring som jeg altid bar på mig. Jeg bar den altid om halsen, så var jeg sikker på at jeg ikke mistede den. Natten faldt på igen og jeg var hundesulten. Måske skulle jeg gå ind i byen og spis, jeg tænke mig rigtig godt om, for hvis jeg forlod denne matrikel, så ville drengene vide hvor jeg er. Jeg besluttede mig for at tage chancen, for min mave knurrede af mig og jeg var ved at dø af sult. Jeg gik ud og tog overtøj på og forlod huset låst. I det jeg trådte ud af grunden, kunne jeg tydeligt mærke dem. De sov alle sammen, undtagen Alex. Spekulerede på om det var hans skyld og jeg begyndte at få skyldfølelse. Jeg folede hænderne og bad.

Da jeg lukkede øjnene op igen stod jeg i et værelse med røde lamper og rød tampet. Der var varmt og lunt, jeg kiggede rundt og gav et lille gisp fra mig. Jeg stod i Alex’ værelse, han sad henne på sengen med ryggen til mig og så ud af vinduet. ”Alex” tænkte jeg og han vendte sig rundt. Han spærrede øjnene op og kiggede længe på mig, ”Du er her ikke? Du er rigtig, altså levende og her, ikk?” Han rakte ud efter mig, men hans hånd gik direkte igennem mig. Det var som om jeg var et spøgelse, en ånd. Han tog forskrækket hånden til sig og rystede på hovedet, ”Nej, nej, du er ikke død. Det kan du ikke være, hvorfor tog du dog af sted. Det hele er også min skyld, jeg skulle ikke have lagt så meget pres på dig!” Han snakkede til sig selv. ”Alex?” Han kiggede op og nikkede, ”Ja, jeg er her.” Jeg nikkede og gik hen mod vinduet og så ud på himlen. Mange stjerne var på himlen og månen var fuld. ”Alex? Kan du hører mig?” spurgte jeg. Han nikkede og sagde, ”Vi var så bekymret, hvorfor er du her, eller sådan nogenlunde?” Jeg rystede på hovedet, ”Jeg snakker ikke… du kan kun høre mig i dit hoved. Andre kan ikke høre mig eller se mig, med mindre jeg tillader det.” Han nikkede, ”Kan jeg invitere de andre over?” spurgte han. Jeg nikkede og forsvandt.

Da jeg åbnede øjnene igen, stod jeg stadig på vejen. De andre vågnede stille, jeg kunne mærke dem. Jeg gik ind på grunden igen og de forsvandt. Jeg satte mig i musiklokalet og lukkede øjnene igen.

Alex vandrede rundt værelset og var panikslagende. ”Alex?” spurgte jeg, han vendte rundt og så på mig, han åndede lettet op og lod sig falde ned på sengen. Det bankede på døren, jeg kiggede op og ventede. Daniel og Dallas kom ind først, efterfuldt af Kris. De kom ind og satte deres sko, så gik vi ind i stuen. Dallas sagde noget først, ”Hvor er hun?” De andre kiggede rundt i rummet, var forvirret. ”Hun er lige her,” sagde Alex og pegede hen mod mig. Men jeg vidste hvad der var galt, de kunne ikke se mig, for jeg var kun synlig for Alex, i øjeblikket. Han kiggede hen på mig og sagde, ”De kan ikke se dig, kan du ikke gøre noget ved det.” ”Jeg ved ikke… det tager kræfter.” sagde jeg og kiggede på Dallas, Daniel og Kris. Pludselig brød Kris ind, ”Jeg tror altså at Alex er ved at blive skør!” sagde han og de andre nikkede. ”Nej! Jeg er ikke skør, hun er her!” udbrød Alex og kiggede bedene på mig. Jeg nikkede til ham og lukkede øjnene. Det tog tid og imens sad Alex og forklarede min tilstedeværelse igen og igen. Jeg anstrengte mig for at blive synlig, men havde ikke mange kræfter tilbage. Min dag havde været udmattet og det her tog altså kræfter. Jeg lukkede øjnene en sidste gang og ønskede at de andre kunne se mig. Langsomt åbnede jeg øjnene og Daniel og Dallas stod bøjet over mig, Kris stod sammen med Alex. Jeg kiggede op på dem og rakte armene ud til begge sider, ”Her er jeg.” sagde jeg til dem. Men de kunne ikke høre mig, Alex sagde det for mig og jeg smilede. Så løb jeg tør for kræfter og faldt, Alex stemme var som himlen, ”Hey Xandra! Hører du. Hallo!! Svar!!! Xandra!!” også forsvandt det. Jeg lå på gulvet i musiklokalet, jeg kiggede op i loftet, det var stadig mørkeblå med stjerne på. Jeg rejste mig og gik ned i byen, jeg satte mig in på en Café og drak en cappuccino. Mens jeg sad der inde kom en ung dreng ind. Hans energier var enorme og han styrede direkte hen mod mit bord.

”Hey, må jeg sidde her?” Jeg kiggede op, det var som om hans brune øjne opslugte mig og jeg ikke kunne sige nej. Jeg nikkede langsomt, han satte sig og kiggede bare på mig. En servitrice kom hen med et snapseglas, og en vodka flaske og satte det på bordet. Hun kiggede over på mig og nikkede, jeg nikkede tilbage og hun gik. Jeg kiggede ned i kaffen og ventede på at han ville sige noget. ”Øhm. Hvem er du?” spurgte jeg til sidst, han tog en slurk af glasset og sank det så igen. ”Du er Alexandra ikke?” spurgte han så. Jeg nikkede og skulle til at sige noget, men han kom mig i forkøbet. ”Du har alle elementernes kræft ikk? Alle 4 ikk?” Jeg nikkede igen og sagde hurtigt. ”Altså jeg har 5.” Han grinede lidt og kiggede på mig med hovedet på skrå. Så brød han pludselig ud i latter og jeg kiggede skulende på ham. ”Du er da også noget” sagde han så og kigger på mig. ”Hvad hedder du?” spørger jeg ham, han tager at glas mere og siger; ”Jasper. Jeg er lidt ligesom dig, men du siger du har fem, jeg har kun fire.” Jeg drikker det sidste af kaffen og rejser mig, det er som om det snart vil blive for farligt, hvis jeg ikke smutter nu. ”Jeg undskylder, men jeg bliver nødt til at gå nu.” Han rejser sig også og smider nogle mønter på bordet. ”Jamen det var da lige så hyggeligt, skal jeg ikke følge dig hjem.” sagde han og kigger mig ind i øjnene. Jeg føler den samme dragende kræft igen og nikker hypnotiseret. Vi går ud og natten køler dejligt mod min hud, jeg blinker lidt med øjnene og kigger op mod himlen. Stjerner fylder den og byen sover, da vi er kommet et godt stykke op ad vejen og ingen længere kunne se os. Kiggede jeg mod himlen igen, stjernerne er så smukke, de skinner og lyser ned på os. Jeg rækker armene op mod dem og forstiller mig at jeg kan rører dem, fange dem og mærke dem. Langsomt lettede jeg fra jorden og åndevingerene kom frem igen, jeg havde lært at styre dem og de var smukke. Langsomt steg jeg til vejrs og følte den kolde luft mod min hud, Jasper stod tilbage på jorden og kiggede op på mig. Jeg svævede rundt i luften, som var jeg en fe og let som en fjer. Jeg kunne mærke hans blik mod mig og følte at jeg fløj højere og højere, til sidst så højt at jeg var sikker på, at det ikke var mig længere. Jeg kiggede ned på jorden og Jaspers aura var let blå, han brugte vinden. Jeg så hans øjne klemme sig sammen og hans aura ændrede sig fra blå til lyseblå og regnen begyndte at sile ned, men den rørte mig ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...