Ånd og de 4 elementer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Måske er de ikke alle der kender til de 4 elementer, men jeg ved at jeg er den eneste der kender til det åndelig element.

Alexandra har en utrolig gave, hun kan styre 5 elementer, men det er hun ikke helt klar over, dog finder hun hurtigt ud af det og møder nogen drenge, som også har særlige kræfter. Alexandra finder sig hurtigt til rette med sine evner og det bliver meget nemt en selvfølge for hende. Hun beviser over for drengene at hun kan mere end de tror og de danner en stærkt, men underligt venskab. Snart bliver det venskab sat på prøve, både af kærlighed mellem medlemmerne, men også af en ukendt charmerende dreng, som hurtigt får Alexandra komme på andre, knap så gode tanker. Alexandra har nu det meget svære end før, hun forandre sig og det sætter dybe mærker efter sig.

0Likes
0Kommentarer
364Visninger
AA

2. Et andet sted

Daniel var hurtig og lavede det sådan at, regnen ikke ramte os. Han kiggede op på skyerne og sagde; ”Vejrudsigten sagde ikke noget om at det ville regne i dag.” ”ja” i stemte Dallas. Jeg kiggede op på skyerne og så regnen glide af Daniels usynlige paraply. Jeg sukkede, ”Det er mig.” sagde jeg. De kiggede alle på mig og kiggede så på de grå skyer. ”Dig!?” sagde de i kor. Jeg kiggede på dem og nikkede. ”Det er mit humør.” sagde jeg så. ”Så du kan lave om i vejret?” spurgte Kris. ”Ja det er mig Kris.” sagde jeg til ham. Han kiggede på mig og sagde så; ”Bare kald mig Kris, det gør alle andre.” Jeg nikkede bare og kiggede ned i græsset igen. ”Men jeg er så anderledes i forhold til jer.” sagde jeg ud i luften. De kiggede alle sammen på mig og jeg kunne ikke klare det længere. Så jeg gjorde mig usynlig, igen. Dallas rørte usikkert det sted, som ville være min skulder og sagde; ”Tag det roligt Xandra, vi hjælper dig og vi holder alle sammen, sammen.” Det lettede mit humør lidt og regnen stoppede, men de grå skyer var der stadig. De kiggede alle op på himlen igen og sagde stille wow. Jeg gjorde mig synlig igen og sagde; ”Okay så, men hvad så med Ana og Chel?” De kiggede på hinanden også på mig, ”Dem må du da gerne være sammen med, men de må ikke vide noget.” Jeg nikkede og rejste mig også rystede jeg mig. Solen kom straks frem igen og jeg følte mig nogenlunde okay igen. ”Kan vi ikke gå lidt?” spurgte jeg dem. De nikkede og fulgte efter mig, jeg gik lidt rundt i skoven og legede med den. De andre så bare tavse til, da vi nåede den lille sø der var i skoven, viftede jeg med hånden til den ene siden og vandet skilte sig. Jeg gik ud i midten af søen og de andre fulgte efter, Daniel kiggede overrasket på den tørre sti. ”Hvordan gjorde du det?” spurgte han så. Da vi nåede midten lavede jeg en ringmur af is, så vandet ikke gjorde os våde og stien forsvandt langsomt igen. ”Jeg har altid bare gjort hvad der faldt mig naturligt.” sagde jeg til Daniel. Da de alle stod i midten sagde jeg; ”Okay, jeg kan vise jer hvad det er i vil have, men i bliver nødt til at spørge, for ellers bliver det noget jeg synes er sjovt.” De nikkede og Alex startede; ”Okay, som du sikkert ved, er jeg ild. Kan du lave et eller andet med ild, som du måske synes kunne være svært for mig?” Jeg kiggede på ham, lagde hovedet på skrå og kiggede lidt mere på ham. Han var høj, han havde skulder langt hår og så var han muskuløs, som de andre. Jeg smilede og nikkede til ham, ”Okay, kan du lave fuglen Fønix?” Han kiggede på mig med store øjne, ”At mestre meget ild på en gang, er en meget stor opgave. Jeg kan lave en lille en,” sagde han og viste mig en fugl på størrelse med min hånd. Jeg nikkede og sagde; ”Okay så, så vil jeg vise dig en stor og meget detaljeret fugl.” Jeg lukkede øjnene og klappede i hænderne 10 gange, så skilte jeg dem ad lige så stille og ud af det kom en lille ild kugle. Alex og de andre fulgte mine bevægelser og var meget optaget af det. Jeg tegnede en fugl og pustede så blidt til vingerne og spidsede næbet, jeg tegnede kløerne og gjordet skarpe som syle. Til sidst var den færdig og man kunne se hver eneste fjer på dens krop. Jeg kiggede ned på Alex og sagde, ”Altså sådan her?” Han nikkede med store øjne og kiggede så på mig og smilede, ”Du er mere talentfuld end os.” sagde han. De andre nikkede og rakte ud efter fuglen, det var som om den var levende og havde lunger. Den satte sig på min arm og de andre gispede. ”Den brænder jo?” sagde Kris. Jeg nikkede, ”Ja det gør den, men den er lavet af sjælens ild, en sjæl brænder aldrig sin egen krop.” Alex nikkede og sagde, ”Ja der findes 3 slags ild. Den blå ild, den kraftigste af dem alle. Sjælens ild, der er rød og varm uden at brænde og så den almindelige ild.” De andre sagde wow igen og jeg kiggede på fuglen på min arm. Så rakte jeg armen i vejret og den fløj op over os. Der blev den indtil jeg bad den om ar forsvinde. Fuglen kredsede over hovedet på os. Jeg kiggede på de andre og sagde; ”Alle elementerne er i harmoni, men det kræver koncentration.” De kiggede på mig og jeg satte hånden på isen omkring os. Jeg trak noget vand ud uden at brække isen og formede den i hånden. Da den var færdig, lignede den en lille pige. Daniel sad faktisk med åben mund og de andre med. Jeg kastede hende op mod fuglen og den dykkede ned og greb hende på ryggen, i det samme pigen og fuglen rørte hinanden steg en røgsky op. Så forsvandt den med vinden og det der var en fugl, var nu en drage af blå ild. Pigen på fuglen var blevet til en smuk ung kvinde, og jeg kastede noget af sandbunden op også, den blev til dragens skjold og vinden var i kvindens hår. De kiggede alle på mig og talte så pludselig i munden på hinanden, ”HOV! Vent, jeg kan kun høre en af gangen!” sagde jeg, men de gjorde ikke noget ved det. Jeg sendte vinden op mod dragen og kaldte den til mig, jeg pegede på dem og den dykkede ned, kvinden sprang af og blev til pigen og dragen til fuglen, jorden og vinden var tilbage til der hvor det hørte til. Pigen stod på egne ben og fuglen var ved hendes side som en anden hund. Jeg tog pigen i hånden og hun blev til en kugle, jeg tog fuglen i den anden hånd og den blev til en kugle. Alt imens jeg gjordet det, snakkede drengene stadig i munden på hinanden.

Jeg smed en meget varm vandkugle i midten af dem og fik derfor der deres opmærksomhed. De kiggede på mig og jeg kaldte ånden til mig, så lukkede jeg munden på dem og de kunne snakke så meget de ville, men de ingen kunne høre dem. De prøvede længe, men fattede bare ikke at det ikke kunne lade sig gøre. Så rejste Dallas sig og kyssede mig på kinden og kiggede bedene på mig, jeg rødmede og de andre måbede, selv Kris, som faktisk også rødmede. Jeg sukkede nikkede så. Jeg rødmede igen og kiggede ned, så tog jeg dem en efter en. Først Dallas, for han stod lige foran mig, jeg lagde mine hænder på hver kind og pressede mine læber mod hans. Mens jeg gjorde det, så kunne jeg mærke rødmen stige i hans kinder. Jeg trak mig lidt væk og han kunne tale igen. Men han sagde ikke noget. Jeg satte mig på hug foran Alex og strejfede blidt hans læber, så han også kunne tale. Det gjorde jeg også ved Kris og Daniel. De rødmede alle sammen og Daniel var nok den der gjordet det mest. Da alle kunne tale igen var der helt stille. Ingen sagde noget og de kiggede bare på mig. Jeg rødmede og kiggede ned, ”Det var den eneste måde i kunne få jeres stemme på.” mumlede jeg, ”Jeg havde jeres stemmer inden i” mumler jeg videre og peger på mit hjerte, som for at indikere ordet inden i. De nikkede og kiggede alle mulige andre steder hen, end på mig. Jeg rørte is igen omkring os og den smeltede, så kiggede jeg på Daniel. ”Vil du prøve?” spurgte jeg. Han nikkede stille, mens rødmen stadig kunne ses på ham. Han trådte frem og rakte hænderne ud og prøvede at skille vandet ad, det gik godt de første 100 meter, men faldt så sammen igen og alt blev vådt. Jeg skyndte mig at kalde sjælens ild til mig og forme en drage, den rejste sig under os og vi steg til vejrs det sekund vandet ville have ramt os. De andre åndede lettet op og jeg blev meget bevidst om at Dallas sad lige bag mig. Dragen lavede et sving og jeg var ved at falde af, men Dallas greb ud efter mig og fik fat i mig. Han fik overvægt og faldt også af, vi faldt ned mod vandet sammen. Jeg kaldte hurtigt ånden til mig og fik lavet et par åndelige stærke vinger. Jeg greb ned efter Dallas’ hånd og fik fat, så tænkte jeg op og vi fløj op. Vingerne bar os høj op og på højde med dragen. De andre kiggede på os og åndede lettet op igen, jeg anstrengte mig for at få vingerne til at bære os begge. ”Sæt Dallas på dragen!?” råbte Daniel. Jeg rystede på hovedet og sagde med en forpustet stemme; ”Det kan jeg ikke, dragen vil bryde sammen og i vil falde, den er lavet af mig, men jeg bære ham allerede, det vil være det samme som at jeg bar Dallas gange to på samme tid.” Vi fløj over land og dalede langsomt ned, da jeg mærkede jorden under mine fødder, så forsvandt vingerne og dragen. Alle åndede lettet op og kiggede rundt, vi var i min baghave. ”Tak Xandra.” sagde de i kor og Daniel faldt Dallas om halsen. ”Helt ærlig bro, du skal ikke gøre mig så bange!” Dallas grinede og klappede ham på ryggen. Daniel slap Dallas og Dallas gik hen til mig. Jeg rettede mig op og kiggede op på ham, ”Tak Xandra, jeg troede virkelig det ville være slut med os, os alle sammen.” sagde han og kiggede varmt på mig. Jeg smilede og sagde; ”Det var så…” længer nåede jeg ikke. Jeg faldt om af udmattelse og opfattede kun lige at Dallas greb ud efter mig.

Vi var tilbage på engen, drengene præsenterede sig selv. Men i de var ikke de drenge jeg havde mødt. De var kaldt Fire, Water, Earth og Wind. Jeg bukkede for dem og sagde at jeg hed Spirit, de bukkede for mig og vi lavede en cirkel. Over os var dragen, fisken, fuglen, geparden og en hvid due. Vores dyr. De løb i ring og lavede også en cirkel, men så brød duen og jeg ud. Jeg rejste mig op og ord kom ud af min mund, men jeg kunne ikke selv høre dem. Jeg kiggede op på duen og så den angribe de andre dyr. Dragen var den sidste og ældste, den kæmpede godt, men duen vandt. Dyrene faldt til jorden og forsvandt, og Fire, Water, Earth og Wind faldt sammen, de blev til deres elementer og forsvandt så…

Jeg åbnede øjnene og kiggede lige op i 4 drenges ansigter, de så bekymret ud. Jeg kiggede rundt og så at jeg var på en hvid stue, jeg kiggede rundt igen. Jeg måtte være på et hospital. En dame kom hen og spurgte om jeg var sulten, jeg rystede på hovedet og hun gik igen. Jeg kiggede rundt og hviskede ”Undskyld.” Så havde jeg ikke mere energi og mine øjne faldt i.

Dallas:
Hun lukkede øjnene igen og Daniel begyndte at gå i panik. Men Kris sagde at hun bare sov og var udmattet. Jeg gik lidt væk og de andre fulgte efter. ”Hun må virkelig have brugt kræfter!” sagde Alex så. Alex vendte sig mod mig og spurgte; ”Hvordan kunne i flyve? Hun havde jo ikke vinger, havde hun?” Jeg rystede på hovedet af ham, så sagde jeg, ”Hun havde vinger, store og flotte vinger, gennemsigte, med et svagt glimt af glimmer. Hun sagde at man ikke kunne se dem, med mindre man lagde godt mærke til dem.” Alex så overrasket ud. ”Hun er meget mere kraftfuld end vi troede!” sagde han. Han kiggede hen på hende og kiggede så tilbage på os. Daniel sad lige ved siden af mig og stirrede hen på hende, han stirrede på hende med at blik, som jeg aldrig har set hos ham før. ”Daniel? Hvad er der?” spørge jeg ham. Han vender hovedet mod mig, han ser ud til at være i dybe tanker.  Så ryster han på hovedet og smiler, ”Ikke noget Dallas.” sagde han så. Kris sad henne ved hende og følte hendes vejrtrækning. Daniel gik hen og satte sig ved siden af Kris og kiggede stadig på hende. De sad og små sludrede mens Alex og jeg stod et stykke væk, Alex kiggede også på hende og jeg kiggede på hende. Det så ud til at alle var bekymret for hende.

Der gik flere timer og natten var faldet på, jeg kiggede ud af vinduet. Det så ud til at natten ville blive lang, Alex og jeg gik uden for at trække lidt frisk luft.

Alexandra:
Jeg gispede og hostede, jeg følte virkelig at jeg ikke kunne få vejret. Jeg spærrede øjnene op og hostede, jeg prøvede at sige noget, men der kom ikke nogen lyd ud. Kris og Daniel sad ved siden af min seng prøvede at hjælpe mig, jeg kiggede rundt i lokalet. Dallas og Alex var her ikke, jeg hostede igen og faldt sammen på sengen. Daniel greb ud efter mig og smilede et lille trist smil, da jeg åbnede øjnene igen. Jeg prøvede at sætte mig op, men mine muskler ville ikke som jeg ville. Kris trak i snoren og sygeplejersken kom med det samme. Hun mærkede på min pande og skrev ned på et papir. Så kiggede hun på de to drenge og vinkede dem ud på gangen.

Daniel:
Da vi stod på gangen sagde hun til os. ”Nu skal i lade hende få lidt ro, hvis hun bliver for ophidset igen, så besvimer hun. Hun er faktisk ikke så stærk.” Jeg kiggede på Kris, som kiggede på mig. Ikke stærk? tænkte vi, men sagde intet og gik ind til hende igen. Da vi kom ind var Alex og Dallas allerede der, vi fortalte hvad sygeplejersken havde sagt og de kiggede underlidt på os.

Alexandra:
Jeg var fuldstændig udmattede og orkede ikke noget. Jeg åbnede mine øjne og kiggede rundt. Alle var her igen, jeg lukkede øjnene og sov.

Timer gik og langsomt blev søvnen lidt urolig. Jeg slog øjnene op, men det var stadig mørkt. De andre sad omkring og sov. Jeg satte mig op i sengen og ventede mens mine øjne vendte sig til mørket. Så steg jeg ud af den og gik hen til vinduet, jeg åbnede det og følte den friske mod mit ansigt. Jeg viftede med hånden og lagde et tyndt lag luft omkring dem alle sammen, så de ikke kunne mærke at jeg åbnede vinduet helt. Så lukkede jeg vinduet og pustede stille igennem sprækken så den tynde luft omkring dem forsvandt. Jeg kiggede ind på dem og mit blik fandt ham, han gabte. Han var så sød. Han glippede med øjnene og kiggede så direkte på mig, jeg stirrede på ham, men kunne ikke få mig selv til at gå tilbage. Jeg vendte rundt og gik.

Dallas:
Jeg rejste mig hurtigt op, løb hen til vinduet og åbnede det på fuld gab. De andre vågnede med et set og løb hen til vinduet, men hun var fløjet. Hendes vinger, som næsten var usynlige, kom frem og bar hende højt op i luften. ”Vi må finde hende!” råbte jeg. ”Hey du behøver ikke råbe” sagde Alex. ”Hvor tog hun hen, hvorfor var der ingen der holdte øje med hende!?” sagde han så. Ingen af os sagde noget, vi kiggede bare på ham. ”Åh til helved med det!” udbrød Kris så. ”Vi må skynde os, ellers bryder hun sammen igen!” siger Daniel. Vi nikkede alle og går ud af hospitalet. Da vi står ude i gården siger Alex, ”Vi deler os, på den måde kan vi letter og måske hurtigere finde hende.” vi nikker og går i hver sin retning.

Jeg vender mig mod skoven og begynder at gå, jeg går i timevis men finder ikke tegn på hendes tilstede værelse. Jeg søgte hele skoven igennem og lod jorden søge efter hende, men fandt intet. Så kom jeg i tænkte om Kris, luftens mester, eller sådan noget. Jeg satte i løb ud af skoven, og fik træerne til at flytte sig fra min vej. Indtil jeg nåede udkanten, der stod Alex og de andre og ventede. De nikkede og det så ud som om vi alle havde fået den samme ide. Vi formerede en cirkel og følte så efter.

Alexandra:
Jeg svøbte mig ind i ånden så ingen kunne fornemme mig og landede på en ø, jeg landede faktisk mere præcist i Kirkwall. En ø i North Sea i England. Jeg havde allerede et hus der, efter som det var mine forældres gamle hus. De havde det stadig, de var jo ikke dumme, de bekymrede sig om mig, på en måde. Jeg havde et bundt nøgler som passede til alle de huse mine forældre ejede. Jeg trådte ind i huset på Carness Road, Scotland, Storbritannien. Der var støvet og det så ud til at de ikke havde brugt det i et stykke tid. Jeg viftede hånden og fik vinden til at støve af for mig. Da jeg kom ind på badeværelset tjekkede jeg vandet og fik varmen til at fungere. Huset havde ikke været brugt i over 3 år snart, jeg kunne lugte det. Jeg gik udenfor og satte den barriere op for at folk, som de 4 drenge, ikke skulle kunne finde mig. Da jeg havde afskærmet til virkeligheden, gik jeg ind køkkenet og tjekkede køleskabet. Der var ingen mad i og det var heller ikke rent. Jeg gik videre ind i soveværelset, eller værelset som havde været mit, det havde de så lavet om til et musikrum. Jeg kiggede ind i deres soveværelse, der var hyggeligt og jeg vidste at de ikke ville bruge huset i et stykke tid. Fordi for tiden var de nede i Australien.

Da jeg havde gjort huset klar og rent, gik jeg ind i musik værelset igen. Jeg havde spillet lidt som lille, men jeg kunne ikke rigtig huske det. Musik havde dog en meget stor betydning for mig. Det stod et klaver der inde, jeg satte mig ved det og lod fingrene løbe over tangenterne. Jeg havde fået klaver timer før, men det var kun et 1 år, så stoppede jeg fordi jeg opdagede mine kræfter. Men jeg kunne stadig huske noget, jeg kunne huske at jeg engang var mega vild med Twilight. Der var der River flows in You, en smuk melodi som virkelig betaget mig. Jeg husker den stadig og spiller den flydende på klaveret. Der er også en violin og en guitar, en klarinet og en blok fløjte, en saxofon og en cello. Jeg tog violinen og stemte den, så spillede jeg canon in d major. Jeg prøvede hvert instrument og spillede hver sin melodi. Der sad jeg i timevis indtil natten faldt på igen og en dag var nu gået.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...