Ånd og de 4 elementer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Måske er de ikke alle der kender til de 4 elementer, men jeg ved at jeg er den eneste der kender til det åndelig element.

Alexandra har en utrolig gave, hun kan styre 5 elementer, men det er hun ikke helt klar over, dog finder hun hurtigt ud af det og møder nogen drenge, som også har særlige kræfter. Alexandra finder sig hurtigt til rette med sine evner og det bliver meget nemt en selvfølge for hende. Hun beviser over for drengene at hun kan mere end de tror og de danner en stærkt, men underligt venskab. Snart bliver det venskab sat på prøve, både af kærlighed mellem medlemmerne, men også af en ukendt charmerende dreng, som hurtigt får Alexandra komme på andre, knap så gode tanker. Alexandra har nu det meget svære end før, hun forandre sig og det sætter dybe mærker efter sig.

0Likes
0Kommentarer
378Visninger
AA

1. 4 elementer og en overraskelse

På engen stod 4 drenge, den højeste var sort håret ligesom mig og han havde brune øjne, de to midterste var lige høje, de havde begge lyst kort hår, det eneste de ikke havde til fælles, det var deres øjne, den ene havde klare vand blå øjne, den anden havde grønne øjne lige som ildens varmeste sted. Så var der den mindste, han var mindre end mig, men kun en lille smule. Han havde kort leverpostegs farvet hår og han øjne var himmelblå, når man kiggede ham i øjnene, var det som om man kiggede op i den klareste blå himmel. Hver dreng havde en aura som de fire elementer, den højeste havde den røde ild farve som aura. De to mellemste havde brun og vandblå aura, så var der mindste, han havde en hvid aura som selv vinden. Jeg beundrede de 4 drenge, de bukkede alle sammen og…

Klassen begyndte og jeg satte mig på min sædvandlige plads, bagerst i klassen. Vi sad i fire rækker og jeg havde en plads ved vinduet, så på min højre side sad en af mine veninder. Jeg gik i 9b og vi var ti drenge og otte piger, altså 18 i alt.

Vores lære kom ind med to andre elever. Det så ud som om de gik i 9 klasse også, men hvor fra kom de så… ”Hey, jeg hedder Dallas, jeg er 16 år gammel og er forældreløs.” Det var ham der stod til højre, længst fra læren. Jeg havde på fornemmelsen at jeg kendte ham, det samme med den anden dreng, han sagde han hed Daniel, og altid var sammen med Dallas, han var også 16 år og havde også lyst kort hår ligesom Dallas, han snakkede også lige så meget som Dallas, men jeg følte stadig at jeg kendte ham og Dallas. Pludselig kom en fra tiende ind, han var vidst nok ny i tiende. Han spurgte læren om han måtte låne Daniel og Dallas, alle tre gik ud af døren, og selvom det ikke er pænt, så gloede jeg efter dem. Dianna, min veninde, som vi alle kalder Ana, sendte mig et par øjne der sagde ”uuuuh” og Michel, som vi alle kalder Chel, lavede de samme øjne. Jeg rullede øjne af dem begge og fnisede lidt, de fnisede tilbage og vi fortsatte klassen, vi skulle have historie, vi havde om en film der hed, ’Dronningen af de tusinde dage.’ Filmen handlede om dronning Elizabeths mor, Anne et eller andet. Vi arbejdede i grupper og jeg var altid sammen med Ana og Chel.

Daniel og Dallas kom ind igen midt i timen, der var vi andre gået ud i grupperne. Tilfældigvis var jeg gået ind i klassen for at hente mit hæfte og læren kaldte mig op, jeg gik op til hende og spurgte hvad der var galt. Hun sagde at jeg skulle tage ”de to herre” med i gruppen fordi jeg var hendes dygtigste elev. Jeg sagde bare ja ja og gik ud af klassen, drengene fulgte bare efter og da jeg kom med dem hen til Ana og Chel, lavede de, de der øjne igen. Jeg rullede med øjnene og sagde; ”Ana, Chel, det her er Dallas og Daniel, Laura vores lære sagde at vi skulle tage dem med, fordi jeg er hendes dygtigste elev..” jeg gjorde en grimasse og skar ansigt. De kiggede på drengene og sagde i kor; ”Hej, velkommen til vores gruppe. Vi hedder Dianna og Michel,” de pegede på sig selv, ”men alle kalder og Ana og Chel.” de pegede igen på dem da de sagde deres navne. ”Hej, vi hedder Daniel og Dallas,” de pegede ligesom pigerne på dem selv når de sagde deres navn, ”Vi er stort set lige som brødre.” sagde de. ”Jeg hedder Alexandra, men alle kalder mig Xandra.” sagde jeg.

Efter vi alle havde præsenteret os, gennemgik jeg opgaven for de såkaldte ’to herre’. ”Okay, vi har i øje blikket om ’Anne Boleyn, dronning af de 1000 dage.’ Hun var gift med Henrik d. 8 og lovede at skænke ham en søn, men Henrik var en rigtig skørtejæger. Dronning Anne sendte dog alle Henriks elskerinder ud af landet hvor han ikke havde noget magt. Anne fødte en datter, det var Englands dronning i 60 år, hun hed Elizabeth d. 1. Vi skal lave en kortfilm til om kærligheden og vise den i klassen senere.” De nikkede og jeg satte mig til at skrive i hæftet, ”Hvad skriver du?” spurgte Dallas, ”Jeg skriver et manuskript, hvorfor?” sagde jeg. ”Skal vi andre ikke være med til at bestemme det der skal ske?” spurgte han igen, men denne gang var det Chel der svarede; ”Vi plejer at lade Xandra skrive. Det er fordi vi har samme smag, hun ved alt om os.” Jeg nikkede og sagde; ”Men hvis i vil være med til at skrive manus, så her.” Jeg rev et par sider ud og gav dem papiret. De begyndte begge at skrive, jeg kiggede på dem og skar ansigt, deres skrift var ikke særlig køn.

”Jeg synes vi skal lave vores film som en trekantdrama.” Skrev Dallas
”Jeg synes vi skal lave vores film som Dallas siger, men at pigen har en veninde den anden kan blive forelsket i når det går galt.” Skrev Daniel.
”Jeg forslå at vi laver en film om tre veninder som bliver uvenner fordi en af dem for en kæreste.” skrev jeg så. Den var den pæneste af de tre skrifter, men Dallas’ skrift var faktisk okay.

”Den er jeg med på, altså Dallas’ og Daniels ide.” sagde Chel, da hun så forslagene, ”også mig.” sagde Ana. ”helle for at filme!” skynde Chel at sige, da hun rejste sig… både Ana og jeg sukkede, vi ville også filme, men drengene grinede bare og fløjtede af os. Ana og jeg skulede begge til Chel, som trak på skulderne og sagde; ”I skal respekter et helle for.” Vi sukkede og rakte tunge af hende, hun grinede bare af os og satte sig ned igen. Vi begyndte at digte filmen og til sidst blev den skrevet, af mig, ned i hæftet som et rigtigt manus. Klokken ringede ud og de to timer var gået, nu var der lille frikvarter og Ana og Chel påstod at de skulle noget jeg ikke måtte være med til, så de smuttede før jeg kunne pruttestere. Jeg sukkede dybt da de var gået og gik ind i klassen med drengene bag mig. De andre var så småt begyndt at pakke deres ting ned og finde ting til næste fag. De næste to fag var matematik, som jeg hader af hele mit hjerte. Jeg pakkede mine bøger ned og skulle lige til at gå ud, da Daniel spurgte mig; ”Kan du ikke vise os rundt her på skolen, Xandra?” Jeg vendte mig rundt og sukkede dybt indvendig, ”Jo da,” sagde jeg. Jeg gjorde tegn til at de skulle følge med. Vi gik forbi kantinen og fysik rummet, så gik vi forbi biblioteket og videre til idræts halen, så gik vi udenfor og jeg viste dem fodbold banen, både den græssede og asfalt banen. Så gik jeg ind igennem biblioteket og viste dem de forskellige afdelinger; fantasi, romantik, etik, heste, pige bøger, drenge bøger, film, børene bøger, gyser bøger, og mange andre afdelinger. Så gik vi tilbage til klassen og jeg satte mig på min plads, men de stod bare foran mig. Pludselig kom drengen fra tiende ind og hen til mit bord. ”Hej jeg hedder Alexander, men kald mig bare Alex, kan jeg låne de to?” han pegede på Dallas og Daniel, jeg kiggede over på dem og de smilede bare. ”Jo da” sagde jeg og pustede ud. Der kom faktisk mere luft ud end jeg havde regnet med, men det var lige meget. Alex kiggede på mig, ”Øhm jeg ved godt der er mærkeligt at spørger om, men kan du lige prøve at tænke på at sætte ild til dit hæfte?” han pegede på hæftet og jeg kiggede underligt på ham, hvad var det for et spørgsmål… gu vil jeg da ej sætte ild til mit hæfte… men fejl skal jo begås og det gjorde jeg. Jeg tænkte let på en lille flamme i hæftet og pludselig kom en lille flamme op…

Shit jeg satte ild til hæftet, jeg pustede hurtigt flammen ud, men den blev ved at være der, jeg pustede igen og ønskede virkelig at den ville gå ud, men den var der stadig, pludselig forsvandt den igen, lige så hurtigt som den var dukket op. Jeg rystede på hovedet og kiggede på mit hæfte igen, men der var ingen flamme og der var ingen tegn på at den faktisk havde været der. Jeg tænkte mig lidt om, min far havde godt sagt at jeg var speciel og jeg havde altid varm luft omkring mig. Jeg kunne altid få vand, lige meget hvor jeg var og jeg mærkede jorden som ingen anden. Eksempel nu, jorden rungede og der var noget anderledes ved den. Pludselig fik jeg på fornemmelsen at Dallas, Alex og Daniel ikke var almindelige mennesker, de kunne noget vi andre ikke kunne. Jeg testede dem og satte en ild ring op rundt om Alex, en sø under Daniel og kviksand under Dallas. Jeg så det, det hele, men andre så det ikke, vi var alene i klassen. Alex fik ringen af ild til at forsvinde og Dallas fik kviksandet til at stivne og Daniel, han fik søen til at blive frossen. Jeg kiggede op på de tre drenge med chok i blikket, så rejste jeg mig og gik behersket ud af lokalet, da jeg var ude på gangen løb jeg ind på toilettet og låste døren. Jeg tror jeg hørte dem gå, nej, jeg kunne mærke dem, Daniel, så køligt som det koldeste vand, Alex, brændende som den varmeste ild og Dallas, hård som stenen selv, men der var en fjerde, en så let som luften. Jeg mærkede dem, de kom tættere og tættere på, til sidst kunne jeg også høre dem, de stod lige uden for døren, ”Er i sikker på det er hende?” spurgte den lidt lys stemme, mindede meget om en dreng fra de mindre klasser. ”Ja Kris. Vi er sikker, hun fangede os alle i vores eget element. Jeg ved ikke hvordan hun vidste det, men hun skal beskyttes, det er reglen.” Det var Alex der snakkede. Jeg lukkede øjnene og forstillede mig at jeg stod der uden at de kunne så mig, og puf, så var jeg der ude, men ingen af dem lagde mærke til mig, selv de andre der kom ind på toilettet lagde ikke mørke til mig. Plus en hånd stak lige pludselig i gennem mig, så jeg var usynlig og gennemsigte. Jeg kiggede rundt, men Dallas begyndte at tale, så jeg stod bom stille, ”Hey jeg tror ikke hun er på toilettet mere, jeg føler ikke hendes vægt længere,” jeg kiggede på ham og se han element, han var jord, jeg kiggede igennem Alex, en lille flamme brændte inden i ham, han måtte være ilden, Daniel, vandet brusede inde i ham og den sidste de kaldte Kris, en fjer fløjrundt inden i ham. han udbrød pludseligt, ”Jeg kan mærke hendes åndedrag i luften. Lige her,” Han pegede på mig, men de kunne stadig ikke se mig. Jeg skulle til at nyse og i det jeg gjorde det hørte de det alle sammen. De vente sig rundt mod lyden og jeg følte at de alle så mig. Jeg lukkede hurtigt øjnene og smuttede ind bag døren igen, i det jeg rørte jorden udbrød Dallas, ”Hun er inde bag døren igen, jeg mærkede hende lige…” og de andre nikkede bekræftende. Jeg låste døren op og gik ud, jeg lod som om jeg ikke vidste de var der og udbrød overrasket, ”Hvad laver i her!?” De grinede alle af mig og jeg så for første gang ordenligt på dem, de havde alle en ting til fælles, de var alle drenge. Jeg kiggede på dem og spurgte, ”Har i lyttet ved døren eller hvad, det er faktisk et toilet, i ved et man kan tisse i?” Jeg kiggede spørgende på dem og de skar alle ansigt undtagen Kristian, jeg fik straks øje på ham. han var en lille smule mindre end mig, han gik i hvert fald en klasse under mig, han havde kort leverpostegsfarvet hår og himmelblå øjne. Jeg smilede til ham og lænede mig frem og hviskede ham i øret, ”Hey du, jeg hedder Alexandra, men alle kaldet mig Xandra. Er det ikke sandt at du bruger luften som dit element?” jeg rettede mig op og kiggede afventende på ham, han nikkede og vinkede mig ned til ham igen, ”Jo Frøken, jeg hedder Kristian, men alle kalder mig Kris. Er det rigtig at du har alle 4 kræfter?” Jeg rettede op igen og nikkede, jeg hviskede ud i luften til ham, ”Jeg har faktisk fem evner.” Han gjorde store øjne og kiggede op på Alex, men han stod bare der og havde ikke hørt et eneste ord. Alex vendte sig om mod mig og kiggede på mig, sagde; ”Hvad sagde du til ham??” Jeg kiggede på Kris og kiggede så tilbage på Alex, så forsvandt jeg ud af deres syn og gik min vej. Jeg kunne mærke at de alle var meget overrasket og prøvede at få Kristian til at sige det.

Jeg var ude af skolen område og pjækkede fra de sidste to timer, vi havde nemlig kun til halv tolv i dag. Matematik var alligevel noget jeg var god til, så jeg var lige glad. Timen var knapt begyndt for en sms tikkede ind på min mobil.

Hvor r u.

Det var fra Ana, jeg klikkede på lydløs og puttede mobilen ned i lommen igen, jeg gik ud fra skolen og smuttede hjem, mine forældre var ikke hjemme, det var de aldrig, så jeg smurte mig en mad og gik mig en tur i skoven. Der var ingen i skoven og jeg legede lidt med elementerne. Jeg havde gået et stykke tid og skolen var sikkert forbi nu, da jeg mærkede i jorden at 4 andre var her. Jeg vidste allerede hvem det var, så jeg ledte dem hen til en lysning i skoven og de omringede mig, fordi jeg ikke måtte stikke af igen, men deres problem var at jeg vidste hvad jeg kunne, det gjorde de ikke helt. Jeg vidste dog ikke, hvordan jeg vidste hvad jeg kunne, men kunne det ikke være lige meget, jeg kan hvad jeg kan. Jeg sendte alle mine kræfter ud og de blev alle undtagen Kris, låst inde i et bur af åndeligt stof, de kunne faktisk ikke se buret. Mit helt eget element som ingen andre havde. Det var gennemsigtigt og tyndt som det fineste silke, det var nærmest af glas… men det var åndeligt, så intet ud over andet åndeligt stof, kunne bryde det. Jeg havde rakt hænderne ud som om jeg kunne gribe dem, nu trak jeg dem til mig og alle tre bure blev trukket ind i midten af lysningen. De kæmpede alle, jeg kunne se dem, men de kunne ikke se mig, kun høre mig. Jeg pustede let og en slags damp forsvandt inden fra. De kiggede forvirret rund og opdagede mig… så stod de alle stille og jeg satte mig i græsset. ”Hvad vil i mig denne gang!?” spurgte jeg. Jeg var faktisk lidt sur, de var alle kommet her. Bare på grund af mine kræfter også havde de oven i købet sneget sig ind på mig. Kristian kom også ud i lysningen, han kiggede på mig og kiggede så rundt på sine kammerater. Et kraftfuld vindstød hvirvlede rundt om os, han var hel klart klar til kamp, men Alex stoppede ham. ”Nej Kris! Hun er for kraftfuld!” råbte han. Vinden blev langsomt stille, men lagde sig ikke helt. Jeg tvang den sidste af hans vind til at lægge sig og der var kun mine kræfter tilbage at mærke. Jeg smilede og sagde; ”Så? Hvad vil i mig!?” De kiggede på hinanden og nikkede lidt. ”Vi vil,” begyndte Alex. ”Vi vil høre om du vil være med i vores gruppe.” sagde Dallas og Daniel i kor. ”Som i var med i min gruppe?” spurgte jeg dem, usikker på hvad de mente. De nikkede og smilede. Et meget charmerende smil fra de to drenge. Jeg smilede og sagde; ”I troede virkelig at jeg var en pige som alle andre. Sød og stille?” Det var Alex der svarede mig, ”Nej, det tror vi ikke, men vi ved jo heller ikke noget om dig. Kunne du slippe os fri også kunne vi snakke sammen?”  Jeg nikkede og viftede med hånden så burene forsvandt. Kris løb hen til dem og omfavnede dem alle, som en lillebror der ikke havde set sine brødre i tusinde år, men jeg stod bare for mig selv. En familie? Sådan en havde jeg aldrig haft, siden jeg var 3 havde jeg altid klaret mig selv. Mine forældre havde smidt mig ud fordi jeg var anderledes. Men så havde de taget mig ind igen, fordi de ikke ville se ud som nogle onde forældre. Jeg satte mig med knæende trukket op til mig og en mur af alle elementerne. Dallas kom hen til mig, men kunne ikke røre mig, det sørgede kræfterne for. Han satte sig på huk foran mig og Daniel satte sig ved siden af. Kris hoppede op og ned og Alex stod bare med korslagte arme. Jeg rejste mig op og kiggede afventende på dem, ”Når? Hvad vil i så snakke om, bare at i ved det, så er jeg forfærdelig uselskabelig!” sagde jeg.

Dallas var den første der sagde noget, ”Relax girl,” sagde han. Jeg tog en dyb indånding og pustede så ud igen. Det gav mig styrke og jeg slappede mere af, Alex satte sig ned i græsset et stykke væk, på trods af at det var ham som ville tale. Dallas og Daniel satte sig på hver sin side af mig og Kris satte sig sammen med Alex. Jeg kiggede skeptisk på ham og rystede så opgivende på hovedet. Han trak bare på skuldrende og blev siddende. Vi sad i stilhed og man kunne høre fulgene begynde at pippe igen. Jeg slappede en del mere af nu og mine kræfter blev sig selv igen. Ånden i mig var som mit hjerteslag, den beroligede mig og holdte sammen på mig. ”Hvis jeg skal gå rundt i jeres gruppe, hvad indebære det så?” spurgte jeg efter et stykke tid. ”Ikke rigtig noget, men det er kun os som ved hvad kræfter du har. Det får andre på skolen ikke af vide.” sagde Alex. Jeg nikkede og forsatte, ”Men hvad er det så endeligt jeg skal, hvorfor skal jeg lige præcis være med i jeres gruppe?” spurgte jeg. ”Det er fordi der er andre regler for os, end for de almindelige elever på skolen.” sagde Daniel. ”Fedt! Det betyder jeg for særbehandling, lige hvad jeg mangler!” Jeg sukkede dybt og tænkte på, hvordan mine venner ville tage afstand, fordi jeg var anderledes, som mine forældre havde gjort. ”Nej, nej, det er ikke noget andre lægger mærke til.” sagde Dallas. Jeg kiggede skævt på ham, ”Okay så, lad os sige at jeg er med i jeres lille gruppe, skal jeg så gå med jer?” spurgte jeg. De nikkede og jeg sukkede igen dybt. ”Okay så, hvem er så lederen af denne lille gruppe?” spurgte jeg. ”Det er Alex,” sagde Kristian, som eller havde holdt sig passiv indtil videre. Alex sukkede dybt, og sagde; ”Altså du skal ikke, men der er ingen som vil acceptere dig som du er nu. Ingen gider have en særling!” Jeg kiggede på ham med store øjne. ”Tror du andre vil lægge mærke til det, jeg har levet lige 15 år og ingen ved det endnu.” sagde jeg surt. Han rystede på hovedet, ”Nej ikke endnu, men snart vil de kunne se forandringer hos dig. Ligesom de gjorde med os. Eller mig.” sagde han og sukkede. Jeg kiggede ned i græsset, mit humør var lige faldet med lysets hastighed. Skyerne over os begyndte at trække sig sammen og regnen begyndte at falde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...