Mørkere end Sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2014
  • Opdateret: 13 maj 2014
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre, hvis det eneste sted du kunne overleve, ville være i mørket? ~ Efter flere mærkværdige forsvindinger på et lille hotel langt ude i ingenting, beslutter Safir Martins at tilføje lidt spænding til sit eller så kedelige liv, ved at tage derud… Hvilket viser sig at være en fatal fejltagelse. På under en time må hun nemlig løbe for livet med en gruppe andre unge. Sammen har de kun ét fælles mål: At overleve det helvede langt under jorden, som viste sig at være deres eneste flugtmulighed. Men er der overhovedet nogen grund til at løbe, når det er Døden man har i hælene? Ja. For nu findes der ikke andre behagelige udveje, hvis ikke man ønsker at vandre hvileløst rundt som en levende død.

7Likes
8Kommentarer
602Visninger
AA

4. KAPITEL 2. Mareridtets begyndelse - Del 2.

 

Og så begynder de at bevæge sig fremad igen. Famler sig frem langs de fugtige vægge, forsøger at finde den rigtige gang. Denne gang er det fyren fra før det fører an, da det tydeligvis virker som om, at han kender vejen.

’’Det er her.’’

De stopper op med et ryk, så hurtigt at Safir formår at støde næsen direkte ind i ryggen på ham hun også løb ind i før. Hvad der undrer hende er, at det er noget blødt hun rammer. Det er ikke ryggen direkte. Nærmere noget der kunne minde om… Et halstørklæde. Et tykt, trevlet ét i hvert fald.

’’Er det ikke en lidt… Mærkelig dør til en kælder?’’

Denne kommentar får den mørkhårede Safir til at rynke på brynene, inden hun lader hånden glide hen ad det der må være den eneste tilbageblivende dør udover dem til hotelværelserne… Og så ved hun pludselig, hvad det er vedkommende der sagde det mente.

Døren er lavet af et solidt metal, og det er tydeligt, at det er et stærkt materiale. Det er næsten som om at det også er springsikkert. Hvorfor ville man dog sætte sådan en dør ind på et hotel? Når hun lige at tænke, idet fyren fra før besvarer det, uden at have hørt hendes undrende tanke;

’’Der ville ikke være en grund til at placere den dør her, ’’ begynder han, stopper i et øjeblik sig selv, men fortsætter så, ’’Hvis ikke man ville… Holde et eller andet fanget.’’

Af en eller anden grund lyder han både overrasket over sine egne ord, men der er dog stadig en dyster undertone. Og Safir ved, at han har ret. Der må være et eller andet dernede.

’’Gå lige lidt væk.’’ Siger hun så og træder frem, hvorefter hun i blinde famler ud efter noget der må være et håndtag. Det viser sig dog at være ubetydeligt, for idet hun lægger en smule vægt imod døren, skubbes den op uden problemer.

’’Det der har siddet fanget dernede… Det er allerede sluppet ud.’’ Hvisker hun så. Selv i mørket kan hun ane sporene af rødt på trapperne på den anden side af døren. De spor der fører direkte opad og ind på hotellet.

’’Der er mindst to af dem heroppe, ‘’ Er der så endelig en der siger, ’’Så der kan være flere dernede. Burde vi virkelige prøve at slippe ud derfra?’’

’’Vi har ikke andre muligheder, er jeg bange for.’’ Mumler Safir som svar.

’’Nej… Hun har ret… ’’ det er en pigestemme der taler denne gang, og hun lyder skrækslagen. Og pludselig ved Safir hvorfor.

De har hævet tonelejet for meget.

Monstrene er på vej. Hele hotellet ryster af deres fodtrin. De hæse, rallende skrig er på vej tilbage.

De kommer.

’’Ind!’’ hvæser Safir så og griber fat i den person der står hende nærmest, og tvinger han eller hende ind igennem døren. Det gør hun så med en til. Og en mere. Lige indtil hun er den sidste. Så springer hun ned af de få trin, griber fat i kanten på døren og skal lige til at smække den i, da et par gigantiske kløer pludselig sætter sig i klemme.

De er her.

’’Løb for helvede!’’ når hun lige at skrige til de andre, inden døren på ny flås op og det uhyrlige væsen kommer til syne sammen med to andre.

En hånd griber fat i hendes og trækker hende med, da det ser ud til, at kælderskakten her vidst ikke kun var en kælder.

Det er et net af underjordiske gange.

Med de højlydte zombie-væsner bag sig, løber de for livet. Der er to der skriger. Sikkert to piger… Men det er også kun fordi at frygten sætter gang i Safirs krop, at hun følger med vedkommende der holder fat i hendes hånd.

Efterhånden er der begyndt at gå op for hende, at de ikke kan blive ved med at løbe fra disse rædsler. På en eller anden måde må de forsvare sig.

Og det er i dette sekund, at et rustent stykke metal i en af væggene fanger hendes opmærksomhed. Der sidder en kæde fastspændt til. Og denne kæde giver Safir en faretruende ide. En ide der vel at mærke kan blive hendes sidste.

Lynhurtigt vikler hun sig ud af den hånd der holder hende, for derefter at styrte imod metalstykket fra før. Så griber hun fat i kæden, river til og krydser fingre for at væggene her er tilstrækkeligt gamle.

I starten sker der ingenting… Lige indtil området omkring kæden begynder at krakelere, og revnerne spreder sig udover væggen som et træs grene. Hungrende, dødsensfarlige.

Så sker der det Safir havde forudset. Væggen over hende bryder sammen og gigantiske sten i massevis vælter ned, idet hun får flået den rustne kæde ud. Selv når hun lige at kaste sig fremad imod de andre, lande klodset og derefter fortsætte fremad med dem.

Og så lyder der de gennemskærende skrig hun havde ventet på, efterfulgt at endnu et rabalder.

Hun fik dem. Uhyrerne.

Derefter sænker stilheden sig langsomt, en stilhed som Safir ikke længere ved om hun tør stole på. I baggrunden hvor hun begravede de umenneskelige væsner i sten, kan der kun høres en raslen af klippestykker der triller nedad.

’’Bild mig ikke ind, at du lige slog dem ihjel...?’’

I starten bliver hun forskrækket over det pludselig udbrud fra en af de syv, men så trækker hun langsomt vejret indad og puster ud.

’’Hvor mange har en telefon med?’’

Selvom det er mørkt, så kan hun høre at nogle enkelte fumler med deres lommer. Den første der tænder sin, er dog ham med de grangrønne øjne. Ham hun stødte ind i.

Og nu kan hun se – på grund af lyset fra hans mobil – hvorfor det var blødt af støde ind i ryggen på ham. Det er nemlig ikke et halstørklæde han har på: Det er hans hår. En tyk hestehale af mørke dreadlocks der går ham til lidt under midten på ryggen.

Det klæder ham faktisk. Passer til hans markerede ansigt og det skæve smil. Safir ved ikke helt hvorfor hun lægger mærke til lige dét, men hun skyder også tanken til siden øjeblikket efter. Hun burde overveje noget andet: Hvordan de slipper levende ud herfra.

’’Der er ikke nogen dækning, ’’ siger han så og holder skærmen op foran næsen på hende, ’’Så vi kan ikke ringe efter nogen. Havde du en idé?’’

 ’’Lige indtil for to sekunder siden, ja.’’

Der lyder en række suk fra de forskellige mennesker. De kan ikke tilkalde hjælp herfra.

’’Hvad i al… ’’ lyder det så fra fyren med de grønne øjne. Hans kraftige bryn er rynket, og han ser undrende ned på mobilen han har i hånden.

Skærmen er begyndt at flimre mærkeligt. Som når man ikke kan finde en speciel kanal på sit fjernsyn. En flimren af sort og hvidt.

I mindre end et sekund dukker der noget om imellem flimmeret. To sorte, runde ringe. Det ligner øjne når Safir lige at opfatte, selvom det kun er kort. Igen dukker der et billede op imellem flimmeret, et par kridhvide hænder der rækker hungrende ud efter overfladen. Som om at de prøvede at klemme sig ud af skærmen.

Og det sidste billede er et dæmonisk, skrigende ansigt af en pige. Hun har de samme skræmmende, hullede øjne og en forvrænget, umenneskelig mund. Hun bevæger sig. Rækker armene ud imod dem, imens dråber af mørkerødt blod står ud af hendes ueksisterende øjne.

En uhyggelig hvisken er begyndt at fylde kældergangen. Om det kommer fra mobilen af, er den ingen der kan afgøre… Men der er noget mærkeligt ved denne tyste mumlen… Noget farligt.

Det er i dette øjeblik at Safir flår kommunikationsapparatet ud af hånden på fyren med dreadlocks og kyler det hensynsløst ind i væggen. Skærmen smadres til uigenkendelighed og rammer betongulvet med en klirren. Telefonen er nu ubrugelig.

De andre kigger chokeret på hende, som hun stadig står som før, med hånden rakt fremad i kastet. Selv stirrer hun bare arrigt på de sørgelige rester af maskinen, hvorefter hun langsomt retter sig op igen.

’’Af en eller anden grund, så har jeg det som om, at det var en rigtig god ting at gøre.’’ Hvisker han overrasket, men lader så sin hånd falde ned langs siden.

’’Det her sted er forbandet, ’’ hvisler hun ud imellem tænderne, og ser så rundt på de andre der kun er oplyst af deres telefoners lys… De er dog ikke mange sekunder om at slukke dem igen. Frygten for at deres egen sikkerhed er for stor til, at de tør lade noget dæmonisk overtage de små maskiner.

Den ukendte, lavmælte hvisken fra før forsvandt i det øjeblik Safir kastede mobilen ind i væggen. Nu er der kun en svag lugt af mug tilbage… Og blodsporene på gulvet.

Efter et par minutters stilhed hvor der ingenting sker, er der pludselig en der tænder en lommelygte. En mørkhudet fyr med skægstubbe og kort, sort hår. Han smiler undskyldende.

’’Jeg glemte, at jeg havde den her med. Egentlig var det til at læse om aftenen, men det ser ikke ligefrem ud som om, at det bliver nødvendigt.’’ Han griner, hvilket faktisk er lidt utroligt. Han har været ved at blive slået ihjel, men alligevel har han evnen til at smile selv nu.

Er det for at vi ikke skal give op? Tænker hun overrasket og en smule fascineret af hans væremåde.

Det skarpe, hvide lys brænder i øjnene til at starte med. Derefter er det som en velsignelse. En velsignelse der får Safir til at fortsætte fremad.

’’Der må være en udgang et sted. Alt andet ville være sindssygt.’’

’’Det her er sindssygt!’’ er der en af pigerne der udbryder. Det er den specielle af dem, hende med det kortklippede, turkise og blå hår og det professionelle lag øjenmakeup. Hendes farverrige tøj gør hende heller ikke ligefrem usynlig.

Den anden af de to piger er én med kortklippet, hvidblond hår. Hendes ansigt er rent og uskyldigt, og den sorte kjole hun bærer får hende nærmest til at ligne en engel i egen person. Hun ser forvirret ud, lidt svævende. Som om at hun har fået sig lidt af et chok.

Det er vel forståeligt på alle planer.

’’Skal vi komme af sted?’’

Der bliver nikket rundt omkring hende, hvorefter hun får stukket lommelygten i hånden og tildeles opgaven at føre an. Måske fordi at hun er den eneste, der som sådan har gjort noget. Noget der har sikret deres overlevelse… Indtil videre.

Gangen fortsætter i al uendelighed. Der har intet vejskifte været, udover at den har snoet sig i alle retninger. Men muligheden for at vælge imellem to gange, den dukker først op efter flere timers gang.

Og denne gang er det ikke engang en anden gang de kan vælge at gå indad.

Det er ny dør. En af metal som den de første gang trådte ind ad.

Én ting er dog anderledes ved denne. Der er et håndtag på. Ikke et normalt dørhåndtag, nej, et man griber fat i og skal dreje på en speciel måde. En måde som egentlig ikke er speciel problematisk.

’’Jeg ved ikke, om det ville være smart at gå derind… ’’ indrømmer Safir, efter at have taget døren i betragtning, ’’Men det ville være fantastisk, hvis vi kunne finde et sted at slappe lidt af.’’

Hun har lagt mærke til, at gruppen af unge hun følges med, er begyndt at blive døsige. Natten er sikkert ovre lige om snart, selvom de ikke kan afgøre det hernede. Her vil der altid være mørkt.

’’Lad os tage chancen.’’ Siger fyren med dreadlocks så, ’’Luk døren op, tag et kig rundt, og smadr så døren i igen, hvis der er noget derinde. Jeg gør det.’’

Roligt vrister han lommelygten ud af hånden på Safir, så lyset i et øjeblik vipper ukontrolleret rundt på væggene. Så klemmer han fingrene rundt om håndtaget og kører det rundt én enkelt gang.

Døren går op med en sagte knirken, og han træder ind. Sætter døren på klem, så han er klar til at springe ud igen, hvis der skulle være noget.

I et par minutter viser han sig ikke igen. Der har ikke lydt nogen larm eller skrig derindefra, så de andre regner med, at han ikke har fundet noget indtil videre… Men så dukker hans skævt smilende ansigt pludselig op imellem døren og væggen, og han siger;

’’Der er tomt. Fuldstændig. Det ser også ud som om, at der er lys i loftet… Og døren kan låses indefra. Kom!’’

Safir er den første han lige trækker indenfor, hvor han allerede har gjort sig ulejligheden til at tænde lyset.

Det er et stort lokale. I den ene ende ligger der nogle madrasser spredt udover det hele, i den anden ende er der nogle kridhvide skabe og et klinikbord. Det ligner et operationsværelse bortset fra madrasserne og de lukkede skabe af træ midt i det hele.

Safir bryder sig alligevel ikke om det. Hun har aldrig været glad for hospitaler. De skræmmer hende. Måske fordi at hun selv var indlagt flere gange som mindreårig… Den tid er dog for længst forbi.

Da alle er nået ind i rummet, bliver døren lukket og låst. Bare for en sikkerheds skyld. Det kunne jo være, at der listede nogle af de modbydelige væsner rundt fra før… Nogle der var hernede i forvejen.

De fleste i den lille gruppe har smidt sig direkte på madrasserne af ren udmattelse. Safir er dog en af de eneste der endnu står op, og som er begyndt at se rummet igennem. Det første der fanger hendes blik er en blank håndvask. Og da blodet på hendes hænder klistrer til hende som en blanding af vammel sved og lim, beslutter hun sig for at smide sin taske og få dem vasket.

Roligt tænder hun for vandet, venter i et øjeblik på at der sker noget, og ser så de krystalklare dråber glide ud i en perfekt vandstråle. Lettet sætter hun hænderne ind under og begynder at gnide det røde af.

En følelse af at nogen kigger på hende, vælter pludselig over hende. Hun vender hovedet, forventer at se det værste, men er næsten ved at vende øjne da hun ser hvad det i virkeligheden er:

Fyren med dreadlocksene. Han hviler hagen i håndfladen, læner sig over bordet ved siden af og smiler skævt.

’’Hvad hedder du?’’ spørg han så, efter at Safir køligt vælger at ignorere ham.

’’Safir.’’ Svarer hun tvært og koncentrerer sig om at gnide blodet af sine hænder. Det føles så befriende.

’’Og dit fulde navn er…?’’

’’Safir Martins.’’

Han skærer en grimasse over at hun er så uinteresseret i at snakke med ham. Så slynger han den lange hestehale med dreadlocksene over skulderen og læner sig lidt længere frem imod hende.

’’Safir er ikke hvad du er døbt, vel? Hvad hedder du rigtigt?’’

I et øjeblik vender hun hovedet og ser edderspændt på ham, men så slukker hun for vandet og ryster sine hænder fri af de sidste par dråber. Resterne tørrer hun af i den del af hendes bukser, der ikke er dækket af blod.

’’Safiria… ’’ mumler hun irriteret, ’’Men jeg dræber dig, hvis du kalder mig det.’’

Han griner bare. For at være ærlig er han lidt af en charmør – venlig med måde – trods hans spøjse hår. Måske er det i virkeligheden det han vinder opmærksomhed på… At Safir så er ligeglad, er noget andet.

’’Og du er…?’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...