Mørkere end Sort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2014
  • Opdateret: 13 maj 2014
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre, hvis det eneste sted du kunne overleve, ville være i mørket? ~ Efter flere mærkværdige forsvindinger på et lille hotel langt ude i ingenting, beslutter Safir Martins at tilføje lidt spænding til sit eller så kedelige liv, ved at tage derud… Hvilket viser sig at være en fatal fejltagelse. På under en time må hun nemlig løbe for livet med en gruppe andre unge. Sammen har de kun ét fælles mål: At overleve det helvede langt under jorden, som viste sig at være deres eneste flugtmulighed. Men er der overhovedet nogen grund til at løbe, når det er Døden man har i hælene? Ja. For nu findes der ikke andre behagelige udveje, hvis ikke man ønsker at vandre hvileløst rundt som en levende død.

7Likes
8Kommentarer
592Visninger
AA

3. KAPITEL 1. Mareridtets begyndelse – Del 1.

 


’’Er der et frit værelse?’’ kvinden i receptionen fjerner sin opmærksomhed fra det dameblad hun i midlertidigt er ved at kigge i, og ser derefter ind i øjnene på en pige med langt, ufriseret, mørkebrunt hår.

’’Ja, selvfølgelig.’’ Med det samme smører hun sit velkendte forhandler-smil på de rødmalede læber, og lader de lakerede negle glide elegant igennem en bunke papir, ’’Er der noget specielt du søger?’’

’’Nej.’’

Egentlig må pigen foran disken være ret ung. Omkring de seksten til sytten år. Måske næsten atten. På ryggen har hun en typisk vandretaske og så ser hun ud til at være gennemblødt. Små regndråber glider yndefuldt ned af hendes smalle ansigt, men hun tørrer dem irriteret væk. Hvor lang tid har hun mon været udenfor?

’’Hvem skal jeg skrive værelset op til?’’

’’Safir Martins.’’

Safir Martins er altså navnet på denne pige. Det er et mærkværdigt tidspunkt på aftenen hun kommer, det tidspunkt hvor ingen normalt ville komme herud…

’’Kan jeg betale bagefter?’’

’’Nej, desværre… Vi vil helst have lagt alting på plads, hvis nu der skulle ske et eller andet… ’’

Safir ved udmærket hvad hun snakker om. Hotel Daylight er ikke ligefrem det mest populære sted at søge nattely… Hun husker stadig avisartiklerne som var overalt hele sidste uge.

’’Mystiske forsvindinger på Hotel Daylight i udkanten af landet… Ingen ved hvad der forgår.’’

Nej, ingen vidste hvad der foregik, lige indtil de forsvundne dukkede op igen... I et kosteskab inde på selve hotellet… I bittesmå stykker.

’’Morder på fri fod: Politiet har ingen spor at gå efter.’’

Det er egentligt utroligt, at hotellet stadig kører. Nogle kommer sågar stadig herud, måske fordi at de tror, at de kan løse den brutale gåde. Lige nu er der godt nok tomt omkring Safir, men inde på værelserne befinder der sig en del mennesker.

Og hun er selv et af de mennesker, der stræber efter sandheden. Efter hendes liv blev lidt for ens og kedeligt, valgte hun at tage af sted hertil… Selvom det kunne vise sig at have konsekvenser…

Efter at have betalt får Safir endelig stukket sin værelsesnøgle i hånden. På et lille skilt der hænger ved, kan hun se hvilket nummer hun skal bo på. Så vender hun sig imod den grå gang foran hende, og begynder sin søgen efter stedet hvor hun skal sove.

Stilheden sænker sig over det lille hotel. En stilhed der både giver Safir en ubehagelig fornemmelse, og som får hende til at slappe af.

Få minutter efter dukkede en dør med et luset skilt op med tallet sytten påmalet. Med et tjekkende blik på skiltet med nøglen i hendes ene hånd, anerkender hun, at det er hendes værelse.

Idet hun skal til at stikke nøglen i låsen, begynder lysstofrørene i loftet at blinke faretruende. Som om at de alle sammen er ved at gå ud på én gang. Med rynkede bryn fjerner Safir sin opmærksomhed fra døren og ser sig omkring.

Nede i den ene ende begynder lyset at fade ud. Der er ingen der reagerer på denne hændelse udover hende selv. Stilheden skriger nærmest af hende, og lyden af hendes skridt da hun træder tilbage er næsten som larm.

’’Hvad i alverden…?’’

Det sidste hun ser inden mørket sænker sig som en tyk tåge omkring hende, er en modbydelig skikkelse for enden af gangen. En skikkelse der mindst er dobbelt på stor som hende og med kløer der umuligt kan tilhøre et menneske.

Hendes reaktion viser sig at være altafgørende. Med et panisk gisp slipper hun nøglen i døren og smider sig ned på gulvet, for derefter at høre en faretruende skraben over sig.

Hvad er det dog for et væsen?

At skrige ville måske være det nemmeste, men Safirs krop er fuldkommen paralyseret af frygt, så hun gør ikke andet end at bøje sig hurtigt åndende fremad.

Det er en drøm, forsøger hun at overbevise sig selv om, En ond drøm. Et mareridt.

 Tunge, rallende åndedræt fra det umenneskelige monster oplyser hende om, at det er tæt på. Flere advarselsklokker ringer i hendes hoved, fortæller hende, at hun burde flygte. At hun burde redde sig selv. Nu.

Hun kan bare ikke få sine ben til at bære hende. Skrækken er som en giftig slanges bid, bortset fra at hun endnu ikke vrider sig i dødskramper.

Og det er i dette øjeblik at det går op for hende, at hvis hun ønsker stadig at leve, så må hun væk.

En kvalmende lugt af råddenskab fylder pludselig hendes næsebor, og forhindrer hende endnu engang i at forsøge at flytte sig… Men så bider hun sig hårdt i læben, så hårdt at smagen af blod begynder at brede sig på hendes tunge.

Og smerten er nok.

Langsomt – for ikke at vække væsnets opmærksomhed – begynder hun at kravle fremad på alle fire. En varm væske har bredt sig på gulvet, om det stammer fra det uhyrlige monster der også er til stede på hotellet, det ved hun ikke. Hendes bukser er dog gennemblødt af det omkring knæene og det samme med hendes hænder. Hvad det dog er, har hun ingen anelse om, men alligevel trænger en ubehagelig følelse på hende: Følelsen af at det i hvert fald ikke er vand.

Sådan følger hun væggen, imens hun kan høre monsterets uhyggelige rallen bag sig. Det leder efter hende. Sandsynligvis kan det ikke se hende i mørket, og det vil vise sig at være en fordel for hende.

Endelig begynder frygten af aftages lidt, for derefter at blive erstattet af adrenalin.

Vaklende kommer hun op at stå, banker hånden ind i væggen for at stå oprejst og vælter halvvejs over et eller andet som hun ikke kan se. Alligevel fortsætter hun fremad, overbevist om at udgangen er her et sted.

Der tager hun dog fejl. Hun er gået i præcis den modsatte retning.

Denne lille detalje bliver bekræftet, da hun støder sin hånd imod en dør og noget der stikker ud derfra. Det må være det værelse hun skulle have boet på. Nøglen sidder stadigvæk i.

Idet hun griber fat i håndtaget og rystende drejer nøglen, kommer skiltet derpå til at banke imod døren… Og dermed afslører hun sig selv. Tunge og alligevel hurtige skridt lyder imod hende, og den rådne lugt kommer nærmere.

Adrenalinen støder ind igen og med et skingert skrig skubber hun døren op, river nøglen ud, smækker døren i igen og drejer låsen endnu engang. Med hele sin kropsvægt trykker hun sig imod det hårde træ, af frygt for at væsnet skulle kunne brage igennem den.

Og derefter sker der ikke mere. De tunge skridt forsvinder og efterlader Safir med en ubehagelig stilhed… For anden gang.

Hjertet banker ukontrolleret i brystet på hende. Og havde det ikke været fordi at hun var så bange, så ville hun have svoret på, at det ville kunne høres kilometer væk.

Først flere minutter efter skridtene og den kvalme stank er forsvundet tør hun bevæge sine lemmer. Rystet lader hun hænderne glide over væggen, for at finde en kontakt til lyset derinde.

En loftlampe tændes med det samme, da hendes fingre finder frem til en knap. Og havde hun ikke stoppet sig selv i sidste øjeblik, så ville hun have skreget igen.

Hendes hænder er røde. Blodrøde.

Hun vil helst ikke tro på, at det var det gulvet var overhældt med. Blod. Inderst inde ved hun dog godt, at det var lige præcis hvad det var… Men hvorfra?

Først nu tager hun sig sammen til at se sig omkring. Det ligner et normalt soveværelse med både seng og et lille bord. Der er intet mærkværdigt ved det. Og hun har stadig sin rygsæk på. Så i det mindste har hun lidt mad at leve på herinde… For at våge sig ud igen, det er i hvert fald ikke noget hun har tænkt sig.

Idet hun skal til at svinge tasken af skuldrene, lyder der pludselig en skinger lyd fra vinduet i den anden ende af rummet. Safir fryser midt i en bevægelse, spærrer øjnene frygtsomt op, men går så langsomt derover.

I et øjeblik overvejer hun sine flugtmuligheder, men tager så fat i de snehvide gardiner. Holder fast i dem i et par sekunder. Og så flår hun dem fra.

Chokket er næsten lige så stort som før. På ruden er der med rødt påmalet to sætninger. To sætninger på fjorten ord der får Safir til at bakke rædselsslagen tilbage.

Du kan ikke gemme dig fra os, Safiria Martins. Vi vil altid finde dig!

’’Åh Gud… ’’ hører hun sig selv hviske.

Og så smadrer noget igennem ruden, noget der er så stort at vinduet mildest talt flås ud. Safir ved allerede hvad det er. Kløerne er genkendelige fra før og stanken af død er tilbage.

Væsnet flår ud efter hende og kravler hensynsløst ind i rummet. Imens træder Safir skridt for skridt tilbage, men indser så at hun bliver nødt til at flygte. Nu.

Kløerne griber igen ud efter hende, og denne gang kaster hun sig imod døren. Febrilsk flår hun i håndtaget, men kommer så i tanker om at den er låst. Så endnu engang river hun nøglen rundt, hører et lille klink, og indser at hun har knækket den inde i selve låsen.

’’Fuck… ’’

Med frygten kørende på ny i sit blod, løfter hun benet og sparker så hårdt som overhovedet muligt imod trædøren foran hende. Og hun gør det en gang til. Igen. Igen.

Til sidst kan hun høre lyden af et hængsel der brækker af dørkarmen, hvorefter hun vælter al sin kropsvægt imod den. Døren kastes af med et brag sammen med Safir. Hun vakler dog op igen, fortsætter gispende ud på gangen der nu er oplyst igen og ser næppe sine opgivelser.

Gulvet er som malet rødt. Her og der ligger der en afrevet arm, et ben, halvdelen af en overkrop. Resterne af beboerne. Hun undrer sig ikke over hvordan hun ikke har kunnet køre deres skrig, for hvis det væsen der er efter hende virkelig eksisterer, så er alt muligt. Næsten i hvert fald.

Én ting fanger hun dog. Og det er et sønderrevet hoved med langt, blond hår, der før sad feminint opsat i en knold. Læsestiften går i ét med blodet.

Det er kvinden fra receptionen.

Safirs mave vender sig. Kridhvid i hovedet kæmper hun sig fremad og kan høre den svuppende lyd hver gang hendes sko rammer gulvet. Blodet er trængt igennem det tynde lag stof og svømmer nu rundt imellem hendes tæer og fødder.

Det er ækelt. Frygteligt, barbarisk… Umenneskeligt.

Noget der kunne minde om et skingert brag lyder pludselig bag hende… Denne gang er lysstofrørene ikke kun ved at gå ud: De springer. Én for én. Mørket nærmer sig i takt med det modbydelige monster, som Safir ikke engang tør genkalde et billede af sig i sit hoved.

Ganske rigtigt er det mere end dobbelt så stort som hende. Kløerne på de blodige hænder er flere gange større end et rovdyrs, og øjnene er bare store, sorte huller. Kroppen ligner et råddent lig i kæmpestørrelse, en gigantisk zombie.

De tunge skridt nærmer sig, men hun kigger sig ikke tilbage.

Der nærmer sig et hjørne. Safir ved at det er her, at hun kan gå til to sider. Den ene fører til døren ud, den anden er en fortsættelse af gangen her… Hvis bare hun kunne huske hvilken vej der dog var vejen ud…

Hun begynder at løbe. Sætter tempoet op. Det ville være selvmord at stoppe. Hun tager et hurtigt valg, vælger at dreje til højre… Og støder hovedkulds ind i et eller andet.

Denne gang skriger hun. Af frygt for at der skulle være flere end dette ene væsen i bygningen.

’’Hey, slap af! De finder os bare, hvis du bliver ved med at skrige!’’

Et par hænder lukker sig om hendes overarme. De er varme. Menneskelige. I et øjeblik slapper hun næsten af, men løfter så oprørsk hovedet og ser ind i et par grangrønne øjne.

Det er et par øjne, der tilhører et menneske. Et levende menneske.

’’Hun er ikke en af dem, vel Marco?’’

Stemmen kommer fra en eller anden bag fyren Safir stødte ind i, men hun fjerner ikke blikket én eneste gang fra ham. Og han svarer ikke vedkommende der stillede ham et spørgsmål.

’’Udgangen er den anden vej.’’ Siger han så og vender hendes krop imod den anden gang, ’’Hvis vi er heldige, kan vi nå at slippe ud… ’’

Normalt er tillid ikke ligefrem Safirs yndlingsemne, men lige nu handler det om at leve eller at dø. Og først nu skænker hun de andre i gruppen et blik. De er syv i alt. Otte med hende selv.

’’Okay.’’ Ånder hun. Så lader hun fyren foran sig slippe hende, for derefter at lade den lille flok følge med sig ned ad den anden gang. Og ganske rigtigt. Dér dukker receptionen op. Bagefter kommer døren der kan føre dem ud, og det er selvfølgelig den deres opmærksomhed er lænket på. Intet andet.

Lige indtil hun hører dem igen. De tunge skridt.

Den sindssyge følelse af frygt spreder sig som en løbeild, de andre har også hørt hvad det er der er på vej imod dem.

Og så sker der noget mærkeligt. Døren de hastigt nærmer sig, begynder at opløse sig. Glider i ét med de grå vægge. Det sidste den afslører inden Safir nærmest brutalt støder ind i den, er en et regnfuldt landskab udenfor. Et landskab hun hungrer efter at smide sig selv ud i. Koste hvad det vil.

     ’’Nej… ’’ hvisker hun forfærdet og lader hænderne glide vantro ned af væggen, ’’Det mener du bare ikke… ’’

’’Alle flugtmuligheder forsvinder… ’’ det er fyren fra før der taler. Og han har ret. Vinduer så vel som nødudgange forsvinder som sne der smelter i solen. Tilbage er der nu kun én ting.

Mørket.

Det sidste lysstofrør er nemlig lige sprunget. Lyset kommer ikke tilbage.

’’Vi skal væk herfra… Nu!’’ lyder det så febrilsk fra en.

’’Hold mund!’’ hvæser en anden, ’’De finder os bare, hvis ikke I holder kæft!’’

Skridtene fjerner sig lidt, langsomt som om at væsnet stadig leder efter dem… Og så virker det som om, at det giver op, for derefter at fortætte søgen på en anden gang.

’’De finder os alligevel på et eller andet tidspunkt!’’ selvom det kun er en hvisken, så lyder det som om, at personen der siger det er ved at eksplodere, ’’Er der noget sted vi ikke har været, hvor der kunne være en udgang?’’

Ingen svarer… Men så brydes stilheden endelig af et knips og en triumferet stemme, der må tilhøre fyren Safir dumpede ind i;

’’Kælderen! Caspar, du er genial!’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...