Another Angel - One Direction

Da Harry og Erin finder sammen, går alting som smurt. De gør det, som de fleste kærestepar gør; slentrer hånd i hånd gennem byen, deler en isvaffel og så elsker de hinanden virkelig højt. Så højt, at de vil gøre alt for hinanden. De nyder deres tid sammen, indtil det hele tager en uventet drejning, og Harry får noget totalt uventet at vide. Noget, der trækker ham med ned på den mørke, kolde bund, hvor han kun har én mulighed for at komme op igen - at flyve op med en anden engel.

13Likes
20Kommentarer
758Visninger
AA

8. Visiting and meeting

Harry's synsvinkel

Vinden blæser mit hår ned i mit ansigt, da jeg træder udenfor. Jeg prøver irriteret at få det væk, men det resulterer i, at jeg snubler over en kantsten. "For helvede," mumler jeg arrigt. Jeg smækker bildøren i, da jeg har sat mig ind, og jeg begynder straks at sætte kursen mod Erin's barndomshjem. En klump samler sig i min hals.

Erin kunne være blevet 23 år i dag.

Bilruden bliver sløret til af de mange regndråber, der rammer den med hårde, bestemte slag. Jeg sætter vinduesviskeren til, og jeg kører, så hurtigt, jeg nu kan, uden at køre galt. Faktisk elsker jeg regnvejr. Engang kunne jeg ikke fordrage det, men siden Erin døde, har det været som om, at regnvejr har været min nye "kæreste". Det har også altid været en af mine største drømme at kysse i regnen, også selvom jeg ikke kunne fordrage det, men nu, hvor jeg er helt vild med regn, er min trang til at kysse i regnen blevet så stor, at jeg er lige ved at eksplodere, hvilket, nu hvor jeg tænker over det, virker meget irrelevant lige nu. 

 

 

 

 

Med det samme, jeg træder ud af bilen, studerer jeg omgivelserne omkring mig. Duften af vådt græs hænger i luften, alle de velkendte lyde af dyrene giver mig en underlig, men god, følelse i maven; hønsene der basker rundt i det lille hus, den store familie hund, der gør lykkeligt og ikke mindst lyden af alle fuglene, der flyver rundt, kvidre og fodre deres små unger med regnorme, de har gravet rundt efter i jorden med deres små næb. Alle omgivelserne er så bekendte, og det bringer mange minder frem i mine erindringer. Gode, gamle minder..

Jeg tager usikkert det første skridt frem mod hoveddøren, og da det overhovedet ikke er besværligt, tager jeg et skridt til, og før jeg ved af det, står jeg foran den store balkong-agtige hoveddør. Jeg banker med to lette slag på døren, da jeg ved, at jeg ikke behøver at banke hårdere, fordi det er en meget u-lydtæt dør. Hunden begynder at gø, og man kan høre dens tunge skridt, der kommer spænende mod døren. 

"Bally, shh, du skulle nødig skræmme personen væk," griner fru Kennedy bag døren. Som om Bally, hunden, virkelig forstod hende, stoppede den med dens larmende gøen. Fru Kennedy har altid haft et særligt bånd til den hund, og man skulle tro at hun er hundehvisker! Døren bliver åbnet op, og dér står hun. Erins mor. De havde altid lignet hinanden, syntes jeg, og Erin var altid så træt af, at jeg sagde det, og derfor drille jeg hende altid med det.

"Harry?" Hun kigger overrasket på mig, "hvad bringer dig hid, min dreng?" Erins stemme mindede så meget om sin mors.. Bally nærmer sig mig og begynder at slikke min hånd, jeg aer den over dens gyldne pels.

"Jeg tænkte bare.. Altså nu hvor Erin kunne være fyldt 23 i dag, ville jeg.. så tænkte jeg bare på, at jeg ville komme forbi og sige tillykke. Så stort tillykke," siger jeg usammenhængende. Hun begynder at le. "Åh Harry, du har altid været min yndlings dreng." 

"Vil du med indenfor, søde? Du kan ikke stå her ude i kulden? Fryser du? Så skal du da have en kop te!" Jeg griner rystende på hovedet. "Jeg vil som gerne med ind, tak for tilbuddet, men det er altså ikke nødvendigt med en kop te," siger jeg høfligt.

Hun smiler med sit helt særlige smil, så hun får smilerynker ved øjnene. Hun træder til siden og åbner døren en smule mere, så jeg kan komme ind. Jeg træder ind. "Hva', hvordan går det så med din kære mand? Får han eksperimenteret lidt med nogle nye gødningsarter?" joker jeg. Erin's far har altid været noget af en mand med grønne fingre. Jeg tror, at det er lige før, at han bruger 5 timer om dagen på at gøre haven i stand, men man kan så i hvert fald heller ikke lige frem kalde deres have grim. 

"Nej desværre, så dum som han er, var han ude at vande solsikkerne, da det var en smule mørkt, og det resulterede så i, at hans fod faldt ned i et hul, så nu er den forstuvet," griner hun og ruller med øjnene. "Han er en værre en," samtykker jeg og blinker med det ene øje. 

 

Vi går ind i deres lille køkkenalrum, hvor jeg med det samme møder en ny duft. Eller ikke helt ny, for den duft var jeg vant til i et par år, for Erin havde altid duftet sådan. 

"Hej Harry, jeg kunne ikke undgå at høre, at du kom. Hvordan har du det?" spørger Erin's far ind. Det er dejligt at høre deres stemmer igen; de er så rolige, og så er de begge helt nede på jorden, og det smittede i hvert fald af på Erin. 

"Jeg har det udmærket," lyver jeg, "vi er i gang med en ny single, drengene og jeg, og vi regner med, at det bliver en succes."

"Hvad, er du kommet med i gruppen igen?" spørger Erin's mor.

"Nej, nej, men de havde brug for min hjælp, da de mener, at jeg er super kreativ til at skrive tekster."

"Det lyder super godt! Er det så stadig under pop/rock-genren, eller prøver I noget nyt?" 

"Tjo, vi.. De kører nok stadig den samme stil et stykke tid i endnu," siger jeg og blinker med øjet. 

 

 

 

 

"Så må du have det rigtig godt fremover, Harry, og du må meget gerne besøge os noget mere; vi nyder dit selskab," siger Erin's mor og giver min arm et lille klem. 

"Ja, og i lige måde da! Pas på hinanden, og endnu engang: stort tillykke med jeres skønne datter."

De smiler begge til mig. "Tror du, at du kan gøre os en lille tjeneste?" bryder Erin's far så ind. Jeg nikker hurtigt og smiler, "selvfølgelig kan jeg det."

Så hurtigt han nu kan, med sine krykker, halter han afsted efter noget. Kort efter kommer han tilbage med en bog. "Jeg tænkte på, nu hvor du alligevel kører forbi biblioteket på din vej, at du kan aflevere denne her bog." Jeg nikker. 

"Tak, min dreng," siger han glad og trækker mig ind til et varmt og behageligt kram. Det føles som om, at jeg har det godt igen og har Erin ved min side, men da han trækker sig ud af krammet, føler jeg mig igen tom og ødelagt. Erin's mor trækker mig også ind til et kram på samme måde, bare hvor hun klemmer lidt mere til. Jeg tager en dyb indånding.

"Pas på hinanden, og god bedring med foden," siger jeg. De vinker til mig, da jeg går mod min bil. Jeg vender mig om og vinker til dem. 

 

Da jeg er kørt, trasker de stille ind igen. Vejret er stadig dårligt, det regner og blæser så det trækker i bilen, hvilket er meget ubehageligt, men hurtigt ender jeg da ved destinationen, aka biblioteket. 3. gang på denne uge åbner jeg døren ind til det forholdsvis store bibliotek. Alle omgivelserne er så velkendte, så derfor trasker jeg hurtigt hen til skranken, hvor den ældre dame fra sidst står. "Hej unge mand, hvad kan jeg gøre for Dem?" 

"Jeg har en bog her," jeg lægger bogen på skranken, "jeg håber ikke, at den er gået over tid."

Hun bipper den ind. "Den er én dag over tid, men det går nok. Ville De ellers andet?"

"Nej, men tak for hjælpen." Hun smiler til mig, hvorefter jeg vender mig om igen. Nu hvor jeg er her, kan jeg ligeså godt finde noget nyt at læse i, tænker jeg. Jeg går hen mod den velkendte hylde, hvor alle kærligheds bøgerne står. Jeg tager en op, der ser okay ud, og jeg går i gang med at læse bagsiden. 

Jeg nikker langsomt. Den virker god nok. Jeg kigger op og går hurtigt mod skranken endnu engang, mens jeg bladrer lidt rundt i bogen. Et stød går op igennem min brystkasse, da jeg mærker noget ramme mig. Jeg kigger til siden, men da der ikke er noget, kigger jeg ned. 

Jeg møder et blik, jeg med det samme genkender. Hendes mørke hår sidder i en rodet hestehale, men faktisk klæder det hende. "Det må du virkelig undskylde," siger jeg oprigtigt. Jeg bukker mig ned for at hjælpe hende med de mange bøger, der blev tabt, da vi stødte ind i hinanden. "Det er mig der undskylder, jeg bør virkelig se mig for, når jeg går med en kæmpe stak bøger." Hun tager fat i den samme bog som jeg har fat i, og der resulterer i, at vores hænder snitter hinanden. Et mærkeligt stød går op i mig, og jeg får øjenkontakt med hende. Jeg giver slip på bogen og rejser mig op, da der ikke ligger flere bøger på gulvet. Hun følger min gestus og rejser sig så hurtigt hun kan med den store stak bøger. 

"Jeg hedder Aven," smiler hun og rækker hånden frem, mens den anden har fat om bøgerne med hjælp fra hagen. "Harry."

"Jeg synes tit, at jeg ser dig her?" siger hun som et spørgsmål. Jeg nikker med et løftet øjenbryn. "Stalker du mig?" Hun begynder at grine. "Nej, nej, overhovedet ikke, det er bare.. Det er ikke svært at undgå at ligge mærke til en som dig," siger hun, og det ligner, at hun fortryder, hvad hun sagde. 

"Nå, men jeg må nok hellere komme videre," siger jeg. Den akavede stemning hænger i luften. Hun hoster kort for at opfriske stemmen. "Ja, det var hyggeligt at møde dig Harry." Jeg går hurtigt videre, og da jeg er halvvejs oppe ved kassen, vender jeg mig om for at se på hende en sidste gang. Hun har selv vendt sit blik mod mig, så jeg kigger hurtigt den anden vej igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...