Another Angel - One Direction

Da Harry og Erin finder sammen, går alting som smurt. De gør det, som de fleste kærestepar gør; slentrer hånd i hånd gennem byen, deler en isvaffel og så elsker de hinanden virkelig højt. Så højt, at de vil gøre alt for hinanden. De nyder deres tid sammen, indtil det hele tager en uventet drejning, og Harry får noget totalt uventet at vide. Noget, der trækker ham med ned på den mørke, kolde bund, hvor han kun har én mulighed for at komme op igen - at flyve op med en anden engel.

13Likes
20Kommentarer
741Visninger
AA

6. Friends and faults

Harry's synsvinkel

Lyden af næsten ingenting, på nær den næsten uhørlige hvisken, og duften af gamle bøger kommer mig i møde, da jeg træder ind af den store, brune dør til biblioteket. Jeg vil ikke lyve, den eneste grund til, at jeg er her, er fordi, at Erin elskede at læse. Jeg lader blikket glide rundt i den store sal, hvis man kan kalde den det. Jeg får øje på det, jeg ledte efter; skranken, hvor en dame, som jeg vil skyde på er i 60'erne, sidder. Vi får øjenkontakt, og hun sender mig et stort, ægte smil, men jeg undlader at sende et tilbage til hende. Jeg kan ikke smile. Ikke et ægte et i hvert fald. Og jeg har heller ikke lyst. "Hvad kan jeg hjælpe med," spørger hun, og trækker mig derfor ud af mine egne tanker.

"Øhm.." Hun kigger nysgerrigt på mig og ligger hovedet en smule på skrå.

"Ved du, hvor jeg.. Hvor kan jeg finde bogen 'En flænge i himlen'?" omformulerer jeg min sætning. Hun begynder at taste og klikke på den store, gamle klods-computer. "Det ligger nede af gang 'G', række 3." Jeg nikker stille på hovedet. "Tak for hjælpen." Inden jeg når at høre hendes svar, sætter jeg kursen mod række 'G', som jeg ikke har nogen anelse om hvor er. "Hr? De går den forkerte vej." Jeg vender mig om, da jeg regner med, at hun siger det til mig, hvilket hun også gør. "Oh," mumler jeg. 

Jeg vender mig om og går den vej, hun mener, der er den rigtige. Jeg går forbi D, E, F og G. Jeg går videre, men da jeg opdager, at damen bag skranken jo sagde gang 'G', vender jeg mig om og går ned langs gang 'G'. Jeg får øje på række 3 med det samme, og hurtigt finder jeg også bogen. Da jeg ser på forsiden, kan jeg godt mærke, at jeg får det dårligt. En knude samler sig i halsen. Erin fortalte mig så meget om den bog. 

 

 

"Harreeh, du bliver altså nødt til at høre om, hvad der lige er sket!" 

"For sidste gang, Erin: Jeg vil ikke høre om hvad der sker i din skod-bog," griner jeg og prikker hende i siden. Hun skriger og maser sig ind til mig. Jeg ligger mine arme om hende og ligger mit hoved på hendes skulder. "Du skal bare lige høre noget rigtig, rigtig sødt!" Da jeg ikke siger noget, tager hun det som et 'okay, jeg vil gerne høre på dit lort'. 

" 'Okay,' sagde han. 'Jeg må hellere gå. Den er næsten et.'  'Okay,' sagde jeg. 'Okay,' sagde han. Jeg fniste og sagde: "Okay." Og så var der stille i den anden ende, men han havde ikke lagt på. Det var næsten, som om at han var lige der i værelset med mig, men på en måde var det bedre, som om jeg ikke var på mit værelse, og han ikke var på sit, men at vi i stedet var sammen i en usynlig, flimrende tredje dimension, som kun kunne nås gennem telefon. 'Okay,' sagde han efter en evighed. 'Måske kan okay være vores for altid,' sagde jeg. Det var Augustus, der langt om længe lagde på," læste hun op.

Ej hvor er det spændende! Vi burde helt klart finde på vores eget 'for altid'-ord," skriger jeg sarkastisk. "Ja, skat, fantastisk idé!" hviner hun. 

"Jaa, det kunne være pizza, ikke min honningkage?" Hun begynder at grine.

"Du skal da også altid gøre grin med mine sager," fniser hun. "Du kan bare lade være med at blande mig ind i 'dine sager'." Det sidste prøver jeg at sige som hun sagde det, men helt let var det ikke. "Fuck hvor er du irriterende," mumler hun. "Lige over." 

 

Under hele flashbacket fik jeg dannet en klump i halsen, og tårene truer nu med at springe  ud af mine øjne. Kender I det, hvor man prøver på at holde sin gråd inde, og så kommer en person hen og spørger, om alt er i orden, og så bryder man sammen? Sådan har jeg det, da jeg kommer hen til skranken, for at bippe bogen. Dog bryder jeg ikke sammen. Jeg er tæt på. "Jeg har det fint, tak," mumler jeg grådkvalt. Hun svarer ikke, men bipper bogen og giver mig den. "Husk, at den skal afleveres inden for en måneds tid." Jeg tager imod bogen, og hurtigt forlader jeg bygningen. Jeg trækker min store hættetrøjes hætte over hovedet og trasker hurtigt hjem. Tårene glider i stride strømme ned af mine kinder, da jeg åbner døren til mit hus. Jeg snøfter og lader bogen glide hen af gulvet.

Jeg prøver på at tage en dyb indånding, men et stort hulk kommer i vejen, så det bliver til en masse hulken og vejrtrækningsproblemer. Jeg går med tunge skridt ind på badeværelset. Alt svimler rundt for mig, og jeg er tung i hovedet af at have grædt så meget. Jeg plasker lidt koldt vand i ansigtet og kigger mig derefter i spejlet. Store, mørke poser har dannet sig under mine øjne, og jeg ser modbydelig ud. Bare Erin var her til at lave det om. Pludselig braser døren op, og gangen bliver fyldt med en masse stemmer. "Haarrryyyyy, vi har pizza med til dig!" råber Niall. Pizza. Det var Erins og mit 'for altid'-ord, som kun holdte i 5 måneder.. Jeg begynder igen at hulke. "Hazzaboy, er du okay?" spørger Zayn, selvom jeg er sikker på, at han egentlig ikke har lyst til at vide svaret. 

"Hey, Haz-" Louis går ind af døren. Han stopper sin gang da han ser min tilstand. Han kigger over på Niall, der står med et forvirret ansigt, og en pizza. "Niall! Tog du pizza med?! Det var det, jeg sagde, at du ikke skulle have med!"

"Jeg kan løbe ned og hente en pepperoni i stedet for?" spørger Niall, det var tydeligt at han er meget ked af at have gjort mig trist. 

"Ja, gør det, men giv mig pizzaen først," siger Liam. Niall giver ham pizzaen, og Liam er hurtig til at slå ham i hovedet med den. "Selvfølgelig skal du ikke hente en anden pizza," mumler han stille til Niall. Niall kigger ned i gulvet og tager pizzaen ud i køkkenet. 

 

"Så, så, Harry," siger Louis og sætter sig ved siden af mig. Han trækker mig ind i et varmt kram. Jeg elsker alle drenge, men Louis har altid forstået mig bedre end de andre. Folk kalder os Larry, og jeg indrømmer, vi opfører os nogen gange som bøsser, men det er vores venskab. Du ved, at det er et godt venskab, hvis du kan dry-humpe dem foran alle folk, og stadig være venner.

"Jeg savner hende, Lou." Jeg hulker ind i hans skulder. Jeg kan mærke, at han nikker forstående. 

"Det gør vi alle sammen, men du må være stærk, Harry. For dig selv, for Erin." Jeg hulker kraftigere efter at høre hendes navn.

"Men det kan jeg ikke uden at have hende ved siden af mig!" 

"Jeg forstår, du skal lige komme dig. Husk nu, at din bjørn er lige her." Hvis du skulle være forvirret, så kalder vi hinanden "Bjørn", da vi begge påstår, at vi giver de bedste kram. Jeg trækker ham ind i mine lange arme.

"Hun kommer aldrig tilbage," græder jeg ind i hans nakke. 

"Nej, mate. Det gør hun ikke, men hold øjene åbne for nye muligheder." 

"Hvorfor bliver alle ved med at sige det?!" Jegtrækker væk fra hans kram, lidt sur nu. "Der er og vil altid kun være én, og det er Erin." Min underlæbe, ryster let efter at have lade hendes navn slippe ud fra mine læber. 

 

Der er kun Erin.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...