Another Angel - One Direction

Da Harry og Erin finder sammen, går alting som smurt. De gør det, som de fleste kærestepar gør; slentrer hånd i hånd gennem byen, deler en isvaffel og så elsker de hinanden virkelig højt. Så højt, at de vil gøre alt for hinanden. De nyder deres tid sammen, indtil det hele tager en uventet drejning, og Harry får noget totalt uventet at vide. Noget, der trækker ham med ned på den mørke, kolde bund, hvor han kun har én mulighed for at komme op igen - at flyve op med en anden engel.

13Likes
20Kommentarer
737Visninger
AA

5. Empty heart and lego houses

Harry's synsvinkel

Jeg sidder i en af de ubehagelige hospitalsstole, lige udenfor Erin's stue. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg føler. Jeg er ubeskrivelig trist og sur, men jeg tror, at alt væske er svundet væk gennem mine tåre. Jeg føler mig helt tom.

 

Mine hænder ryster. Mine kinder ser ikke sunde ud mere. Mine øjne mangler deres glans. Mine læber mangler pigment. Hele min krop mangler støtte fra mine knogler. Mit hjerte mangler dets anden halvdel. Jeg er helt tom, tom af glæde.

 

 

"Harry?" siger en stemme, som tilhører den eneste person, jeg vil snakke med, "åh, Harry, skat. Det hele skal nok blive okay."

"Mor, du forstår ikke. Jeg mangler hende, og jeg kan ikke få hende tilbage." Hun ligger mit hoved mod sin brystkasse, ligesom hun gjorde, da jeg var lille. Jeg vender hovedet og putter ansigtet ind i hendes nakke. 

"Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, du ved, at jeg ville gøre alt for at få min lille dreng til at smile." Hun smiler, men jeg er ikke i humør til at trække på smilebåndet.

"Du kender talemåden "Hvis du elsker nogen, så lad dem gå, og hvis de elsker dig tilbage, kommer de igen."?" Jeg kan mærke hende nikke. "hun er død, hun kommer ikke igen. Måske elskede hun ikke mig. Måske elskede jeg hende ikke nok. Måske var alt, hun ville, at jeg lod hende...gå." 

"Harry! Erin elskede dig, og det ved du godt! Og så synes jeg ikke, at du skal ligge skylden på dine skuldre." Jeg løfter hovedet og kigger på hende. Hendes øjne bære sorg, da de møder mine.

"Jeg elsker hende, og jeg har nu sluppet hende fri. Hvis hun elsker, eller elskede, mig, kommer hun igen." Jeg efterlader min mor bag mig, da jeg rejser mig og går ned mod hospitalets cafeteria.

 

Jeg kigger rundt i den kridhvide kantine. Det er begrænset, hvor meget glæde, der er herinde. De fleste mennesker herinde, er enten gamle, eller i 30'erne og ligner nogen der er ved at få et hjerteanfald. Jeg tager en dyb indånding gennem næsen, og fortryder med det samme mit valg. Der dufter, nej lugter, af noget helt ubeskriveligt, og det er ikke en god ubeskrivelighed. Jeg bruger min højde fordel, og spejder ud over rummet, og næsten med det samme, spotter jeg drengene. Med oxygenet rendende ind gennem munden, går jeg hen mod dem.

"Hey, lad, hvordan har du det?" siger Louis i en munter tone. Jeg kan mærke, at han prøver at gøre mig i bedre humør.

"Skal jeg være helt ærlig? Som lort," siger jeg og kaster mig ned i en hvid plastikstol. Drengene kigger nervøst på hinanden. 

"Nå, men altså, vi tænkte på, om du måske ville ud og clubbe i aften?" spørger Niall usikkert. Jeg kigger på dem alle, de ser alle nervøse, næsten skræmte ud.

"Ja, hvad tror du selv, Niall?" svare jeg hårdt igen. Ja, det var ikke pænt, men hvorfor ville jeg have fucking lyst til at gå ud og fucking clubbe når min fucking kæreste, næsten forlovet, er fucking død?!

"Jeg er ked af det, mate," siger han. Han giver mig et lille klem og sætter sig ned igen.

 

"Ved i hvad? Jeg tror bare at vi smutter hjem ad, vil du med Harry?" spørger Louis, efter at en trykket stilhed havde lagt sig over os. 

"Nej, jeg kommer måske hjem imorgen." De kigger alle sammen, med sorg i øjene, på mig.

"Harry tror du ikk-" prøver Zayn.

"Jeg bliver her!" siger jeg og tonen i min stemme løfter sig. Jeg mærker min kæbe spænde, og mine næsebor blive store og små med mine vejrtrækninger.

"Okay. Ses, mate," siger han. Han klapper mig på skulderen, og sammen går alle fire ud.

 

 

 

Jeg går ned af gangen. Jeg må komme videre, det ville Erin også have bedt mig om. Men før jeg lader hun gå helt, må jeg lige sige farvel. Nogen vil sige at det er ulækkert at være i samme rum som en død person. Sandheden er, at jeg er enig, men mit livs kærlighed ligger derinde, og jeg må se hendes smukke ansigt. Jeg banker stille på døren indtil stuen og venter bare på at blive lukket ind.

"Kan jeg, du ved, se hende, bare en sidste gang?" spørger jeg doctoren. Han ser bedrøvet på mig.

"Selvfølgelig kan du det. Du bliver bare derinde så lang tid som du vil. Jeg er ked af dit tab, knægt," siger han og går ud af stuen. Jeg sukker. Det er den eneste sætning jeg har modtaget fra folk. "Åh, og hun skrev det her lige inden at hun faldt i koma." Han gav mig et gavekort til en eller anden luksus spa. Jeg kiggede forvirret på ham. "Vend den om." Han smilede og gik ud af døren.

Jeg vendte kortet om, og genkendte med det samme Erin's håndskrift. Hendes håndskrift har aldrig været for køn, men den er læselig. Jeg sætter "Lego House" af Ed Sheeran på. Jeg hader stilhed, så jeg har altid noget musik til at spille.

 

"Sødeste Harry

Jeg er ked af, at jeg ikke var stærk nok til at overleve uheldet. Jeg har ikke så meget at skrive, du ved næsten alt allerede. Men hvis jeg kunne se dig, holde om dig, kysse dig én sidste gang, ville jeg gøre det med det samme. Du er den eneste mand, dengang vi mødtes, dreng, som har kunne få mig til at smile på den "specielle måde". Du ved, når man kigger på et menneske, og man kan bogstavelig talt ikke kan finde nogen fejl, selvfølgelig kan der nævnes mange, men i dét øjeblik, er man helt væk. Den måde de griner, spiser, sover, ja selv går, elsker man. Og det eneste man kan, er at smile på den specielle måde, og når man gør det, så er man dybt forelsket. Og det var jeg, Harry, i dig. Og for at være helt ærlig, så fik jeg da også smugkigget, når du har smilet sådan til mig. Men vores forhold var ikke helt perfekt, vi havde vores diskussioner. Fx. så hadede jeg når du plejede at nive mig i siden, eller når du ville holde noget, jeg skulle bruge, over min højde, eller når du fik mig til at lytte til Ed Sheeran (hans sange er helt vidunderlige nu). Men det er med til at få mig til at elske dig. Jeg elsker dig, Harry. Og jeg ønsker dybt at du finder en yndig pige at dele dit liv med-" 

 

Jeg tør ikke helt at læse videre, da jeg allerede er et hulkende rod. Jeg mærker tårerne løbe ned af mine kinder, og jeg indser at jeg lige så godt kan lade vær med at prøve at stoppe. Jeg hviler hovedet i hænderne, og udbryder høje hulk. Min næse løber, og jeg har svært ved at få vejret ordenligt. Jeg finder den lille æske frem fra min lomme. Jeg åbner låget og stiller den på natbordet ved siden af hende. Diamantringen glitrer i solstrålerne, der lyser ind gennem vinduet. Jeg sidder og stirrer på den, mens snottet og tårerne drypper ned af min trøje. 

 

"du skal få børn med hende, se dem vokse op og få børn dem selv. Jeg vil have, at du får et lykkeligt liv uden mig. Og jeg vil være med dig hele vejen, også selvom at du ikke kan se mig. Og hvis du kunne gøre mig en tjeneste mere, så kunne det være enestående. Gem ringen til at du møder hende, jeg er sikker på at hun klæder den perfekt. 

 

De største kys og kram fra din Erin 

PS: Pizza <3"

 

 

Jeg smilede af vores lille joke, som kun vi to havde, der var aldrig nogen der forstod os. Men smilet blev hurtigt skyllede væk af en ny omgang tårer. Jeg lagde panden på det lille natbord, kortet i den ene hån og den anden ovenpå ringen. Ed kører stadig i baggrunden, og jeg ved at det ikke ligefrem hjælper, men gider ikke slå den fra.

"Men Erin, der var kun dig. Det er kun dig!" hulkede jeg. Min hånd klemte sig rundt om den lille ring, og jeg mærkede diamanten borer sig ind i min håndflade.

"Jeg er ked af det, Erin. Kan du nogensinde tilgive mig? Jeg ville ønske at jeg havde taget min mobil, så havde jeg hentet dig, og du havde ikke gået ude på gade, og så var du aldrig levet skadet. Åh, Erin, det hele er min skyld! Jeg dræbte dig!" råber jeg. Jeg fuldt ud skriger i gråd, og jeg kan ikke se mere. Om det er tårer eller en forsmag på en komne migrene, ved jeg ikke. 

 

 

 

Jeg hører døren gå op, og to arme folder sig rundt om mine skuldre. Mor.

"Så, så. Harry, skat," mumler hun ind i mit øre, imens at hun vugger mig frem og til side. Til sidst så overgiver jeg mig, og jeg omfavner også min mor. Jeg sidder bare og græder ind i hendes skulder, mens hun nynner en melodi hun lige har fundet på. Musikken har altid beroliget mig, uanset hvordan det blev spillet, eller sunget.

Da jeg har fået pusten igen og er næsten færdig med at græde ud, løfter jeg hovedet fra hendes våde skulder.

"H-Hvorfor kom d-du?" stammede jeg. I kender det hvor at i lige har grædt, og at man så prøver at snakke, man sådan hikker, fordi at man ikke er helt færdig med at græde.

"Jeg gik ikke sammen med drengene, jeg ledte efter dig, og doctoren sagde, at du var gået herind." Hun strøg mig over mine krøller, som hun også ved beroliger mig. 

"Tak, mor." Jeg tvinger et lille smil frem, som jeg ved at hun gerne har ville se.

"Alt for min dreng." Hun krammer mig igen, og jeg laver et smil bag hendes øre. 

"Jeg elsker dig," mumler jeg, og er ved at græde igen, efter at sige de ord.

"Og jeg elsker dig, skattedreng." Hun kysser mig på kinden og jeg føler mig for en gangs skyld elsket. "Vil du ikke med hjem? Drengene savner dig forfærdeligt, og de vil bare have at du har det godt." Jeg nikker, og hun tager min hånd i sin. 

"Vent," siger jeg. Hun stopper op og vender sig om. Jeg går hen til Erin's seng. Jeg trækker lagnet væk, og sidder og beundre hendes smukke ansigtstræk. Hendes lille næse, hendes fulde læber, hendes lange øjenvipper. Jeg giver hende at kys på panden, og ligger lagnet tilbage. Jeg lukker låget til ringen i, og propper den ned i lommen, sammen med kortet. "lad os gå." 

 

 

Jeg føler mig stadig tom, men at vide at jeg har både min mor og drengene, hjælper en smule. Jeg bliver nødt til at lige at tage hjem og sige hej. Jeg er heldig at have så mange skønne mennesker rundt om mig. Min mor, drengene, Gemma, the crew og ja, selv Erin. Hun er stadig med mig, og det holder mig i live. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...