Another Angel - One Direction

Da Harry og Erin finder sammen, går alting som smurt. De gør det, som de fleste kærestepar gør; slentrer hånd i hånd gennem byen, deler en isvaffel og så elsker de hinanden virkelig højt. Så højt, at de vil gøre alt for hinanden. De nyder deres tid sammen, indtil det hele tager en uventet drejning, og Harry får noget totalt uventet at vide. Noget, der trækker ham med ned på den mørke, kolde bund, hvor han kun har én mulighed for at komme op igen - at flyve op med en anden engel.

13Likes
20Kommentarer
740Visninger
AA

7. Dreams and books

Harry's synvinkel

Jeg løber. Løber væk.

Mine ben spurter gennem det lange græs, som, i øjeblikket, føles som nåle mod mine skinneben. Jeg vil vende mig om, men er bange for, hvad mit syn vil se.

Jeg mærker dem. Jeg mærker dem overalt, deres hænder kører rundt på min krop, men ingen er her. Jeg er helt alene, alligevel kan jeg ikke flygte. 

Mine ben giver efter og jeg ser jorden komme tættere på. Jeg rammer jorden, og hænderne går amok. Skrig og råb på hjælp, er det eneste, jeg hører. Jeg folder mine hænder om ørene for at blokke alt form for lyd ude, men hænderne griber fat i mine, de hiver mine hænder væk. Jeg vil skrige, men jeg bliver vendt om, et par hænder griber fat om min hals. Mit blik møder et par gule øjne, men ingen krop, ingen eksistens. Det underlige væsen sidder på mig mens det prøver at kvæle mig. Jeg lukker øjnene og prøver at lade som om, at det ikke sker. Vægten fra væsenet bliver fjernet. Jeg åbner øjnene og ser ingen gule. Jeg er fri. Et rædselslagende skrig runger gennem den verden, jeg nu er i. 

I et akrobatisk spring, er jeg oppe på benene igen. Jeg kigger rundt omkring, jeg er på en eng. Der er to sider, en mørk og en lys. I enden af den lyse side er en kæmpe, lidt portal agtig, klat. Det samme på den mørke side, bare i nogle helt andre nuancer. Jeg kigger nærmere på hver side, og ser en person i hver portal. Erin står i den lyse side, men hun står samtidig i den mørke portal. Jeg vælger at gå over mod den lyse side da den ser meget mere velkommen ud.

Erin står og smiler til mig, og jeg mærker mit hjerte hoppe i glæde. Jeg omfavner hende. Hendes hånd kører op og ned af min ryg, præcis som hun ved, at jeg kan lide at blive nusset. Jeg trækker tilbage fra vores kram, men ser ingen Erin. I stedet står en fremmede pige og smiler til mig. Pludselig hører jeg Erin skrige. Jeg kigger rundt på engen i panik. Jeg holder stadig fat om den fremmede pige, jeg prøver at trække mine hænder væk, men de er fastlåste. Erin løber hen imod os, men bliver væltet og trukket mod den mørke side af en pige. Jeg kan kun se hende bagfra, men hun har langt sort hår. Hun har fat om Erin's ankler, og slæber hende let over hvert græsstrå. Hun får Erin op at stå lige foran portalen. Erin kigger på mig. Uden at vide hvorfor, hvisker jeg stille ordet "farvel", imens at pigen kaster Erin ind i den sorte klat. Erin forsvinder med et skrig, og mit hjerte føles som om at det er blevet stukket af tusind torne.

Pigen vender sig om, hun er køn. Hun går imod mig, og jeg vil løbe. Men jeg er stadig frossen i min position. Den fremmede pige er dog forsvundet, og jeg står og holder om ingenting. Pigen går hen til mig, går ind i mit greb og justerer mine hænder til hendes hofte bredte. Hun har smallere hofter end Erin. Hun låser hænderne rundt om min hals, hendes negle trykker i en rytme mod huden i min nakke. Da hun kigger mig i øjnene, bliver min krop låst op. Hun tager min hånd og trækker mig halvvejs ind i den lyse portal. Jeg kigger tilbage, og bliver mødt af de samme gule øjne, men da jeg kigger på dem forandre de sig. De tager form til et mere kvindeligt øje, og farven bliver til en lys blå. Erin. En tåre falder fra hvert øje, men de smiler til mig. Jeg vender mig om, og går med den fremmede pige ind i lyset.

 

 

 

Jeg vågner op og får med det samme et chok. Drømmen var ikke som sådan uhyggelig, men den var meget realistisk, hvilket får den til at være meget skræmmende. Altså, når jeg siger realistisk mener jeg ikke den del med portaler, svævende gule, usynlige hænder, nej jeg mener der hvor Erin forsvinder og jeg tager afsted med en ny pige. 

Jeg vil aldrig elske andre end Erin, men alle de cliché kærligheds film, har fået min hjerne på andre tanker. Det kunne jo godt ske, jeg vil ikke have det, men det kan. 

 

"Hey, Harry!" Zayn braser ind gennem døren til mit værelse. Jeg hørte slet ikke at han kom?

"Hej, Zayn!" siger jeg med en falsk glad tone, "gå." Jeg kaster mig tilbage ned i sengen. Dynen over hovedet, og knæerne presset mod min mave.

"Hør, mate. Jeg ved at du går igennem en meget hård tid. Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre, jeg har aldrig været i sådan en situation før. Men jeg synes, at du skal vide at alle os drenge, og crewet, vores familier, er her. Du kommer bare, hvis du har brug for det. Og tænk lige på Erin's forældre, de har lige mistet deres eneste datter." Han sætter sig på siden af min seng.

"Men jeg, Zayn, har lige mistet mit livs kærlighed." Han giver min et varmt smil, som jeg virkelig ikke gider indrømme, men gør mig en smule glad.

"Det ved du ikke, mate. Gode mennesker får gode chancer," siger han. Jeg sættter mig, lidt mere interesseret i det han siger.

"Chancer? Gode chancer for hvad?" spørger jeg. Han trækker på skuldrene.

"Det ved jeg ikke. Måske for at finde kærligheden?" Jeg nikker langsomt. Hans ansigt lyser op, da han ser, at jeg faktisk forstår hvad, han siger. 

"Men det er håbløst! Det tog mig et helt år, at få hende til at gå ud med mig," siger jeg. Jeg tror ikke på, at jeg kan tage at sige hendes navn. 

"Det er jo ikke sikkert, at det er en pige som hende. Måske er det ikke en pige, hvad ved jeg." 

"Er du bare ude på at få mig i dårligt humør?" Jeg tvinger et smil frem for at vise Zayn, at jeg værdsætter hans tilstedeværelse. 

"I den grad ikke, men når du er klar igen, så er der 100.000.000 fans, der gerne vil have dig med i bandet igen." 

 

 

Men jeg blev aldrig klar igen.

 

 

 

*4 år senere*

 

 

 

"Undskyld, søn, men vi skal til at lukke nu." En ældre ligger en hånd på min skulder. Jeg kigger op på hende. Hun har gråt lyst hår, som sidder i en stram knold ovenpå hendes hoved. Hun har et par små briller placeret på tippen af hendes næse, og de to små smilehuller kan næsten ikke ses på grund af alle hendes rynker. 

"Ja, jeg skal nok smutte. Kan jeg lige nå at læse siden færdig?" Jeg peger ned på den sætning som jeg et nået til.

"Okay, men jeg håber, at du er en hurtig læser," siger hun og blinker til mig. Jeg giver et lille smil, og drejer hurtigt hovedet tilbage i bogen.

 

 

 

 

 

Aven's synsvinkel

Jeg går ned ad gaden, mens Green Day spiller ind i det ene øre. Jeg tør ikke at gå trafikerede steder uden at have én af de øre dimser ude. Det er faktisk også virkelig farligt at have begge to i ørene! Hvis du nu ikke kan høre hvad der er omkring dig, kan der ske mange ting.

 

Jeg stopper ude foran det forholdsvise store bibliotek, klar til at flytte på bøger endnu en dag. Ikke lige frem mit drømme job, men man skal jo tjene penge på en eller anden måde, og jeg er bare ikke en af de der kloge foretningstyper.

"Hej, bedste," siger jeg og krammer den lille skrøbelige dame.

"Åh hej, søde Aven," Jeg stiller min taske bag ved disken og kaster mine høretelefoner deri. "her er en bunke. Jeg har sorteret dem for dig, skønlitteratur først, faglitteratur sidst." Hun giver mig et stort smil.

"Tak, bedste. Jeg tror bare, at jeg begynder med det samme." Jeg skubber hænderne ind under den store bunke af bøger.

 

Jeg går ned mod reolen dedikeret til bogstavet 'G', og hører lyden af en snøftende person. Jeg kigger gennem revnerne i reolen. En mand kigger ned i en bog. Hans lange, lidt krøllede, pandehår hænger ned over hans ansigt. Begge af hans hænder er knuget sammen i faste knytnæver. Siden at den største revne i reolen er aflang og ligger vandret, bliver jeg nødt til at bøje og strække knæerne for, at kunne se resten af hans ansigtsdele.

Han kigger hurtigt op og drejer hovedet for at se sig omkring. Han er vidunderlig smuk. Hans øjne er grønne, ikke helt klar smaragdgrøn, men en mørk, lidt u-pigmenteret, grøn, de er oversvømmet i klare tåre. Hans kæbe er så skarp at man kunne skære sten på den. Og hans læber, åh, hans fyldige læber er en pæn lyserød tone.

Han sidder og kigger til hans venstre side, mens tåre triller ned ad hans kinder, der har en masse urenheder på sig. Jeg mærker bøgerne er ved at falde af, og i forsøg på at redde dem, presser jeg dem mod reolen, så at jeg kan få et bedere greb. Det går ikke helt perfekt, og før jeg ved af det, ligger halvdelen af skønlitteratur bøgerne på gulvet. Jeg vender blikket tilbage mod revnen, og bliver med det samme mødt af et par mørkegrønne øjen med lange øjenvipper til at ramme dem ind. Jeg kan kun se hans øjne, men jeg ved at hvis jeg kunne se resten af hans ansigt, ville han være utrolig pæn.

 

"Nå, min dreng. Nu bliver jeg altså nødt til at bede dig om at gå, beklager." Bedste kommer valtende hen mod bordet hvor manden sidder. Han giver hende i smil og rejser sig. "Nu skal jeg tage den for dig, min ven," siger bedste og tager hans bog ud af hænderne på ham. Hun går hen mod reolen jeg står bag ved, men hendes briller er ikke stærke nok til at kunne se mine øjne stirre på hendes fra den anden side.

"Nu skal jeg, frue," siger manden i en dyp, svagt hæs, stemme, da det er tydeligt, at bedste ikke kan nå den hylde. Han kigger på mig gennem en af de højere revner og jeg fanger hans blik næsten med det samme. Hans blik fjerner sig fra mit da bedste giver ham et tak.

Ham og bedste går sammen ned ad gangen, mens hun fortæller om noget strikke halløjsa. Jeg beundrer hans høje figur og hans majestatiske gang. Han vender sig om en sidste gang, mens han leder efter mit blik. Jeg blinker et par gange for at fange hans opmærksomhed. Hans øjne lander på mine. Vi står og stirre på hinanden, indtil at han vender sig om og går. Hvem var denne mand, og hvor kan jeg få en henne?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...