Another Angel - One Direction

Da Harry og Erin finder sammen, går alting som smurt. De gør det, som de fleste kærestepar gør; slentrer hånd i hånd gennem byen, deler en isvaffel og så elsker de hinanden virkelig højt. Så højt, at de vil gøre alt for hinanden. De nyder deres tid sammen, indtil det hele tager en uventet drejning, og Harry får noget totalt uventet at vide. Noget, der trækker ham med ned på den mørke, kolde bund, hvor han kun har én mulighed for at komme op igen - at flyve op med en anden engel.

13Likes
20Kommentarer
741Visninger
AA

10. Blue finger and red neck

Aven's synsvinkel

Jeg vågner op, ved at mit hoved "råber" efter mig. Det dunker voldsomt, og da jeg sætter mig op, smider jeg mig hurtigt tilbage igen med et suk.  Aftenens hændelser husker jeg stadig, selvom jeg nok ikke fik for lidt af alkoholen. Helt ædru var jeg i hvert fald ikke. Jeg husker stadig, hvordan jeg dansede op af ham. Hans hænder på min krop. 

Det er igen mandag morgen, så jeg skal igen i gang med min ugentlige rutine; arbejde, arbejde og atter arbejde - i dag på biblioteket. Jeg rejser mig op så langsomt, jeg kan, så det ikke vil gøre nær så ondt, men alligevel er det så smertefuldt, at jeg bliver nødt til at tage mig til tindingerne. 

Jeg fanger mit eget blik i spejlet, og det er ikke et kønt syn jeg møder. Mascararesterne, som jeg ikke fik vasket ordentligt af, sidder som mørke skygger under mine øjne, mit hår, der ligner en høstak og min ekstremt ømme krop. Jeg tager min telefon og ser at klokken er 09:45. Fuck! 

Jeg går i panik og tager mig til hovedet. "Fuck, fuck, fuck!" mumler jeg vissent. Om under et kvarter skal jeg møde op på biblioteket, og det når jeg i hvert fald ikke nu!

 

Hurtigt børster jeg mit hår igennem, hvilket bare resulterer i, at det ser stort og pjusket ud. Jeg sætter det op i en rodet knold, så det ikke kommer til at irritere mig i løbet af dagen.

Lidt efter lidt er jeg klar, så jeg kan komme ud af døren uden, forhåbentligt, at få folk til at løbe skrigende væk. Jeg finder min telefon frem, kombinerer høretelefonerne med mobil, tager den ene i øret, tænder musikken- og er jeg klar.

Jeg tager den samme rute som altid, dog med lidt mere fart på end sædvanligt, da jeg ikke vil komme for sent. Da jeg kommer til den lysregulering, tager jeg en dyb indånding. Det var bare et uheld. Men alligevel ville det jo ikke være sket, hvis jeg ikke kørte. Det er også derfor, at jeg ikke kører mere.

 

 

 

"Hej, bedste," siger jeg og krammer hende bagfra. 

"Åh Gud, du gav mig et chok!" griner hun mens hun giver mig et venligt dask på skulderen, da jeg trækker mig ud af krammet.

"Men heldigvis kommer du lige til tiden, og jeg har noget, du skal få orden i." Jeg nikker.

"I går holdte en gruppe mødre komsammen med deres små guldklumper," hun har altid kaldt små børn for guldklumper, spørg ikke hvorfor, "og derfor var der gang i den i børneafdelingen. Jeg vil gerne have, at du får styr på alle bøgerne. Om de står det rigtige sted og sådan. Og legesagerne ligger nok også lidt hulter til bulter," får hun plapret færdig. Hun laver gestus til at begynde på en ny sætning, men intet kommer ud af hendes rynkede mund.

"Så? Skal jeg bare gå i gang?"

"Selvfølgelig skal du det, min kære," siger hun med sin lidt hæse stemme.

Jeg nikker og drejer mig rundt, så jeg har et lidt bedre overblik over biblioteket. Jeg går mod børneafdelingen, og jeg vil da ikke lægge skjul på, at mit ansigt får en grim grimasse, da en ikke så velkommen lugt kommer mig i møde. "Føj," mumler jeg for mig selv.

Selvom lugten driver mig til vanvid, må jeg gøre mit arbejde. Jeg starter ved legetøjet, som jeg sætter på plads i reolen. Da jeg kommer til de små ting, der skal i kurvene, bliver lugten værre.

Jeg tager fat i kurven, men da jeg ser hvad der ligger i den, giver jeg hurtigt slip fra den og hopper et skridt tilbage. Et lille hvin kommer også ubevidst ud af min mund.

Jeg holder mig for næsen og lader mit hoved komme ind over kurven igen, bare så jeg er sikker på, at jeg ikke tager fejl. "Ej hvor er det klamt," mumler jeg. Jeg får tåre i øjnene, da jeg ved, det er mig, der skal få det væk, og fordi lugten er så slem.

Jeg lader min arm dale ned i kurven. Jeg hoster på en mærkelig måde, da jeg er ved at kaste op. "Kom nu, Aven, du kan godt!" tænker jeg. Jeg klemmer øjnene i da jeg igen lader min arm sige 'hej' til den ildelugtende, brugte ble, der ligger i bunden af kurven. Jeg får fat i den, mens jeg stadig klemmer øjnene sammen. "Føj, føj, føj." Jeg løber af sted med den, mod bagindgangen.

Aldrig har jeg prøvet noget så klamt. Nej, hvor var det dog klamt.

Jeg åbner den store container og smider bleen i. Da jeg skal lukke containeren får jeg hurtigt min hånd fri fra dens greb, så jeg ikke får den i klemme, men da en smerte går op igennem min finger langfinger, ved jeg, at det lige præcis et det, der er sket. "Av for helvede," gisper jeg med tåre i øjnene. Denne gang af smerte. Jeg river min hånd til mig og løber ind gennem bagdøren. Jeg kaster et blik på min finger. Den er allerede hævet og blå-lilla i det. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg forsigtigt vasker mine fingre. 

 

 

 

"Aven skat?" råber bedste fra den anden ende af biblioteket. Jeg ryster min hånd og lader den hænge ved min side. Smerten er ved at aftage, men dens blå farve ser stadig meget voldsom ud. Det er ikke noget, jeg ikke kan tage.

"Jaer?" Jeg bevæger mig langsomt ned af hovedgangen med en pause engang imellem for at sætte en bog ind på en hylde.

"Du har besøg, min kære," kalder hun igen. Jeg skynder mig at sætte bogen om jordens opstandelse på en tilfældig hylde og går i raskt tempo ned mod desken. Besøg? Hvem vil mon besøge mig? Jo, jeg har da et par gode venner, men vi kommer aldrig for ligefrem at besøge hinanden. 

"Hvem er det, bed-" starter jeg, men afbryder mig selv da jeg ser hvem der står foran mig. "Harry?" 

"Jeg lader jer to være alene," siger bedste muntert. Hun vralter ud af rummet imens at hun nynner en glad melodi. Hun nyder sikkert det her. Jeg har aldrig haft en dreng på besøg. Det betyder så mange "Er der så nogen drenge lige i øjeblikket?", "Hvornår får jeg så mine oldebørn?", "Hvorfor får du dig ikke snart en kæreste?" spørgsmål. 

 

"Hvad laver du her?" spørger jeg, stadig i chok over at se ham.

"Jeg kom for at sige, at du lavede et show igår," siger han. Han bider sig i læben for at holde et smil tilbage. 

"Jaja." Jeg vender mig om mod desken og bibber nogle bøger. Han tager fat på mine skuldre og drejer mig rundt.

"Jeg mener det. Du så rigtig rigtig godt ud igår. Med den stramme læder-" Jeg slår hånden op på hans læber for at få ham til at tie stille. 

"Sh! Min bedstemor ved ikke at jeg arbejder dér," siger jeg i en lav stemme. Jeg mærker at han fedtgriner. Jeg tager mine hænder til mig. Hans smil bliver bredere.

"Nå, nå," siger han og rykker tættere på mig. "Min stripper er lille frøken artig om dagen, var?" Jeg sluger en klump, og ser på imens, at han tætner pladsen imellem os. 

"Din?" For jeg klemt ud fra mine låste læber. 

"Ja," hvisker han i mit øre. "du er min." Han invaderer mit private albueplads og jeg skubber ham væk.

"J-Jeg kender dig ikke." Min stemme er fyldt med svaghed og ryster usikkert. Han slikker sine læber og bider sig igen i underlæben.

"Rolig, skat." Hans hånd gnubber min arm, da han igen står helt klemt op ad mig. "Jeg bider ikke." Han ser ud til, at gentænke hvad han sagde. "Medmindre at du er til den slags." 

Hans læber rykker fra min kind til min kæbe. Han efterlader små kys hvert sted hans læber møder min hud. Han kysser sin vej til min nakke. Jeg står fastfrosset, usikker på hvad jeg skal gøre. Han er en total fremmed, men der er noget indeni mig, der siger, at jeg bare skal gå med på det. Hans tænder nipper på det sensitive hud i min nakke. Han trækker sig tilbage og jeg ved med det samme hvad han har gjort.  Han har givet mig et sugemærke.

 

"Sådan," mumler han. "Jeg har mærket dig, du er min." 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej læsere! Olivia her!

Først og fremmest: WEEEE! To kapitler på én dag!

Jeg ved at hverken Lærke eller mig plejer at lave beskeder i slutningen, men jeg føler lidt at vi har noget forklaringen vi skal have gjort. 

Så før i kommenter det; vi ved at vi ikke får uploaded så meget og vi er meget kede af det. Men det er simpelthen fordi at Lærke og jeg deler kapitlerne imellem os. Jeg har de ulige og Lærke har de lige. Og tit sker det, at en af os får skriveblokade og de tilfælde hjælper vi hinanden med at skrive vores kapitler. Men det skete lige denne gang at Lærke og jeg begge fik skriveblokade.

Og så skete der lige det, at 1D besluttede sig for at besøge Danmark d. 16 og 17. juni, hvor Lærke og jeg tog til København for at se dem d. 16. Og efter det, fik vi det, vi kalder "koncert depression". Der er bare hvor, at man føler sig helt tom efter at have været til en koncert. Man vil ingenting undtagen, at tage tilbage til den koncert. Vi kunne ikke få os selv til at skrive, da vi konstant blev mindet om den fantastiske aften hvor vi snag vores lunger i stykker.

Det er ingen undskyldning for ikke at have uploaded, men vi prøver at skrive så tit vi kan/vil. Og forhåbelig kommer der mange flere kapitler i et raskere tempo :)

Vi hvertsætter hver visning, like og kommentar vi modtager. Og i skal bare vide, at det er nok noget af det bedste når i skriver en god kommentar om fanficen!

Men vi vil lade jer være nu! 

Tusind tak fordi at i tog jer tid til at læse vores lille ligegyldige tale, haha!

Lærke og Olivia :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...