Kampen

det handler om Julie som har kræft og ved at hun skal dø, og så møder hun Silas som også har kræft og hun begynder at tror på at der er noget at kæmpe for.

6Likes
3Kommentarer
383Visninger
AA

2. 325 dage tilbage- strandturen.

Hospitalet havde arrangeret en tur til standen for alle børn og unge på OUH. Det var årets varmeste dag, 32 grader. Vi ville blive kørt i en bus derud, og Silas var helt oppe og køre for vi kom ikke særligt tit ud, udover når det lige var i hospitalets have, og det var ikke så skide spændene mere. Og plus så skulle Sofia med på turen. Sofia led af en sjælden hjertesygdom. Hun var 4 år da hun fik dianosen og har siden kommet på hospitalet to gange om ugen, og var blevet min bedste veninde. Hvilket faktisk er ret trist, for når vi sås så var det altid fordi en af os havde fået det værre, fordi vi altid endte på samme stue. Hun var 17 år, så et år ældre end Silas og jeg. Hun var høj, mørkt hår, blå øjne og utrolig smuk.  Silas havde haft noget for hende lige siden de mødte hinanden første gang. Og af en eller anden grund blev jeg meget jaloux ved tanken om at de skulle være sammen. Jeg snakkede med min psykolog, for sådan en har vi alle sammen når vi bor på hospitalet/fængslet. Så det er jo bare super, men hun spurgte mig om jeg måske havde følelser for Silas, og jeg tænke hun må da være sindssyg. Mig? Forelsket? I Silas!?! Det er umuligt.  

Men tilbage til standen, jeg kom aldrig med rigtig med på turen. Da vi var på vej ud til bussen, blev for meget for min krop, varmen gjorde mig svimmel, og dehydreret. Så jeg besvimede, det er sådan set meget normalt på sådan nogen turer. Der var næsten altid nogen der kollapser og normalt tager de det ikke så tungt, men fordi jeg i forvejen var begyndt få det værre, så fik de mig meget hurtigt op til en læge. Lægerne fortalte mig tit at det var et mirakel at jeg stadig levede, og det var jo sådan set meget fedt, hvis de ikke lød så skide skepiske. Men de sagde også at Silas havde været den helt rigtige medicin for mig. For efter jeg mødte ham havde jeg fået det meget bedre. Jeg var holdt op med at være så deprimeret, jeg havde fået kampgejst.

Silas kom ind til mig lige da de var kommet tilbage. Jeg lignede et lig, og følte mig også som et. Min læge, Peter. Han havde undersøgt mig, og det viste sig at jeg havde fået blodindsamlinger flere steder på min krop. Så de havde givet mig en masse medicin og noget blodfortynde. Jeg havde fået det rigtigt dårligt af den medicin som de havde givet mig. Så jeg lå og kastede op og havde høj feber, men lægerne havde ikke været inde siden Silas var kommet tilbage. Det kunne der være flere grunde til, men jeg tror det er fordi at de godt kan li at vi hjælper hinanden og de ved at hvis der sker noget alvorligt så henter Silas dem. Han sad ved mig hele natten, og lægerene sagde ikke engang noget til mig. De første par timer ævlede han løs om strandturen, der skete åbenbart mere end jeg havde regnet med der ville. De spillede bold, dem af dem der kunne. De spiste is og var i vandet. Så snakkede han løs om hvordan Sofie og ham havde snakket og at hun havde haft bikini på og hvor pæn hun var. Han holdte op da han så hvor trist jeg blev. Men han kender ikke den rigtige grund til at jeg var trist, han troede det var fordi jeg ikke havde været med på turen. Det var det måske også lidt, men det var ikke kun det. Det var ikke mig som han drømmende om at være sammen med, og det gjorde mig trist, men man forstår ham jo sådan set godt, hvem ville være vild med en pige hvis eneste chance for at overleve var et mirakel. Jeg var nok lidt forelsket i ham.

Da han gik ind til sig selv for at skifte tøj næste morgen, ringede jeg efter sygeplejersken. Jeg spurgte om hun ikke ville komme fordi med noget morgenmad, noget papir og et par blyanter. Normalt ville jeg selv kunne hente det, men jeg havde fået det meget værre den morgen. Hun kom ret hurtigt med det, og hun havde spurgt mig ca. ti gange om hun skulle hente min læge og jeg havde sagt nej hver gang, begyndte jeg at skrive en lille liste over hvad jeg gerne ville opleve inden tiden forsvandt for mig.

Jeg ville gerne ha mit første kys (ja det er underligt at være en pige på 16 der ikke har fået sit første kys men jeg har jo ligget på hospitalet det meste af mit liv, så jeg har bare ikke haft mulighed for at møde nogen drenge der var værd at kysse med)

 

Jeg ville gerne gøre noget godt for andre (for det betyd så meget for os på hospitalet når der kommer nogen frivillige for at gøre noget for os, så jeg ville gerne prøve at give den samme glæde til andre.) Jeg ville fortælle Silas at jeg havde følelser for ham, fordi jeg ikke kunne bære at skulle dø uden at han ved at jeg syndes han er fantastisk.

 

  Jeg ville gerne prøve at opleve verden udenfor, uden hospitalet hele tiden var ovre mig, og der hele tiden var nogen til at holde øje med mig.

 

5 Jeg ville gerne dø omkring dem jeg elsker….

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...