Kampen

det handler om Julie som har kræft og ved at hun skal dø, og så møder hun Silas som også har kræft og hun begynder at tror på at der er noget at kæmpe for.

6Likes
3Kommentarer
391Visninger
AA

3. 308 dage tilbage – tilståelsen

Jeg havde ligget syg 17 dage efter strandturen og lægerne var begyndt at forberede mig på jeg måske ikke ville over leve denne gang. Der skete der på magisk vis et mirakel og jeg begyndte langsomt at få det bedre. Min feber faldt fra 42,5 til 37 grader. Min familie var helt oppe og køre over at det kunne ske. Jeg gemmer personligt min glæde til jeg ved at jeg overlever helt. Silas viet ikke fra min seng i de 17 dage, de havde ikke engang prøvet at få ham væk fra mig. De viste at det ikke ville hjælpe noget. I de dage var jeg kun blevet mere sikker på at jeg var helt skudt i Silas og at jeg ville gøre alt for at han også skulle elske mig. Planen var at jeg ville fortælle ham præcis hvor fantastisk jeg mente han var, men det skulle også gøres på den rigtige måde. Jeg havde ikke lyst til at det skulle gøres fra hospitalssengen, jeg ville gerne udenfor. Jeg havde fået lov af sygeplejersken til at komme ud i haven, og jeg viste at Silas altid klar på at komme udenfor. Vi havde vores egen lille ”hule” som vi nemt kunne bruge flere timer i. Så han kørte mig derned i min kørestol, jeg havde for lavt et blodtryk til at jeg måtte gå derned selv. Vores ”hule” lå nede i udkanten af haven, der er nogle buske som vokser ind over hinanden, og bag dem er der det helt perfekte sted til en lille ”hule”. Det var ikke fordi ”hulen” var særligt godt gemt væk. Men det var et frirum. Der måttes ikke tales om kræft, eller andre sygdomme. Det var lidt vores flugt til et almindeligt liv. Man kunne nærmest sige at det var vores dør til Narnia.

Vi havde siddet dernede i ca. en time hvor vi bare havde læste, før jeg begyndte at sige noget.

”Silas”

”ja?”

”Jeg har noget, jeg gerne vil tale med dig om”

Han kiggede op fra sin bog, og kiggede på mig med nysgerrige øjne.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det..”

”Du ved da at du kan fortælle mig alt”

”Silas jeg er forelsket i dig”

Og jeg ved ikke rigtigt hvad der skete efter det, det helt gik så hurtigt. Han mumlede et eller andet meget hurtigt og så flygtede han.

Så sad jeg alene i det der for lidt siden havde været vores fristed, men nu var det bare et koldt, ensomt, og alt for stille hul i en grim busk. Jeg ville virkelig gerne kunne sige at jeg var løbet op på mit værelse og låst døren som en normal teenager, men jeg hvis jeg skulle kunne komme op i min kørestol og derfra komme op på min stue, så skulle jeg ha hjælp.

Så jeg sad alene i en livsforladt have, og græd i det der føltes som flere år. Og ikke nok med at jeg lige havde fået mit hjerte knust, så havde jeg fået feber igen. Der var begyndt at komme pletter for mine øjne. Jeg ønskede at jeg bare kunne dø, ingen ville savne mig. Jeg var lige blevet forladt af den eneste der gjorde livet værd at leve. Det var der jeg så at der lå et glasskår 2 meter fra mig. Jeg kunne gøre en ende på det hele nu. Det blev bare for meget. Alle de ting som vi ikke må tænke på kom over mig. Jeg er ubrugelig. Jeg kommer jo til at dø alligevel, hvis jeg gør det nu kommer jeg aldrig til det punkt hvor jeg ikke kan andet end at ligge og ha smerter og kun ville kunne trække vejret gennem en maskine. Alt kunne alligevel være lige meget hvis Silas ikke ville være ved min side. 

Det sidste der skete var at jeg tog glasskåret og lavede en dyb flænge i mit håndled.

     

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...