It won't be that easy - 2.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
Alison, bliver kaldt Ali, fik noget af det bedste job, nemlig skulle træne selveste One Direction. Hun begyndte at få stærke følelse for Niall, men hvad hun lige glemte at fortælle Niall, faktisk dem alle sammen, kun hendes bedste veninder vidste det. Hun havde jo en kæreste derhjemme fra, men hun troede det var slut. Men nok kun en dårlig undskyldelse. Hendes forældre er lige blevet skilt, Niall var den eneste der vidste det, men nu ved alle det, på grund af Niall. Der er sket noget alvorligt med Ali's lillebror Mike, så derfor tager Harry og hende hjem igen. Hun ville ikke tage nogen af de andre med, da det ville være sygt akavet. Men Harry kunne ikke lade vær' med, at sige det til Niall, og hvem ved, måske dukker han op, eller måske er han stadig så sur, at han er ligeglad? Find ud af det i forsættelsen af "It won't be that easy"
God fornøjelse.

9Likes
13Kommentarer
614Visninger
AA

7. 6 kapitel / Please.. Make it stop. It hurts.

7. 6 kapitel / Please.. Make it stop. It hurts

Alis synsvinkel

I dag var det lørdag. Normalt elsker jeg lørdage, men ikke i dag, langt fra. Mike skulle nemlig begraves i dag. Det gjorde stadig så ondt indeni.

Jeg havde gjort mig klar, jeg havde en kjole på, en sort kjole. Havde valgt ikke at tage noget makeup på, da det vist ikke blev nødvendigt. 

Perrie og drengene kom om ca 10 minutter. Elenor er taget hjem, btw. Hun skulle noget med sin familie. 

Den anden dag vågnede jeg jo op ved Niall, vi snakkede, vi snakkede om alt andet end hvad vi egentlig burde havet snakket om. Men ingen af os bragte det på banen. Ingen af os blev sure på hinanden, og jeg kunne bare mærke hvad der gjorde mig forelsket i ham , til at starte med. 

Men lige meget hvad, tror jeg bare aldrig det vil komme, til at fungere for os igen. Du ved som er par. Som kærester. Tror bare det er bedst vi er venner...

Selvom inderst inde, vil jeg helst være hans kæreste igen. Kan bare mærke, at den dag han begynder at date igen.. altså, jeg bliver bare jaloux ved tanken, og det forklare mange ting... Nå lige meget.

De kom kørende i to biler, ved ikke hvorfor, de har nemlig en bil, hvor vi alle kan sidde i. Du ved, rich kids. Jeg satte mig ind i den ene, hvor Zayn, Perrie og Harry sad i. 

Jeg gav dem alle et kram og hilste. "Er du klar, Alimus?" spurgte Harry og kiggede på mig. Jeg kiggede kort op i hans grønne behagelige øjne, men kiggede derefter ned igen. "Nej.. Harry, jeg er ikke klar. Hvordan kan jeg nogensinde blive klar til, at min bror skal begraves.. Min lille bror? Det burde være ham, se mig blive begravet..", begyndte jeg.

Jeg bed mig selv i læben, for at stoppe med det, som jeg snart begynder at gøre. At græde.. Havde besluttet mig for ALDRIG at græde igen. Eller nok først efter begravelsen idag, ALDRIG græde igen. 

"Yeah.. Undskyld, det var også et dumt spørgsmål", mumlede Harry, og fik dårlig samvittighed. Jeg lagde forsigtigt min hånd ovenpå hans. "Det okay", sagde jeg. "Men bare husk, vi vil alle altid være her for dig, søde", sagde Perrie, og gav mig et opmuntrende smil. Jeg smilede svagt, "Det ved jeg, Per", svarede jeg venligt.

Zayn kiggede forelsket over på Perrie, som kiggede ligeså forelsket tilbage på Zayn. Jeg begyndte at smile indvendigt. De er så dejlige sammen!

"Så er vi her", sagde Zayn. Vi havde også kørt i noget tid nu. Jeg steg ud af bilen, og jeg så Niall ud af min øjenkrog. Fik sommer fugle i maven. 

"Hej Liam", hilste jeg og gav ham et kram. "Hej Alimus", hislte han tilbage. "Hey Louis", sagde jeg og krammede ham. "Hej søde". 

Niall kom hen i mod mig, og gav mig et kram. Et akavet kram. Hvorfor skal alt være akavet med ham???

Vi gik ind mod kirken, jeg kunne mærke hvor nervøs jeg blev. Mike havde mange venner, men ikke i slutningen. Ingen af hans "venner", kom og besøgte ham, de er her i dag. Jeg har intet til overs for de drenge og piger.

Perrie og drengene sad på anden række, min far, mor, moster, onkel og jeg sad på første frække. 

!! Hør en eller anden trist sang, feks. www.youtube.com/watchv=a_Am4cHMBKM (kunne ikke sætte et link ind). Bare prøv og følg stemningen !!

Min mor sad ved min side og holdte min hånd. Musikken begyndte at spille og alle rejste sig op i kirken. Jeg kiggede op på kisten, hvor han lå i. Den var rigtig fin, mange blomstre over alt. 

Jeg fik helt ondt i mit ansigt, ved at holde alle mine tåre inde. Mine øjne var helt våde. Min elskede bror. Hvorfor ham? Han var sådan et godt menneske, han fortjente det bedste. Han havde slet ikke fået lov til, at leve sit liv endnu..

Alt den sorg på én gang, det er alt for meget for alle. Mike og jeg havde det tætteste bånd, det helt fantastiske bror søster bånd. Og nu, det eneste jeg har tilbage, er hans stemme i mit hoved, jeg vil aldrig komme til at høre hans stemme igen. 

Han kunne altid gøre mig glad, selv på hans sidste dage, kunne han få et smil på mine læber. Jeg er så stolt af, hvor stærk han var.

Jeg slap min mors hånd, jeg kan ikke mere.. Jeg vil ikke føle den her følelse, jeg kan ikke håndtere den her følelse. Jeg begyndte at græde, og jeg kunne ikke stoppe igen. 

Præsten var begyndt at snakke for længst, men jeg hørte ikke efter. Jeg kan ikke koncentrere mig. Mit hjerte åd mig op, jeg blev ved at tørre mine tåre væk, men der kom nye hele tiden.. 

Jeg kiggede overpå min mor. Hun græd også. Alle græd næsten. 

Kisten skulle bæres ud af kirken, hvor vi skulle se den synkes i jorden. Min far hjalp til, næsten alle mændene hjalp til fra min familie. 

Jeg fulgte kisten med mine øjne. Vi skulle gå bagved den ud til hvor han skulle synkes i jorden. Jeg græd og jeg kunne stadig ikke holde op. 

Vi var kommet ud på kirkegården, vi stod alle samlet rundt om Mike. Niall stod ved siden af mig, og holdte uden om mig, hvilket var meget behageligt. Min mor skulle op og sige nogen ord, og bagefter var det mig. 

Det var min tur. Jeg gik helt op ved siden af kisten. 

"Hej alle sammen. Øhm.." jeg tog et stort åndedrag, mens mine tåre stadig rendte ned af min kind. 

"Jeg vil starte med at spørge om I ikke vil være søde, ikke spørge om jeg er okay, fordi så skal jeg prøve, at komme med et svar, hvilket vil mene jeg skal tænke over det, så vil jeg begynde at græde, og jeg er bange for jeg aldrig vil stoppe igen..", mange tåre røg ned af mine kinder. 

"Så nej, jeg er ikke okay. Og det vil jeg ikke blive i noget tid, men jeg ved jeg nok skal komme igennem det her. Jeg har en fantastisk mor, og fantastiske venner som hjælper mig igennem det", jeg fik først øjenkontakt med Harry, og bagefter Niall. 

"Mike var en fantastisk bror, han var min bedste ven og bror på samme tid. Hvordan kan man leve videre, når man har mistet sin bror og bedste ven?" jeg græd videre. Jeg kan ikke have den her følelse i længere tid.. Jeg kan bare ikke. 

"Få det her til at stoppe.. Please.. Make it stop.. Det gør så ondt" hulkede jeg. Efter noget tid hvor jeg stod deroppe og græd mig selv ihjel begyndte jeg at gå ned. Jeg stalde mig ved siden af Niall, som tog mig ind til et kram. 

"Ali, alt skal nok blive okay. Jeg er her for dig", sagde han og kyssede mig i håret. Han fik mig til at føle mig tryg. Jeg græd ud ved ham. Det føles uendeligt. 

Mike var blevet sunket ned i jorden, folk var begyndt at gå hjem. Jeg stod stadig deroppe sammen med Perrie og drengene. Harry holdte uden om mig. 

"Skal vi ikke gå og lade Mike hvile sig?" spurgte han. Jeg nikkede, og vi begyndte at gå op mod alle bilerne. Jeg begyndte at græde igen, og kiggede tilbage. Mike. "Jeg kan ikke mere", hulkede jeg og satte mig på huk og græd. 

Niall lagde hans arme rundt om mig, "Kom med mig", sagde han og fik mig op og stå. "Jeg tager mig lige af hende, drenge. Gå i bare derop ad", sagde han.

Vi vendte om og gik ned mod Mike igen. "Niall, jeg vil bare ikke føle den følelse, af at miste ham mere", græd jeg. "Shh. Ali, hør på mig", vi stod foran der hvor han lå igen. 

"Mike han elskede dig ligeså højt, som du elsker ham. Du ved du godt. Han havde det ikke godt til sidst. Han er i himlen", han fik mig til at kigge op. 

"Han passer på dig. Jeg ved, du havde regnet med at I skulle lave mange flere ting sammen, men nu må du finde på noget bedre", sagde han. "Jeg kan bare ikke se, at det kan lade sig gøre lige nu", mumlede jeg.

"Det ved jeg, det er svært lige nu, men jeg, dine forældre, drengene og pigerne vil hjælpe dig igennem det. Ligemeget hvad der er sket med os to, vil jeg altid ønske dig glad. Jeg vil gøre alt for, at du får det godt igen. Bare lad mig vide hvad jeg skal gøre og jeg gør det", sagde han. 

Jeg kiggede på ham. Hans dejlige blå øjne. "Tak", sagde jeg. Jeg begyndte at kramme ham, og sådan stod vi i noget tid. "Tak" hviskede jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...