It won't be that easy - 2.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
Alison, bliver kaldt Ali, fik noget af det bedste job, nemlig skulle træne selveste One Direction. Hun begyndte at få stærke følelse for Niall, men hvad hun lige glemte at fortælle Niall, faktisk dem alle sammen, kun hendes bedste veninder vidste det. Hun havde jo en kæreste derhjemme fra, men hun troede det var slut. Men nok kun en dårlig undskyldelse. Hendes forældre er lige blevet skilt, Niall var den eneste der vidste det, men nu ved alle det, på grund af Niall. Der er sket noget alvorligt med Ali's lillebror Mike, så derfor tager Harry og hende hjem igen. Hun ville ikke tage nogen af de andre med, da det ville være sygt akavet. Men Harry kunne ikke lade vær' med, at sige det til Niall, og hvem ved, måske dukker han op, eller måske er han stadig så sur, at han er ligeglad? Find ud af det i forsættelsen af "It won't be that easy"
God fornøjelse.

9Likes
13Kommentarer
615Visninger
AA

3. 2 kapitel / Mit liv er fucked up.

3. 2 kapitel / Mit liv er fucked up.

Alis synsvinkel

"Ali, hør nu på mig, okay.. Jeg er virkelig ked af det", prøvede Jess. Jeg kiggede koldt over på hende, jeg var utrolig skuffet over hende. Tænk, hun kan gå bag ryggen på mig, og bare fortælle Niall det hele. Hvad er det for en bedste veninde?

"Jess, stop nu bare. Det din skyld, Niall ikke kan være hos mig mere", sagde jeg og kiggede væk. "Hørte du ikke hvad Niall selv sagde, det er altså ikke min skyld, men din egen", sagde hun og blev irriteret på mig. 

Jeg rejste mig op, "Tror du ikke, det var svært for mig ikke, at fortælle Niall noget om det? Det var det. Jeg ville havet fortalt ham det, men så sagde du det før mig? Hvordan kan det være min skyld?", spurgte jeg, og tog mig til hovedet. 

"Vi ved alle sammen godt, du ikke havde fortalt det til Niall, okay? Så lad nu vær med, at lyd som en engel", sagde hun og rystede på hovedet af mig. 

Jeg satte mig ned og kiggede over på hende, "Hvad vil du overhovedet?", spurgte jeg helt roligt, men lignede sikkert et stort spørgsmåltegn. "Jeg ved omkring din bror, det ved vi alle", sagde hun lavt, efter noget tid. 

Hvad? Jeg kiggede væk, for at vende alting rundt i mit hoved. Så det vil sige, at Harry sagde det til dem? Og løj for mig, og vil det sige? Nej, neeeej, "Jess, du siger bare ikke, at Niall og de andre også er her!", sagde jeg surt. 

Hun trak på skuldrene, "De er her, men ikke her her", svarede hun forsigtigt. Jeg rejste mig op, det bare løgn? Undskyld mig, men har jeg ikke nok at tage mig til, med mine forældre og med Mike? Nu skal jeg fandeme også tænke på Niall.. Det lyder som en fuldstændig syg tanke.. 

Jeg rejste mig op, "Vil du please, lade mig være alene lige nu?" spurgte jeg, og kiggede koldt på hende. "Ali", sagde hun og kiggede på mig. "Bare gå", sagde jeg kiggede væk fra hende. "Fint, hvis det er sådan du vil have det, så er det sådan det bliver. Men husk, hvis du fucker det op med Harry, så har du ingen mere", sagde hun og lagde tryg i 'ingen'. 

Hun gik hen mod døren, "Jeg har stadig de andre piger", råbte jeg efter hende, - "Skal jeg nok få lavet om på", sagde hun og smækkede døren i. 

Jeg satte mig ned i sofaen, og tog mig til hovedet. Lille bitch.. Mine øjne var fulde af tåre, og det hele var bare fucked up, jo.. 

"Jeg hørte råb, så jeg gætter det ikke blev til noget godt", sagde Harry, som lige var kommet ud af det rum han var gået ind i, da jeg sagde han skulle, så Jess og jeg kunne snakke alene.

"Harry, jeg synes du skal finde et andet sted at bo, måske der hvor de andre også bor lige nu", sagde jeg stille. "Jeg havde ikke noget valg, Ali", sagde han, da han godt vidste hvad jeg snakkede om. 

"Jeg gider ikke skændes mere i dag, så gå nu bare. Nu.", sagde jeg, og kiggede ikke engang op på ham. "Ali, jeg er altså virkelig ked af det" - "Harry, gå nu!" sagde jeg, med en hævede stemme. Han gik op på mit gamle værelse, tog sine ting, og kom ned igen. 

Han stod foran døren, og kiggede på mig. "Du er altså stadig min bedste veninde, og du kan ringe eller skrive hvornår det skal være", sagde han. Jeg valgte at ignorere ham, så han gik. 

Der begyndte at løbe mange tåre ned af mine kinder. Tanken om, at Niall han er i byen, får nogle sommerfugle til, at springe rundt i min mave. Men det gjorde mig også mega irriteret, fordi jeg har slet ikke lyst til at se ham. 

Jeg lagde mig ned i sofaen, og hørte noget musik. Jeg begyndte at nynne med på en sang, som hed "Crying for no reason", jeg begyndte langsomt at synge med. 

"I push all my problems to the back of my mind, then they surface in my dreams, they come alive. I sweep all issuees to somewhere I can't find, in hope that I'll forget but there's just so many times."

"Crying for no reason, feels the tears roll down. I felt strong, but am I broken now? Crying for no reason, 'cause I buried it deep. I made promises, I could not keep. 'Cause I never faced all the pain I caused, now the pain, is hitting me full force."

Jeg har altid fået afvide, at jeg var sygt god til at synge, men jeg har aldrig troet på det, ved ikke hvorfor. Men jeg elsker at synge, ville ønske, at jeg kunne leve af det, men så god er jeg overhovedet ikke. 

Døren ringede så jeg tørrede mine tåre væk, og gik spændt derud. Jeg åbnede døren, og Tyler stod der. Jeg blev helt overrasket over, at se ham, det havde jeg da ikke lige regnet med. 

"Hey Tyler", sagde jeg, og gav ham et usikkert smil. "Hej", hilste han, og trak mig ind til et kram. Han kiggede medlidenhedende på mig, og jeg havde helt savnet hans dejlige brune øjne. Det var nok en af de ting ved ham, som jeg faldt for ved ham.

Hans hoved rykkede sig tættere på mig, og jeg kunne nu mærke hans åndedrag, jeg kiggede ned på hans mund, og lige en centimeter før de mødtes, trak jeg mit hoved væk, "Undskyld, men jeg.. jeg kan bare ikke", sagde jeg og trak mig lidt væk fra ham. 

"Jeg har hørt du var mig utro? Hvem tror du egentligt du er?" spurgte han og kiggede skuffet og surt på mig. "Tyler, hvis du er for, at skændes mig med så drop det. Jeg har allerede smidt to ud herfra i dag, sig nu ikke det skal være den 3 gang?" jeg kiggede opgivende på ham. 

"Jeg synes bare du er for meget. Hold hovedet højt, eller taber du din prinsessekrone, smuksak", sagde han og forsvandt ud af min dør igen. "Nar", sagde jeg til mig selv. Jeg lukkede døren og sukkede. 

***

Min mor var kommet hjem og vi havde fået noget aftensmad. Jeg havde fortalt min mor det hele, og hun var totalt forstående, selvom hun selvfølgelig synes det var dumt, jeg ikke bare sagde noget til Niall. 

Men jeg sagde ikke til hende, at jeg savnede ham, for det gør jeg heller ikke. Måske kunne jeg virkelig bare bruge hans kram, og høre hans stemme. Men jeg savner ham altså ikke. Og det er helt slut. 

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville tage over til Mike nu for, at se hvordan han havde det. Han skulle ind og operaers i morgen, og det gjaldt mellem liv eller død. Sådan rigtigt. 

Jeg havde taget afsted, heldigvis lå sygehuset ikke så langt fra, så jeg tog min cykel, og cyklede af sted. 

Jeg var kommer derhen, Mike lå og sov, og jeg ville ikke vågne ham, så jeg satte mig hen på et stol, tog hans hånd, og kiggede på ham. "Mike", hviskede jeg, og begyndte at græde. Jeg kunne virkelig ikke lide tanken om, det måske var sidste gang, jeg så ham, jeg kunne røre ved ham. Jeg kunne se ham ånde. 

Tårene røg ned af mine kinder, og en af dem ramte hans hånd. Han bevægede sig lidt, og han åbnede øjnene og så hen på mig. "Ali", sagde han med en hæs stemme. "Åh. Undskyld jeg vækkede dig", sagde jeg, og prøvede at holde mine tåre inde. Men det gik ikke så godt. 

Han lagde forsigtigt sin anden hånd oven på min, "Du skal ikke græde", sagde han stille. Jeg nikkede nej, men kunne stadig ikke lade vær. "Jeg elsker dig", sagde jeg og kiggede på ham. Han smilede svagt, "I lige måde, søs", sagde han. 

***

Nialls synsvinkel

Vi sad inde i stuen, og hyggede os. Det var alle os 5 drenge, Elenor og Perrie.

"Nå, for at være en totalt stemning afbryder, så synes jeg vi skal vise Ali, at vi er der for hende", sagde Liam og kiggede rundt på os. "Stemning afbryder, er du i hvert fald", sagde jeg, da vi alle sammen pludselig ikke sagde noget.

"Niall, synes du ikke hun fortjener, at have noget støtte da?" spurgte Harry. "Jo. Jo, det synes jeg selvfølgelig, men det er da også svært for mig, og ikke kun for hende?" sagde jeg. "Hvor er du bare for meget, Niall! Prøv at hør dig selv! Du slet ikke dig selv?" sagde Harry irriteret. 

"Niall, tænk dig nu lige om" -  "I forstår det jo ikke, okay? Så vær sød, at bland jeg fuldstændig udenom!"sagde jeg surt, og rejste mig op, tog min jakke, og gik udenfor. Jeg gik lidt, ind til der kom en bænk, som jeg satte med ned på, hvor jeg bare sad og kiggede rundt omkring.

Min mobil ringede, det var Jess. 

"Hey Niall, vil du ikke komme over?" spurgte hun. 
"Jo, skriver du din adresse i besked?" spurgte jeg.

"Jo, ses" hun lagde på.

Jeg fik hurtigt en besked, hvor hendes adresse stod i, så jeg følgede min GPS hen til hendes hus, og jeg bankede på. Hun kom og åbnede døren, "Hej Niall, hvor jeg glad for, at se dig", sagde hun glad, og gav mig et kram. 

"Hey, i lige måde", sagde jeg ikke lige så glad, hun virkede nemlig ekstrem glad, og det har hun egentlig ikke nogen grund til? Mærkeligt. 

Jeg kom ind, hendes hus var bare helt normalt, det så virkelig hyggeligt ud. "Niall, vi må snakke", sagde hun. Jeg nikkede, "Hvad så?" spurgte jeg, og vi satte os ned i sofaen. "Øhh, jeg ved ikke om du har bemærket noget, men jeg er gået hen og har fået følelser for dig", sagde hun og kiggede genert ned i gulvet.

Følelser for mig? Hvad sker der for det. "Det har jeg godt nok ikke bemærket.. men, jeg troede vi kun var venner?", sagde jeg lidt uforståeligt. Jeg fattede ikke nogen ting lige nu. 

Hun kiggede på mig, og uden jeg tænkte mig om, sad vi nu og kyssede. Et øjeblik glemte jeg alle de konsekvenser der ventede mig ved, at jeg kysser med Jess, men jeg blev bare ved og ved.. Hun skulle til at trække min trøje af, og der kom jeg lige til fornuft igen.

"Stop, Jess. Stop. Det ikke os det her, jeg kan ikke lide dig på den måde, okay", sagde jeg, trak min bluse ned igen. Jeg rejste mig op, og kiggede på hende, hvor hun bare kiggede ned i jorden. 

"Ikke sig det til nogen", sagde hun stille uden, at kigge på mig. Jeg nikkede, og gik ud af døren. 

Det var et lorte vejr, og jeg var et kæmpe rod for tiden. Jeg gik på mod det hus drengene, Elenor, Perrie og jeg havde lejet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre i hentydning til Ali. På den ene side, har jeg så ondt af hende, og vil bare gerne være der for hende. Hun var jo min kæreste. 

Men på den anden side, er jeg stadig bare så sur på hende, og ikke mindst skuffet. Det kan godt være jeg ikke har kendt hende i så mega lang tid, men det føles som en evighed, når vi er uvenner. Det svært at forklare, men det som om, vi har været uvenner i flere år, og har bare løst til at kramme hende. Bare én gang. 

Men hun kan heller ikke bare tro, hun kan gøre lige hvad hun ved overfor mig og, at jeg bare finder mig i det. For det gør jeg bestemt ikke. 

***

Alis synsvinkel

"Godmorgen sunshines", sagde min mor, da hun åbenbart var kommet hen på sygehuset. Jeg åbnede mine øjne, og så jeg stadig holdte Mikes hånd. "Hej mor", sagde jeg med en hæs stemme, og satte mig op. Jeg var åbenbart faldt i søvn i den der stol. 

Jeg prøvede at rejse mig op, men min ryg gjorde bare sygt ondt lige nu. "Ondt i ryggen?", spurgte Mike og gav mig et smil. "Jep", sagde jeg og prøvede at rejse mig helt op.

Der kom morgenmad ind i stuen af en sygeplejske. Både til Mike og jeg, dejligt. Vi begyndte at spise, hvor min mor og far også var her. Det var totalt akavet, og jeg kunne bare ikke få mig selv til, at kigge over på min far. Den lort.

"Nå, hvordan går det med dig, Alison?", spurgte min far, og prøvede at virke flink. "Fint", sagde jeg koldt, og spiste videre. "Jeg ved du er sur, og jeg er .." - "Far, gider du godt holde mund? Vi kan altid snakke om det en anden dag, men ikke nu", sagde jeg og kiggede bestemt på ham.

"Sådan skal du ikke snakke til mig. Det får du ikke noget ud af", sagde han, og kiggede på mig. "Ronnie, nu det nok. Nu tier du stille!", sagde min mor irriteret, og kiggede på min far.

Min far rystede opgivende på hovedet, og jeg gav min mor en smil, og hun gengældte det. Min far tog en avis  fra sådan en hylde. Jeg gik helt i panik, da jeg så det var det blad, hvor der stod det der om Niall og jeg. I panik rev jeg det ud af hans hænder, og smed det ne på gulvet. "Jeg har altså læst det, skat. Jeg ved godt der om, " han stoppede med at snakke, da jeg tog min finger foran min mund, som en hentydning til, han ikke skulle sige noget.

Håber inderligt, at Mike han ikke ved noget, da jeg ikke sagde noget om det. 

Der kom en sygeplejske ind, og sagde at nu var det nu. Mike skulle ind og operaers. Jeg gav ham et kæmpe kram, og gav ham et kys på panden, "Held og lykke, brormand. Elsker dig", sagde jeg. Min mor og far sagde også 'farvel', til ham. 

Mit hjerte bankede derud af, og jeg var så bange for at miste ham. Mine øjne blev lidt fyldt med tåre. Jeg vinkede til ham, og han var nu inde i operaer stuen. 

Jeg gav min mor et kram, da hun græd. "Det skal nok gå, mor", sagde jeg og nussede hendes hånd. 


Hej alle sammen. 

I må meget gerne skrive hvad i synes om den, og hvad jeg kan gøre bedre. 

Tak for likesene kommentarene, bare det hele. Tusind tak. 

Kram 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...