I knew you were trouble I One Shoot

I think.. I think when it's all over, It just comes back in flashes, you know? It's like a kaleidoscope of memories. It just all comes back. But he never does. I think part of me knew the second I saw him that this would happen. It's not really anything he said or anything he did, It was the feeling that came along with it.
And the crazy thing is I don't know if I'm ever gonna feel that way again.
But I don't know if I should. I guess I just lost my balance.. And I think that the worst part of it all wasn't losing him. It was losing me.

2Likes
2Kommentarer
399Visninger

1. Trouble.

"I think.. I think when it's all over, It just comes back in flashes, you know? It's like a kaleidoscope of memories. It just all comes back. But he never does. I think part of me knew the second I saw him that this would happen. It's not really anything he said, or anything he did, It was, the feeling that came along with it. And the crazy thing is I don't know if I'm ever gonna feel that way again. But I don't know if I should. I knew his world moved too fast and burned too bright. But I just thought.. How can the devil be pulling you toward someone who looks, so much like an angel when he smiles at you? Maybe he knew that when he saw me. I guess I just lost my balance. I think that the worst part of it all wasn't losing him. It was losing me."

 

Jeg mindes stadig den første dag jeg så dig. Dine mørke, men alligevel tiltrækkende øjne talte til mig. Det var ikke den grønne farve i dem der fangede mig, med den sorte. De var fyldt med mørke, men samtidig var de spændende. Måske jeg skulle have vidst det da jeg så dig. Måske jeg bare burde have ladet dig gå videre. Dine bevægelser burde have skræmt mig. Men de fascinerede mig. De talte til mig. Og da dine læber bevægede sig, gav det et stød igennem hele min krop. Du var et eventyr i dig selv. Selvom jeg inderst inde godt vidste det ville ende galt, gjorde jeg ikke noget for at stoppe det. Aldrig havde jeg oplevet sådan en tiltrækning før.

Jeg burde havde vidst det da du sendte mig det første smil. Det drengede smil du altid bar på, og dit ellers så maskuline ansigtstræk. Den måde du blottede dine hvide, perfekte tænder for mig, og hvordan din læber bevægede sig op i et skævt smil. Du havde det i dig, og det havde altid været i dig. Du var mystisk, og du gav mig blod på tanden. Du så hvordan jeg reagerede, men du stoppede mig ikke. Du lod mig komme ind i en verden jeg ikke kendte. En verden jeg følte mig fortabt i, hvis ikke du var ved min side.

Fra den dag kunne jeg ikke lade dig være. Du gav mig lysten til at afprøve mine grænser. Og det gjorde jeg bestemt. Selvom jeg vidste, at jeg ikke ville passe ind i din verden, og du ikke ville passe ind i min. Måske du vidste det da du så mig? Måske du vidste hvordan det ville ende? Men trods dit temperament, og alle dine kampe blev jeg. Jeg blev ligemeget hvad. Derfor vidste jeg du elskede mig.

Jeg vidste du elskede mig. Du måtte elske mig. Alle de nætter vi stod og betragtede stjernerne. Alle de nætter hvor du holdte mig vågen med din guitar. Du var så inspirerende. Jeg kunne ikke få nok. Så på trods af dine mystiske trak, var du også blød. Du var rar. Men kun når vi var alene. Lige så start der var andre, kom det selvsamme mørke jeg havde set første aften, frem. Men jeg elskede det. Jeg elskede hvordan du fik mig til at gøre nye ting. Men selvom du fik mig til at afprøve nye ting, ødelagde du mig også. 

Men det gik første op for mig for sent. Du havde ødelagt mig. Du havde trukket mig med ned. Jeg var kommet under overfladen, og væk fra alt jeg kendte til. Du havde fået mig til at gøre ting, jeg aldrig i mine vildeste drømme kunne have fundet på. Og det var der jeg opdagede det. Jeg opdagede var dårlig du var for mig. Jeg havde vidst det fra starten af, men du havde denne tiltrækning. Denne tiltrækning der var så svær at modstod, og jeg bukkede under. Jeg bukkede under for dig, og alt du tilbød.

Jeg kunne ikke kendte mig mere. Jeg mistede min balance. Jeg mistede mig selvFilmen knækkede over, og jeg var tilbage i den virkelig verden. Din verden lå så langt fra min. Jeg tror, ​​at den værste del af det hele, ikke var at miste dig. Det var at miste mig selv.

 

"I don't know, if you know who you are, until you lose who you are."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...