Natte-Gæster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Igang
Historien om en lille pige hvis mor bliver alvorligt syg.
Moderen invitere i de sidste par år af hendes liv
en masse mennesker hjem hver nat.
Disse personer og oplevelser former pigen.
Gør hende klar til at give slip.

3Likes
0Kommentarer
320Visninger
AA

3. Elviras historie

Mor sov stadig, jeg kastede et blik på vores ur.

Den var halv elleve, ude i stuen lå en lille pakke indbundet i en avis med lidt snor rundtom.

Den form for indpakning havde jeg også set i varehuset Magasin,

Men jeg havde på fornemmelsen denne her gave ikke kom fra Magasin.

Jeg trippede ind til min mor, "Mor, der ligger en pakke på sofabordet".

Der kom ikke noget svar, "Moar!" prøvede jeg lidt højere.

Så gik døren op og mor stod og kiggede på mig, "Ja skat...den er til dig" 

 

Det viste sig at pakken var fyldt med karameller, og at den var fra Susan.

Det blev også til at jeg smed karamellerne ud af vinduet, i håb om at de ramte Susan.

Men sidst på dagen blev jeg alligevel nødt til at hente karamellerne igen.

Da de så ret så gode ud, og vist også var fra Magasin...

 

Den aften gik jeg ikke i seng, jeg blev oppe for at se Susan.

Klokken nåede både at blive 10 og 11 før der skete noget.

Men så, lidt i 12 ringede dørklokken, To lange ring og et kort.

Mor kom farende ud fra køkkenet, hendes hår hang løst og hun havde smidt uret.

Ind kom en gammel Dame, hendes hud var gyldenbrun og hendes hår hvidt.

Mor og Damen krammede, så sendte damen mig et varmt blik.

"Jeg hedder Elvira" sagde hun med hæs stemme.

Mor hentede te og kiks, og så begyndte Elvira at fortælle.

 

Det var sen aften og jeg var lige kommet hjem fra sygehuset, havde sagt farvel til min veninde.

Hun var mindst ligeså gammel som mig, men virkede frisk. Irene hed hun

Altid havde hun sjove ideer, altid nye oplevelser.Men nu var hun væk, eller det troede jeg.

Jeg kunne ikke sove, lå og vendte og drejede mig.

Og så hørte jeg Irenes stemme, "følg med, så mødes vi".

Så jeg tog min hvide kimono på og fulgte hendes stemme.Hun nynnede og jeg fulgte efter.

Da hun holdt inde, stod jeg ved et kæmpe japansk træ.

Fyldt med lyserøde blomster, himlen var sort.

Henne under den lave trækrone som næsten rørte jorden stod Irene så.

I kan tro jeg løb,og jeg græd og grinte.Vi krammede og hun sagde jeg skulle se træet.

"Men Irene dog, jeg har jo set det" sagde jeg, blind som jeg var.

Så fnyste hun og sagde "du skal se træets indre".Så vi kravlede under træets lave grene.

Inde bag grenene var en stor kuppel, som inde i en klokke.

Der var de smukkeste grene over os og vi klatrede i dem.

Vi kravlede helt op i trækronen og sad og kiggede ud over træet.

Så sagde vi farvel og Irene var væk, men jeg blev siddende i træet.

Lige indtil politiet insisterede på at jeg skulle følge med.

På det her tidspunkt stoppede Elvira sin fortælling mens hun grinede færdigt.

Nå men en eller anden, havde set mig løbe grædende og grinende mod træet

og troet jeg var rablende skør, de skulle bare vide.

Så jeg sad hele dagen på politistationen og ventede på at Jørgen min mand kom og hentede mig

 

 

Mig og mor smilede til hinanden, det var en god historie syntes jeg.

Elvira smilede til mig og hviskede "Du ligner lidt Irene".

Jeg smilte genert tilbage, Elvira rakte mig et blåt glasarmbånd.

" Du er noget specielt, du skal ikke være så genert pigebarn". sagde hun bestemt.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...