Vampires

En helt almindelig skole dag, møder 18 årige Alexis Anderson, en fyr ved navn Liam Payne, de to bliver hurtigt gode venner, men hvad Alexis ikke ved er at Liam er en vampyr, men når hun finder ud af sandheden, vil hun så kunne holde Liam's hemmelighed skjult for resten af verden?

1Likes
0Kommentarer
229Visninger
AA

3. Liams & Alexis' synsvinkel.

Liams synsvinkel.

 

 

 

Jeg var stået tidligt op i dag, selvom vi ikke skulle i skole før engang i næste uge, da Harry jo som sagt havde undertvunget lærerne om at mig, drengene og Alexis ikke skulle i skole i én uge, så var jeg altså alligevel allerede stået op. Jeg havde fået hurtigt tøj på, og stod nu på gangen foran den dør, til det værelse hvor Alexis var. Jeg åbnede stille døren, for jeg kunne bare ikke lade være, da jeg ikke kunne vente til at se hende når hun stod op. Jeg kiggede på hende hun så, så sød ud når hun sov, jeg gik hen til sengen og satte mig på kanten, jeg aede hende på kinden og fjernede noget af hendes pandehår fra øjnene. Da jeg gjorde det, begyndte hun at rygge på sig, så jeg tog hurtigt mine hænder til mig, da jeg ikke vidste hvordan hun ville reagere, hvis jeg bare begyndte at ae hende. Hun åbnede øjnene og kiggede lidt på mig "Hvad laver du?" Spurgte hun søvnigt, jeg kiggede lidt på hende, "Ikke noget," Svarede jeg, hun nikkede bare. "Hvad er klokken?" Spurgte hun, jeg kiggede på væguret "8:14." Svarede jeg, og hun kiggede skræmt på mig, "Er der noget galt?" Spurgte jeg og kiggede spørgende på hende, "Lovede bare en veninde at være sammen med hende i dag," Svarede hun og rejste sig hurtigt op så hun nu sad. "Men du skal vel først ha morgenmad," Sagde jeg, hun nikkede "Selvfølgelig, jeg kommer nu." Svarede hun og bad mig gå ud af værelset, så hun kunne få tøj på, jeg gjorde som hun sagde, og gik ud fra værelset og lukkede døren efter mig, og gik ned af trapperne og ud i køknet, hvor Jamie allerede sad og drak et glas blod, "Er det ikke dumt det der, hun kommer snart ned, og du drikker det der," Sagde jeg, og Jamie kiggede på mig og drak hurtigt blodet og vaskede glasset af. Lidt efter hørte jeg Alexis kom ned af trapperne og ud til os i køknet, hun tog tallerknen som stod på bordet og tog noget cornflakes og tog derefter noget mælk og hældte det oveni og satte sig hen ved spisebordet. Jeg gik hen til spisebordet og satte mig overfor hende, og valgte at stirre på hende, så jeg nærmest tror at hun ville blive bange hvis hun opdagede det. Jeg ved godt man ikke bare stirre på folk, men så kunne jeg jo bare finde på noget, hvis hun spurgte om hvorfor jeg kiggede på hende. "Jorden kalder Liam," Hørte jeg en stemme sige, og jeg kiggede over hvor stemmen kom fra og opdagede så at Alexis faktisk prøvede at sige noget til mig, "Ja?" Spurgte jeg, "Jeg spurgte bare, om hvad du tænker på?" Spurgte hun og kiggede på mig, "Nå det var ikke noget specielt," Svarede jeg, men det så ikke ud til hun lagde mere i det, da hun bare nikkede. "Okay, jeg er også færdig med morgenmaden sagde hun og tog tallerknen og stillede den ind i opvaskemaskinen. "Tror også jeg smutter, skal være sammen med en veninde," Sagde hun, "Allerede?" Spurgte jeg, hun nikkede "Ja, for lovede at vi sku være tidligt sammen i dag, da hun fik tidligt fri fra skole," Svarede hun og både Jamie og jeg nikkede bare. Hun gik hen til sko reaolen for at tage sko på og Jamie og jeg gik med hen til døren for at sige farvel. "Vi ses," Sagde Alexis, "Det var godt at møde dig," Sagde Jamie og Alexis nikkede og vi krammede hinanden. Alexis gik ud af døren, og vi lukkede døren igen.

 

 

 

 

Alexis' synsvinkel

 

 

 

Jeg var på vej hen til min bedste veninde Emily, vi havde kendt hinaanden siden børnehaven og havde været bedste veninder siden vi var 10, hun var min allerbedste veninde, hun var sådan set også den eneste jeg turde stole på. Siden jeg gik i de små klasser var jeg også blevet mobbet i skolen, ikke alle på skolen mobbede mig, men der var flere fra min klasse og også fra andre klasser der kunne lide at mobbe mig, men jeg havde ikke snakket med nogen om det, kun Emily, men vi var jo også bedste veninder, vi fortalte hinanden alt også vores dybeste hemmeligheder. Hun var stort set den eneste der var der for mig, når min dag så mest sort ud, hun var også den eneste der forstod mig mest. Jeg stod ude foran hvor Emily boede jeg bankede på døren, og efter lidt tid åbnede døren. "Hej," Sagde jeg, hun holdte lod mig komme ind og vi lukkede døren efter os, jeg tog mine sko af, og derefter gik vi ind i stuen og satte os på sofaen. Hun holdte sine arme om mig, jeg havde allerede fortalt hende det med min mor, men har ikke villet være sammen med hende før nu. "Jeg er så ked af det, med din mor," Sagde hun og jeg kunne mærke tårne presse sig på, hun lagde begge sine arme om mig så jeg lagde mit hoved på hende, og hun begyndte at nusse mig i håret for at trøste mig beroligende. Emily var som en søster for mig, vi kunne næsten være tvillinger, da Emily kun var 2 dage ældre end mig, hun havde fødselsdag den 7 juli hvor jeg havde den 9, vi var i Februar så der var ikke så mange måneder til vores fødselsdag. "Ja, men jeg har snakket med det med nogen," Fortalte jeg hende, hun kiggede lidt på mig, "Med hvem?" Spurgte hun nysgerrigt, "Liam." Svarede jeg, "Ham fra klassen?" Spurgte hun, og jeg svarede med et 'Mmm' "Og hans bror," Sagde jeg så. "Har han en bror?" Spurgte hun, "Ja, Jamie hedder han." Svarede jeg og rejste mig så hun ikke længere holdte om mig, "Hvordan er de så?" Spurgte hun, "De er faktisk søde," Svarede jeg og jeg så at Emily begyndte at smile stort, hvad havde hun i tankerne, hun havde altid noget i hovedet, for så godt kendte jeg hende, og med det luskede smil hun havde på læberne, så vidste jeg bare at hun havde et eller andet i tankerne, og er sikker på at hun snart ville fortælle det. "Er du måske lun på en af dem?" Spurgte hun, jeg kiggede med store øjne på hende "Neeej, hvorfor tror du da det?" Spurgte jeg, "For de blikke du sender ham Liam, i skolen." Smilte hun, måske havde hun ret, måske kunne jeg godt lide Liam, men vidste ikke om det mest var på ven måden eller hvad det var. men jeg rystede bare på hovedet. "Alex, du er min bedste veninde, og jeg kender dig rimelig godt, og jeg kender godt når du er forelsket," Svarede hun, "Men det er jeg altså ikke," Sagde jeg, "Så siger vi det," Sagde hun og blinkede til mig, okay nu hvor jeg tænkte nærmere over det, så kunne jeg måske godt lide Liam lidt, eller det ved jeg ikke, men jeg fik en underlig følelse i maven hver gang jeg så ham, og det var en følelse jeg aldrig havde oplevet før i mit liv, så jeg blev vel nødt til at indrømme over for mig selv at jeg nok godt kunne lide ham lidt, har nok bare ikke turdet indse det og indrømme det overfor mig selv. "Okay, jeg kan måske godt lide ham," Sagde jeg, og hun jublede nærmest af glæde "Jeg vidste det, det gjorde jeg bare," Sagde hun og lød lykkelig. "Hvorfor fortæller du det ikke bare til ham?" Spurgte hun og kiggede på mig efter hun var faldt lidt ned igen, "Det kan jeg bare ikke. Hvad nu hvis han ikke føler det samme?" Spurgte jeg panisk, og Emily kiggede på mig, "Hør er Alex, du ved det jo ikke før du har sagt det, måske siger han også hvis han kan lide dig," Svarede hun, jeg sukkede bare. "Altså, hvis jeg ikke havde taget skridtet og fortalt min kæreste, at jeg kunne lide ham, havde vi nok aldrig fundet sammen." Sagde hun så, det er nok sandt nok, hun havde en kæreste og før de fandt sammen, var hun bare så forelsket i ham, at hun sukkede over ham når hun så ham eller når vi bare talte om ham, og nu er de sammen, som et par. "Vi har jo kun kendt hinanden et par dage, så kan jeg da ikke bare fortælle ham det, hvis han ikke føler det samme." Sagde jeg, og nu var det hendes tur til at sukke, "Jo, du kan da. Det skader da ikke at sige det," Svarede hun med et smil, "Men-" "Ikke noget men," Afbrød hun mig og gav min skulder et klem, "Kan du huske før jeg fandt sammen med Michael? du fik mig til at se tingene på den lyse side, og fik ham til at fortælle ham mine følelser, og det samme vil jeg med dig, du ved jeg altid vil være der for dig," Sagde hun så. Det er rigtigt nok, jeg havde fået hende til at sige til hendes nuværende kæreste hendes følelser for ham, da hun hele tiden sukkede over ham, og som den veninde jeg nu var ville jeg ha at hun skulle være lykkelig, så jeg ringede til William og aftalte et møde for Emilys skyld, og heldigvis havde William sagt ja, og da jeg så snakkede med Emily igen, havde hun takket mig og havde fortalt hvordan det var gået til, og at de nu var sammen, nu havde de snart årsdag, og jeg var glad på deres vegne. "Ja, det kan jeg godt huske." Svarede jeg, hun nikkede, "Og derfor vil jeg også være en god veninde, og sige til dig at du skal fortælle ham det, ellers vil du fortryde det hvis det viser sig at han også kan lide dig," Sagde hun, og jeg sukkede, for hun havde jo ret, hvis jeg ikke fortalte ham det, så ville jeg nok fortryde det. Ikke fordi hvis det også viste sig han kunne lide mig, for det tror jeg bestemt ikke han har, desværre. "Har følelser for mig? det tror jeg så ikke lige han har," Sagde jeg lidt nedtrykt, "Så tag over til ham og find ud af det," Sagde hun. "Jeg ved ikke rigtigt," Sagde jeg.

 

Der var gået noget tid, Emily havde egentlig fået mig overtalt til det, så nu var jeg på vej over til Liam, så jeg håbede ikke at Jamie også var der, for jeg ville godt snakke lidt alene med ham. Men vidste stadig ikke om jeg turde fortælle ham noget, for helt ærligt så havde vi kun kendt hinanden få dage, det havde jeg også sagt til Emily, men hun havde bare sagt, at jeg stadig skulle tage mig sammen og sige det. også selvom vi kun havde kendt hinanden et par dage. Jeg stod nu ude foran hvor Liam boede, men jeg vidste stadig ikke om jeg turde fortælle ham det, så jeg stod kort tid og overvejede om jeg virkelig skulle banke på, og sige det lige ud, og risikere at han sagde han ikke følte det samme. Men til sidst tog jeg mig sammen og bankede på, og efter lidt tid blev døren åbnet "Hej Alex, jeg troede ikke vi så dig mere i dag," Sagde Jamie, "Tjaeh, jeg ville bare lige tale med Liam alene," Sagde jeg og Jamie rykkede sig så jeg kunne komme ind, "Okay, Liam er i stuen." Fortalte han, jeg nikkede og tog mine sko af, og gik ind i stuen hvor Liam sad i sofaen "Liam, vi må tale sammen" Sagde jeg nervøst, og han kiggede på mig, "Okay, jeg ville faktisk også godt snakke med dig," Sagde han og smilede til mig og rejste sig på sofaen "Vi går op på soveværelset," Sagde han og jeg nikkede og fulgte med ham op af trapperne og ind på et værelse hvor Liam lukkede døren efter os. Liam satte sig på sengen, "Bare sæt dig." Sagde han og klappede på en plads ved siden af sig, og jeg gik hen til sengen og satte mig ved siden af ham. Jeg kiggede nervøst på ham og vidste ikke hvordan jeg sku begynde, "Okay hvem begynder?" Spurgte jeg, han så et øjeblik ud som om han tænkte lidt før han svarede "Du må godt begynde." Svarede han, og jeg nikkede. Men lige da jeg sad ved siden af ham, tvivlede jeg på om jeg sku fortælle ham det, nu hvor vi kun havde kendt hinanden i få dage, men Emily havde nok ret jeg blev jo nødt til at fortælle ham det, og tage hvis han fortæller at hans følelser ikke var gengældt for mig. "Okay, jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, eller hvor jeg skal begynde, og ved også godt vi ikke har kendt hinanden så længe, men bliver altså nødt til at fortælle dig noget," Sagde jeg og holdte en pause for at trække vejret, "Ja?" Spurgte han smilende, jeg tog en dyb indånding, skulle jeg virkelig fortælle ham det og risikere at han sagde at han ikke kunne lide mig, men et eller andet sted blev jeg vel nødt til det en eller anden dag, og jeg kunne vel ikke bare sige at det ikke var vigtigt, eller jeg ikke ville sige det til ham, for så ville han vel undre sig endnu mere, end han sikkert allerede gjorde. Jeg rejste mig fra sengen og vidste ikke rigtigt om jeg turde kigge på ham, så jeg valgte at kigge lidt på ham og så væk igen og kigge på ham og væk igen et par gange, "Jeg bliver nødt til at sige... at jeg har fået følelser for dig," Det sidste sagde jeg hurtigt, og da jeg havde sagt det turde jeg ikke kigge på ham mere, jeg var nok mest bange for hvordan han skulle reagere og værst af alt sige, så jeg gik i panik, og vidste ikke hvad eller hvor jeg skulle gøre af mig selv, jeg vidste heller ikke om jeg skulle fortryde jeg havde fortalt ham det, men han var bare helt stille. Efter lidt tid valgte jeg at kigge på ham, men han forblev stille, var det så slemt at han ikke ville snakke med mig mere? ville han mon smide mig ud fra værelset lige om lidt, jeg gik lidt i panik for hvad hans ord mon ville blive til, når han begyndte at snakke. "Vil du ikke nok sige noget? for resten hvad var det du ville snakke med mig om?" Spurgte jeg, og først der kiggede han på mig og fik et smil på læberne, hvad var nu det? hvorfor smilte han, havde han slet ikke tænkt sig at smide mig ud eller sådan noget. Han rejste sig fra sengen og gik hen til mig og kiggede på mig, "Du sagde det som jeg ikke har turdet fortælle," Sagde han, hvad? kunne han også godt lide mig eller hvad? han nussede mig på kinden "Men nu hvor jeg ved du har det på samme måde, kan jeg godt tillade mig at se jeg elsker dig," Sagde han og lænede sit hoved mod mit indtil vores læber mødtes i et kys, og da vi trak os fra hinanden, var det som om alt indeni mig bare var et fyrværkeri show, det var godt egentlig at få det sagt, og det var rart at vide at ham jeg kunne lide også havde det på samme måde. "Vil du med ned igen?" Spurgte han og jeg nikkede, og vi gik ud fra værelset igen og ned af trapperne og ind i stuen hvor vi sad os i sofaen ved siden af hinanden, Liam holdte om mig. Det var dejligt når han rørte ved mig, får jeg det dejligt indeni, og ville ønske at han var der hele tiden, mine følelser for ham kunne jeg slet ikke beskrive. Lidt efter kunne man høre at Jamie kom ind i stuen "Hej, hvordan gik jeres lille 'snak'?" Spurgte han og kiggede på os begge, "Fint. det viste sig at vi begge kan lide hinanden," Fortalte Liam og kiggede med et smil på mig, "Vil det så sige at i to nu er et par?" Spurgte Jamie med et smil på læberne, "Tjaeh, jeg ved ikke," Svarede jeg og kiggede på Liam, og han kiggede på mig "Hvis du vil?" Spurgte han "Selvfølgelig," Svarede jeg og endnu engang mødte vores læber i endnu et kys, og det var som om fra hver gang jeg kyssede ham, så blev jeg mere forelsket i ham, og jeg ville bare ikke slippe ham igen, og ville ønske det bare fortsatte i al evighed. "Det var da godt, i fik talt ud om det," Sagde Jamie og klappede i hænderne med et lille grin. Tænk at Liam og jeg nu var kærester, hvem havde lige troet vi ville blive det? I hvert fald ikke mig. Men Emily havde også sagt at hun var sikker på at Liam også kunne lide mig, da hun havde sagt at hun havde set de blikke Liam også havde sendt mig, som jeg havde sendt ham, men det ville jeg bare ikke tro på, i hvert fald ikke før. Jeg lå ned i sofaen med hovedet på Liams bryst mens han nussede mig i håret, "Liam?" Sagde jeg, og han kiggede på mig "Mmm." Sagde han, "Jeg lovede min veninde at sige hvordan det gik, da det var hende der fik mig overtalt til at fortælle dig det, så må nok tage over til hende." Sagde jeg og rejste mig så jeg nu sad op, "Skal jeg tage med?" Spurgte han, og jeg nikkede "Det må du da godt," Svarede jeg og vi begge rejste os for at gå hen til skoreolen og tage sko på. "Vi smutter lidt," Sagde Liam og åbnede døren så vi kunne komme ud og så blev døren lukket igen efter os. Vi valgte at gå hen til Emily da der ikke var så langt fra hvor Liam boede og til Emily, så vi gik, det var alligevel også godt vejr.

 

Vi snakkede på vej hen til Emily, indtil vi stod ude foran hvor hun boede, vi gik sammen hen til døren hvor jeg bankede på, og lidt efter blev døren åbnet og Emily kom frem i døren, "Hej," Sagde jeg med et stort smil, "Må vi komme ind?" Spurgte jeg og hun nikkede "Selvfølgelig, må i da det." Svarede hun og jeg gik ind Liam stod stadig ude for døren "Kommer du ikke med ind?" Spurgte Em, "Invitere du da mig ind?" Spurgte Liam og Emily nikkede "Ja, du er inviteret ind," Sagde Em med sin drillende stemme, og Liam gik ind og døren blev lukket efter ham, "Hvorfor gik du ikke bare ind?" Spurgte Em og kiggede på Liam, "Tjaeh, jeg vil bare godt ha at folk invitere mig ind, før jeg går ind hos folk," Og Em nikkede bare og vi alle satte os på sofaen. "Nå, fortæl mig det så. hvordan gik det?" Spurgte hun og hoppede nærmest i sofaen i ren spænding, "Det gik fint, vi fik snakket sammen, og det viste sig at vi har følelser for hinanden," Sagde jeg og kiggede på Liam så nikkede, hun hoppede endnu mere i sofaen og klappede i hænderne "Jeg vidste det bare, men Alex her var bare bange for, om du skulle føle det samme." Sagde Em og klappede mig på skuldreren. "Men er i så sammen som par, eller kan i bare lide hinanden?" Spurgte hun, "Vi er sammen." Svarede Liam og gav mig et kys på kinden så jeg ikke kunne lade være med at smile, "Årh, i er bare så søde sammen." Sagde hun og smilede virkeligt stort. "Tak, fordi du fik mig til at tage chancen, og fortælle ham det." Sagde jeg og lagde mine arme om hende for at kramme hende og hun var ikke længe om også at lægge sine arme om mig "Det var da så lidt, hvilke veninde ville jeg ikke også være hvis jeg bare var ligeglad." Sagde hun, og vi trak os fra hinanden igen. "Men jeg er glad på jeres vegne, at i to nu er sammen." Sagde hun og smilede til os. "Du Emily. Begravelsen er på søndag, hvis du altså vil med." Sagde jeg og kiggede ned af mig selv, jeg kunne stadig ikke fatte at det var begravelsen af min mor vi snakkede om her, havde håbet på der stadig var mange år til den dag kom, men det gjorde der desværre ikke, hvis det er de forbandede vampyrers skyld at hun ikke længere er her, så vil jeg hade dem endnu mere end jeg i forvejen gør, hvis det altså er deres skyld som lægerene jo havde sagt at det nok var, det gjorde helt ondt indeni at vide jeg aldrig kom til at se min mor igen, og savnede især hendes smil, hun plejede at smile men jeg vidste det mest var for hendes børns skyld hun smilte, men jeg vidste også godt hun for det meste smilte falsk, for jeg vidste godt hun havde lidt meget, jeg havde ikke set hende smile ægte i flere år nu, og det savnede jeg virkelig, og nu var det for sent at gøre noget ved det. "Ja, selvfølgelig skal jeg da med," Svarede Emily, som sagt havde vi kendt hinanden siden børnehaven, så vores forældre kendte godt hinanden, min mor og hendes mor havde kendt hinanden siden de var små de havde også gået i klasse sammen, min mor havde tit rendt rundt sammen med Emilys mor da de var yngre, de havde været bedste veninder gennem 20 år lige indtil min mor døde, Emily havde fortalt, at hendes mor og far havde grædt igennem da de fik af vide min mor ikke længere var her, så de skulle også med til begravelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...