Vampires

En helt almindelig skole dag, møder 18 årige Alexis Anderson, en fyr ved navn Liam Payne, de to bliver hurtigt gode venner, men hvad Alexis ikke ved er at Liam er en vampyr, men når hun finder ud af sandheden, vil hun så kunne holde Liam's hemmelighed skjult for resten af verden?

1Likes
0Kommentarer
230Visninger
AA

2. Liams & Alexis' synsvinkel.

Jeg stod tidligt op næste dag, og tog tøj på, det var tirsdag, sku først møde i skole klokken 10:30 i dag, og klokken var kun 6:15 så havde masser af tid til at gøre mig klar endnu, og det var ikke fordi jeg orkede endnu en dag i skolen, men havde selv valgt at jeg sku gå i skole og leve ligesom andre teenagere. Men jeg glædede mig måske lidt til jeg sku i skole, men det var mest fordi jeg glædede mig til at se Alexis, så håbede bare hun var i skole, så dagen ikke blev helt så kedelig, så jeg kunne snakke med hende hun virkede så sød. Jeg havde fået tøj på, så jeg gik ud af værelset og ned af trapperne og videre ud i køknet, hvor jeg fandt en tallerken og tog noget cornflakes, og fandt mælken og hældte det oveni, og satte det på plads igen, inden jeg satte mig ved spisebordet, hvor Jamie allerede sad. "Godmorgen," Sagde han jeg lavede bare et enkelt nik inden jeg spiste af den morgenmad som jeg havde taget. Jamie, sad og drak et glas blod mens han læse en eller anden avis. "Prøv og hør her." Sagde han og fortsatte "På hospitalet er der blodposer der er blevet tømt for blod, og nogle af dem der var der var også blevet tømt for blod," Jeg kiggede op fra morgenmaden og med store øjne over på ham, "Hvad har du nu gjort?" Spurgte jeg og kiggede alvorligt på ham, "Hvorfor skulle jeg ha gjort noget?" Spurgte han, jeg tykkede af munden inden jeg svarede "Ja, fordi du jo som den psykopat du er, nok er ligeglad med et menneske liv," Han kiggede surt på mig, "Og så skulle jeg ha været på et hospital klokken 01 i nat, eller hvad?" Spurgte han, jeg nikkede, "Det kunne du da godt finde på." Svarede jeg, han sukkede tungt, "Men som du nok ved, så var jeg altså her i nat," Svarede han. Han havde ret, han var jo her i nat, så det kunne ikke være ham, selvom jeg havde svært ved at tro på ham, så måtte jeg nok gøre det, for man kunne jo ikke bare give ham skylden, hvis det viste sig at være andre der havde gjort det. Jeg tog min tallerken og gik hen til vaskemaskinen hvor jeg stillede den ind, og vendte mig om mod Jamie igen, "Jeg tror på dig, men så har det også bare at være sandt, det du siger." Sagde jeg og kiggede strengt på ham, Han nikkede "Selvfølgelig er det da sandt, hvorfor skulle jeg lyve?" Spurgte han, "Fordi sådan er du bare, men tror på dig," Svarede jeg, hvilket gav ham et smil på læberne.

 

 

Tiden var gået og drengene og jeg var kommet til skole vi havde allerede haft matematik og Engelsk, vi havde fået spise pause, lige nu stod de andre drenge og snakkede med nogen andre, og jeg stod og snakkede med Alexis. "Du Alex, skal du noget efter skole?" Spurgte jeg, hun kiggede på mig, "Nej, det tror jeg da ikke. hvad da?" Spurgte hun, "Så ville jeg bare spørge om du ville være sammen efter skole?" Spurgte jeg og kiggede på hende, "Det kan vi da godt," Svarede hun, hvilket gav mig et smil på læberne, for jeg elskede virkelig at være sammen med Alexis, hun var sjov at være sammen med, og så kunne vi måske lære hinanden lidt bedre at kende. "Godt så, så kan du køre med os, når vi har fri." Svarede jeg, og hun nikkede, "Okay." Svarede hun med et lille genert smil, hun var sød når hun blev genert. Drengene og jeg gik ud i gården hvor vi satte os ved et bord og tog vores mad frem, pludselig kom Alexis ud af døren, hun var faktisk ret smuk, styr dig Liam, du kender hende knap nok, men derfor kan jeg da godt synes hun er smuk, uden at ligge noget i det. "Du Alex, vil du sidde sammen med os?" Spurgte jeg, og hun kiggede straks over mod vores retning, hvor hun fik et kæmpe smil på læberne og gik over mod vores bord og satte sig ved siden af mig, og så begyndte vi alle at spise. "Du Alexis, hvad laver du i din fritid?" Spurgte Zayn, hvilket fik os alle til at kigge på hende, så hun gemte sit hoved i sine hænder, hun var nok ikke så meget for at der var flere der kiggede på hende af gangen, hun var nok lidt genert med det angående. Men hun valgte at fjerne sine hænder fra ansigtet igen, "Jeg passer bare min lillesøster, da mine forældre ikke så tit er hjemme," Svarede hun efter lidt tid, "Hvad laver de da?" Spurgte Niall med munden fyld af mad, Alexis kiggede ned i bordet og lavede et tungt suk, jeg vidste jo godt hvad der var galt, for det havde hun fortalt mig. Hendes mor var alvorligt syg, og risikoen for hun ville overleve var ikke så stor. Der var en tåre der var begyndt at glide ned af hendes kind og det lod ikke til hun gad at tørre den væk, jeg satte mig tættere på hende og lagde armene om hende for at trøste hende. "Sagde jeg noget forkert?" Spurgte Niall igen, og Alexis var hurtig til at ryste på hovedet, "Nej, det skal du ikke tro, det er bare..." Sagde hun men begyndte at ryste voldsomt og endnu flere tåre kunne ses i hendes øjnekrog, denne gang valgte hun at tørre hendes øjne, før hun kiggede op fra bordet, "Min mor er bare tit indlagt på hospitalet, hun er alvorligt syg." Fortalte hun og endnu et par tåre kunne ses i hendes øjnekrog, vi andre stoppede med at spise, selv Niall som ellers var så mad glad, stoppede med at spise. "Ej, det vidste jeg ikke. det var ikke min mening-" "Det gør ikke noget," Afbrød Alex, Niall og prøvede at smile. Pludselig ringede Alexis' mobil og hun tog den hurtigt op af lommen og trykkede 'svar' før hun tog mobilen op til øret. "Hej, det er Alexis." Sagde hun, selvom det ikke var meningen lyttede jeg med til deres samtale, "Hej, det er far," Sagde stemmen i den anden ende, og jeg kunne tydeligt høre at der var et eller andet galt på den måde han snakkede på, "Hvad vil du?" Spurgte hun, "Det er mor," Sagde hendes far, og Alexis kiggede skræmt ud i luften, og jeg blev bare nødt til og høre om der var noget galt. "E-Er der... noget galt?" Stammede hun, jeg kunne høre hendes far sukkede "Du bliver nødt til at komme på hospitalet med det samme," Sagde han "Hvad? jeg er altså i skole." Svarede Alexis, "Men så må du få fri, for det er vigtigt du kommer nu," Sagde han, Alexis sukkede før hun svarede "Okay, jeg kommer så." Svarede hun før hun lagde på. "Hvad sker der?" Spurgte jeg, for at virke som en der ikke lyttede med til deres samtale, og de andre kiggede også på hende. "Det var min far, han sagde... at det var min mor, og at jeg skulle komme på hospitalet med det samme men..." Sagde hun og holdte en lille pause før hun fortsatte, "men ved ikke hvordan jeg skal komme derhen," Hun kiggede på os andre og sukkede tungt, "Vi kan da køre dig." Sagde jeg og kiggede på Zayn som straks nikkede. "Men tror ikke i alle bare sådan lige må få fri," Sagde hun, "Vi finder på noget," Svarede Zayn og vi andre nikkede "Vil i virkelig det for mig." Sagde hun, "Selvfølgelig vil vi da det babé." Svarede Harry og kiggede på hende.

 

Vi sad nu i bilen alle 6 på vej til hospitalet da Alexis havde fået af vide hun skulle komme med det samme. Vi havde fået lov til at få fri af lærerene, eller det vil sige at kun Zayn havde fået lov til at få fri for at kunne køre hende, men han ville ikke køre uden os, så han undertvang hende til at give os fri så vi alle kunne tage med. Harry derimod, han havde også undertvunget selv samme lære, han undertvang hende med at vi alle 6 skulle ha fri i 1 uge, Alexis havde også stillet spørgsmål ved om hvordan vi både havde fået lærerene til at vi alle måtte køre med, og så ha fri i 1 uge, vi måtte desværre lyve og sige at det bare var sådan noget vi kunne, for hvis vi fortalte hende at vi kunne undertvinge folk ved at kigge dem ind i øjnene og sige hvad vi ville ha dem til at gøre, så ville hun da først tro vi havde slået hovederne. Lige nu sad vi bare og snakkede, Alexis var helt ude af den, så vi andre prøvede at berolige hende. "Men tænk nu hvis der er sket noget, er ikke sikker på jeg vil kunne klare det," Sagde hun og kunne nærmest ikke sidde stille i sædet hun virkede så bange. "Det skal nok gå, din far ville nok bare ha du skulle komme på hospitalet," Sagde Louis og kiggede på hende, Alexis sad i midten, altså ved siden af mig og Louis, så vi kunne få hende til at falde ned hvis nu det var. "Men hvad nu hvis-" "Jeg tror ikke der er noget at være bange for," Afbrød Niall, Alexis og kiggede om på hende fra forsædet, men det fik ikke hende til at blive mere rolig, hun lavede tunge vejrtrækninger tungere end de plejede at være, "Styr lige dine vejrtrækninger," Sagde Harry og prøvede at lave et opmuntrende smil til hende, men det hjalp heller ikke særlig meget. Og det gjorde det ikke bedre da bilen stoppede ved en P-plads ude foran hospitalet, hun hoppede nærmest ud af bilen lige efter jeg var kommet ud og bildøren blev lukket og da vi alle var kommet ud låste Zayn bilen, og vi alle gik mod indgangen og ind af døren. Men Zayn hev os andre til siden og han tjekkede om der var andre til stede og da der ikke var nogen begyndte han at snakke "Hvad gør vi, jeg kan virkelig lugte blod alle vegne," Sagde han, "Vi må bare prøve at styre os, ellers går det bare galt," Sagde jeg alvorligt, "Men der lugter så dejligt af blod," Sagde Niall og duftede til luften, "Men vi kan godt styre os," Sagde jeg. Og da vi havde snakkede færdigt vendte vi tilbage til Alexis som ventede på os, "Vi skal denne vej," Sagde hun og førte os ned gennem en gang indtil vi kom til en elevator hvor hun trykkede på en knap, og lidt efter kom den og døren åbnede så vi alle kunne stige ind, hun trykkede på hvilke etage vi skulle på, og døren lukkede igen. Lidt efter lød et *pling* og døren åbnede igen, så vi alle kunne stige ud. Og vi gik indtil Alexis stoppede op så vi andre gjorde det samme.

 

 

 

 

Alexis' synsvinkel.

 

 

 

 

Vi var kommet på den etage min mor lå på, jeg vidste det da jeg allerede havde været og besøge hende op til flere gange, hun havde jo været røget ind og ud af hospitalet, i flere år i trak, så jeg vidste godt hvor hun var. Vi var kommet og vi gik lidt tid inden vi stoppede, jeg stoppede fordi jeg så min far stå i døren og kigge på mig, jeg kunne se at han havde grædt, da han var helt rød rundt om øjnene. "Far," Sagde jeg og løb over til ham for at kramme ham. Efter lidt tid trak vi os fra hinanden igen, inden vi gik ind på stuen hvor jeg vidste hvor min mor var. Vi gik sammen derind, og opdagede at mine 2 mostre Lina og Trina stod og græd, da man kunne høre de snøftede, hvad sker der, hvor er de her? Lina kiggede på mig, og gik over til mig og tog min hånd, og gik med mig over til sengen hvor min mor lå, så jeg bedre kunne se hende. Da jeg så hende, gik verden under for mig, for i sengen lå hun helt bleg i hovedet, jeg kiggede over mod døren hvor drengene samt min far stod, jeg kiggede igen på min mor, og tog hendes hænder "Mor, du må ikke dø," Sagde jeg stille, "Mor, vågn nu op," Denne gang råbte jeg det mens jeg samtidig fik flere og flere tåre ud af øjnene og begyndte at græde og snøfte, hun måtte bare ikke være død. Jeg kiggede over mod døren og løb hurtigt hen til min far hvor jeg begyndte at kramme ham og snøfte, han nussede mig i nakken og kyssede mig i håret. "Hun må bare ikke være væk, nu." Græd jeg ned i hans trøje, "Søde skat! Lægerne kunne ikke gøre noget," Sagde han og jeg begyndte at græde endnu mere. Lidt efter kom Christian min storebror ind af døren og man kunne se at han også havde grædt, han gik hen til mig og trak mig ind i et kram. Vi trak os hurtigt fra hinanden og min far var gået hen til min mor hvor han lavede et tegn til jeg skulle komme derhen, så det gjorde jeg. Han fjernede noget af hendes hår så man kunne se hendes hals, man kunne se at hun havde blødt men det var tørret væk, men hun havde et sår på halsen, og man kunne se at det var et bidemærke, det var et dybt hul hun havde i halsen. "Hvad er der sket?" Spurgte jeg med rystende stemme, far kiggede på mig og sukkede "Lægerne siger at det er et vampyr bid, der er skyld i det. de siger at hendes sygdom ikke kunne ha haft noget med det at gøre, og at der har været flere angreb på det seneste." Sagde han, og jeg kiggede skræmt på ham, og så på min mor igen, og begyndte igen at græde. Jeg kiggede over på drengene som stadig stod i døren, Liam gjorde tegn til jeg sku komme over til dem, så det gjorde jeg, for jeg kunne alligevel ikke holde ud at se min mor på den måde. Jeg var gået over til dem, og straks slog Liam armene om mig, så mit hoved lå på hans bryst, og han nussede mig på ryggen, og flere tåre gled ned af mine kinder, og landede på Liams trøje. "Det skal nok gå," Hørte jeg Niall sige, og jeg kiggede på ham men mit hoved lå stadig på Liams bryst, "Nej, det bliver aldrig det samme igen," Svarede jeg og sukkede tungt. "Er der noget vi kan gøre?" Spurgte Liam, og jeg tænkte mig kort om "Ja, i kan få mig væk herfra," Svarede jeg, og kunne mærke at Liam nikkede. Så vi gik ud af døren og hen til elevatoren hvor Liam trykkede på en knap hvor den efter lidt tid åbnede, så vi kunne stille os derind, og Liam trykkede på den etage der ville føre os ned igen. Efter lidt tid lød en *pling* lyd og døren åbnede igen, så vi steg ud.

 

Vi var kommet udenfor og vi alle sad nu i bilen, jeg sad igen i midten, og Liam havde ladet mig ligge mit hoved på hans skulder, han havde lagt sin ene arm om min skulder. "Skal du bare hjem eller?" Spurgte Zayn, og jeg tænkte lidt, da jeg ikke vidste om jeg bare sku hjem eller hvad jeg skulle, da jeg ikke rigtigt ville være derhjemme i dag, jeg orkede ikke at skulle lave noget derhjemme, og der var altid et eller andet der skulle ordnes. "Jeg ved ikke rigtigt," Svarede jeg, "Vi aftalte ellers at være sammen efter skole," Sagde Liam og nussede min skulder, "Skal du så bare med hjem til Liam?" Spurgte Zayn og Alexis sagde bare "Mmm" Og Zayn nikkede. Vi holdte ude foran et hus som jeg er sikker på var Liams, vi steg ud af bilen og lukkede døren efter os, vi vinkede til drengene inden de igen kørte videre. Liam holdte om min skulder mens vi gik hen til hoveddøren hvor Liam åbnede døren som ikke var låst, vi gik indenfor og lukkede døren efter os, og tog skoene af og gik ind i noget som lignede stuen, hvor der var en fyr der sad og læste i en eller anden bog, Liam gik hen til drengen "Hva' så?" Spurgte drengen og kiggede på Liam, men han kiggede så hurtigt hen på mig og rejste sig fra sofaen og det han havde gang i, og gik hen mod mig "Jamie," Sagde han og tog min hånd for at kysse den, "Alexis." Svarede jeg og sendte ham et genert smil. "Alex, det er så min bror," Sagde Liam og jeg nikkede, for kan godt huske han fortalte han havde en bror, en meget køn bror, begge Payne brødrene var meget kønne, det lå sikkert til familien, eller sådan noget. "Hvordan gik det i skolen?" Spurgte Jamie, "Vi har ikke rigtigt været i skole," Svarede Liam og kiggede så på mig, "Vi?" Spurgte Jamie, og Liam nikkede. "Men det er min skyld, det var mig der fik ham til det," Sagde jeg og kiggede undskyldende på ham, så Jamie gik over mod mig, "Din skyld? hvad skal vi så gøre ved det." Sagde han og kom nærmere mod mig, indtil han stod tæt på mig hvor han tog mig i armen og pressede mig op mod væggen, hvor han sådan pludselig bare begyndte at smile. "Øh, hvad har du gang i?" Hørte jeg Liam spørge, og først der slap Jamie mig og lod mig gå "Okay, hvad gik det helt præcist ud på?" Spurgte jeg, men ikke på en bange måde, for var ikke bange for dem. "Ja, det er bare sådan min bror er," Sagde Liam og klappede mig på ryggen. Men pludselig gik det op for mig at jeg ingen mor havde mere, og jeg fik tåre i øjnene igen, og begyndte at snøfte, så jeg prøvede irriteret at tørre tåren væk, men der kom bare flere. "Hvad er der galt med dig?" Spurgte Jamie, så jeg kiggede på ham og han kiggede på mig, jeg rystede bare på hovedet. "Må jeg fortælle ham det, ellers bliver han bare ved?" Spurgte Liam, og jeg nikkede bare, da jeg ikke orkede at nogen skulle blive ved med at spørge ind til hvad der var galt, så jeg lod bare Liam fortælle hvad der var sket. "Jamie, du skal altså ikke være den mærkelige bror i hvert fald ikke i dag, hun har altså lige mistet sin mor," Sagde han og kiggede alvorligt på Jamie, han kiggede med store øjne på mig, "Ej, det er jeg virkelig ked af." Sagde han og gik over mod mig for at holde om min skulder, selvom vi knap kendte hinanden. "Du skal bare sige til, hvis du mangler noget," Sagde han så, og kiggede mig ind i øjnene, jeg nikkede bare til ham og prøvede at smile til ham. Han tog mig i armen og hev mig med hen til sofaen, hvor han satte mig ned hvor han også satte sig, han satte sig helt tæt ved mig for at holde om mig, han nussede mig stille og beroligende på ryggen. "Liam og jeg, kender alt til det at miste," Fortalte han, jeg nikkede og kiggede over på Liam, som kiggede med et bekymret blik på mig, hvor efter han satte sig på den anden side af mig.

Det var senere på dagen, Liam og Jamie havde inviteret mig til at spise sammen med dem, og jeg havde sagt ja til det, de havde også inviteret mig til at overnatte hos dem, hvis jeg ikke ville være alene hjemme i nat, og det havde jeg også svaret ja til. Lige nu sad vi alle tre og spiste aftensmad, det smagte helt vildt godt. Det var Liam der havde lavet maden, og det kunne han godt finde ud af, det måtte jeg give ham. "Nå, hvordan smager maden?" Spurgte Liam og kiggede på mig, jeg tykkede af munden før jeg svarede "Det smager helt vildt godt," Svarede jeg smilende og tog mere mad ind i munden. "Det er bare sådan noget, han kan." Sagde Jamie og blinkede til mig, og jeg begyndte igen at smile, når jeg var sammen med dem, var det som om jeg ikke tænkte på mit liv derhjemme, og det var da godt. "Tak, for mad." Sagde jeg og tog min tallerken og stillede den hen i vasken. "Tror jeg smutter i seng nu," Sagde jeg så, og Jamie og Liam nikkede. "Godnat," Sagde Jamie, "Jeg går lige med op, og viser dig hvor du skal sove," Sagde Liam og jeg nikkede. Liam rejste sig fra stolen og gik op af trapperne og jeg fulgte efter ham ind på et værelse, "Her skal du sove." Sagde han og smilede til mig, og jeg gengældte smilet, han gik ud af døren, og lidt efter kom han tilbage med en stor T-shirt som han kastede hen til mig, "Den kan du bare bruge som nattøj," Sagde han, og jeg nikkede, han gik ud fra værelset og lukkede døren efter sig. Jeg tog mit tøj af, og trak T-shirten over hovedet, den var godt nok for stor til mig, men det var bedre end slet ikke have noget på. Jeg havde godt nok først lige mødt Jamie i dag, og kendte heller ikke Liam særlig godt, men det var som om jeg allerede følte mig tryg hos dem, og der plejede ellers at gå lang tid før jeg ville overnatte hos dem, men det var bedre end at skulle være alene hjemme, især efter det der var sket. Jeg lagde mig op på sengen og trak dynen op til mit ansigt, og prøvede at sove. Jeg lå konstant og tænkte på min mor, jeg kunne bare ikke fatte at jeg aldrig kom til at se hende mere, hun betød alt for mig, så ikke at kunne se hende mere, var som en ond drøm, som jeg godt snart ville vågne fra. Men efter alt det her der var sket, så er jeg glad for jeg mødte Liam, også Jamie, men ham vidste jeg ikke noget om, så det måtte vente og se, og jeg tænkte det samme på et andet tidspunkt. Jeg lå lidt og tænkte, før jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...