Goodbye♥

Aldrig sig farvel, fordi farvel betyder at man forsvinder eller forlader nogle, og det betyder at man glemmer..

♥Dette er mit bidrag til The Fault In Our Stars konkurrencen, og jeg har valgt valgmulighed nummer 3 - Det er et OneShot♥

16Likes
28Kommentarer
559Visninger
AA

2. It's never easy to say Goodbye.

Kære Jake.

Jeg har rigtigt mange ting jeg gerne vil fortælle dig, men til at starte med er den første ting; Jeg savner dig. Jeg savner dig så forfærdeligt meget, dit søde smil, dine varme kram, dine bløde læber mod mine – ja, nærmest alt.

Jeg ved, at du gik fra mig den gang for at hjælpe mig. For at formindske alle de tanker jeg havde i mit hoved. Men det er bare så svært, alting er nærmest bare blevet værre. Jeg har så mange tanker i hovedet, om ting jeg gerne vil fortælle dig, ting jeg gerne vil snakke med dig om. Jeg mangler dig, når jeg er bange eller ked af det. Mangler dig til at komme og lægge dine arme om mig. Være der for mig når jeg har brug for det. Ikke kun til når jeg er ked af det, men også til de dage jeg er glad og har brug for en at dele min glæde med nogle. Du var ikke blot min kæreste, du var også min bedste ven. Jeg ved det lyder meget cliche, men det sandt.

Jeg kan huske vores første rigtige date. Vi havde været bedste venner siden… ja, siden altid, og du bestemte dig endelig for at invitere mig ud.
Vi havde spist en lækker frokost og været i biffen. Men det bedste skete på vej hjem, da vi gik igennem parken, og du pludselig tog min hånd. Jeg kan huske, suset der gik igennem min maven, og det smil du sendte mig, da jeg kiggede fra vores sammenflettede hænder til dit smukke ansigt. Dette var en af de bedste dage i hele mit liv.

Du var det eneste menneske der kunne bringe et smil frem på mine læber, selv de dage hvor jeg var røget allerlængst ned.

Mit liv var som et eventyr. Du var prinsen, og jeg var prinsessen.

Men et liv som i et eventyr vare ikke for evigt. Mit gjorde i hvert fald ikke. Den ene dårlige nyhed efter den anden kom ind i mit liv. Alting skete så hurtigt, og pludselig var du der ikke mere.

Jeg ved det aldrig var din mening at såre mig, og jeg ved det aldrig var din mening at, få mig til at føle mig alene. Men jeg er begge dele.
De fleste timer bruger jeg på at ligge og kigge på hospitalets loft, men loftets træfarve er aldrig hvad jeg ser. Faktisk ser jeg ikke meget. Jeg ser mig selv ligge i et stort sort hul, og stille vente på at gud henter mig op til ham. Jeg venter på det er min tur til at komme ind af hans store hvide døre, til at det er min tur til at få de flotte store engle vinger. Smerterne der er i min krop hverdag, formindskede min livsglæde. Bare gud kunne mærke mine smerter, eller i det mindste se jeg har dem. Jeg glæder mig meget til at komme op til ham. Et sted hvor jeg ikke vil have smerter, et sted hvor jeg vil være stærkere, og være sammen med folk jeg elsker. Men vente tiden er lang, når man er alene.

Den dag du kom til mig og sagde at det var slut mellem os, var jeg knust. Jeg græd de næste tre dage. Men med dine ord i mine tanker om at du ikke ønskede at se mig græde, stoppede mig på den fjerde dag. Noget i mig kunne ikke forstå, at vi havde ladet sådan et perfekt forhold stoppe.

Jeg ved godt, at det på mange måde nok har været ligeså svært for dig, som det er og var for mig. Jeg ved også, at noget inden i mig bliver ved med at fortælle mig, at jeg er glad for at denne sygdom ramte mig og ikke dig. Jeg ville være endnu mere knust, hvis pladserne var byttet.
Jeg synes også du skal vide, at jeg på ingen måde er sur på dig, over hvad du gjorde. Lige meget hvad skulle du jo videre i dit liv alligevel, for der går ikke længe før jeg ikke er her længere.

Jeg ville bare ønske, vi kunne være sammen bare én enkel nat mere. En nat mere hvor vi kunne ligge ude på græsset og kigge op på himlen, bare se på alle stjerner. Finde de stjernebilleder vi plejer, og mærke den dejlige natte luft strejfe os. Men det kan vi ikke – aldrig igen. Det ved jeg godt. Men gid vi kunne.

Jeg ved du siger; man aldrig skal sige aldrig, og at man ikke kan være sikker på noget, før det er sket. Men det her er jeg sikker på. Jeg er sikker på jeg aldrig bliver rask, sikker på at døden er meget nær, hvilket jo er derfor jeg skriver dette brev.

Gud fortalte mig i nat i min drøm, at det snart var min tur. Jeg ved det lyder som om, at jeg er skør eller noget, men det er altså sandt.
Noget lyst poppede op i mine ellers så mørke tanker, og en stemme fortalte mig, at tiden snart var inde til at rejse.
Jeg ved du aldrig har troet på det med gud, eller nogen form for overtro overhovedet. Men jeg er sikker på jeg så det her, lige meget om du vil tro det eller ej. Men denne drøm, fik mig til at indse at tiden var ved at løbe ud, og der var så mange ting jeg så gerne vil fortælle dig.

Den bedste måde ville vel have været, hvis jeg kunne få dig her op til mig, på sygehuset, så jeg kunne sige alt det her til dig ansigt til ansigt. Men da jeg ikke ved om jeg har en nat, en dag, eller måske en uge tilbage, turde jeg ikke tage chancen. Jeg vidste at hvis jeg fik skrevet dette brev til dig med det sammen, ville jeg være sikker på at du ville få det, og vide hvad jeg i virkeligheden følte, og havde lyst til at fortælle dig.

Nogle gange ville jeg bare ønske at tiden gik i stå, bare så jeg kunne nå at følge lidt med. Jeg er ikke sikker på at jeg føler det er min tur endnu, jeg er ung, og mangler så mange oplevelser i mit liv. Blive gift, få børn, få mit eget sted, leve for penge jeg selv har tjent. Alle de ting en voksen gør, alle de ting en voksen har oplevet, det når jeg aldrig.
Jeg har snart ikke mere tid, og det er jeg vil lidt nød til at acceptere. Tiden forsvinder pludselig for os alle sammen, nogle før andre. Sådan er livet, lige meget om vi kan acceptere det eller ej.


Men noget nåde jeg da i mit korte liv. Jeg mødte den sødeste fyr på jorden, blev hans bedste veninde, og til mit held også hans kæreste for hele 2 år, 3 måneder og 9 dage. Den bedste tid i mit liv.
Jeg forelskede mig i dig, på sammen måde som du falder i søvn, hver evig eneste aften. Langsomt, men så det hele på én gang. Gid jeg kunne tage vores oplevelser om igen, bare nogle af dem, bare få, bare én. Men alting kan ikke altid gå som man vil have det.

Tiden er inde til at jeg forbereder mig på, ikke blot at sige farvel til dig, men til alle. Jeg kan høre gud kalde på mig, mærke min sjæl forberede sig på at forlade min krop. Min sjæl er klar til at den skal afsted, nu mangler  
jeg bare. Gid det var noget jeg kunne forbedrede mig på, noget jeg havde prøvet før. Så ville det nok ikke være så hårdt for mig.

At sidde alene på en hospitals seng, og skrive til en person jeg elsker, men nok aldrig kommer til at se igen, er nok ikke den bedste måde at forbedredes sig på. Men det for min tanker på afveje. Jeg håber bare det hele går smertefrit.

Jeg elsker dig så umenneskeligt højt, og glæder mig til at se dig på den anden side. Husk nu at leve dit liv, gør alle de ting jeg vil have gjort, hvis jeg havde chancen. Jeg vil følge dig ovenfra, være sikker på at du kommer sikkert igennem dit liv. Uden nogle livstruende sygdomme, eller andre ulykker.  

Glem mig nu ikke
- Kelsey.



Kelsey lagde forsigtigt, og med smerter i hele hendes krop, brevet i en konvolut, mærkede en sidste tåre løbe ned ad hendes kind, da hun lagde sig i sin seng, lukkede øjnene og hviskede: ”Gud, jeg er klar nu.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...