I wish, I hope, I dream

At være ung og have kræft ved vi ikke meget om. Vi ved ikke hvordan personen har det, hvad man føler, vi ser dem kun udefra, vi ser en facade.
I denne fortælling har vi hovedpersonen "Liv". Liv er bange for at være sig selv, hun er bange for at lukke folk ind, fordi hun har kræft. I historien kommer vi ind på Liv's, liv. Læs om hvad hun ønsker, drømmer om og håber på.

1Likes
0Kommentarer
227Visninger
AA

4. stress

Mor snakker stadig i telefon. Det var far, han har været på Sjælland på kursus, og ringer sikkert for at siger at han er på vej hjem. Jeg spiste hurtig resten af min mad, og gik så op på mit værelse.

Jeg står og kigger ud. Kigger på naboens børn, som løber ude og leger. De leger tafat, det er ikke nogen speciel sjov leg, men følelsen man får af at løbe, er dejlig. Man føler sig fri, fri til at gøre hvad som helst, eller rettere at blive ved med at løbe, og aldrig stoppe. Den følelse savner jeg. At løbe. Det er en af de ting jeg ikke kan mere, sammen med en lang liste med flere ting.

Der lyder 3 bang på min dør, og mor kommer ind. "Liv, husk nu at være færdig kl. 13:05 ikke, for så køre vi 10 over, og så er vi der cirka halv"? "Jo, det skal jeg nok", svarer jeg, mens jeg stadig kigger ud på børnene. Vi skal til forældre samråd, yeah... Ih hvor jeg glæder mig - not. "Okay super, hvis du får brug for noget, så er jeg ude i haven". Mor lukker døren bag sig, og jeg kan høre fodtrinende forsvinde ned af trappen.

Det er faktisk ret underligt, forældresamrådet ligger på en fredag? For det er kristihimmelfarsdag, så man skal ikke i skole - men det var åbenbart nu han havde tid..?

Klokke er nu 13:00, og mor stormer rundt for at blive færdig. Hun var faldet i søv udenfor, og havde ikke fået stilt et væggeur. Jeg sidder bare ude i køkkenet og smågriner af mor, som jeg kan høre oven på løbe frem og tilbage, mens hun bander.

Mens mor gør sig færdig, taster jeg fars telefon nummer ind, og ringer op.

"Hej skat, jeg ved godt jeg er forsinket. Men jeg er der lige om lidt!" Siger far, og lyder ret stresset. "Det er Liv", siger jeg, "bare rolig, vi er der heller ikke endnu. - I passer faktisk rigtig godt sammen på dette punkt". Far griner. "Nå, men så mødes vi bare der ude". Siger far. "Jep det gør vi. Hej!" Svare jeg og ligger på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...