I wish, I hope, I dream

At være ung og have kræft ved vi ikke meget om. Vi ved ikke hvordan personen har det, hvad man føler, vi ser dem kun udefra, vi ser en facade.
I denne fortælling har vi hovedpersonen "Liv". Liv er bange for at være sig selv, hun er bange for at lukke folk ind, fordi hun har kræft. I historien kommer vi ind på Liv's, liv. Læs om hvad hun ønsker, drømmer om og håber på.

1Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

6. Hvordan jeg har det?

"Fint", siger jeg mens jeg stirre på hans fedtede hår. Kim nikker forstående, men hans blik siger noget andet. "Mhhh… ja. Jeg har her på det sidste, syntes at du har været meget for dig selv. Jeg har set dig i frikvarterene sidde helt for dig selv. Tør du ikke gå over til de andre piger?", siger han.  Om jeg er bange? sagde han lige det?! Da jeg skal til at sige noget ligger far en hånd på min skulder og siger: "Liv kan godt lide at være for sig selv, og har nogle gange brug for at være alene". "Ja ja, selvfølgelig, det er da også forståeligt. Jeg tænker selvfølgelig også kun på at det ville være godt for Liv, at komme lidt mere ind i fælleskabet med pigerne og…." lyden af Kims stemme forsvinder, alt det ævl og kævl han sidder og siger. Han fatter jo slet ikke hvad det er der sker i hans egen klasse. " det kunne jo vær…" Jeg rejser mig min stol, jeg har fået nok: "Jeg er ikke bange for at gå over til de andre piger. De forstår mig ikke, og ved ikke hvordan jeg har det!" Jeg holder en lille pause, jeg rejste mig op lidt for hurtigt. Men jeg fortsætter. "Når jeg har været sammen med dem, ved de ikke hvad de skal, de kan ikke finde ud af at være dem selv. De er bange for at komme til at 'såre' mig. Desuden kan vi ikke lave andet end at sidde og snakke. Jeg kan ikke holde til at løbe rundet og lege med bolte, eller lignende, og hvorfor skulle jeg stoppe dem fra at leve deres liv?!" Til sidst lød jeg lidt sur, men det var ikke meningen, men jeg har fået nok, og vil ikke høre mere af hvad han har at sige. Kim og mine forældre ser forbavset ud. Jeg tager min ilt-flaske i hånden og går ud ad døren. Jeg stopper op lidt væk fra døren, far kommer lige efter mig og siger: "Liv vendt lige her ude, så snakker vi med Kim". Jeg nikker, og far forsvinder ind i klassen igen, hvor han lukker døren efter sig.

Jeg begynder at gå igen, og jeg stopper først da jeg har rundet et hjørne, så jeg ikke kan høre det de vil sidde og sige. Det var hårdt, og min puls er hurtig. Jeg læner mig op af væggen for at få pusten, det svier i mine lunger. Min puls er for hurtig, og det begynder at stikke i mine ben, jeg lader min glide ned af væggen, så jeg sidder på jorden. Af en eller anden grund triller der tårer ned af mine kinder, græder jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...