We can't love each other 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Færdig
Denne movella er fortsættelsen fra 1'ern.
Efter Marine og Justin's brud har de begge valgt at gå hver deres vej. Men hvad sker der, når de sidder fast i en elevator sammen i 5-6 timer. Udvikler deres gamle følelser sig, for hinanden igen? Forhindringer kommer på vejen, da Justin også senere hen mister sin hukommelse, men kan han huske sin kærlighed?
LÆÆÆÆÆÆS MEEEEEEED:-)

126Likes
214Kommentarer
36561Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Spærret inde

Justin's synsvinkel

"Tak fordi, at i gad at komme", sagde Ryan og smilede tilfreds til både Austin og jeg. Jeg smilede falsk tilbage, "Tak for, at vi måtte komme". Jeg trak ham ind i et mande kram og stormede derefter ud af studiet. Jeg ville bare hjem nu. Marine havde virkelig formået at ramme plet, mht. at såre mig. Den kommentar med, at vores historie havde fået en ende, gjorde mig så inderlig sur og ked af det, selvom jeg havde Ashley. Jeg gik ind i elevatoren, men så et par hænder slå døren op. Marine kom til syne og stillede sig i den anden side. Jeg ville bare hurtigt ned, da jeg havde klaustrofobi. Dørene lukkede og elevatoren begyndte at køre ned. Jeg lukkede øjnene, da jeg hadede følelsen. Jeg følte bare, at jeg var lukket sammen i en lille kasse. Elevatoren stoppede og jeg var klar til at gå ud, men stoppede da jeg så dørene ikke åbnede. Jeg kiggede chokeret på Marine, "hvad sker der?", spurgte jeg i chok. "Den er vidst nok gået i stå", svarede hun straks. "Jamen...Jamen, det kan den jo ikke", råbte jeg panisk og prøvede, at rive dørene fra hinanden. Det var umuligt, siger jeg dig. "Justin stop nu, den åbner sig ikke", sagde hun og lod sine hænder rive mig tilbage. Jeg vendte mig om og så på hende, "Jeg skal ud, det skal være nu", udbrød jeg vredt. Hendes blik blev ændret, hun så meget bange ud. "Jus..Justin, rolig nu", mumlede hun beroligende. "Nej Mary, jeg skal ud", råbte jeg igen og sparkede til dørene, i håb om at de gik op, men næh nej. "Er det fordi, at jeg er herinde?", spurgte hun undrende. Jeg rystede hurtigt på hovedet, "sagen er, at jeg har klaustrofobi", erklærede jeg og gik frem og tilbage. "Oh..Sæt dig ned", beordrede hun pegede på hjørnet. Jeg valgte, at lytte til hvad hun sagde. "Bare rolig okay, vi kommer snart ud", hviskede hun og trykkede på en knap, hvor der var en klokke på. "Hallo....Hallo, vi sidder fast", sagde hun. "Ja, det er vi godt klar over. Vi har tilkaldt hjælp, så i skal regne med, at komme ud om 5-6 timer, da de har meget travlt", svarede en kvindelig stemme tilbage. "WHAT? 5-6 timer", råbte jeg panisk og rejste mig op igen. "Få os ud nu", skreg jeg. "Rolig nu Justin", sagde Marine og tog fat i mine hænder. Hun sendte mig et tryg blik, jeg ved ikke hvordan, men hun gjorde mig så rolig. Jeg satte mig ned igen, hvor efter hun satte sig ved siden af mig. 

"Så hvor er Austin?", kom det nysgerrig for mig. "Han sagde, at jeg bare skulle gå i forvejen, men ja...nu sidder vi fast", svarede hun med et lille grin. "Hvad griner du af?", spurgte jeg undrende og løftede venstre øjenbryn. "Os", sagde hun kort, "os?", jeg sendte hende et forvirret blik. Hun nikkede, "jeg så dit interview", begyndte hun og smilede skævt. "Øhm..jaaer", "vores forhold er bare så kompliceret, jeg mener", mere nåede hun ikke at sige, før jeg afbrød hende, "jeg forstår bare ikke, hvorfor du ikke vil ses med mig", sagde jeg skuffende. "Hvad mener du?", hendes skæve smil blev ændret. "Du går ud, hver eneste gang jeg kommer på besøg", sukkede jeg. "Det...det er jeg også ked af, men du sårede mig virkelig Justin", svarede hun ærligt. "Jeg forstår stadig ikke, hvad der skete", sagde jeg forvirret og så hende dybt i øjnene. "Du forstår ikke...hvad der skete?", gentog hun uforstående. Jeg nikkede bekræftende, hvilket fik hende til at udstøde en irriteret lyd. "Du var mig fucking utro Justin, er det svært at forstå?", spurgte hun vredt. "Jeg var dig ikke utro, hvornår fatter du det?", råbte jeg pist. "Yea right, jeg så og hørte beviserne, så drop det Bieber", kom det flabet fra hende. Jeg rynkede hurtigt min pande sammen, "hørte? what", udbrød jeg undrende. "Hun bandt mig sammen på en stol, hvor hun derefter afspillede jeres optaget samleje", fastslog hun koldt. "Jeg lover dig Mary, jeg har ikke været sammen med den djævel. Måske er det faket eller også kan det være fra DA vi VAR sammen", vrissede jeg surt. Jeg vidste jo godt selv, at jeg ikke havde været sammen med Selena, ikke mens jeg var sammen med Marine. Jeg troede hun kendte mig bedre, jeg ville aldrig nogensinde være hende utro, ALDRIG. "Hvad så, da hun sad på dit skød?", spurgte hun roligere. "Hun kyssede mig lige, da du kom ind Mary. Jeg sværger", forklarede jeg. Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage, "hvis du lyv...", "jeg lover dig Marine Braun, jeg lyver ikke. Det er sandheden", fastslog jeg.

Der var gået et stykke tid, hvor vi ikke havde snakket sammen. Jeg tror bare, at hun skulle have lidt tid, til at tænke over det jeg havde sagt. Måske følte hun sig dum, men det måtte jeg ærligtalt sige, at hun også burde. At stole på Selena, var da noget af det værste. Alt Selena sagde, var bullshit. Jeg må selvfølgelig indrømme, at Selena var en fantastisk pige, da vi var sammen. Men nu var hun komplet ændret og ikke på den gode måde. "Justin", hørte jeg en hvisken sige. Det var selvfølgelig Marine. "What?", spurgte jeg stille. "Undskyld", var det eneste hun sagde. Jeg satte mig hen til hende og lagde min arm om hende. Jeg opdagede hurtigt, dem tårer der banede ned af hendes kind. Hun lagde sit hoved på min skulder, "det er okay", svarede jeg lavt. Hun åbnede hurtigt øjnene og trak sig væk fra mig. "Nej Justin, det er ikke okay. Se hvor vi er i verden nu", udbrød hun vredt og fægtede med armene. Jeg sagde ikke noget, jeg kiggede blot på hende. "Du har Ashley, jeg har Austin, punktum", konstaterede hun. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg var mundlam. Jeg tog fat i hendes arm og hev hende ned, at sidde igen. "Bare slap af okay Mary, min tykke orangutang", sagde jeg og lagde min arm omkring hende igen. Hun begyndte at grine, "gal, hvor har jeg egentlig savnet dig", "ikke mere, end jeg har savnet dig", fastslog jeg og smilede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...