We can't love each other 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Færdig
Denne movella er fortsættelsen fra 1'ern.
Efter Marine og Justin's brud har de begge valgt at gå hver deres vej. Men hvad sker der, når de sidder fast i en elevator sammen i 5-6 timer. Udvikler deres gamle følelser sig, for hinanden igen? Forhindringer kommer på vejen, da Justin også senere hen mister sin hukommelse, men kan han huske sin kærlighed?
LÆÆÆÆÆÆS MEEEEEEED:-)

126Likes
214Kommentarer
38119Visninger
AA

34. Kapitel 32 - Skaterparken

Justin's synsvinkel

"Jake? Jake...", jeg strejfede min hage af undring. Mary nikkede smilende, "ja, altså vi var bare på 1 date, men jeg kunne godt mærke, at det føltes forkert", fastslog hun bestemt og kørte igen ned af rampen. Jeg nikkede forstående. Så Mary havde fortalt mig en del om, hvad der var sket her i skaterparken. "Justin", sagde en sukker sød stemme, som trak mig ud af tankerne. "Hva så?", kom det hurtigt fra mig. "Kunne det ikke være sjovt, hvis jeg hentede din kørestol", spurgte hun drilsk. "Øhm...Hvorfor?", jeg løftede det ene øjenbryn og kløede mig i nakken. "Altså...Så kan du også skate, bare på din kørestol", grinede hun usikkert. Min øjne lysnede op, det var jo genialt. "Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?", kom det undrende fra mig, mens jeg satte kurs mod bilen. "Nej Bieber, jeg henter det", sagde hun bestemt og begyndte at løbe. Jeg satte mig tilbage på bænken, foran ramperne. Jep, der hvor hun havde mødt den berømte Jake. Jeg aner ikke hvorfor, men en følelse kom op i min krop. Følelsen var ikke god, det var jalousi. Men Mary sagde jo, at det intet betød og at det var lang tid siden. Jeg sukkede tungt og stirrede ud på den morgen smukke himmel. Solen var heldigvis stået op, men klokken var jo også omkring 13:00. Himlen var orange, med en strejf af lidt blå. Luften var kold, men som sagt var vi åbentbart i slutningen af november måned. Mary var rimelig syg i hovede, altså hvem går ud og skater i november? Jo altså andre end de børn, der også skatede rundt her. "Biebs", kaldte en stemme, hvor jeg efterfølgende drejede hurtigt. "Her", sagde hun sødt og rullede kørestolen foran mig. "Her hold de her", bad jeg og rakte hende min ene krykke, inden jeg satte mig ned. Hun tog dem begge og skulle lige til, at rulle mig over på rampen, men jeg stoppede hende. "Hør, jeg er så skide taknemmelig for din hjælp Mary, men jeg vil gerne gøre tingene selv. Hvis du ikke havde været her, ville jeg nærmest havde været hjælpeløs. Men please, jeg skal nok bede om hjælp, når jeg har brug for det, okay", forklarede jeg ærligt og sendte et uskyldig blik. Hun sukkede og nikkede så. "Jeg vil bare have, at du har det godt. Det ved du også godt", sagde hun, "se på mig søde, jeg har det fantastisk. Du er her sammen med mig, selv min kæreste vil ikke engang være her", svarede jeg. Hendes blik ændrede sig og jeg så hurtigt, at der samlede tårer i hendes øjenkrog. Vent? Hvad sagde jeg forkert. "Sagde jeg noget forkert?", spurgte jeg bange. Hun rystede på hovedet og lod tårerne glide ned af hendes søde kind, "Justin, du har ikke nogen kæreste. Fat det dog, jeg var din sidste og blev forhåbenligt også din igen, men så skete", mere nåede hun ikke at sige, før hun brød ud. Jeg så bekymret på hende og rullede tættere på hende. Jeg tog fat i hendes hånd og hev hende ned, hvor jeg derefter krammede hende. "Undskyld..Undskyld for det hele", sagde jeg beroligende. "Nej, det er ikke din skyld Justin", fastslog hun og trak sig ud af krammet. "Jeg tror slet ikke, at du ved hvor indebrændt jeg er på mig selv", "hvad mener du?", spurgte hun uforståeligt. "Kan vi ikke bare nyde denne dag?", spurgte jeg forsigtigt. Hun nikkede enig, "lad os gøre det". Hun tørrede hurtigt alle sine tårer væk.

"HVORDAN FUCK GJORDE DU DET?", grinede hun overrasket, mens jeg stylede på kørestolen på rampen. Jeg grinede og trak på skuldrene, "man har vel øvet sig lidt, da Chaz sad i kørestol", erklærede jeg tilfreds og kørte igen ned af rampen. "Du er jo syg i hovedet", fastslog hun bestemt og smilede sødt til mig. "Fik dr. Pumpkin ikke sagt det?", grinede jeg undrende. Hun grinede endnu engang, "du er så dum", indrømmede hun. "Fortæl mig ting, jeg ikke ved. Det er ligesom ide'en med idag, ikke?", kom det kækt fra mig. "Nu stopper du med alle de flabede kommentar", hun lagde hænderne på hoften og rystede lidt på hovedet af mig. Jeg smilede bare. Det var dejligt, at høre hendes søde latter. "Når Biebs, vi skal videre nu", sagde hun og kiggede på hendes ur. "Biebs? Bieber?, hvad er det for nogle navne", spurgte jeg med et grin. "Altså sidst jeg tjekkede, var det dit efternavn", svarede hun flabet, mens vi gik/rullede mod bilen. "Ha ha", sagde jeg på en ironisk måde, "men helt seriøs", gentog jeg. "Det er bare noget sjov noget, at kalde dig Jus", fastslog hun og lagde krykkerne om bag ved. Jeg fik selv båret mig op på sædet, mens chaufføren, foldede min kørestol sammen. "Okay, men det er nu meget sødt", kom det grinende fra mig. Det var de da, ellers var det måske fordi det var hende, der kaldte mig de navne. 

Marine's synsvinkel

"Er du klar til næste stop?", spurgte jeg nysgerrig, mens jeg beundrede Justin utrolig smukke ansigt. Det lød en smule creepy, men drengen var jo lækker. Han havde bare en tendens til, at få mig til at grine konstant. Det var også dejligt. Men hvad skete der lige ude på ramperne. Jeg blev bare ekstremt såret, da han sagde, at selv hans kæreste havde ikke lyst til at besøge ham. Det irriterede mig bare så meget, men han kunne jo ikke huske det. Det var også dumt, at jeg brød ud foran ham. Men han tog det nu stille og roligt. Ja han trak mig bare ind i et kram, det var lige hvad jeg behøvede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...