We can't love each other 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Færdig
Denne movella er fortsættelsen fra 1'ern.
Efter Marine og Justin's brud har de begge valgt at gå hver deres vej. Men hvad sker der, når de sidder fast i en elevator sammen i 5-6 timer. Udvikler deres gamle følelser sig, for hinanden igen? Forhindringer kommer på vejen, da Justin også senere hen mister sin hukommelse, men kan han huske sin kærlighed?
LÆÆÆÆÆÆS MEEEEEEED:-)

126Likes
214Kommentarer
38035Visninger
AA

32. Kapitel 30 - Hjalp det?

Marine's synsvinkel

​Jeg sad og legede med min mad. Jeg havde fået det samme mad som Justin, men jeg havde mistet lysten til at spise. Jeg følte mig så tom indeni, uden Justin. Han var den der holdt mig oppe, når jeg var nede. Jeg elskede den dreng for sygt, men han kunne knap huske mit navn. Måske overdrev jeg lidt, men hvordan skulle jeg ellers reagere? Jeg sukkede endnu engang og lagde mærke til, at bordet blev en smule rystet. Jeg løftede hovedet stille og så Mathew. Han havde sat sig foran mig og havde et glad smil på læben. "Hey Mary, hvad laver du her? Igen?", kom det nysgerrigt fra ham. "Tja..Han...skulle snakke med sine venner", svarede jeg lige glad og rykkede kartoflerne til højre side. "Hvorfor er du så ikke derinde?", spurgte han undrende og forsøgte at få øjenkontakt med mig. Jeg undveg hans blik holdt det ved lige i bordet. "Han...Altså vi var så tæt på, at blive kærester igen, men så", mere nåede jeg ikke at sige, før tårerne trillede ned ad min kind. Mit syn var helt slørede og jeg skyndte mig at tørre dem væk. "Mary, rolig", trøstede Mathew mig og rejste sig. Han gik hen til mig og krammede mig stille. "Han var ude for en ulykke og nu er jeg blevet slettet fra hans hukommelse. Et fucking år", indrømmede jeg knust og knugede mig ind til Mathew. "Det...det var jeg slet ikke klar over", konstaterede han ked af det. "Hvorfor skulle du også være det", vrissede jeg lidt irriteret. "Hey...rolig nu. Jeg er sikker på, at han er stærk nok til at få hukommelsen og minderne tilbage", pointerede han og kyssede mig på hovedet. Han trak sig ud af krammet, "jeg henter lige noget papir", sagde han og sendte mig et bekymret smil. Jeg nikkede taknemmelig og snøftede lavt. Jeg lignede sikkert en panda, med de runde ringe jeg havde dannet med mascara. 

Lidt tid efter, kom Mathew tilbage med nogle servietter. "Tak", sagde jeg smilende og tørrede hurtigt de trillende dråber væk. Han trak i smilebåndet og nussede mig venskabeligt på armen. "Det skal nok gå", fastslog han bestemt og kneb sine øjne sammen. "Det håber jeg i hvertifald", pointerede jeg åbenlys og skubbede tallerkenen væk fra mig. "Spis nu noget, du har ikke engang rørt noget af det der", kom det kækt fra ham, mens han ihærdigt skubbede tallerkenen tilbage. "Nej...Jeg er ikke sulten, jeg har ingen appetit", konstaterede jeg hurtigt og skubbede den væk igen. "Hør søde, bare fordi du ikke spiser, gør ikke at din ex-kæreste's hukommelse kommer tilbage igen. Få nu noget mad ned i maven, det har din krop brug for", sagde han alvorligt og sendte nogle oprigtige øjne. Han havde jo i princippet ret, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at spise. Jeg var ærligtalt sulten, men jeg havde på en måde kvalme. Det havde jeg bare ikke lyst til, at sige til ham. Jeg nikkede forstående og tog en dyb indånding. Jeg måtte bare hurtigt ned med det. 

Jeg gik ned af den velkendte hvide gang. Klokken var ved, at nærme sig otte. Hvor var Pattie egentlig? Jeg fiskede hånden ned i lommen og tog fat om min mobil. Jeg fandt Pattie's navn inde på kontakter og ringede til hende. "Hej Mary, jeg skulle lige til at ringe", sagde hun hurtigt. "Oh...Jeg ville bare høre, om hvor du er?", kom det undrende fra mig, mens jeg gik mod Justin's værelse. "Mødet gik ikke helt som planlagt, så jeg kan først komme imorgen", fastslog hun med en skuffende lyd. "Det er helt i orden Pattie, jeg vil heller ikke forlade ham", indrømmede jeg og fik det til, at lyde positivt, altså situationen. "Tusind tak Mary, jeg er så glad for at Justin har dig. Jeg ved godt, at han ikke kan huske dig, men det skal nok komme tilbage", pointerede hun håbefuld. Jeg nikkede for mig selv, men indså først der, at hun ikke kunne se mig. "Men jeg bliver nød til at smutte nu, hils Justin, Chaz & Ryan, ikke", sagde hun stresset. Jeg havde fortalt hende om, at jeg havde inviteret Chaz og Ryan herhen. Hun syntes, at ideen var rigtig god. "Det skal jeg nok, vi ses", svarede jeg og lagde på. Jeg bankede forsigtigt på døren og ventede på svar, om jeg måtte komme ind. "Kom ind", sagde en bekendt stemme, som tilhørte Chaz'. "Hvordan går det?", spurgte jeg nysgerrig da jeg kom ind i rummet. Justin lå, som sædvanlig i sengen. Han så meget træt ud, men glad. Ryan sad i stolen ved siden af sengen og de havde vidst fået båret en sofa ind, for den lå Chaz i. "Det går vel, som det plejer", gav Ryan udtryk for, mens han gabte og strakte sig. Jeg grinede lidt af ham og rystede på hovedet. "Ryk dig, så jeg også kan ligge der tykke", udbrød jeg bitchet og gik henimod Chaz. Jeg kunne høre en grine, hvilket fik mig til at dreje hovedet, det var Justin. "Jeg er enig, Chaz du er faktisk tyk", fastslog Justin flabet. Chaz satte sig hurtigt op og rynkede sine øjenbryn sammen, "aw, jamen jeg elsker også jer", kom det falsk fra ham. Jeg grinede og skubbede ham blidt på armen, inden jeg satte mig ned. Chaz var jo ikke tyk, det var bare noget vi sagde for sjovt. Men han kunne da godt træne lidt, bare for at blive lidt markeret. "Justin?", "Jaer?", svarede han hurtigt og vendte sit blik mod mig. "Har du fået noget af hukommelsen tilbage?". Jeg håbede inderligt, at han ville sige ja. Han smilede skævt til mig og kløede sig i nakken, "tjaa...", begyndte han. Jeg vidste allerede der, hvad svaret var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...