We can't love each other 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Færdig
Denne movella er fortsættelsen fra 1'ern.
Efter Marine og Justin's brud har de begge valgt at gå hver deres vej. Men hvad sker der, når de sidder fast i en elevator sammen i 5-6 timer. Udvikler deres gamle følelser sig, for hinanden igen? Forhindringer kommer på vejen, da Justin også senere hen mister sin hukommelse, men kan han huske sin kærlighed?
LÆÆÆÆÆÆS MEEEEEEED:-)

126Likes
214Kommentarer
36772Visninger
AA

30. Kapitel 28 - Kantinen

Marine's synsvinkel

Som Dr. Pumpkin havde foreslået, så havde jeg taget det til mig og inviterede Justin's barndomsvenner Chaz og Ryan. Jeg elskede dem begge rigtig højt, og jeg vidste at de selvfølgelig ville være behjælpelige med denne situation. De ville komme om ca. 1 time, hvor klokken var omkring 7. Jeg skulle også til, at hente mad til Justin, han skulle helst ikke stå op, det var også svært for ham pga. hans brækkede ben. "Mary?", hviskede Justin, hvilket trak mig ud af mine tanker. Jeg drejede hovedet 90 grader, hvor jeg mødte hans chokolade brune øjne. "Mmm", stønnede jeg kort og sendte ham et smil. "Jeg er ved at blive sulten, så..Altså, hvis du vil så". Jeg stoppede ham, altså hvad troede han. Selvfølgelig ville jeg hjælpe ham, han var jo min kær..når nej. Jeg sukkede stille, "Justin, jeg er her for dig og det er slet ikke et spørgsmål om jeg vil. Du betyder alt for mig, så selvfølgelig vil jeg det", indrømmede jeg oprigtigt. Hans usikre blik ændrede sig, hvad tænkte han mon på? "Er der noget galt Jus?", spurgte jeg bekymret og lagde min hånd ovenpå hans. Hans hånd var brand varm, men det stoppede mig ikke i at holde rundt om den. "Jeg...Jeg synes bare, at det er mærkelig at jeg ikke kan huske dig. Du virker bare så...", han stoppede med at tale og trak sin hånd til sig selv. Hvorfor kunne han ikke afslutte sin sætning? "Justin det er okay, jeg henter din mad", sagde jeg forståene. Jeg troede, at han ville komme med endnu en sårende kommentar, men han stoppede sig selv. Det der måske skulle til, var tid. Han havde måske brug for, at se sine venner. 

Jeg lukkede døren stille og trådte ned ad den lange gang. Hvor satan lå kantinen egentlig? Jeg kiggede rundt, men kunne simpelhen ikke finde den. Jeg så en mørkhåret dreng, derfor tog jeg chancen for at spørge om vej. "Undskyld...Undskyld", råbte jeg højt og satte tempoet op, så jeg kunne indhente drengen. Han vendte sig om og smilede da han så mig, "var det til mig?", spurgte han usikkert om og slikkede sig på læberne. GOD, det mindede mig om Justin. Jeg nikkede forpustet. Jeg gik lidt ned i knæ og lod mine hænder hvile på knæene, mens jeg langsomt trak vejret. "Ved du hvor kantinen er?", kom det nysgerrigt fra mig. "Jo, altså jeg er på vej derned, så vi kan jo følges", foreslog han sødt og pegede mod kantinen. "God ide", pointerede jeg og rejste mig op igen. "Så...Hvem besøger du?", spurgte han, mens vi gik med korte skridt. "Min øhm...Ex, hvad med dig?", svarede jeg. "Min mor, hun har kræft", fastslog han. Jeg kunne høre hvor trist hans klang var, "det er jeg ked af at høre", konstaterede jeg. Han smilede til mig og lagde sin arm på min skulder, "det skal du ikke være, jeg ved at hun er stærk nok til at vinde", påstod han med et skævt smil plantet på læben. Jeg grinede lidt, "hun har i hvert fald mit håb", pointerede jeg og kløede mig i håret. Hans hånd trillede ned af min skulder, hvor den efterfølgende virkede kold og ensom igen. Jeg savnede Justin's kærlige berøringer, hans dejlige kys og alt i alt, bare hans selskab. Ih...Hvor var det her irriterende. Vi var så freaking tæt på, at komme sammen igen, men selvfølgelig skulle alt blive fucket op. "Hey...", sagde en bekendt stemme, mens en hånd viftede foran mit ansigt. Jeg kom til mig selv igen og kiggede forvirret rundt. Vi var kommet ind i kantinen. Den var rimelig stor. Der var cirka 30 lang borde. Væggene var hvide, dækket med en masse plakater, ikke at det var for meget. Selve biksen var også stor. "Vi er her nu", fastslog drengen. Hvorfor kendte jeg ikke hans navn? "Ja sorry, jeg var lige i min egen verden", sagde jeg og sendte et uskyldigt smil. "Det er i orden, men jeg fik ikke fat på dit navn", grinede han og lagde sin ene hånd ned i lommen. "Marine, men de fleste kalder mig Mary", svarede jeg sødt. "Jeg hedder Mathew, rart at møde dig. Jeg skal over til min søster, men vi ses vel på et andet tidspunkt", han trak mig ind i et kram og gik over til en pige, der nok var søsteren. 

Jeg fik udleveret Justin's mad. Det bestod af 5 kartofler med brunsovs, samt noget kød. Jeg ville gætte på, at det var nakkefilet. Jeg tog bakken og gik mod Justin's værelse. Jeg kunne se, at døren var på klem. Da jeg kom tætter på, kunne jeg høre at Justin's snakkede med nogle andre. Jeg trådte stille ind i rummet og mødte Ryan og Chaz. 

-------------------------------------------------------

Undskyld for det kedelige afsnit:/ Men afsnittet imorgen, bliver meget bedre:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...