We can't love each other 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Færdig
Denne movella er fortsættelsen fra 1'ern.
Efter Marine og Justin's brud har de begge valgt at gå hver deres vej. Men hvad sker der, når de sidder fast i en elevator sammen i 5-6 timer. Udvikler deres gamle følelser sig, for hinanden igen? Forhindringer kommer på vejen, da Justin også senere hen mister sin hukommelse, men kan han huske sin kærlighed?
LÆÆÆÆÆÆS MEEEEEEED:-)

126Likes
214Kommentarer
40024Visninger
AA

29. Kapitel 27 - Den smukkeste

Justin's synsvinkel

Marine...eller Mary, rettede jeg mig selv. Hun var faldet i søvn på stolen, men det var ret underligt. Selvom hun sov, trillede der små tårer ned af hendes fine kind. Jeg hadede, at se andre græde og speciel når det var mig, tror jeg. Jeg kunne se smerten i hendes øjne, da jeg sagde "Jeg kender dig ikke, du er bare bekendt". Jeg vidste at jeg kendte hende, men jeg kunne bare ikke huske hende. Jeg kunne i hvert fald fastslå 1 ting, og det var at hun var en af de smukkeste piger/damer jeg nogensinde havde set. Grunden til, at jeg ikke helt vidste om jeg skulle kalde hende pige eller dame var, at jeg vidste ikke helt hvor gammel hun var. Hendes flotte lange brune hår var langt. Hendes brune øjne skinnede da jeg snakkede med hende, men de var fyldt med tårer. Hendes hud var dejlig også havde jeg en trang til, at kysse hendes perfekt formede læber. De så så sindsyg bløde ud og det var som om, at det var normalt at kysse hende. Men sådan noget kunne jeg slet ikke finde på, nu når jeg var sammen med Selena. Mine tanker blev afbrudt, da døren gik op. Min læge kom gående ind, som jeg fandt ud af, hed Dr. Pumpkin. Lidt sjovt, at han hed græsskar. 

"Hvordan går det Mr. Bieber?", spurgte han nysgerrigt og stillede sig op af fodende stolpen. "Fint, tror jeg", svarede jeg usikkert og krydsede mine arme bag hovedet. "Vi har undersøgt det, med din....", mere nåede han ikke at sige, før Marin...eller Mary vågnede. "Godmorgen Mrs. Braun", hilste Dr. Pumpkin. "Vent? Mrs. Braun. Er du gift med Scooter? Han er da lidt for gammel til dig", kom det forvirret fra mig. VENT! Hvorfor i alt verden sagde jeg bare det? Hun begyndte at grine og rystede på hovedet, "jeg er hans niece, ellers havde vi nok heller ikke mødt hinanden", grinede hun kort. Det var dejligt, at høre hendes latter for en gang skyld. Men selvom hun grinede, kunne jeg igen se det triste i hende. "Når...Men vi har undersøgt det med din hjernerystelse", gentog Dr. Pumpkin. "Ja Mr. Bieber, du har mistet lidt over et år", fastslog han sukkende og lukkede journalen sammen, som han havde åbnet for, at huske hvad han skulle sige. "Lidt over et år?", kom det chokeret fra Mary. Yea! Jeg sagde det rigtigt denne gang, jeg skulle lige vænne mig til Mary og ikke Marine. Dr. Pumpkin nikkede, "men kan jeg lige snakke med dem Mrs. Braun?", spurgte han om og gik mod døren. Mary rejste sig op, hun kiggede først ned på mig. "Jeg er tilbage om lidt, okay jus", smilede hun sødt. Vent! Det smil kunne jeg huske. Det navn kunne jeg huske. Men hvorfor kunne jeg ikke huske hende? Jeg smilede igen og betragtede hende gå ud sammen med Dr. Pumpkin. 

Marine's synsvinkel

"Får han nogensinde sin hukommelse tilbage?", udbrød jeg irriteret, da vi kom ud. Dr. Pumpkin lagde rolig sin hånd på min skulder. "Nu skal du høre. Vi har mange af de her tilfælde, hvor ens partner eller nær ven ikke kan huske sådan nogle personer, som ex dig. Der er chance for, at patienten kan få minderne og hukommelsen tilbage, men det kræver, at folk som dig er der for ham. Du skal måske tage ham med nogle steder, som har været specielt. Men bare husk, at du skal være tålmodig. Det gælder fra person til person, hvor hurtigt hukommelse kommer tilbage", sagde han og sendte mig et bekymret blik. Jeg nikkede stille, "men er der chance for, at han slet ikke får hukommelsen tilbage?", spurgte jeg usikkert og løftede mine øjenbryn. "Ja, det er der desværre. Men bare prøv og det skader ikke, at invitere hans venner herhen, så de måske kan bringe nogle minder tilbage", foreslog han opmuntrene. "Tak for hjælpen Dr.", smilede jeg og gik ind til Justin igen. Pattie var gået, men det var fordi, at hun sad midt i et møde, da ulykken skete. Jeg lovede hende, at jeg ikke ville forlade ham, før hun kom tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...