We can't love each other 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Færdig
Denne movella er fortsættelsen fra 1'ern.
Efter Marine og Justin's brud har de begge valgt at gå hver deres vej. Men hvad sker der, når de sidder fast i en elevator sammen i 5-6 timer. Udvikler deres gamle følelser sig, for hinanden igen? Forhindringer kommer på vejen, da Justin også senere hen mister sin hukommelse, men kan han huske sin kærlighed?
LÆÆÆÆÆÆS MEEEEEEED:-)

126Likes
214Kommentarer
40018Visninger
AA

28. Kapitel 26 - HVAD ER DER SKET?

Marine's synsvinkel

Rulleteksterne kørte ned, mens Ariana og jeg lå og flækkede af grin. Hun havde fortalt mig noget sjovt, der skete igår. Hende og Cody var i studiet igår, de skulle så hjem, hvor de fulgtes. De havde så mødt en ældre dame på vej ud til bilen. Hun ville have et billede med dem begge, men da hun skulle tage et med Cody spurgte hun om, han ville kysse hende på kinden. Da han så gjorde det, drejede hun sit hoved, så de kyssede på munden. Ariana fik så taget billedet imens. KÆFT MAN! "Det ville jeg gerne have set", fastslog jeg grinende. "Det var virkelig sjov", svarede hun helt forpustet. Vi blev afbrudt, da min mobil ringede, det var Pattie. "Hej Pattie, hvad så?", kom det glad fra mig. "Mary...Du må komme nu. Justin er kommet ud for en ulykke", sagde hun med en hulkende stemme. "Hvad? Er han kommet slemt til skade?", udbrød jeg chokeret. "Han...Bare kom, så fortæller jeg dig alt. Det er på Los Angelos hospitalet", "okay, jeg kommer nu", fastslog jeg hurtigt og lagde på. "Hvad sker der?", spurgte Ariana. "Justin er kommet ud for en ulykke, jeg går nu", forklarede jeg og rejste mig op. "Er han kommet til skade?", kom det undrende fra hende. "Det ville pattie ikke fortælle mig, jeg går nu er det okay?", jeg farede ud i bryggerset og tog mine sko på. "Selvfølgelig, hils ham og ring okay", bad hun og gav mig min vinterjakke. "Det skal jeg nok og jeg er ked af, at jeg skal gå", indrømmede jeg skuffet. "Det er Justin, gå nu", sagde hun kærligt og åbnede døren. "Tak mus, vi ses", sagde jeg og trak hende ind i et hurtigt kram. 

Jeg ankom til hospitalet, hvor jeg spurgte efter Justin i receptionen. "Er du en fan? Mr. Bieber er ikke i god tilstand, forlad venligst hospitalet", bad hun snerpet. "Jeg er hans fucking k..", jeg kunne simpelhen ikke bruge ordet 'kæreste', da vi ikke var det. Eller det var jo kompliceret. "Jeg er hans ex-kæreste. Marine Braun, luk mig forhelved ind", råbte jeg surt. "Jeg advarer dig, gå", vrissede hun irriteret. "Jeg skal se Justin og det er fucking nu", skreg jeg ophidset og bankede min hånd ned i bordet. "Jeg tilkalder vagterne", påstod hun surt. "Det gør du bare, jeg er meget nær! Jeg skal se ham nu", råbte jeg vredt. "Nu hører du godt efter her din lille møgk...", mere nåede hun ikke at sige, før jeg hørte en velkendt stemme, "det er i orden, hun er med mig". Jeg kiggede hen og så Pattie. Hendes øjne var helt røde. "Jeg klager fandeme til din chef", truede jeg og pegede surt på receptionisten, hvilket fik hende til at se bange ud. "Mary, kom nu", bad Pattie og hev mig i armen. Jeg fulgte med hende og endte på en hvid gang. "Er han kommet slemt til skade?", kom det undrende fra mig. "Han...", begyndt hun, men græd så. "Pattie, fortæl mig det nu", bad jeg og mærkede tårerne i øjenkrogen. "Han har brækket 3 ribben på højre side", forklarede hun. "Er han vågen nu?", jeg gik hurtigt ned af gangen. Jeg hørte nogle trin komme tættere på mig, hvor jeg efterfølgende blev hevet tilbage i armen. "Mary, han har også brækket benet", fastslog hun. "Jeg har bare brug for, at se ham", pointerede jeg, mens en tårer banede ned af min kind. "Mary...Han har fået hjerne rystelse og du er ikke i hans hukommelse", stammede hun hulkende. "Hvad? Jeg er ikke hvad?", udbrød jeg chokeret og pegede på mig selv. Han havde glemt mig. Ham jeg elskede over alt på jorden, kendte mig ikke. "Må jeg stadig se ham?", spurgte jeg stille og så ned i gulvet. "Selvfølgelig, han er derinde", svarede hun og pegede på dør nummer 27. "Alene helst", bad jeg. Hun nikkede og satte sig på en bænk ude foran. Jeg trådte stille ind i rummet. "Justin", sagde jeg lavt. Han kiggede hurtigt hen på mig. Han så så forfærdelig ud. Ikke grim, men alle de skader. "Øhm...Jeg...øhm..", stammede han forvirret. Jeg gik henimod ham og satte mig på sengen. "Hvordan er det du ser ud", sagde jeg grædene. "Du må ikke græde", udbrød han og kiggede underligt på mig. "Du kan ikke engang huske mig", konstaterede jeg ulykkelig. "Start med at sige, hvad du hedder søde", kom det sødt fra ham. Jeg så ham direkte i øjnene. "Marine, men du kalder mig Mary", stammede jeg. "Mary?...Det lyder så bekendt", indrømmede han ærligt og lagde sin hånd på min kind. "Dit ansigt", sagde han og lagde også den anden hånd på den modsatte kind. "Jeg har set dig før", erkendte han. Jeg smilede falsk, "det har du i den grad", konstaterede jeg lavt. "Undskyld jeg spørger, men hvad har vi med hinanden at gøre?". Hans spørgsmål gjorde ondt, det gjorde så fandens ondt. Jeg mærkede endnu en tårer trille ned af min kind, "vi er ex-kærester og jeg tror, at vi var ved at finde sammen igen", sagde jeg bund ærligt. "Jamen, jeg er sammen med Selena", fastslog han bestemt. Hvad fuck sagde han lige? "Justin, i slog op", påmindede jeg ham om. Han rystede på hovedet, "nej, vi var til prisuddelling igår", modsagde han. "Justin, du var sammen med mig igår", sagde jeg bestemt. "Jamen...du...Jeg kender dig ikke, du er bare bekendt", kom det forvirret fra ham. Jeg satte mig ned på stolen ved siden af sengen, hvad skulle jeg sige til ham? Han kunne ikke huske mig. Skulle jeg bare forsvinde ud af hans liv? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...