We can't love each other 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2014
  • Opdateret: 14 jul. 2014
  • Status: Færdig
Denne movella er fortsættelsen fra 1'ern.
Efter Marine og Justin's brud har de begge valgt at gå hver deres vej. Men hvad sker der, når de sidder fast i en elevator sammen i 5-6 timer. Udvikler deres gamle følelser sig, for hinanden igen? Forhindringer kommer på vejen, da Justin også senere hen mister sin hukommelse, men kan han huske sin kærlighed?
LÆÆÆÆÆÆS MEEEEEEED:-)

126Likes
214Kommentarer
39654Visninger
AA

20. Kapitel 18 - Kampen skal tages op

Justin's synvinkel

Jeg havde lige sat Ryan af og sad nu ved lys krydset. Der var krummer overalt i bilen, eller i hvert fald der hvor jeg sad. Jeg havde købt en sandwich på vejen, som jeg godt og grundigt havde spist. Lyset skiftede fra gul til grøn og jeg kørte mod Marines hus. Nu skulle kampen tages op.

Jeg parkerede min bil på deres parkeringsplads og steg ud af min bil. Jeg trådte nervøst mod døren. Jeg kunne godt mærke, at jeg snart skulle tage mere tøj på, for vinterens vejr var som sædvanlig skide koldt. Jeg ringede på døren og efter lidt tid, åbnede Yael døren. "Hey Justin, jeg vidste ikke at du kom", sagde hun overrasket og trak mig ind i et kram. "Nej, men det var heller ikke rigtig planlagt", svarede jeg og smilede sødt til hende. Hun nikkede forstående, "nu skal jeg...Scoot", mere nåede hun ikke at sige, før jeg afbrød hende, "jeg skal snakke med Marine og ikke Scooter", fastslog jeg. "Oh...Justin jeg er ikke sikker på hun vil, hun er som sagt lidt knust lige nu", påstod Yael og sukkede. "Knust? Hvorfor?", spurgte jeg forvirret. Var det fordi jeg kyssede hene eller hva? "Du kan selv snakke med hende, men Scooter og jeg er på vej ud af døren. Vi skal besøge min mor på hospitalet", sagde hun og åbnede døren, så jeg kunne komme indenfor. "Okay, hils din mor, når i kommer derhen", smilede jeg. "Tak", sagde hun. Scooter kom ind i rummet og klappede mig på skulderen, da han så mig. "Hvad bringer dig hid Bieber?", spurgte han forvirret. "Jeg skal snakke med Mary, men smut i bare", sagde jeg. Jeg ville jo helst snakke med hende alene, hvis i forstår. "Okay, men ring hvis der er noget. Hospitalet ligger som sagt 2 timer væk herfra", pointerede Scooter og tog sine sko på. Jeg nikkede forstående og smed min jakke og mine sko. "Vi ses ikke", "jo", svarede jeg og lukkede døren, da de gik ud.

Jeg gik med tunge skridt op ad trappen. Jeg var pisse nervøs, for hvad er der skulle ske. Jeg bankede på, hvor jeg ikke hørte noget svar. Jeg valgte derfor, at gå ind. Døren knirkede, da jeg skubbede blidt til den. Jeg stak mit hoved ind og så Marine sove stille på sengen. Eller hun havde ikke sovet stille i nat, for hendes dyne var kastet ned på gulvet, i takt med at hun krammede sin pude. Hendes øjne var helt røde og hun skar en grimasse, der ikke så særlig behagelig ud. "Mary?", sagde jeg stille, men hun bemærkede det ikke. Jeg satte mig langsomt ned på hendes ekstrem bløde dobbeltseng, jep den havde vi hygget os i. Ej...Stop dig selv Justin, but true story. Jeg strejfede hendes kind og mærkede, at hun var meget varm. I stedet for at ae hendes kind, lagde jeg min hånd på hendes pande. Hun sukkede tungt og slog øjnene op. "Justin, hvad laver du her?", udbrød hun chokeret og satte sig op med et sæt. Hun greb ud efter puden og brugte den til, at dække hendes smukke krop. "Rolig Mary...Jeg ville bare tale med dig om du ved nok...", sagde jeg og hentydede til kysset. "Jamen, det giver dig slet ikke ret til, at brase ind på mit værelse sådan her", vrissede hun vredt. Jeg nikkede forstående, "det ved jeg godt, men jeg tror altså at du er syg", fastslog jeg bekymret og rejste mig op. Hun lagde sin hånd op på panden, "jeg kan godt klare mig selv", påstod hun og rejste sig op. Hun havde en crop top på, så man kunne se hendes fine mave. Derefter havde hun et par søde stof shorts på. Det var faktisk et par jeg havde givet hende, men det havde sikkert ikke nogen betydning for hende. Jeg sukkede og så på hende, "du ved godt, at jeg er her for dig, ikke?", spurgte jeg og tog fat i hendes hænder. Hun så mig direkte i øjnene og sukkede, "justin...jeg kan ikke det her og slet ikke efter det med Austin", "Austin? Hvad er der sket?", kom det undrende fra mig. "Jeg fortalte ham om vores kys", svarede hun og slap mine hænder. Hun gik over til den dyne, der var blevet smidt på gulvet i løbet af natten og samlede den op. "Hvad sagde du helt præcist til ham?", jeg sendte hende et nysgerrig blik. Altså, pigen kyssede jo selv med, så hun kunne jo ikke sige at det kun var mig. "Jeg sagde bare, at vi kom til at kysse", indrømmede hun ærligt og redte sin seng. Jeg hjalp hende med, at hive ud i hjørnerne, så dynen var helt glat. Jeg nikkede stille og så trist på hende. "Jeg kan altså godt se, at du har det dårlig. Lad mig nu hjælpe dig Mary", bad jeg og tog fat i hendes arm. "Jeg kunne faktisk godt, bruge en tjener", grinede hun og åbnede døren, for at komme nedeunder. "Tjener...", grinede jeg og smilede skævt. "Kan du huske dengang, jeg passede dig, fordi du var syg?", spurgte jeg undrende. Hun nikkede hurtigt og gjorde sine øjne store. "Ja, ej kan du egentlig ikke lave den suppe der? Den var pisse god", sagde hun glad og sendte mig hendes smukke brune hundehvalpe øjne. Jeg nikkede stille, "men kun fordi du er syg også skylder du mig, næste gang", pointerede jeg. "Jaja Justin", grinede hun latterligt og skubbede mig blidt på armen. Hun satte sig ind på sofaen, hvor hun tændte tv'et. "Skal tv'et virkelig være så højt", spurgte jeg, da jeg kunne høre det helt inde fra køkkenet af. "Ja", kom det flabet fra hende, mens hun skruede højere op. Det kunne jeg i hvert fald høre. 

Jeg satte vandet i kog og tilføjede nogle skåret tomater. Derefter puttede jeg noget kylling i og andre krydderier. Mine tanker blev afbrudt, da en stemme fangede mig. "Jeg anbefaler at i bliver inde, da der kommer stormvejr. Vinden kommer nordfra, altså Oregon. Så bliv inde døre. Se med igen kl. 18", sagde vejr damen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...