Married Hermione//Draco

Det er et år efter kampen på Hogwarts. Harry og Ginny er flyttet sammen, og er gift. Hermione og Ron er flyttet sammen og skal snart giftes. Men pludselig bliver der vendt op og ned på Hermiones verden, og det skyldes en bestemt person.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret i det)

10Likes
18Kommentarer
1645Visninger
AA

3. Bryllup

Der er kun to uger til jeg skal giftes. Vi har styr på det hele, lokaler, mad, dekorationer, ja alting undtagen lige os selv. Mine tanker var et stort rod. Jeg havde det rigtig skidt med de ting jeg følte. Jeg havde aldrig været ude på at gøre Ron ked af det, og det var vel egentlig også derfor jeg løj til at starte med, men det havde bare gjort det hele værre. Jeg var begyndt at tvivle på om jeg overhovedet kunne gennemføre brylluppet. Draco Malfoy fyldte mere og mere i mine tanker, men på en forvirrende måde. Han dukkede ligesom bare op, selvom mine tanker var helt andetsteds, jeg kunne ikke forklare det. Jeg frygtede at jeg var begyndt at føle noget for ham, men kun meget sjældent lod jeg mig selv tænke på ham i mere end et par sekunder.                                                                                                                                                                 Sådan var det i hvert fald indtil jeg fik overbevist mig selv om, at jeg blev nødt til at lade mig selv tænke på ham, hvis jeg på nogen måde ville løse det problem jeg var havnet i. Jeg anede ikke hvad jeg følte for Ron længere, og lige så lidt vidste jeg om hvad jeg følte for Malfoy.                                                                                                                                                                   Egentlig var det vel simpelt. Hvis jeg ikke var absolut overbevist om at jeg elskede Ron kunne jeg ikke gifte mig med ham. Men jeg kunne ikke bare forlade ham sådan uden videre. Jeg vidste at han elskede mig, uanset min løjen og jeg vidste at det ville knuse hans hjerte hvis han vidste at jeg havde følelser for Malfoy. Men jeg blev også nødt til at lytte til mit eget hjerte, hvis jeg ville klare mig i gennem det her.

Der var nu 9 dage til mit bryllup

En uge tilbage

5 dage

2 dage

Jeg var på kontoret og Malfoy var der også. Han blev ved med at skæve over i mod mig. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre den følgende dag. Skulle jeg blive gift med Ron og bare glemme alt om de følelser jeg havde for Malfoy? Eller skulle jeg følge mit hjerte og forlade Ron.                                                                 Mine tanker blev konstant forstyrrede af Malfoys evindelige blikke. Hans kolde grå øjne ætsede sig ind i mit hoved og gjorde det forfærdeligt svært at tænke på Ron. Malfoy. Jeg prøvede at huske ham fra vores skoletid, men det var svært når han sad sådan på den anden side af bordet og nærmest smilede til mig. Han var helt anderledes.

Jeg stod midt i rummet, uden at ane hvad jeg foretog mig. Hvad lavede jeg dog her? Hvad lavede jeg midt i et rum få meter fra den kirke jeg skulle giftes i med en mand jeg ikke længere elskede? Jeg burde slet ikke være her, det hele var forkert. I morges havde jeg været fast besluttet på at glemme alt om Malfoy, jeg havde endda nået at tage min kjole på, før det gik op for mig hvad jeg havde gang i. Jeg burde ikke gifte mig med ham, det burde jeg virkelig ikke. Men hvordan kunne jeg gøre noget ved det nu? Hvordan kunne jeg på nogen måde forhindre det? Skulle jeg stikke af og bare efterlade Ron ved alteret? Eller skulle jeg sige det til ham? Ja jeg blev nødt til at sige det til ham, jeg kunne ikke få mig selv til bare at forlade ham sådan uden videre. Men hvordan skulle jeg dog kunne fortælle ham sådan noget? Jeg stod i et stykke tid og samlede mod til mig. Og så gik jeg ud af rummet, krydsede gangen og åbnede forsigtigt døren ind til det rum Ron gjorde sig klar i.

Han sad på en lille træstol og vred sine hænder. Han kiggede op da jeg lukkede døren. "Hermione! Hvad laver du her? Jeg troede ikke, at man normalt ser hinanden før... Du ser fantastisk ud... " Han afbrød sig selv da han fik kigget på mig. Han virkede forvirret, men samtidig gladere end han havde gjort i lang tid. Jeg blev nødt til at få det overstået hurtigt, før jeg fortrød. "Jeg ved det godt Ron, men jeg bliver nødt til at sige noget" sagde jeg og satte mig på en stol ved siden af hans. "Hvad er det?" han kiggede indgående på mig. Jeg kiggede ned i jorden. "J-jeg kan ikke" "Hvad kan du ikke? Hvad mener du?" . Jeg sukkede. Jeg var et forfærdeligt menneske. "Jeg kan ikke gøre det her" sagde jeg og slog ud med armen. Han kiggede ned i jorden et kort øjeblik og så tilbage på mig. "Det her, som i vores bryllup?". Jeg sukkede og nikkede. Han rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage hen over gulvet. "Jeg forstår det ikke," sagde han "har jeg gjort et eller andet? Er det derfor du løj for mig? Er det derfor du har opført dig så underligt? Er det hele min skyld?" han stoppede et kort øjeblik og kiggede på mig før han begyndte at gå igen. "Nej Ron, selvfølgelig er det ikke din skyld, jeg..." "Men hvad er det så?" afbrød han "Hvad er der med dig?". Jeg tog en dyb indånding. "Ron... jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg... Jeg har ikke været god mod dig på det sidste, det ved jeg godt, men... jeg har været forvirret, og jeg har fundet ud af noget om mig selv jeg ikke havde opdaget før" jeg prøvede at fange hans blik, men han blev bare ved med at gå frem og tilbage og kigge ned på hans fødder. "Ron, vær sød at sætte dig ned, så vi kan snakke rigtigt om det". Han stoppede op og stirrede på mig. "Snakke om det? Hermione jeg ved ikke hvad du vil have mig til at sige?" sagde han "Men Ron jeg..." "Bare fortæl mig en ting," sagde han og kiggede ned i jorden, som om han helst ikke havde lyst til at høre mit svar "er der en anden?". Jeg blev helt forfjamsket da jeg hørte hans spørgsmål, for det var jeg slet ikke forberedt på. "Ron, det betyder ingenting..." "Bare svar mig!" han havde hævet stemmen, og jeg blev nødt til at fortælle ham det. "J-ja, der er, men det er ikke den eneste grund, det må du forstå" jeg mærkede min stemme begyndte at skælve, men jeg ville ikke græde, ikke nu. "Er det Malfoy?" spurgte han med en helt svag stemme. Jeg vidste at jeg ikke kunne lyve for ham. "Ja, men Ron det betyder ikke noget!" "Det betyder noget for mig Hermione! Og du ved det også godt" hans stemme var så svag at jeg måtte anstrenge mig for at høre den. Han satte sig ned på stolen igen. Jeg rakte ud for at tage hans hånd, men han trak den til sig. "Så gå" sagde han "Men Ron, det var ikke meningen at det skulle være sådan her" "Gå nu bare Hermione, jeg vil ikke stoppe dig, hvis det er hvad du virkelig vil". Han kiggede ikke engang på mig mens han sagde det. Jeg gik over mod døren og tog langsomt fat i håndtaget. "Jeg elsker dig". Hans stemme var lavere end en visken, men jeg hørte det helt tydeligt. Jeg kunne ikke svare ham. Jeg stod bare der i et kort øjeblik med hånden på dørhåndtaget, og mærkede tårerne glide ned af mine kinder.

Og så forlod jeg ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...