Bag horisonten

14 årige Edith fra distrikt 11 er en pige som alle andre. En pige der lever i skyggen af sin dygtige lillesøster og sin hårdetarbejdene bror. En pige der er håbløst forelsket i en dreng fra handelsklassen. En pige som ingen ville savne ,hvis hun en dag forsvandt.

Og dog... Edith vidste at hun aldrig ville få sit hjem eller de mennesker hun elskede at se igen. Men det ændrede ikke på den beslutning hun tog.

1Likes
3Kommentarer
313Visninger

1. Kapitel 1.

Jeg så ham hver dag. I skolen. En klasse over mig. Han tilhørte en af de få velhavene familier i distriktet. Ham, hans forældre og hans 12 år gamle søster, Maise, havde aldrig brug for værdikuponer, var aldrig nød til at stjæle for at overleve og gik aldrig sultne i seng.

Jeg havde værdikuponer, men ikke ret mange. I alt havde jeg 6 lodder i dette års lodtrækning. 3 lodder for mit 3. år i Høsten og 3 for værdikuponer. Min storebror, Jared, der i dag er 17, havde, før jeg blev 12 år og kom med i høstsystemet, taget alle familiens lodder. Vi havde et skænderi om det dagen før min 12 års fødselsdag. Jeg ville tage nogen af lodderne, jeg mente at nu hvor vi var to børn med i høsten, skulle vi også være to om at bære den byrde, de ekstra lodder er. Selvfølgelig var Jared ikke enig. Storebrødre forsøger altid at beskytte resten af søskende flokken, det er ligesom deres natur. Ligesom storesøstre. Jeg kommer til at have det præcis sammen skænderi om tre år, når Malouna bliver 12 år. Og vi vil nok finde den samme løsning som mig og Jared gjorde.

Den aften sad jeg i vores lille blåmalede køkken, som jeg gjorde en hver aften. Malouna læste lektier. Mor hæklede. Far og Jared førte en dæmpet samtale om handlen med korn. Jeg sad og så ud af vinduet. Det var august, så dagene var lange. Jeg stirrede ud over byen, men mine tanker var helt andre steder, de kredsede om skole og venner og arbejde, og om ham.

Jeg vågnede først af min dagdrøm da jeg hørte en høj pigestemme gennem den tynde, utætte glasrude. Maises stemme. Maise Black.Hun kom løbene forbi vinduet i leg. Hvis lille spinkle 12 årige Maise gik gennem distriktets slumkvarter var han helt bestemt med. Damian Black. Høje mørkhårede Damian med de store brune øjne. Købmandens søn. Drengen der gik forbi mit køkkenvindue den sommeraften havde intet tilfælles med mig, Jared eller naboernes børn. Det lyste ud af Damian at han ikke var markarbejder og aldrig ville blive det. Maise med sin lyserøde og hvid-ternede kjole og sløjferene i det kunstfærdigt flettede hår kunne heller ikke tages for andet end datter af en af de handlende. På trods af de tre års aldersforskel lignede Maise, med sine fine krøller og den mørklødede hud, min egen lillesøster. To piger der kunne havde været søstre eller bare veninder hvis det ikke var for det faktum at de var ufattelig rige og vi var fattige.

Selv ville jeg aldrig kunne forveksles med en af overklassens skolepiger. Mit hår var stort og kruset og så latterligt ud uanset hvad man gjorde ved det. Når det var høstdag gemte mor det bag et tørklæde. Hun kunne dog ikke gemme at jeg var utrolig klodset, og heller ikke min trang til at løbe væk og gemme mig hver gang noget ”farligt” nærmede sig. Den trang var skylden til at jeg aldrig fik talt med Damian og at jeg skyndte mig at se væk når han så i min retning. Jeg var Edith Parks, en omvandrende katastrofe. Fuldkommen spild af oxygen.

Mine tanker blev afbrudt. Pludselig kom Damian kom gående forbi vinduet. Hans gang og hans skødesløse udtryk minde mig om en stor kat, måske en panter. Smuk og elegant, men samtidig dødsensfarlig.

Han så mig før jeg nåede at gemme mig, eller bare at se væk. Hans store mørkebrune øjne mødte mine. Og i et alt for kort øjeblik så han på mig, inden han, stadig utrolig elegant, gik videre efter sin lillesøster.

Først da jeg en halv time efter gik i seng kom en ubehagelig tanke til mig, det er høstdag i morgen. Hvis det er mig der bliver udtrukket, kan det være jeg det er sidste gang jeg sover her i distrikt 11. Tanken var frygtelig, men den forsvandt hurtigt. Jeg kunne ikke tænke på andet end Damian. Hans brune øjne der ser på mig, hans læber der…”Edith” sagde jeg vredt til mig selv ”Stop det!” bare fordi drengen gik forbi dit hus betyder det ikke at han kan lide dig.

                         -----------------------------------------------------------------------------

Da jeg vågnede næste morgen kom jeg med det samme i tanke om det, det er høstdag. I dag skal de 24 sonere findes. 24 børn skulle overlades til tanken om at kun en af dem overlever. Måske ville det blive mig eller Jared, en af mine få venner fra skolen, eller et af de mennesker jeg arbejder sammen med i plantagerne. Tanken var ikke til at bære.

Jeg gik ud i køkkenet hvor resten af familien allerede sad alle i fint tøj. Malouna der normalt grinede og snakkede løs ved morgenbordet var stille og bleg. Selvom hun kun var 9 år gammel, havde hun skræmmende hurtigt forstået høsten og dødspillet. Hun var for ung til at være med i dødspillet, men hun var bekymret for mig og Jared. Især Jared. Jeg var en ting, Jared var noget andet.  Hvis der var noget min familie ikke kunne tåle at miste var det ham. Min latterligt perfekte storebror.

Jeg forsikrede mig selv om at der var mange børn der havde over 50 lodder, dem der har 14 og ikke bare 5 sultne munde at mætte. Det blev næsten altid et af dem. De sidste mange år har sonerene fra distrikt 11 været udsultede børn fra slumkvarteret. Min far var næstkommanderende på den nordlige bygmark, og mor var ansat som syreske inde i byen. Vi var ikke rige, men lagt de fleste indbyggere var fattigere end os. ”Og det er altid de fattige der bliver udtrukket” hviskede jeg for mig selv, på trods af at jeg vidste det ikke passede, det kunne ligeså godt være mig eller Jared der blev udtrukket eller… Damian! jeg skubbede med det samme tanken væk. Nej... Damian ville selvfølgelig klare den.

Efter at jeg havde taget det skrækkelige høsttøj og gjort et ynkeligt forsøg på at tæmme mit hår, gik vi hen mod bymidten. Efter den selvanelige blodprøven stilte vi os op i lige rækker. Vi var ikke bange. Eller måske en lillesmule. Altså mig, ikke Jared. Selv på dage som idag finder han overskud til at smile, lave sjov og snakke med de yngre drenge. Jeg så mig omkring. På tagene af de omkringligene bygninger stod TV hold og filmede os med deres gigantiske kameraer og fredvogtere der peger mod os med maskingeværer. Klar til at slå en eventuel opstand ned før den når at vise sig. 

Mig, de omkringsående piger, og alle andre de andre børn og voksne der var mødt op foran retsbygningen for at overvære eller deltage i høsten, rettede alle blikket mod den lille scene der var bygget i dagens anledning. Fauna Flormel, en dame fra Capitol trådte op på den. Hendes hår var farvet grønt og hendes læber skrigpinke, og hendes farverige mønstrede kjole lyste op mellem de gråklædte børn. Hun talte med en høj og skinger stemme, stærkt præget af Capitol dialekt.

Først fortalte hun om oprøret og de mørke dage. Så om forrædertraktaten og indførelsen af dødspillet. Jeg ønskede bare at hun ville komme til sagen. Efter National melodien begyndte hun ”Nu er tiden inde til at vælge en dreng og en pige der skal repræsentere Distrikt 11 i det 38. årlige Hungergames.”  Hun gik hen mod pigernes bowle, stak hånden ned, og greb den første den bedste seddel. Hun foldede den ud og læste så: Maise Black.

Nej! det kunne ikke passe! Alle andre end Maise! Jeg så hen mod Damian hvis ansigt var blegt og fortrukket i den smerte man ikke kan beskrive. Jeg så hen mod Maise, der var grædende og fuldstændig Panikslagen. Damian så hjælpeløst til mens den klynkene Maise går op på scenen. Selv hvis han ville, kunne han på ingen måde redde hende. Men det kunne jeg.

Der skulle ikke mere til. ”Jeg melder mig frivilligt!” røg det ud af mig inden jeg nåede at tænke mig om. Damian så på mig med opspærrede øjne i et ansigt der udstrålede rent chok. Jeg gik tøvene op på scenen ”Dit navn?” spurgte Fauna chokeret. ”Edith Parks” stammede jeg. Mit hoved summede, og forsøgte ikke at se ud mod publikum, mod ham. Jeg lagde næsten ikke mærke til at Fauna trak navnet på en ranglet 16 årig dreng. Min hjerne kørte på højtryk, tusindvis af stemmer råbte op i mit hoved "Er du fuldstændig komplet vanvittig? ” Du kender hverken pigen eller hendes bror?” ”Hvad i alverden tænkte du!” ”Du har underskrevet din egen dødsdom!"

 

 

                                                       ------------------------------------------------

 

Jeg stod og så ud af vinduet mens distrikt 11 susede forbi. Det var aften nu. Solen var ved at gå ned og mit hjem forsvinder med den. Og uanset hvad der sker fortryder jeg ikke jeg reddede Maise. Men jeg ved at hvis jeg ikke havde gjort det, ville jeg fortryde det resten af mit liv. Den nedgående sol forsvinder bag horisonten. Endnu en dag er slut.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...