Min blinde kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Denne historie er en del af The fault in our stars-konkurrencen. Jeg har valgt den tredje valgmulighed hvor man skal skrive ud fra citatet: "I fell in love the way you fall asleep: Slowly, and then all at once." Det har også lidt fra den anden mulighed og historien er grundlæggende inspireret fra The fault in our stars.

1Likes
0Kommentarer
252Visninger

2. Kapitel 1

 Der er mange teenagers der på min alder hader skolen mere end noget andet. Eksamen er lige rundt om hjørnet og bøgerne hober sig op. Lektierne bliver kun flere og tiden bliver mindre. Man lærer hvem der er ens rigtige venner ved de sværeste beslutninger og de sværeste udfordringer.

 Da synet svigtede mig lærte jeg hvem der var mine rigtige venner. Det var ikke de mennesker jeg troede det var. De eneste der stod ved min side var mine forældre.

 Drillerierne tog overhånd og blev til mobning. Presset blev for stort og jeg kunne ikke følge med i en normal skole. Hjemmeskole blev min eneste mulighed, da jeg ikke ønskede at gå blandt folk der kun kiggede skævt til mig. Selv på gaden kan jeg mærke folk stirre mig i nakken og jeg kan høre dem hviske når jeg går forbi. 

 Jeg vil gerne tro at nogen mennesker prøver at gå forbi og bare ignorere det, men de fleste mennesker har bare ondt af mig. Jeg vil ikke have dem til at føle medlidenhed med mig, jeg vil have dem til at respektere mig som jeg er.

 

 * * *

 

 Jeg kender gaderne godt nok til selv at finde vej, troede jeg. Jeg ville bevise for mine forældre, at jeg kunne klare mig alene, og at de ikke behøves at gå med mig overalt, men jeg tog fejl.

 Jeg går ned ad de menneskefyldte gader, og håber at jeg er på rette vej, men da lugt, hørelse og følelse er det eneste jeg kan guide mig selv med er det ikke nemt. Menneskenes stemmer forvirrer mig og de små lyde af cykler, grædende babyer, alarmer fra butikker og billyde blander alle lydende sammen til en ukontrolleret klump. Hver gang jeg går forbi en sandwich bar kan jeg altid lugte kødet eller jeg kan lugte den hjemløse mand på gaden, men intet hjælper udover min hukommelse. Jeg har kun været blind et par måneder, og jeg er allerede træt af det.

 Min telefon bipper i min lomme og stemmen siger højt: "Mor. Hvor er du?"

 Mine kinder bliver straks varme ved tanken om hvor mange der mon hørte det. Jeg når kun lige at tage telefonen op af min lomme før en fod strækker sig ud under mig. Jeg falder over benet ned på jorden med hovedet først. Min telefon falder ud af hånden på mig og med ingen ide om hvor jeg er henne, hører jeg et velkendt grin.

 "Hvor er det ynkeligt," siger en stemme og flere stemmer følger ham.

 "Er det denne her du leder efter?" spørger en drengestemme, da jeg skraber jorden efter bare telefon og stav. Mine mørke solbriller sidder stadig fat på min næse selvom jeg kan mærke en varm væske flyde ud af næsen ned over min mund. Smagen af blod fylder min mund og de små sår på mine arme svier.

 "Flyt jer!" snerre en pigestemme. Jeg har aldrig hørt stemmen før, den er lys og blød.

 Drengene kommer med mærkelige lyde som på nogen punkter minder mig om et dårligt parrings kald.

 "Er du okay?" spørger stemmen blidt. Hendes bløde hånd rører min arm. Hun dufter af en frisk parfume, ikke for stærk, men et godt sted imellem. 

 "Jeg..." jeg ved ikke hvad jeg skal svare, og jeg ved ingengang om jeg ser på hende.

 Drengenes stemmer forsvinder bort sammen med lyden af deres trin. 

 "Du behøver ikke at skamme dig," siger hun venligt. "Det er dem der er fjolserne." jeg tror, hun kommentere på mine røde kinder.

 "Ja..." mumler jeg og prøver langsomt at rejse mig op da en cykel råber: "Pas på!"

 "Kender du dem?" spørger hun.

 "Ja... Det tror jeg," svarer jeg og prøver at gå lidt frem for at finde min stok.

 Jeg tror, det er pigen, men jeg er ikke sikker, hun tager i hvert fald min hånd og lægger en hård, kold klump ned i mine hænder der med det samme siger: "Mor. Er du der snart?"

 Lige nu ved jeg ikke hvad der er op og ned og hvad der er højre og venstre så hendes spørgsmål forvirrer mig bare endnu mere. Jeg snurre rundt en gang, men alt er i konstant forandring så jeg ved ikke hvor jeg er henne.

 "Hvor skal du hen?" spørger pigen og lægger en hånd på min skulder. I min hånd lægger hun et blødt stykke papir nok til min næse der stadig bløder.

 "Banegården," svarer jeg og tager lommetørklædet op til min næse.

 "Skal jeg hjælpe dig på vej?" spørger hun.

 "Kun... Kun hvis du vil," skynder jeg mig at sige. Jeg vil ikke tvinge hende til at følge mig på vej hvis hun ikke har lyst.

 "Jeg har tid nok," siger hun og tager i et blidt greb fat om min arm og følger mig afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...