Breve fra de døde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2014
  • Opdateret: 14 maj 2014
  • Status: Færdig
Kræftramte Ronja skriver et brev til sin veninde, før hun dør.
Bidrag til The fault in our stars konkurrencen. Mulighed nummer to.

2Likes
1Kommentarer
214Visninger

1. Er

Björg,

     Jeg ved, at du vil være vred, når det sker. Og sikkert en tid efter. Og jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget for at forhindre det. Du vil forbande uretfærdighedens tilfældigheder, skæbnens utilregnelighed, døden, der som et tæppe lægger sig over et individ, og i løbet af et simpelt øjeblik gør en eksistens forbi. Som en brutal påmindelse til alle dem, der står tilbage, om at de skal huske at leve, mens de kan. Som et varsel. #Yolo, og alt det dér. Men når du isolerer dig fra verden, og ønsker, du kunne have forhindret det, beder jeg dig huske dine egne ord; Man hverken dør eller lever bare én gang. Jeg levede garanteret til jeg var firs i mit sidste liv. Og så går alting jo op i en højere enhed. Det er lige før, det er retfærdigt. Måske var det her mit første, og så går jeg blot en masse nye i møde. Eller Nangijala? Måske er det Nirvana, der venter mig.  Jeg skal nok hilse Buddha, hvis jeg ser ham. Hvis ikke det er Jesus og Judas, der modtager mig ved evighedens porte. For selvom vi begge er deklarerede ateister, synes jeg alligevel, tanken om at blive til jord, lægger en dæmper på Peter Pans ord ”To die would be an awfully big adventure”.  Fordi det jo er dét, vi kom frem til. Det er det, der gør livet værd at leve, og døden tålelig at se i øjnene. Det er det, vi må huske, når frygten endnu engang kommer krybende, og overvælder. Det er det, jeg skal huske.  

     Du ved det jo godt. Jeg citerer jo bare dig. Du må være Kirkegaards reinkarnation.

     Jeg beder dig lægge vreden fra dig. Selvom den, på sin vis, er smigrende. Behold tristheden, indtil du er klar til at give slip. Men vreden må du give op på. Jeg vil ikke have, mit minde skal avle spæde tråde af negativitet i dit indre, som på bedste slangemanér kan sno sig om dine vitale organer og formørke dit væsen. Bevar dit væsen, for helvede. Din sjæl, din ånd, dit legeme. Alting går over. Og du bliver glad igen. Og det går hurtigere, når du lader det.

     Når jeg absorberes af intetheden, eller den forjættede evighed, eller et nyt liv, så forglem mig ej.
    

    Hvis jeg kunne, ville jeg skrive dig millioner af breve, som du kunne læse, efter min puls er stoppet og mit hjerte holdt op med at slå. Et for hver dag, jeg ikke længere er her. Og gerne et par til. Det ville jeg i hvert fald ønske du ville, hvis vi var i hinandens sted. Og jeg tror også jeg ville ønske, jeg orkede at gøre det, som situationen er nu. Så ville jeg leve evigt. Næsten.
    Jeg vil leve i jeres minder i stedet.
    Du får ét - dette.

 

    Det var jo i grunden mit sygdomsforløb der bragte os sammen. Og så er det jo lige før, man kan komme til at holde af tilfældighederne. Og jeg ved godt, at du kommer til at rynke brynene af den sætning, for du ville hellere have at vi ikke havde mødt hinanden, og at jeg i stedet levede længe. Og måske har jeg det på samme måde, for trods al snakken om reinkarnation og Peter Pan, så så jeg det gerne udsat et par årtier.
    Men så alligevel ikke.
    For da jeg mødte dig, før din sjæl endte med at vikle sig ind i min, var jeg deprimeret, kræftramt og angst for at dø.
    Du har reddet mig. På din egen måde.
    Tak.

  Jeg tror det er bedre at dø ung, men lykkelig, end gammel og miserabel. Så lad os for en gangs skyld hylde tilfældighederne. Og selvom det ikke er bedre, så er det det nu. For det er det, der sker. Jeg dør, og jeg er glad. Om end en smule skræmt. Men det tror jeg ikke, mit væsen nogensinde vænner sig fra. Så alt er godt. Så godt, som det under omstændighederne bliver.
     Jeg elsker dig godt nok meget. Og selvom jeg tvivler på, at det nogensinde ville ske, er jeg på en vis glad for, at det ender her. Jeg skal aldrig se dig glide fra mig, aldrig se vores venskab opløses som blød hud i syre. Når jeg dør, er du min bedste ven.
     Jeg tror ikke det er et tilfælde, at Astrid Lindgreen skrev om Ronja og Birk. For det er sgu os. Reinkarneret.

 

     Jeg tror jeg har kastet lys på alt det, vi får ud af tragedien. Fordi der trods alt er noget. Eller også er det der kun, fordi vi vil se det. I så fald har vi en illusion, om det gode, situationen bringer og det er dét, vi må holde fast i.

 

     Vi ses en dag. I Nirvana, i mulden, i de kommende liv. Men lev det her færdigt først. Gør det med manér. Det har jeg gjort. Vi er det bedste par sjælevenner der findes.  Altid.  

 

Ronja. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...