My everything

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2014
  • Opdateret: 10 maj 2014
  • Status: Færdig
Maggies og lillesøsteren Livs forældre døde i 2009. De blev kastet fra plejefamilie til plejefamilie; ingen vil have dem. Det skyldes Liv. Forældrenes død forvandlede hende til en rebelsk, irriteret unge. Til sidst blev de plantet på et børnehjem, hvor de voksne var sure ældre damer med stramme miner. De havde kun hinanden, men Liv holder afstand til Maggie. Maggie er helt alene. Der var kun en ting, som holdt hende i live – drømmen om at se One Direction. I år skulle det nok ske. Hun havde fået billetter til deres koncert. Eventyret var startet; hun skulle se dem, som bringer smilet frem på sine læber hverdag. One Direction. Niall Horan. Ham som har stjålet hendes hjerte med sin sprøde stemme. Men hvert eventyr har ulemper med sig, og dette havde også: Liv var tvunget med til koncerten, og hun hader One Direction. Deltager i "Vind koncertbilletter."

12Likes
12Kommentarer
419Visninger

1. ∞

Jeg var krøbet ind i hjørnet på vores fællesværelse. Så langt væk fra Liv, så muligt. Liv sad på sengen, svingede benene fra side til side i takt med musikken. Rock, der pumpede ud af højtalerne. Forfærdeligt; ja, men turede jeg at sige det? Nej. Jeg skimtede ud af øjenkrogen, at hun stod op og var på vej ud af døren. Da døren smækkede i, kunne jeg rejse mig op. Væk fra det indeklemte hjørne mellem den hårde mur og skabet. Jeg stoppede den forfærdelige musik og satte noget mere behageligt at høre på. One Direction. Jeg smed mig i sengen. Drømmede mig væk. Væk fra et liv fyldt med had, sorg og død, for ikke at glemme Liv. Little things kom på. Den ramte plet hver eneste gang. Tårerne trillede allerede ned af mine kinder.

Døren blev revet op. Liv. Jeg skyndte mig at fjerne tårerne fra mine kinder og sætte mig op. ”Hvad fanden hører du snothvalp?” Sagde Liv og smilede smørret, da hun så mine blodskudte øjne. ”Græder snothvalpen?” Erklærede hun og grinte hånligt. ”Smut tilbage, hvor du hører til.” Før hun skænkede mig et ekstra blik, sad jeg henne i hjørnet mellem væggen og muren. Fastklemt. Min plads.

En sovende Liv er lig med en snorkende Liv. Hun vækkede mig. Lugten af sure sokker var nok også en hjælp. Jeg klemte mig ud af hjørnet. Fik rejst mig helt op og strakt ud. Farten skulle sættes op. Jeg skulle ud herfra. Friheden boblede i min mave. Det lyder som om jeg er en fange. Det er jeg nok også. Livs fange.

Gangen var fyldt med de sure damer. Det eneste, som bekymrede dem er, hvor meget arbejde de har tilbage. Ikke noget med om, vi har det godt.  Jeg fortsatte ned ad gangen i et hastigt tempo. Ikke et blik blev lagt på mig. De håbede vel, at jeg ville flygte, hvilket vil betyde en bekymring mindre. Det kan de godt glemme alt om.  Koncerten var i aften. Det bliver nok en aften med skrig og larm, hvor jeg sikkert ikke kan høre drengene. Jeg er ligeglad. Chancen om ar være i samme lokale, som dem er kun en chance, som en som mig, får en gang i livet. I hvert fald med en søster som Liv. Hun skulle nok smadre det hele. Ødelægge hele aften. Jeg burde ikke finde mig i det. Jeg burde sige noget til hende. Det er trodsalt mig, som er storesøsteren. Men jeg er bange. Bange for hende, og hvad hun kan finde på. Hun er uforudsigelig.

Jeg kom ind i spisestuen, hvor maden allerede var serveret. Der var endnu ikke ankommet nogle, så jeg satte mig til rette og ventede. I ventetiden beundrede jeg det 100 år gammel billede af, hvad der skulle forstille, forstanderen af dette børnehjem. Hendes rynker var dybe, og hendes læber var en lige streg. Ingen følelser. Ligesom arbejderne her. Alexander kom trissende. Derefter blev lokalet hurtigt fyldt op. Liv var dog ingen steder at se. Pist forsvundet. Gid det var så vel.

Vi sad i komplet ro. Det eneste som forstyrrede stilheden, var gafler og knivenes klirren mod tallerknen. Alle var fokuseret på maden og intet andet. Ingen havde øjenkontakt. Liv var endnu ikke kommet. Hvis hun havde været her, ville stilheden være brudt for længst. Støvet lå som et fint tyndt lag over vindueskarmen. Jeg satte mig ned oveni det. Støvet fik min næse til at nyse. Igen på Livs orde, sad jeg væk fra de andre. Hendes kosten rundt med mig havde gjort mig utryg ved andre. Asocial. Hun var den eneste, som snakkede til mig.

Jeg fjernede mig fra den støvede vindueskarm, slentrede hen til køkkenet, hvor jeg stillede min beskidte tallerken oveni de andres. Med små, langsomme skridt nærmede jeg mig vores værelse. Hovedet hang, armene slaskede og benene kunne knække hvert eneste øjeblik. Det er der intet attraktivt ved. Folkene på gangen slængede sig op ad væggene, når de skulle forbi mig. Jeg havde ingen hensigt om at flytte mig. For min skyld måtte de gerne gå ind i mig. Det ville ikke gøre nogen forskel. Liv ville stadig behandle mig på den måde.

Jeg lænede mit hoved op ad døren. Døren som adskilte Liv og jeg. Hvis bare jeg kunne forsegle den dør, så skulle jeg aldrig se hende mere. Det ville glæde mig. Tårerne dannede sig. Tog turen ned af mine kinder. Landede på gulvet. Hvorfor mig? Jeg vil bare gerne have et svar. Et svar som kan gøre alt letter, eller gør alt meget værre. Men jeg er klar til at tage chancen. Håndtaget blev rykket i, og døren blev åbnet. Liv. Hun kiggede mig i øjnene uden at komme med en hånende replik. Hendes øjne var glasagtige. Måske havde hun grædt. Måske havde hun ikke. For et lille øjeblik lignede det faktisk, at hun havde ondt af mig. ”Fjern dig så snothvalp.” Der kom det. Hun kunne umuligt have ondt af mig. Det var hende, som gjorde dette. Hun stormede ud af døren. Jeg satte mig på min plads. Klemt sammen i en ubehagelig stilling. Jeg lukkede min øjne. ”Væk mig, når dette mareridt er overstået,” hviskede jeg for mig selv.

Koncerten var allerede godt i gang. Stanken af sved skreg i mine næse. Skrigende teenagepiger over det hele. Alle var totalt glade for at se drengene undtagen en. Liv. Hende som ødelægger alt. Jeg havde de bedste pladser, og det kunne hun i det mindste ikke ødelægge. ”Nu er stumpen sgu glad. Det kan vi ikke have,” råbte Liv med et smørret smil på læben. ”Kan du ikke bare skride, og lad mig nyde denne ene aften! Og du skal ikke kalde mig stump!” Råbte jeg hidsigt. Før jeg nåede at tænke over, hvad jeg havde gjort, mærkede jeg 5 flade finger på min kind. ”Stump,” mumlede Liv tilfredsstillende før hun gik sin vej. Nu er hun nogle andres problemer. Sikkert sikkerhedsvagternes problem.

Jeg elskede at se på dem. Drengene. De strålede af glæde. Smilet, som var placeret på deres perfekte ansigter, kunne ikke være bredere. De nød det her. At optræde for os. Det var deres drøm. Og det var min drøm at stå her og se dem udleve deres drøm. Selvom det var trist at stå alene, så fik de mig til at føle, at jeg ikke var det. De var med mig. Især Niall. Selvom jeg aldrig har en chance for at møde ham, så er det helt okay. Så længe han har det godt og har det fantastiske smil plantet på sine læber, så var jeg glad. Det sammen galt selvfølgelig også de andre drenge, men med Niall var det bare anderledes. Han føltes som min, selvom jeg vidste, at han var sin helt egen.

Ligesom alle de andre skrigende piger var jeg svedig og lugtede. Det kunne jeg ikke lave om på. I et indelukket rum, som dette, og med så mange mennesker herinde, var det umuligt ikke at svede. Men og hvad så, hvis jeg lugtede af sved? Jeg lignede også lort, det vil jeg gerne indrømme. Men der var jo heller ikke nogle, som jeg skulle gøre mig til for. Udover de smukke drenge, som fyrrede den af på scenen. Men de ville alligevel ikke ligge mærke til mig. Hvis de gjorde måtte det være en drøm.

Niall kom helt frem på scenen. Hans blik skimmede hele koncertsalen og landede på en. Mig. Det kunne ikke passe. Mit hjerte bankede der ud af. Hvordan kan en enkelt person, som du aldrig har mødt før, betyde så meget for en? Niall var en kæmpe inspiration for mig. Han gav mig mod. Jeg ville konfrontere Liv. Hun kunne ikke længere koste rundt med mig. Den tilfredsstillelse skal hun ikke have. Liv fortjener mine 5 finger placeret godt i hendes ansigt. ”Vold løser ingenting,” sagde en stemme. Normalt gør det ikke, men den lussing vil ændre alt. Hun vil få respekt for mig. Hun skal have respekt for mig.

Selvom Niall kun så på mig i under et halvt sekund, så så han stadig på mig. Pga. det ville jeg ikke springe til en konklusion om, at han nu vidste hvem jeg var. For det gjorde han ikke. Jeg var bare endnu en skrigende fan. Jeg var stadig en anelse i chok. Niall James Horan havde skænket mig et blik. Det måtte være en drøm. Jeg prikkede til en pige ved siden af mig. ”Prøv lige at slå mig,” beordrede jeg hende. Hun kiggede virkelig mistænksom, før hun vendte sig igen. ”Lad mig klare det,” sagde en iskold stemme. Den kunne kun tilhøre en. Det hele sortnede for mine øjne. Før jeg forsvandt helt så jeg, at jeg var landet på gulvet. Folk havde ikke lagt mærke til en skid. Et smørret smil. Liv…

Jeg var stadig lidt væk. Det hele var stadig slørret. Min fingre, mit hoved og resten af min krop gjorde forfærdelig ondt. Over mig stod Liv. Hendes smil var stadig ligeså smørret, som før. Det svin. Jeg lå præcis det samme sted. Liv havde ikke rykket mig. Hun havde bare set mig lide. Liv forsvandt sammen med alt andet, da jeg lukkede mine øjne. De forblev lukket, for når jeg åbnede dem igen, så skulle Liv heller være ude af syne.

Flere folk havde fået øjnene op for, at jeg lå på gulvet, og havde hjulpet mig op. Jeg fik mumlet tak, før jeg igen gik i gang med at skrige og fangirle. ”JEG ELSKER DIG NIALL!” Råbte jeg. I hele mit liv har jeg aldrig lydt så desperat, men jeg fortrød det ikke. Der var så mange ting, som jeg ikke har oplevet. Ting, som ellers er normalt for en teenagere at opleve. Første kæreste. Første kys. En bedsteveninde. Sleepovers. Basiske ting, som Liv har holdt mig væk fra. Ikke længere. Jeg skreg en sidste gang, før jeg gik for at finde Liv.

Jeg vendte ryggen mod drengene. Hvor kunne Liv være? Ude at ødelægger andres aftner? Sikkert, men hvis? I baggrunden kunne jeg høre drengenes fantastiske stemmer, men de blev næsten overdøvet af mine tanker. Dette kunne gå galt. Hvad vil Liv gøre ved mig, når jeg siger det? Hvad skal jeg overhovedet sige? Man kunne godt kalde dette en meget spontan beslutning, men det er den bedste beslutning jeg har taget. Mit liv ville ændre sig, hvis dette gik godt. Hvis det ikke gik godt… Den tid, den sover.

Jeg hørte et mindre hyl til venstre for mig. Fundet Liv. Med hastige skridt nærmede jeg mig hende. Dette kunne gå virkelig galt. Jeg vidste ikke, hvad hun er i stand til. Jeg bakkede langsomt bagud, men Liv havde allerede hørt mig. ”Nå, hvad så snothvalp?” Fnyste hun hånligt. Snothvalp. Stump. Hun er begge delene ikke jeg. Skulle jeg sige dette? Jeg åbnede munden, men intet kom ud. ”Nu er du også blevet stum. Sikke du behager dig. Smut så.” Jeg adlød hendes orde. Vendte mig om og gik med langsomme skridt væk.

Jeg stoppede og kiggede op mod drengene. De fyrrede den virkelig af. Mine drenge. Niall. Du… Du skal ikke fortryde, at du gav mig mod. Jeg vendte mig om. Løb op til Liv. Hun vendte sig om, og mine hånd gav hende den største lussing. ”Stop så med at kalde mig snothvalp, stump og hvad ellers du kalder mig. Dit ævl og kælv og kosten rundt med mig stopper lige nu! Niall, Harry, Louis, Zayn og Liam er mere familie for mig end du nogensinde bliver for mig. De har været der for mig. Det har du ikke. Jeg får kvalme af at kigge på dig!” Råbte jeg og gik.

”Hvad får dig til at tro, at du kan tale sådan til mig?!” Råbte Liv hysterisk. ”Det var bare en lille forsmag på, hvad jeg er i stand til. Du kan ikke længere behandle mig på den måde, som du gør. Selvom det er svært at tro, så er vi stadig søskende. Det er også den eneste grund til, at jeg ikke slipper alt kontakt til dig. Jeg tror dog også på, at du kan ændre dig. Få mig nu ikke til at tvivle!” Man kunne se i Livs øjne, at der var noget forandret. Hun var stadig denne samme, men hun var forbavset over, hvordan jeg kunne opføre mig. Jeg tror, at det kaldes respekt.

Jeg gik gladere end nogensinde tilbage til min plads. Jeg havde en underlig følelse i maven. Tilfredshed ville jeg skyde på, at det var. Liv. Hun var ikke længere den samme, og om så hun stadig var den forfærdelig møgunge, så var jeg ikke den samme. Jeg var en ny forbedret version af Maggie. Takket være Niall, Harry, Zayn, Louis og Liam. De drenge vil altid have en speciel plads i mit hjerte. Niall. Du gav mig mod. Du gav mig et skub i den rigtige retning. Niall. Der findes en bedre version af mig, men du er enestående, og der findes ingen bedre version af dig. Du skal forsætte med at gøre, hvad du elsker. Jeg vil altid beundre dig. Jeg vil altid elske dig. Du var min første forelskelse, også selvom jeg ikke vidste det. Du er mit et og alt for evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...