Kære Augustus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2014
  • Opdateret: 10 maj 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til En Flænge I Himlen konkurrencen. Det er et brev skrevet af Hazel.

15Likes
11Kommentarer
864Visninger
AA

1. Kære Augustus..

Kære Augustus

Jeg savner dig.
Savner du også mig?
Lige meget hvor jeg kigger hen, så er du der. Du er overalt. Mine minder, mine følelser, min hjerne og allervigtigst; mit hjerte. Kender du den følelse, når dit hjerte gør fysisk ondt på grund af dine psykiske smerter? Det føler jeg hele tiden. Jeg har været hos lægen for at få tjekket mit hjerte, men han sagde, at det fungerede som det altid har gjort. Mine psykiske smerter ødelægger mig fysisk.
Jeg fortæller dig ikke alt dette for at give dig skyldfølelse (Selvom du burde føle det for du burde være her sammen med mig lige nu). Jeg fortæller dig dette fordi min mor har skaffet mig en privat psykolog, og dette er første øvelse for at komme videre livet: Accept.

Hvis du var her lige nu, så ville vi sidde og grine over hvor nederen det er. Jeg har ikke brug for hjælp, for jeg vil aldrig komme over dig. Jeg vil aldrig glemme dig. Du var den første person som jeg lod komme ind. Jeg var træt af, at folk følte medlidenhed når de så mig. Det gør de stadig. Du ville lære mig at kende, ikke min sygdom. Du interesserede dig for mig, ikke for min historie. Og jeg er taknemmelig for hvad du har vist mig.

I går aftes var jeg ude og gå en tur. En lang tur. Nogen gange kiggede jeg op mod stjernerne, men det varede ikke længe før jeg hurtigt kiggede væk igen. Jeg kan ikke kigge op. Jeg er bange for at møde dine øjne. Jeg savner dem.
Jeg sad på en bænk i flere minutter fordi det var for belastende at gå så langt med apparatet på slæb. Min mor ringede mindst tyve gange, men jeg havde ikke lyst til at tage den. Jeg gik ned til legepladsen som vi plejede at sidde ved. Og jeg sad der til midnat. Jeg havde lukkede øjne og lod som om, jeg var et par uger tilbage i tiden, hvor vi sad og gyngede her. Selvom det gjorde ondt i maven, ligesom når man rutsjer ned af en lang rutsjebane, så føles det godt at være der sammen med dig. Jeg ville have siddet der til næste morgen, men mine forældre fandt mig og kørte mig hjem. Ingen af os sagde noget hele vejen.

Augustus, jeg er bange. Jeg er bange for at glemme dig. Jeg ved, at jeg aldrig nogensinde ville glemme dig helt, men jeg er bange for at glemme farven i dine øjne. Jeg er bange for at glemme dit smil. Jeg er bange for at glemme minderne med dig. Jeg er rædselsslagen.

Tanken om dig, får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg føler mig hul indeni. Når jeg hører dit navn, føler jeg en tomhed i mit hjerte. Nogen gange føler jeg, at iltapparatet ikke hjælper længere. Lige så snart jeg mødte dig, var du min medicin. Du var min grund til at leve - Du gav mig en grund til at leve. Du åbnede mine øjne op for verdenen. Nu kan iltapparatet ikke erstatte dig igen.

Hvis du nogensinde overvejer at komme forbi, så giv lige et tegn, så jeg ved hvornår du er her. Jeg kan måske læse en bog højt op for dig, men det skal nok ikke være En Fyrstelig Lidelse, det lover jeg. Jeg vil altid vente på dig, men du skal også vente på mig, okay?

Din for altid
Hazel Grace Lancaster

 

Da Hazel rejste sig op fra stolen igen, hørte hun en stemme hviske 'okay' lige bag hende. Hårene på hendes arme rejste sig. Først troede hun det bare var en stemme i hovedet, men hun var sikker på, at han holdt øje med hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...