en aften

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 9 maj 2014
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
119Visninger

1. en aften

En aften

En smag bredte sig i min mund. Det var ikke en grim smag, men den var bestemt heller ikke god. Det var en slimet glat fornemmelse, der nærmest vandrede rundt inde i min mund. Jeg havde aldrig brudt mig om det, men min mor mente, at det var nødvendigt, men jeg var stor modstander af det. Hvad skulle det overhovedet gøre godt for.

 Jeg har altid haft en fornemmelse af, at der er nogle efter mig, og nu tror jeg, at jeg ved hvad det er. Men det virker bare så mærkeligt, at det skulle kunne forfølge mig. Men nu hvor vi er inde på det, er der meget i mit liv, der ikke giver mening, og det måtte bare blive en af dem. Min veninde ville ikke tro mig, hvis jeg ville sige det til hende, hun vil bare sige, at jeg skulle tage mig sammen. En ting ved jeg, at jeg altid har været ”nervøs” hver gang, der bare er en lille ting bag ved en hæk, springer jeg flere meter væk. Men nu kom det værste af det hele, min klasselærer har lige råbt ud over klassen, at vi skal have gyser aften, og som man nok kunne regne ud, var det ikke lige det bedste, synes jeg ikke. Jeg er i tvivl, om jeg vil komme. Jeg kunne selvfølgelig finde på en undskyldning til, at jeg ikke kunne komme, men det gjorte jeg også sidste år og sidste år igen, og så lige alle andre år, der har været gyser aften. Jeg ved bare ikke, hvorfor jeg altid har det på samme måde, men nu må der gøres noget ved det, det var i hver fald det, min veninde sagde. Hun er den eneste, der ved noget om alt det med at jeg er så nervøs, og jeg mener også, at hun er den eneste, der bør vide noget om det. Min mor mener, at jeg selv skulle finde ud af det, men jeg er også super dårlig til at tage beslutninger, lad os bare sige, at jeg slet ikke burde være andre steder end inde på mit værelse. Jeg er sikkert også mega farlig for hele verden, så måske skulle jeg bare…. 

Nogle dage efter kom min klasselærer og sagde, at hun nu også havde lavet et lille stykke papir, hvor der stod en masse om, hvor vi skulle være. Den skulle vi vise til vores forældre. Nu var jeg sikker, jeg skulle ikke med. Der stod, at det var ude i dunkelskoven, og det var altid der jeg cyklede hurtigt, for jeg havde altid på fornemmelsen, at der var en masse, der kiggede på mig. Min mor blev ved med at sige, at hun virkelig gerne ville tage med, men det ville jo bare være mega pinligt. Så jeg sagde dagen efter til min klasselærer, at jeg desværre var forhindret i at komme. Derefter var der mange, der blev ved med at spørge, om hvad det var, jeg skulle, men jeg ville ikke sige det. Den eneste, der vidste, at jeg bare ville sidde derhjemme, var min veninde.

Efter nogle dage var alle helt oppe at køre, og der gik rygter om, at der ville være folk ude i skoven, som ville komme og skræmme dem. Jeg sad bare ovre på min stol og ventede på, at dagen skulle gå. Efter skole skulle alle hjem og gøre klar til om aftenen, eller det vil sige alle undtagen mig. Jeg skulle hjem og hygge med mig selv og Trunte, og mine forældre skulle ud at spise, så inden jeg tog hjem, måtte jeg lige først finde noget mad i NETTO. Efter jeg havde været i NETTO, skulle jeg hjem og gøre maden klar, og da jeg blev færdig med det, var klokken ved at være fem. Jeg skulle også lige nå ud at gå en tur med Trunte. Det var vinter nu, så min mor mente, at det var vigtigt at tage reflekser på, selvom jeg bor inde i byen, så det måtte jeg hellere gøre. Efter jeg var gået lidt ned ad vejen, hørte jeg pludselig en lyd, og det var en lyd, som jeg havde hørt før, men jeg bare ikke kunne genkende. Jeg gik forbi en mand, og han var nok den mest sære mand, jeg havde set i hundredvis af år, og så gik han og sang. Trunte begyndte af gø af manden, og manden kiggede så ned på Trunte, hvorefter han grinte og kiggede så på mig og løftede sin fod, og satte den lige ned med et hug i Truntes hoved. Efter det kiggede han igen på mig og gik så videre. Hvad skulle jeg nu gøre, Trunte lå bare helt fladt på jorden. Jeg så op og kiggede så derefter på Trunte igen. Han havde rejst sig op og gik allerede frisk fremad igen. Der havde altid været et eller andet mærkeligt ved den hund. Vi gik videre, og jeg begyndte lige så stille at miste sted fornemmelse, men jeg mente bare, at det var fordi, at det var begyndt at blive mere mørkt. Jeg vidste, at når jeg ville gå ind i et eller andet, skulle jeg vende om.

Der kom en mærkelig raslen igen. Det var jeg bestemt ikke glad for, men min mor sagde, at det var den tur, jeg skulle gå med Trunte, og nu var det så den eneste tur, Trunte ville gå. NU kunne jeg høre, hvad det var. Det var en masse børn, der løb rundt, men det var da mærkeligt at lade børn rende rundt om aftenen og lege. Jeg så en skikkelse bevæge sig, jeg hørte også et skrig, men tænkte bare, at det måtte være nogle af alle de børn, der legede. Det begyndte at blæse lidt op, men Trunte var fast besluttet på at gå hele den tur. Mine tænder begyndte også at klapre, men det måtte være kulden. En lugt kom, jeg havde lugtet den lugt en gang før på den her tur, det lugtede lidt af blod, måske, nej det kunne det ikke være. Vi gik lidt videre, og min mave begyndte at buldre lidt, det måtte være fordi, jeg var sulten. Men Trunte ville gå hele turen.  Kulden kom lige ind på mine kinder, den der lugt af blod kom igen, og lyden af skridt kom også igen. En skikkelse greb fat i Trunte og rev ham og mig med ind i buskadset. Jeg kunne ikke se andet end en masse sorte ting omkring mig, og skikkelsen tog fat om min mund, så jeg ikke kunne sige noget. Mærkeligt nok gjorde jeg ikke modstand. Det var skikkelsen, der lugtede af blod, og først der gik det op for mig, at de 20 skrig, jeg havde hørt, svarede til alle inde i min klasse, og grunden til at jeg syntes, den her tur var så lang, var fordi jeg var gået videre ind i skoven, og hvor var Trunte nu. Personen, der rev mig med, var helt stille, og lugten af blod fik mig til at skulle brække mig, men det var bare lidt svært, når personen holdt mig for munden. Efter noget tid så jeg et lys, og en anden skikkelse kom frem. Det lignede, at personen havde en form for kniv. Der lugtede af brændt kød, og jeg begyndte lige så stille at stritte imod, hvad personen der gik med mig gjorde. Et fnis kom lige pludselig inde fra en hæk, og derefter  kunne man høre en, der tyssede. Nu vidste jeg, hvem de var….. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...