Smil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 11 maj 2014
  • Status: Igang
En novelle om kræft, forvivlede mennesker og helbredende smil. // Deltager i The Fault In Our Stars-konkurrencen - valgmulighed to.

56Likes
50Kommentarer
2281Visninger

2. Novelle

 

     Første gang jeg så hende, var en torsdag ligesom alle andre torsdage.

     Jeg var lige blevet færdig med frokosten, og lægerne var endelig gået, efter hvad der føltes som en evighed med de sædvanlige lægetjek. Da døren gik op igen efter ti minutter, skulle jeg lige til at råbe op og klage over, at man fandme aldrig kunne få et øjebliks fred på det her sygehus. Jeg bed dog ordene i mig, da jeg så en seng magen til min blive kørt herind, efterfulgt af et par forældre og en læge.

     Selvom det var en anelse besværligt med de mange slanger koblet til mig, fik jeg alligevel vendt mig om på siden, så jeg lå med ryggen til den nyankommne. Kort efter hørte jeg forhænget blive trukket for, så de to senge nu var adskilt af et tyndt lag stof.

     Det havde været dejligt at have det lille værelse for mig selv, men jeg var blevet advaret om, at der med stor sikkerhed ville komme en anden indenfor kort tid. Jeg var nok den mest antisociale attenårige på denne her afdeling, men det var ganske simpelt sådan jeg var. Mine forældre havde været her et par enkelte gange, men jeg havde gjort det klart, at jeg havde det ligeså godt med at de blev væk, som hvis de valgte at komme hele tiden. Lægerne havde ret hurtigt vænnet sig til min mangel af lyst til at fortælle om mig selv, og de havde heldigvis indfundet sig med det og holdte sig nu kun til at gennemgå de sædvanlige procedurer.

     Derfor var jeg ikke yderligere begejstret for, at jeg nu skulle til at dele værelse med en.

     Stemmerne på den anden side af forhænget fortsatte med at snakke i evigheder, og jeg kunne ikke undgå at opfange små brudstykker af samtalen, selvom jeg ellers gjorde mit bedste for at blokere lydene. Personen, hvem det så end var, var blevet indlagt med lungekræft og var åbenbart i en meget kritisk situation. Det var vist noget med, at det var blevet opdaget for sent eller noget i den retning. Jeg var her selv, fordi jeg havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen for et halvt år siden. Efterfølgende havde jeg boet skiftevis på sygehuset og derhjemme, alt efter hvordan det stod til og om jeg var i behandling eller ej. Det var den benhårde konsekvens af at have røget non-stop siden jeg var fjorten.

     Den nye patient sagde ikke selv et eneste ord, men man kunne tydeligt høre forældrenes bekymrede stemmer. Efter et følelsesladet farvel og løfte om, at de ville komme igen i morgen tidlig, lød det til at både forældre og lægen forlod værelset. Det var meget underligt at ligge i stilhed med den viden, at der lå en anden person mindre end tre meter fra mig. Jeg blev liggende på siden og så ud af vinduet, hvor regnen lige så stillede sivede ned af vinduet. Vejret havde været ekstremt dårligt de sidste par dage, og jeg kunne ikke huske et tidspunkt på dagen, hvor det ikke havde regnet.

     Der gik syvogfyrre minutter, ifølge det lille ur på bordet ved siden af mig, før jeg hørte et lille snøft fra den anden side af forhænget. Et snøft blev til to, og derefter kom hvad der lød som et hulk. De lavmælte hulk blev højere og mere konsekvente, og til sidst endte det med en højlydt gråd. Jeg forblev stille i håb om at det snart ville stoppe, men tværtimod fortsatte det bare.

     Min plan om at ignorere det røg langsomt i vasken, og før jeg nåede at tænke alt for grundigt over det, havde jeg vendt mig om, så jeg nu lå og stirrede ind i forhænget.

     ”Øhm… Er du okay deromme?” spurgte jeg og fortrød hurtigt spørgsmålet, da det var de færreste mennesker, der var okay, når de lå og græd sådan der. Der blev kort stille, før et langt snøft kunne høres.

     ”N-nej,” stammede personen. En pige. Hun lød ikke til at være specielt gammel, men det var ret svært at bedømme, når jeg ikke kunne se hende.

     ”Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe?” Jeg burde være ligeglad, men lige nu gjorde hun det ret svært.

     ”Kan du kurere lungekræft? For det ville være skønt.” Et lille grin blandede sig ind i gråden, men forsvandt hurtigt igen.

     ”Dog ikke. Hvis jeg kunne, ville jeg ikke ligge her.”

     ”Nej, det kan jeg godt se.” Der gik et minuts tid, hvor ingen af os sagde noget, før hun igen talte. ”Kan du ikke snakke om et eller andet? Jeg vil gerne bare have tankerne hen på noget andet, end at jeg nok er død inden for et halvt år.” Tristheden og manglen på håb i hendes stemme, gav en underligt stikkende fornemmelse inden i mig. Hende her pigen var jo fuldstændig nede i kuldkælderen. Ikke engang jeg var så deprimeret over det her, og der skulle ellers ikke specielt meget til. ”Hvordan er vejret?” spurgte hun kort efter.

     ”Det pisser ned,” svarede jeg med det samme, hvilket endnu en gang resulterede i et grin fra hendes side. Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg for nu ville gøre alt for, at få hende til at få det bare en smule bedre. For hvis vi skulle dele værelse, ville jeg gerne slippe for at høre på gråd hele tiden.

     Så jeg fortalte hende om vejret. Hvordan det øsede ned i stride strømme, og at skyerne havde en så mørk, grå farve, at det nærmede sig sort. Jeg fortalte, at udsigten var ad helvedes til, fordi det eneste jeg kunne se, var en høj murstensbygning på den anden side af gaden, der havde en kæmpe tandpastareklame klistret op på muren. Lidt efter lidt forsvandt hulkene, indtil der til sidst ikke kom flere lyde ovre fra hende. Jeg var næsten helt sikker på, at hun var faldet i søvn, men alligevel fortsatte jeg med at snakke om alle mulige ligegyldige ting. Jeg ævlede løs i evigheder, indtil jeg til sidst selv blev så træt, at jeg endte med at falde i søvn midt i en klage over, hvor falsk smilet var på den person, de havde fået til at smile på tandpastareklamen.

 

     Den næste uge gik hurtigere end nogensinde før. Efter mit sædvanlige lægetjek den følgende morgen, havde lægen trukket forhænget væk, så vi kunne ligge og snakke, hvis det var, hvad vi havde lyst til, havde lægen sagt. I flere lange sekunder havde vi bare ligget og gloet på hinanden uden at sige et ord. Hun var på min alder. Måske et enkelt år yngre eller noget deromkring. Hun var den første til at bryde stilheden, og derefter snakkede hun som et vandfald.

     Hun fablede om, hvor glad hun var blevet i går for at høre, at jeg ikke var en pige. Hun forklarede, at hun havde frygtet at blive sat i samme værelse med en eller anden pige, der ikke gjorde andet end at snakke om tøj og sko eller om hvor elendigt hendes liv med kræft var. Hun snakkede om sine forældre, der havde siddet tudende foran lægen, da hun fik konstateret kræft efter en uge i uvished. Hun havde åbenbart boet ved siden af et eller andet kraftværk hele hendes liv, og lægerne mente, at lungekræften skyldtes den forurenede luft hun havde levet i. Hun havde haft lungebetændelse flere gange på det seneste halve år, og da den tredje gang kom, valgte hendes forældre at slæbe hende med på sygehuset for at få det tjekket. Det viste sig at være lungekræft, og for at gøre det hele værre, så så det ud til at hun havde haft det i et godt stykke tid efterhånden, blot uden at have vidst det. Derfor var hun ikke i den bedste situation lige nu, men lægerne mente, at der stadig var en chance for, at hun kunne blive rask igen med den rette operation og kemobehandling.

     Jeg kunne ikke undgå at se ned over hendes ansigt, mens hun snakkede. Hendes øjne lyste hele værelset om, men alligevel var der et permanent, trist skær over dem. Hver eneste gang hendes mundvige vendte sig opad, bare en anelse, kunne jeg ikke undgå selv at få et minimalt smil frem.

     Som tilbagebetaling for, at hun havde fortalt en masse om sig selv, forlangte hun, at jeg gjorde det samme. Jeg var ikke meget for det, faktisk hadede jeg at snakke om mig selv. Der var en grund til, hvorfor jeg aldrig snakkede med lægerne. Men hun havde trods alt lige fortalt en masse, og hun virkede faktisk okay nede på jorden. Hun var i hvert fald flink nok til, at jeg bestemte mig for, at jeg godt kunne fortælle en lille smule.

     Jeg fortalte, at jeg havde været indlagt en uge indtil videre, fordi hele min situation var blevet forværret på det seneste, og lægerne mente, at det var sikrest at beholde mig her indtil der var styr på det hele igen. For et halvt år siden havde jeg fået konstateret bugspytkirtelkræft efter en lang periode med mavekramper, opkastning og et vægttab på næsten fem kilo på ingen tid, hvor jeg ellers ikke havde gjort andet end at proppe mig med chips og is. Jeg blev opereret for en halv måned siden, og planen var, at jeg snart skulle i gang med kemoterapien. Lægerne mente, at jeg umiddelbart var uden for livsfare, men man kunne selvfølgelig aldrig være helt sikker, før man blev scannet fuldstændig fri for kræft.

     Da der til sidst ikke var mere at fortælle – eller i hvert fald ikke mere jeg gad fortælle, lå vi begge lidt uden at sige noget. Det var svært at undgå at bemærke, hvordan tristheden i løbet af få minutter igen havde overtaget hele hendes ansigtsudtryk. Jeg skulle lige til at spørge hende, hvad der nu var galt, men hun åbnede selv munden, før jeg fik muligheden.

     ”Jeg har ikke lyst til at dø,” mumlede hun stille, næsten lydløst.

     ”Det tror jeg de færreste har lyst til,” svarede jeg tilbage med et lille smil, i håb om at muntre hende bare en anelse op igen.

     ”Men helt seriøst. Jeg er sytten år og har slet ikke haft chancen for at opleve livet endnu. Det er nu jeg burde gå i byen hver weekend og være sammen med mine venner konstant. I stedet ligger jeg på et dumt sygehus med kræft. Det her er dumt.” Tristheden i hendes stemme var nu næsten blevet erstattet af ren irritation, og hun kørte hele tiden sig selv mere og mere op. ”For hvorfor lige mig af alle personer? Hvorfor ikke en gammel person, der allerede har haft masser af år til at opleve, hvad han eller hun nu ønskede? Hvorfor kunne det ikke være blevet en anden?! DET HER ER IKKE FAIR!”

     Hun råbte for sine lungers fulde kræft, hvilket desværre ikke var specielt meget. Hun brød sammen i gråd lige efter og måtte hive en smule efter vejret. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Selvom jeg gerne ville, så var der grænser for, hvor meget jeg kunne gøre, når hun var så langt nede, som hun var.

     ”Hey, bare prøv at tage nogle dybe indånd-”

     ”DET KOMMER JO IKKE TIL AT ÆNDRE PÅ, AT JEG DØR FØR JEG FYLDER ATTEN!” råbte hun, og jeg lukkede kort øjnene i. Hendes vejrtrækning kom ud i små, korte stød, og jeg var bange for, at hun ville ende med at besvime, hvis det fortsatte sådan her.

     Jeg skulle lige til at sige noget igen, da døren svang op, og to læger kom ilende herind. De gik med det samme hen til pigens seng og forsøgte at få hende til at falde til ro. Hun fik en iltmaske på, der forhåbentlig kunne hjælpe hende med at få luft ned til lungerne, men gråden fortsatte stadig lidt endnu. Jeg vendte mig om på ryggen og så op i loftet, mens jeg ventede på at de gennemtrængende hulk snart ville forsvinde.

 

     Hendes forældre kom dagen efter, og jeg fik lov til at komme ud af værelset imens. Selvom jeg ikke fik lov til mere, end en gåtur frem og tilbage på gangen, så var det stadig bedre end at være fanget inde på værelset. De havde forsøgt at gøre værelset en anelse mere smageligt, men to små malerier af nogle tilfældige, farvede streger var ikke noget, der gjorde den helt store forskel efter min mening. Gulvet var stadig gråt, mens vægge og loft var hvidt. Hvis nu en enkelt af væggene var blevet malet blå for eksempel, ville det i det mindste blive en smule mere interessant.

     Dagene efter gik bedre og bedre. Vi snakkede sammen det meste af dagen, medmindre vi sov, spiste, eller hvis der var noget interessant i fjernsynet. Jeg forsøgte så godt som muligt at opmuntre hende med, at det jo ikke var sikkert, at hun ville dø. Lægerne ville gøre deres bedste, og vi kunne bare håbe på, at operationen ville være vellykket, når hun engang skulle have den. Selvom hun virkede til at få det en del bedre psykisk, så var der stadig tidspunkter, hvor hendes øjne syntes mørkere, mens hun stirrede tomt ud foran sig.

     I starten havde jeg været ret irriteret over pludselig at skulle dele værelse med en, men jeg var faktisk begyndt at være glad for det. Måske havde det også noget at gøre med, at hun var en af den slags personer, man kunne snakke om de mest ligegyldige tin med, men alligevel ville det virke som den mest interessante samtale nogensinde.

     Efter en uge i samme værelse, havde vi stadig ikke udvekslet navne. Vi havde snakket om det en del gange, men hun blev ved med at sige, at navnene alligevel ikke var andet, end noget overfladisk pis. Så vi fortsatte stilen uden at kende hinandens navne.

     Mange af vores samtaler blev på en eller anden måde altid ledt hen på det at dø. Det var tydeligt, at hun var skrækslagen ved tanken om at dø på grund af kræft. Jeg havde selv været på det stadie, hvor hun var nu, og jeg vidste udmærket, hvor skræmmende tanken kunne være. Før jeg fik kræft, havde jeg aldrig i mit liv tænkt over, at jeg kunne risikere så ung, medmindre det selvfølgelig var i en eller anden form for ulykke.

 

     Det var en tirsdag, da hun spurgte mig, om jeg troede på et liv efter døden.

     Vi havde boet på værelse sammen i halvanden uge, og jeg følte at jeg kendte hende ud og ind efterhånden. Når man ikke havde andre at snakke med end hinanden, fik man snakket om mange flere ting, end man ellers ville gøre.

     ”Det tror jeg ikke,” svarede jeg efter et kort øjebliks tænkepause.

     ”Hvorfor ikke?”

     ”Det ved jeg ikke. Jeg er ikke buddhist, så alt det med reinkarnation, siger mig ikke så meget. Jeg tror på, at når man dør, så dør man.”

     ”Nå… Okay.” Hun rynkede en smule på panden og så væk fra mig igen.

     ”Men jeg tror på, at sjælen på en eller anden måde lever videre, men ikke ligesom i buddhismen, hvis det ikke lyder totalt underligt.” Hun så hurtigt tilbage på mig igen, og jeg fortsatte min forklaring. ”Min mormor døde for nogle år siden, men nogle gange har jeg bare haft den her følelse af, at blive holdt øje med, hvis du forstår, hvad jeg mener? Så jeg tror måske, at ens sjæl lever videre, for at kunne holde øje med familien efter døden.”

     Hun nikkede langsomt, mens hun lignede en der bearbejdede mine ord.

     ”Det tror jeg måske også,” svarede hun efter et langt stykke tid, hvor hun bare havde ligget og set på mig. ”Jeg håber i hvert fald det passer. For hvis jeg ender med at dø, så vil jeg alligevel være her på en måde, ikke?” spurgte hun med et lille smil, hvilket jeg nikkede som svar til.

     ”Men jeg tror også på, at selvom man dør, så vil man altid leve videre hos dem, der holdte af en. Ens familie vil aldrig glemme en, og det vil ens bekendte heller ikke. Så selvom man ikke er der fysisk, så vil man alligevel være der på en måde,” sagde jeg tænksomt.

     ”Nogle gange er du ret dyb.” Hun kom med et lille grin, hvor hun rynkede på næsen imens. Jeg kendte ikke andre end hende, der gjorde sådan, når de grinte, men det var sødt på en anderledes måde.

     ”Jeg prøver,” svarede jeg tilbage.

     Og så sendte hun mig et af de smil, der var blevet det, jeg holdte allermest af ved hende. Det var et af de smil, der ikke blot sad på læberne, men som skinnede igennem i øjnene og på hele ansigtet. Det var et af de smil, der kunne afslutte krige og kurere kræft. Det var et smil, der kunne få blomsterne til at gro og få solen til at skinne på en regnvejrsdag.

     Jeg kunne ikke undgå at mærke den varme, der spredte sig rundt i min krop af at se hende smile sådan, og jeg ville gøre hvad som helst, for at få hende til at smile sådan igen. Det var de øjeblikke, hvor man i et kort øjeblik glemte, at vi var to unge mennesker, der havde kendt hinanden i halvanden uge og tilfældigvis var endt på samme værelse, fordi vi begge havde kræft.

     Det havde samtidig været svært at undgå at bemærke, at hun havde fået det værre i løbet af den sidste halve uge. Selvom der var kommet flere smil og grin, så var kuløren i hendes hud falmet en del. Hun sov mere, og lægerne var oftere på besøg end de før havde været. Jeg forsøgte at følge med i, hvad der blev sagt, når hun fik sine lægetjek, men jeg forstod ikke halvdelen af de ting, der blev sagt. Jeg havde stadig ikke fattet, hvorfor alle de ord, der i forvejen var ekstremt komplicerede, nu også skulle siges på latin. Det var i hvert fald ikke noget, jeg kunne følge med i.

     Én ting havde jeg dog forstået. Hendes tilstand var stadig kritisk, men hun skulle opereres i morgen, hvor hele hendes tilstand forhåbentlig ville vende. Om det så var til de bedre eller værre, var der ingen, der ville kunne svare på før i morgen.

 

     Det var onsdag og to timer siden, hun var blevet kørt afsted til operation. Vi havde sagt farvel til hinanden, og jeg havde lovet, at jeg nok skulle være her, når hun kom tilbage igen. Hendes forældre havde været lige ved siden af sengen hele tiden, og da døren klappede i efter dem, lå jeg med en underlig følelse i hele kroppen. Hvad nu, hvis hun rent faktisk ikke kom tilbage igen? Jeg skubbede hurtigt tanken væk. Normalt gjorde jeg ikke andet end at tænke negativt, men når det gjaldt hende, kunne jeg ikke andet end at tænke positivt.

     Jeg lå helt stille og stirrede op i loftet, mens to timer blev til tre. Burde hun ikke snart være tilbage? Måske beholdte de hende et eller andet sted, indtil hun vågnede op fra bedøvelsen igen? Ja, det måtte være derfor. Jeg trommede nervøst med fingrene imod min ene arm, og kiggede hvert andet minut hen på uret for at se, hvor lang tid der var gået siden sidst.

     Da døren efter tre og en halv time endelig gik op, kunne jeg ikke undgå at holde vejret i et kort øjeblik. En læge kom herind og gik hen til hvor min værelsesvens seng havde stået, og begyndte at samle nogle af de ting sammen, der lå på bordet ved siden af sengen. Jeg var forvirret.

     ”Hvordan gik operationen?” spurgte jeg nervøst, og jeg var ikke sikker på, at jeg virkelig havde lyst til at kende svaret.

     ”Hun klarede den desværre ikke.”

     En skælven gik igennem hele min krop, og jeg sank en klump i halsen. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan hun bare sådan lige kunne være væk. For mindre end fire timer siden, havde hun sendt mig et smil og lovet, at hun nok skulle være tilbage i aften, så hun kunne fortsatte sin historie om, hvordan hun engang var faldet af en hest da hun var fire, og derfor nu frygtede heste mere end noget andet. Men nu lod det til, at den historie aldrig ville blive færdiggjort. Hendes historie ville aldrig blive færdiggjort.

     ”Hvorfor ikke?” var jeg nødt til at spørge.

     ”Hun var i forvejen i en meget kritisk tilstand, så vi vidste alle, at operationen ville være lidt af et sats. Hendes krop var desværre meget svag, og hun mistede for meget blod. Jeg er ked af det,” sagde lægen, og sendte mig et sorgmodigt smil, før hun forlod værelset med tingene.

     Stilheden overtog rummet, og jeg lå med et stort virvar af tanker, mens jeg slet ikke kunne finde hoved eller hale i det hele. Hun var virkelig væk. Det begyndte langsomt at gå op for mig, at det her var virkeligheden, og virkeligheden var barsk og uretfærdig. Hun fortjente ikke at dø, men alligevel blev hun fjernet fra livet i en alder af sytten. Hun var et godt menneske, der fortjente at leve et langt og lykkeligt liv. Men sådan skulle tingene ikke være.

     Mens nattens timer langsomt indhentede mig, lå jeg stadig lysvågen og tænkte på, hvordan en simpel pige som hende, kunne komme til at betyde så meget for mig på lidt under to uger.

 

     En uge efter var hun stadig alt jeg tænkte på. Jeg var kommet hjem igen, og mine forældre var over mig konstant. Jeg var endelig begyndt på kemoterapien, så jeg havde det ad helvedes til det meste af tiden. En aften fandt jeg mig selv i en dyb samtale med min mor over pigen. Jeg kunne stadig ikke forstå, hvorfor en som hende skulle miste livet. Til forskel fra mig var hun et godt menneske, mens jeg gik rundt og hadede alle mennesker. Hvis nogen skulle være død, burde det nærmere være mig end hende.

     Min mor havde for det første virket ekstremt overrasket over, at det var mig selv der indbød til samtalen, hvilket jeg normalt aldrig gjorde. Derefter forsøgte hun på så pædagogisk måde som muligt at forklare mig, og kræft var en uretfærdig sygdom, og at den ikke tog højde for, hvem der fortjente det eller ej. Den var modbydelig og satte sine kløer i selv de bedste mennesker.

     Jeg hadede kræft. Jeg hadede det så forbandet meget. Hvis kræft havde været en person, havde jeg for længst stukket øjnene ud og skudt personen utallige gange. Så meget hadede jeg kræft.

     Efter tre uger var mit liv så småt ved at gå i den rigtige retning igen. Pigen overtog ikke mine tanker konstant, som hun før havde gjort, men hun sneg sig stadig ind med jævne mellemrum, og jeg troede ikke, at det ville ændre sig lige foreløbigt. Selvom to uger sammen ikke var meget, så havde det været to uger jeg sent ville glemme.

     Alle folk efterlader et mærke på en – forskellen er, om det er vedvarende eller midlertidigt. Pigen havde helt bestemt efterladt et mærke på mig, og selvom jeg forsøgte at komme videre, var det ganske simpelt ikke muligt. Jeg kunne ikke få hende ud af mine tanker, men sådan var det. Hendes mærke på mig ville ikke forsvinde, lige meget hvor mange gange jeg kradsede og skrubbede. Det ville altid være der, og det var jeg egentlig utrolig taknemmelig for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...