A life of perspectives

Kæreligheden befinder sig ikke altid der hvor vi forventer det, men kommer som regel som en uventet oplevelse. Maysie og Chris kommer fra to vidt forskellige dele af samfundet, han er medlem af en småkriminel bande, og ryger ind og ud af diverse problemer, hvorimod hun har forældre i overklassen, og må derfor fokusere meget på sit skolearbejde, så hun kan gøre sine forældre stolte. De har begge to forventninger at leve op til, og ønsker ikke at svigte dem de holder af. Men nogengange må man huske, at sætte sig selv i første række, og følge sit eget hjerte, trods alle andres forventninger.
Dette er mit bidrag til 'Film: En flinge i himlen'-konkurrencen. Til denne historie har jeg valgt, at lade mig inspirere af citatet i valgmulighed nr. 3 - "I fell in love the way you fall asleep: slowly, and then all at once."

2Likes
2Kommentarer
425Visninger
AA

2. ”Vi kalder det altså ikke ’drengestreger’!”


Mine fingerspidser trommer utålmodigt på det beskidte fængselsgulv, og jeg læner længselsfuldt hovedet op ad den grå betonvæg. Tandstikken i min mundvig roterer skiftevis fra venstre til højre, og jeg mærker hvordan afhængigheden utålmodigt bider i mig. I staten rystede min krop konstant og jeg kunne slet ikke styre mine humørsvingninger, men efter to måneders afvænning, er jeg så småt begyndt at vænne mig til en dagligdag uden hverken piller, røg eller nogen form for påvirkende væske. Inderst inde ville jeg nok ønske, at jeg slet ikke behøvede den slags i mig hverdag. Men som mit livsbillede ser ud, er ting som disse det eneste som kan holde mig kørende i denne elendige verden.

Jeg kigger op mod tremmedøren, og kan se menneskerne over på den anden side af gangen. Alle sidder de inde i hver deres lille aflukke og spilder livet, præcist ligesom jeg gør nu. Men ikke ret lang tid endnu. Siden jeg kom, har jeg ridset små streger i vægen med en kniv, som jeg har stjålet nede i kantinen, og jeg er nu nået op på dag nummer enogtres. Mine to måneder er hermed overstået, og jeg ser frem til min løsladelse.

Jeg spytter tandstikken ud, og betragter min blå fængselsuniform. Dragten er mørkeblå, med lange ærmer og bukseben, og to lommer på brystet. Stoffet er behageligt, hvilket er nødvendigt, da det er det eneste vi må have på herinde. Og det eneste tidspunkt vi må tage den af, er ved de to ugentlige bade. Men selv der kommer den hurtigt på igen, for jeg bryder mig ikke om at bade sammen med alle de andre. Jeg kender ikke engang halvdelen af de mænd som sidder inde her, men jeg ved at her befinder sig nogle skumle typer. De værste har siddet her inde i så mange år, at de er begyndt at glemme hvordan der ser ud udenfor. De er så desperate for opleve omverdenen, at de dissideret er farlige, fordi man ikke kan regne deres reaktioner ud.

”O’Brian” brummer en fængselsvagt, og jeg rejser mig langsomt op. Han nikker henkastet med hovedet, og jeg følger efter ham ud af cellen. Mine håndjern har strammet om mine håndled, og efterlader dybe røde aftryk, da betjenten møjsommeligt for låst dem af. Jeg tager fat om det ene, og ømmer mig en smule, men undlader dog at vise ubehagen i mit ansigt, da det bare ville få mig til at virke svag blandt disse mennesker.

Selvom håndjernene nu er væk, og jeg er blevet lukket ud fra min celle, er der stadig en ting jeg mangler, inden jeg igen kan kalde mig en fri mand. Jeg bliver ført ned af den velkendte gang, som forenden huser politikorpsformandens kontor. Jeg har efterhånden været her et par gange, så jeg husker stedet rimelig godt.

Rummet er kridhvidt og med en kraftigt lysende lampe i loftet, som skærer ubehageligt i øjnene, på denne tid af døgnet. I midten af rummet er der opstillet et bord, med to stole på hver sin side. I den ene stol har politikorpsformanden allerede sat sig, så jeg dumper ned i stolen over for ham. Mit ansigt er rettet mod et tændt kamera, og bag det er der et stort spejlglas vindue. Her inde fra ser vinduet bare helt sort ud, og umildbart ville man ikke gætte på, at der befandt sig nogen på den anden side, men da jeg efterhånden har besøgt dette lokale en del gange, har jeg fundet ud af, at der rent faktisk sidder nogen på den anden side af glasset og lytter med.

”Nå O’Brian, skal vi ikke bare gå lige til sagen, så vi begge to kan få det her overstået” begynder han og læner sig frem i stolen.

”Jo tak, jeg orker skam heller ikke at være her mere, så bare fyr løs” svarer jeg kækt og prøver at være så afslappet som muligt.

Han sænker øjenbrynene og kigger dumt på mig. ”Din bande er her ikke lige nu, så spar mig for al charmen.” Jeg trækker på smilebåndet og bider mig let i læben. Hemmeligheden bag enhver anholdelse er, at tage det så afslappet som muligt, lade som om intet er gået galt, og til tider være lidt kæphøj hvis politiet bliver for påtrængende.

”Dig og din bande må lære at holde sig inden for lovens grænser. Overtræder I én gang til, kan det betyde længere fængselsdomme for de fleste af jer. Og jeg snakker altså om forbrydelser der både indvoldveer vold, narko, tyveri og alt det i nu til dagligt går og kalder ’drengestreger’” han er ved at blive utålmodig. Jeg lægger armene over kors og studere ham for en kort stund. Manden er omtrent et hoved højere end jeg selv, han er muskuløs, men ejer alligevel en beskeden ølmave. Hans hår er sort, med et svagt gråligt skær. Han har to dyde rynker i panden og hans mørke øjne ser bebrejdende på mig. Han løfter sit ene buskede øjenbryn en smule, og afventer tydeligvis et svar fra min side. ”Vi kalder det altså ikke ’drengestreger’!” siger jeg og ligger ekstra tryk på det sidste ord. Han ryster opgivende på hovedet, og kigger i stedet ned i de papirer som han har på bordet foran sig.

”Sig mig engang Chris,” begynder han. ”Bliver du aldrig træt af det her? Altid i problemer, og træder du bare ét skridt forkert, er det lige lukt i brummen?” Ikke lige just det spørgsmål man plejer at få til disse afhøringer. Jeg trækker på skuldrene, inderst inde ved jeg jo godt selv hvad jeg mener om dette liv, men det er absolut ikke noget jeg ønsker at dele med ham og de folk bag glasruden. ”Jeg mener, du er jo stadig ung, hvorfor ikke bare droppe kriminaliteten og få dig en uddannelse i stedet for. Du kan stadig nå at rette op på dit liv.” Hans ord provokere mig grænseløst. ”Du aner ikke en skid om mit liv!” siger hårdt med en bankende næve i bordet, og rejser mig op. Jeg har spildt nok tid herinde nu. Jeg går direkte mod døren, trods hans tilråb bag mig. Gangen er tom, hvilket gør dette meget lettere for mig.

Jeg smækker hoveddøren hårdt efter mig, og håber at det kan høres inde på gangen. Hvad bilder han sig egentlig ind, at have sig de holdninger om mig som person. Og hvis jeg faktisk ville gøre det bedre, er det i forvejen for sent. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg for længst har ødelagt det for mig selv.

Jeg løber ud af politigården, og begiver mig langsomt hjemad. På vejen passerer jeg parken, hvor jeg stopper op ved et lille blomsterbed. Ovenpå jorden ligger der en lille rød kapsel, som for en hver anden bare ville være affald, men for mig er det en ledetråd. Jeg graver mine fingre ned i den dugfugtige jord, hvor jeg får fat i en cigaretpakke, som indeholder to cigaretter og en lighter. De andre fra banden plejer altid at ligge en lille forsyning ned, når de ved at en af os kommer ud fra brummen. Vi ved alle hvad abstinenser vil sige, og derfor har vi vores lille forråd gemt her. Jeg stikker cigaretten i munden og sætter ild til den. Det første sug er hæsligt. Men jeg vender mig hurtigt til smagen igen. Jeg tager nogle grådige sug mens jeg går, og cigaretten er væk på ingen tid. Jeg tænder den næste, og gør mig umage for at holde den lidt længere, mens jeg går ned mod stranden. Min hjerne har heftigt brug for den friske havluft, til at komme sig over to måneders fængsling.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...