A life of perspectives

Kæreligheden befinder sig ikke altid der hvor vi forventer det, men kommer som regel som en uventet oplevelse. Maysie og Chris kommer fra to vidt forskellige dele af samfundet, han er medlem af en småkriminel bande, og ryger ind og ud af diverse problemer, hvorimod hun har forældre i overklassen, og må derfor fokusere meget på sit skolearbejde, så hun kan gøre sine forældre stolte. De har begge to forventninger at leve op til, og ønsker ikke at svigte dem de holder af. Men nogengange må man huske, at sætte sig selv i første række, og følge sit eget hjerte, trods alle andres forventninger.
Dette er mit bidrag til 'Film: En flinge i himlen'-konkurrencen. Til denne historie har jeg valgt, at lade mig inspirere af citatet i valgmulighed nr. 3 - "I fell in love the way you fall asleep: slowly, and then all at once."

2Likes
2Kommentarer
414Visninger
AA

3. ”Du har et forkert perspektiv”

Jeg lader mine fingre glide nænsomt hen over det tynde hvide stof, som udgøre det for gardiner, og trækker det forsigtigt til side. Solens stråler bryder ind gennem ruden og oplyser rummet. Jeg tager fat om dørhåndtaget og træder ud på min lille balkon. Jeg mærker varmen på min krop og den friske morgenvind mod mit ansigt. Efter solens position på himlen at dømme, er klokken ikke mere end syv. Jeg betragter udsigten og prøver at finde det rigtige perspektiv. Min kunst lærerinde Sophia siger altid, at en oprigtig kunstner formår at opfange det perfekte perspektiv, uanset hvor man befinder sig. Problemet er bare, at jeg aldrig rigtig har forstået det med perspektiver.

Jeg snupper et æble på vej ud af døren, og sætter kursen ned mod havet. Gaderne ligger næsten øde på denne tid af døgnet, kun de ældre er oppe og på vej til bageren. Forståeligt nok er der ingen unge, skolernes ferie startede i går, så de ligger nok hjemme og sover lige nu. Gid jeg kunne, men jeg er for vant til min døgnrytme til at kunne lave den om. Mine forældre har altid sent mig tideligt i seng, så jeg kunne komme op om morgenen for at studere. Gennem hele mit liv er jeg blevet undervist derhjemme. Min far insisterede på at det ville være bedst både læremæssigt og sikkerhedsmæssigt. Mine forældre har altid været meget overbeskyttende, skyndt de næsten aldrig er hjemme. De har begge to høje stillinger, og arbejder tit forskudt af hinanden. Men heldigvis for mig, kan jeg altid bare tage ned til Sophia. Jeg er der nede hver dag, og hun er ligesom en del af min familie. Hun har lært mig næsten alt hvad jeg ved, og er den bedste ven jeg har. Men også den eneste ven. Livet som hjemmestuderende kan til tider være rimelig ensomt. De eneste personer jeg kender er dem fra min familie eller mine undervisere. Mine forælder mener nemlig, at det kan var farligt at kende for mange unødvendige personer, specielt efter det der skete med min søster Tess. Men gid jeg bare kendte én.

Sophias undervisnings lokale ligger lige på grænsen til standen. Det er et hyggeligt lille hus, bestående af et stort stueareal med indbygget køkken, et lille toilet og en hims helt oppe ved loftet. Jeg har altid elsket at være her, for stemningen er så hyggelig, og fra første dag jeg kom her, følte jeg mig allerede hjemme. Stuearealet er indrettet som et atelie. Væggene er i mange forskellige farver og mønstre, og rummet bliver lyst op af de store vinduer, med udsigt ned til havet. Midt på gulvet er der opstillet staffelier med igangværende malerirer. Pensler, svampe og andre mærkværdige redskaber har sin plads over i et af køkkenskabene. Op ad den ene væg er der opstillet et stort grønt lærred, så man også kan prøve sig frem med greenscreen. Kameraerne og udstyret, samt computere har også sit eget skab, som altid låses forsvarligt af efter brug. Men det bedste af det hele er himsen foroven. Man skal kravle op af en træstie, som er malet stribet i blå og hvide farver. For toppen af stien hænger der nogle røde tykke gardiner, som man skal trække fra, for at komme ind til selve himsen. Et lille rum, fyldt med puder i alle former og farver. Der er ingen vægge, men i stedet et kæmpe kuppel formet vindue, hvor man kan ligge og kigge op på himlen. Sophia har klistret nogle luskæder fast deroppe, og hængt en buket tørrede blomster fast i gardinstangen, for at skabe en hyggelig atmosfære.

Jeg låser mig selv ind, med den nøgle som Sophia har givet mig. Jeg kan bruge mange timer herinde hverdag, specielt nu hvor jeg har ferie fra min undervisning, og ikke ellers aner hvad jeg skal lave. Normalt plejer jeg at læse i bøgerne fra vores lille bibliotek, men som årene er gået, er jeg snart nået igennem alle dem som jeg syntes er værd at læse. Begge mine forældre er store bogelskere, og specielt min mor som arbejder som Journalist. Hun rejser meget rundt i verden, og har altid en masse bøger med hjem. Mange af dem er fakta bøger, som hun selv kan bruge via sit arbejde, men som regel plejer hun også at købe et par stykker med hjem til mig, som består af ren fantasi. Jeg elsker at leve mig ind i de fiktive universer for en stund, hvor jeg glemmer alt om mit eget kedelige liv.

Jeg finder et kamera frem og låser huset efter mig igen. Solen skinner så smukt på himlen allerede, så det ville næsten være synd ikke at nyde det gode vejr. Jeg går ned på stranden, hvor jeg finder mig en god sten at sidde på. Jeg tænder kameraet og pudser forsigtigt linsen med mit ærme, inden jeg ser igennem det. Jeg vil gerne tage et godt billede, som jeg kan vise til Sophia, men af hvad? Jeg drejer kameraet lidt, og ser rundt på landskabet gennem linsen. To måger sider og hakker i sandet ude i vandkanten. De har garanteret fanget en fisk som de er ved at fortærer. Jeg klikker den lille knap ned, og kameraet giver et lille klik fra sig. Jeg kigger forventningsfuldt ned på skærmen, for at se hvordan billedet blev, men må skuffet erkende, at billedet ikke helt blev som jeg regnede med. Den ene måge står med ryggen mod kameraet og skygger for den andens hovedet. Jeg sletter billedet og ser igennem linsen igen.

En hurtig bevægelse fanger min opmærksomhed, og jeg drejer langsomt kameraet, så jeg kan følge med i hvad der sker. Bevægelsen stopper og jeg ser nu en dreng stå ude i vandkanten. Mågerne må være blevet forskrækket, for de er nu på vej væk ud i horisonten. Med fingrene drejer jeg lidt på kameraet, så billedet zoomer ind, og drengens ansigt viser sig på min skærm. Hans hår er lyst med brune nyancer, og med morgensolen mod sig, for det næsten et rød-gyldent skær. Det bevæger sig svagt i vinden og ser næsten helt levende ud. Jeg kan kun se den ene side af hans ansigt, men ud fra den at dømme er det meget velformet. Hans blik vendt ned mod jorden, han har en cigaret i munden, og kører en hurtig hånd igennem de levende lokker. Han tager et par dybe indåndinger, før han drejer hovedet og kigger direkte op i linsen. Der går et par sekunder før det faktisk går op for mig, at han har fået øje på mig, så jeg sinker kameraet. Jeg kan mærke varmen i mine kinder og mit blik søger ned af, da jeg ikke ønsker at møde hans øjne. Jeg kan hører fodtrin i sandet, og ser lidt efter to slidte skosnuder foran mig. Jeg bider mig i læben, og lader mit blik glide langsomt op ad ham. Hans øjne ser direkte ned i mine, men de er plottet for følelser, så det er ikke til at sige hvordan han vil reagere.

”Du har et forkert perspektiv,” siger han og skal til at fortsætte, da jeg uvilkårligt afbryder ham midt i hans sætning. ”Undskyld jeg ved det var forkert af mig, men..” denne gang distrahere han mig, så jeg bliver nødt til at stoppe op. Han vifter afværgende med hænderne og åbner munden for at snakke færdig. ”Nej det var ikke det jeg mente. Du har et forkert perspektiv til dit billede.” Jeg kigger uforstående op på ham, men han nikker bare og sætter sig ned på stenen ved siden af mig. Cigaretten bliver skodder og smidt væk i sandet. Han studerer hurtigt mit ansigt fra mund til øjne, og vender så tilbage til virkeligheden igen. ”Hvis du skal have det optimale billede af en morgensol, mens den stiger op, skal du tænke på dens position.” Han placere forsigtigt en hånd på min ryg og peger så i solens retning. En mærkelig følelse spreder sig i min krop, og jeg vil gætte på, at det skyldes hans berøring. Jeg ser ud i den retning hans hånd peger. Solen har allerede bevæget sig et lille stykke op på den morgenklare himlen. ”Du skal tænke på, at solen står op i øst, så for at fange den i dens gang op, skal du dreje dit kamera mere til højre, for at skabe dens linje op mod himlen.” Med hånden tegner han den skrå bane solen vil følge, og mine øjne følger nysgerigt med. Nænsomt lægger han sine hænder oven på mine og flytter kameraet et par centimeter mod højre. Det prikker i mine fingre. Jeg kigger ned på den lille skærm. Solen er nu placeret i venstre side af billedet, med havoverfladen under sig og et stykke himlen over sig, og skaber den skrå linje op ad, som han snakker om. Jeg klikker knappen ned og billedet bliver taget. Jeg smiler og vender mit ansigt mod hans igen. Hans blå øjne stråler i solskinnet. Han drejer blikket og møder mit. Et lille smil danner sig på hans læber. ”Jeg har aldrig set dig her i kvarteret før?” siger han. Jeg ryster på hovedet. ”Jeg er altid blevet undervist derhjemme, så det er ikke ret meget jeg kommer ud” forklarer jeg kort. Jeg ved at jeg ikke burde tale med en fremmede, og følelsen af at sidde her sammen med en, gør mig også utryg, men samtidig får jeg også en hel ubeskrivelig lyst til at lære ham at kende. Men lysten er forkert. Min far taler tit om, hvor mange kriminelle fyre der befinder sig her nede ved havnen, og som ikke laver andet end hærværk eller deltage i slagsmål. Sådan en type vil jeg nødigt støde ind i. Men ham her ligner nu heller ikke sådan en type. For når jeg hører ordet kriminel, for jeg et billede ind i hovedet af en stor muskuløs, piercet og tatoveret mand. Og dette er langt fra hvad ham her ligner.

Han nikker anerkendende til mit svar. ”Hvad hedder du?” Jeg overvejer kort situationen, for at afgører om jeg skal stoppe samtalen her, og undlade ham at fortælle mit navn. Det ville nok være det klogeste og nok også det mine forældre ville fortrække jeg gjorde. Men samtidig, så ønsker jeg også at vide hans. Jeg kommer aldrig til at lære nogen nye mennesker at kende, hvis jeg altid skal gemme mig bag frygten for at de vil mig noget ondt. Eller den tanke at jeg vil ende ligesom min søster. Jeg ser direkte ind i hans øjne. Min mor siger altid at man kan se sandheden i øjnene, men i hans ser jeg ingenting. Så kan jeg stole på ham eller ej?

”Maysie” hører jeg pludselig mig selv sige. Men jeg undlader mit efternavn. Hvis han kun får mit navn, vil jeg være svære at finde igen. Der er trods alt mange i verden, der hedder Maysie ligesom jeg gør. Han gentager det stille for sig selv, og smager på bogstaverne. ”Jeg hedder Christopher, men de fleste jeg kender forkorter det til Chris” fortæller han. Christopher. Det er et flot navn, og han bæger det ganske godt. Jeg kan hører en svag råben, og vi vender begge to hovedet for at møde lyden. Sophia står og vinker til os oppe ved huset, og jeg ved med mig selv, at jeg hellere må gå derop.

Begge vores hænder sidder stadig på kameraet, og det er først nu vi ligger mærke til det. Christopher trækker akavet sin hånd tilbage, og griner en smule for at bløde den akavede stemning lidt op. Jeg rejser mig fra stenen, og står et stykke tid bare og ser ned på ham. Skal jeg sige farvel eller?

”Det var hyggeligt at møde dig Maysie, jeg håber vi ses igen” siger han med et smil og springer ned i sandet. ”I lige måde” smiler jeg og vender mig om. Jeg kan mærke at hans blik stadig hviler på mig da jeg går op mod huset. Jeg er i forvirring. For det første over at jeg har mødt en helt fremmed, og turdet at tale med ham, sådan bare uden videre. Og for det andet, over jeg rent faktisk overvejer ideen om at se ham igen. Jeg ved åbenlyst godt at svaret er nej, men inderst inde er der noget der ganske svagt hvisker ja.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...