A life of perspectives

Kæreligheden befinder sig ikke altid der hvor vi forventer det, men kommer som regel som en uventet oplevelse. Maysie og Chris kommer fra to vidt forskellige dele af samfundet, han er medlem af en småkriminel bande, og ryger ind og ud af diverse problemer, hvorimod hun har forældre i overklassen, og må derfor fokusere meget på sit skolearbejde, så hun kan gøre sine forældre stolte. De har begge to forventninger at leve op til, og ønsker ikke at svigte dem de holder af. Men nogengange må man huske, at sætte sig selv i første række, og følge sit eget hjerte, trods alle andres forventninger.
Dette er mit bidrag til 'Film: En flinge i himlen'-konkurrencen. Til denne historie har jeg valgt, at lade mig inspirere af citatet i valgmulighed nr. 3 - "I fell in love the way you fall asleep: slowly, and then all at once."

2Likes
2Kommentarer
430Visninger
AA

4. "Bare rolig, jeg har dig"

 

”Hey se hvem vi har her, er det ikke fængselskongen som er vendt hjem?” griner Jack glad og springer mig i armene, jeg når frem til de andre på havnen. Hans brune øjne ser en smule sløret ud, og efter hans overglade reaktion at dømme, har han tydeligvist valgt at starte dagen med lidt gift til kroppen. ”Kom hen til os Chris, vi har sådan manglet dig” griner han fjoget og trækker mig med ind i fællesskabet. De andre gutter sidder inde i vores skur, og hilser glade på mig. Jeg dumper ned i en af de slidte sofaer, og smækker benene op på det faldefærdige sofabord, som vi engang støvede op på en losseplads.  På bordet er der opstillet nogle små stearinlys, og her lugter allerede giftigt af de forskellige stoffer i luften. Jack rækker mig en ske, og har gjort sig den ulejlighed at hælde noget væske i den for mig. Præcist hvad væsken indeholder, har jeg aldrig rigtig vidst, men det for en til at glemme hverdagen omkring sig. Og det kan få os fattige unger, til at føle os som de rigeste konger. Jeg holder skeen ind over den lille flamme, og nyder de andres selvskab. Efter to måneder i fængsel kan man godt føle sig ret ensom. Jeg har glædet mig i ugevis til at komme ud til gutterne, og bare hænge ud sammen med dem som jeg plejer. 

Farverne kører rundt for øjnene af mig, de blandes sammen, og bliver til en stor regnbuefarvet masse. Grinene runger i min øregang. Ansigterne omkring mig bliver fordoblet og forstørret. En flyvsk fornærmelse danner sig i min krop. Det hele snurre rundt. Og pludselig står hun der. Klædt i en lang hvid kjole, og det brune hår flettet i en fletning ned langs siden. Hun smiler sødt til mig. Jeg rækker ud efter hendes hånd, kun for at opdage, at hun er en hallucination fra min hjerne.

 

Jeg vågner på den slidte sofa hvor jeg faldt i søvn. Rundt omkring i rummet ligger de andre. Jack har sit ene ben oven på mit. Jeg flytter det forsigtigt og rejser mig op. Mit syn slører stadig en kende, men jeg har mere selvkontrol end før. Jeg bevæger mig langsomt om døren, med stavrende skridt. Min krop er sløv, og det føltes som er det flere timer der går, før jeg endelige står ved udgangen. Den kølige nattevind rusker blidt i mit hår, og klarer mine tanker op. Jeg indånder den kølige brise, og mærker hvordan den fylder min krop op med ny energi. Jeg sætter tempoet op. Løber ud i natten. Jeg kan tydeligt mærke at stofferne i min krop, ikke bryder sig om denne pludselige bevægelse, og de prøver hidsigt at gøre modstand, ved at få mit hoved til at dunke voldsomt. Jeg bider tænderne sammen og løber videre. Det skal bare løbes væk, tænker jeg.

Da jeg når stranden, vælter jeg om i det fugtige sand. Min puls er høj og mit åndedræt hurtigt. Stjernerne lyser klart som små sole, og månens blege skær spejler sig i havet. Jeg finder Karlsvognen, lillebjørn, storebjørn og Orion. Derefter søger jeg efter de forskellige stjernetegn. Jeg har altid været fascineret af stjernerne, og hvis jeg har brug for et lille pusterum fra hverdagen, plejer jeg altid at ligge mig herud. Man føler sig så lille, når man ligger her og kigger op. Lille og ubetydelig. Nogle mennesker ville måske påstå, at når de dør, vil verden gå i stå. Men jeg ved at den vil fortsætte, selv uden mig. Ja endda selv hvis man slog hele jordens befolkning ihjel, ville verden fortsætte. Universet har altid været der. Ingen ved hvad der var før det, eller hvem. Jeg tror ikke på en gud som sådan. Men på universet og dets historie. Hver og en af stjernerne har en historie, men mange af dem er gået tabt med tiden. Jeg gør mig umage, med at huske de af dem jeg kan. Jeg ville gerne dele dem med nogen, men personen skulle have betydning for mig. Det skulle ikke bare være hvem som helst.

Da solen begynder at titte frem ude i horisonten, bevæger jeg mig op mod byen. Jeg tvivler på de andre er stået op endnu, så jeg kan lige nå at gå mig en tur, uden nogen opdager det. De har aldrig forstået mine små natteture, og det passer mig faktisk fint. De ville alligevel bare spolere dem. Nogle ting har man bare brug for, kun at have for sig selv. Og kun sig selv. Med tiden har jeg lært, at den eneste person man kan stole på, er sig selv. Man skal ikke lade nogle andre komme for tæt på, for det går næsten altid galt i sidste ende. Gennem hele livet har jeg prøvet at forstå dette budskab. Det har været en hård kamp, men efter mange år i den korkerte ende af samfundet, finder man hurtigt ud af det. 

Det er fint nok at hører til i en flok, som jeg jo gør, men man skal huske at stå sig selv nærmest. Det ved vi alle, og hvis politiet kommer, må man redde sin egen røv. Ingen vender tilbage efter dig, hvis de ved at de selv vil blive udsat for problemer. Den slags kan man kun lærer på den hårde måde. Jeg har været i brummen, for noget en anden har gjort, fordi jeg var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, sådan er det bare. Vi løber alle en risiko med vores levestil, og nogen gange går det bare galt.

På vejen får jeg øje på en bekendt skikkelse. Kameraet er oppe foran hendes ansigt, præcis som det var i går. Hendes brune hår er flettet i en stram fletning ned af hendes ryg.

”Hej” siger jeg forsigtigt, og hun hopper forskrækket op. Hendes brune øjne ser store og en anelse skræmte ud. Jeg smiler beroligende til hende, og et nervøst smil danner sig på hendes læber. ”Får du taget nogle gode billeder?” Hun trækker lidt på skuldrende. Hun virker bange og en smule utilpas med situationen. Hun ser mig i øjnene. ”Jeg prøver at tage et billede af klinten derovre” svarer hun og peger hen mod den store græsklædte bakke, længere henne af stranden.

Jeg får en ide. Hvis hun vil have et bedre billede, må hun altså tættere på. ”Kom jeg skal vise dig noget” siger jeg. Hun kigger usikkert på mig, men lader sig så fører med.

Jeg trækker hende med op på den græsbeklædte klint. Hvis man skal have et godt billede, må man altså udforske selve motivet.

”Hvor skal vi hen?” spørger Maysie, og jeg kan se et lille glimt af spænding i hendes øjne. ”Vent og se” smiler jeg. Vi fortsætter til vi næsten står helt oppe ved klintens top. Jeg lægger mig ned på maven, og giver tegn til at hun skal gøre det samme. Vi kravler langsomt frem, og stopper først da klinten ender op. Der må være mindst tyve meter ned, og alt ser småt ud heroppe fra. Jeg vender ansigtet om mod hende. Men hun ser ikke helt så begejstret ud som forventet. Faktisk så ser hun dissideret bange ud. Hendes krop ryster og hendes ansigt er helt stift. ”Hey rolig nu, der sker dig ikke noget” forsikrer jeg, og lægger betrykkende min hånd på hendes ryg. Hun tager en dyb indånding. ”Jeg har aldrig været så højt oppe før” erkender hun med rystende stemme. Jeg føler mig pålagt til at berolige hende, efter som det jo er mig der har taget hende med herop. Jeg peger ud i horisonten. ”Kan du se det skib derude, det med det røde sejl.” Hun nikker stumt. ”Jeg ser det tit derude. Manden som ejer det, sejler ud hver dag, og kommer altid hjem igen om aftenen. Han ligger til nede på havnen, hvor hans hund bor.” Hun kigger en smule forundret på mig. ”Bor hans hund alene nede på havnen?” Jeg nikker. ”Tro det eller ej, men den har sit eget lille hus. Når manden så kommer hjem, løber den ned til ham i båden, og spiser aftensmad sammen med ham og sover i skibet, og når det så bliver daggry, trisser hunden tilbage til huset igen.” Maysie griner. Hendes latter er lille og minder mere om en klukken. Men den er utrolig sød til lige netop hende. Så uskyldig. Gad vide hvordan det lyder når hun griner højlydt?

Jeg kan mærke hendes puls stige, og hendes krop ryster som fik hun stød. Jeg holder fast om hendes skulder og mave, mens hun hænger halvt ud over klinten, for at kunne tage billedet. Hendes åndedræt skælver og jeg kan mærke hvor anspændt hendes krop er. ”Christopher” gisper hun. Hendes stemme er en smule grådkvalt og hun snøfter højlydt. ”Bare rolig, jeg har dig” lover jeg. Hendes hænder ryster enormt da hun fører kameraet op foran ansigtet. Jeg hører klikket og trækker hende ind igen. Kun klamrer sig til mig, og kigger skræmt ned mod afsatsen. ”Rolig” hvisker jeg. Hun slipper mig langsomt. Hendes kinder er fugtige, men jeg tørrer dem forsigtigt med mine fingerspidser. ”Hey det er overstået nu, du har klaret det” smiler jeg og giver hendes arm et lille klem. Usikkert begynder hun at grine. Og ved lyde af hendes grin, kan jeg heller ikke holde et grin tilbage mere.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...