What's a soulmate? // Liam Payne fanfiction (One Shot)

En soulmate. Din bedsteven? Dit livskærlighed? Personen der kender dig ud og ind? En soulmate er den person man er sammen med for evigt. Det kan genkendes på ens håndled. Hver person har et navn på sit håndled, ligesom et modermærke. Nogen finder sin soulmate hurtigt, mens andre bruger lang tid på at finde den person. Som 20-årige Amber Elizabeth der stadig prøver at finde sin soulmate. Alle hendes venner har fundet sin soulmate, undtaget hende. Hun er nået til det punkt hvor hun har opgivet. Men er det muligt hun ikke har en soulmate, som den eneste person?

42Likes
13Kommentarer
1090Visninger
AA

1. What's a soul mate?



Mor, hvis navn er det på mit håndled?” Spurgte den lille pige, med de funklende blå øjne.

”Det er din soulmate,” svarede den lille piges mor, og pegede på sit eget håndled: ”Se, fars navn står også på mit.”

Den lille pige lod sine fingre glide hen over navnet på sit eget håndled, og kiggede så på sin mors.

Hvad er en soulmate?” Spurgte hun så, og studerede bogstaverne der var graveret i hendes håndled. L-i-a-m-P.

En soulmate er som en bedsteven, men mere. Det er.. det er den ene person i verden, som kender dig bedre end nogen anden. Den person som gør dig et bedre menneske. Nej, faktisk gør de dig ikke til en bedre person. Det gør du af dig selv, fordi den person inspirere dig.
En soulmate er en du har med dig for evigt. Det er den person der kendte dig, accepterede dig og troede på dig før nogen andre gjorde, eller når ingen andre vil. Og uanset hvad der sker, vil du altid elske dem, og ingenting ville nogensinde kunne ændre det.”

Hvordan kan vi vide hvem der er vores soulmate? Der er jo så mange mennesker i verden.”

Vi ved det bare. Din soulmate er som en nøgle til din lås. Du kan åbne dig for dem.”


13 år var nu gået. Gennem årene fandt alle mine venner sine soulmates. Enten på en kaffebar, i klasselokalet, eller helt tilfældigt på gaden. Op til flere gange prøvede jeg med vilje og løbe ind i fremmede på gaden, bare for at se om det kunne lykkedes. Men nej. Efter at have stødt ind i sytten personer, snakket med tolv fremmede og mødt seks der allerede havde mødt deres soulmate, var jeg officielt ved at give op.

Måske var min soulmate blevet kørt ned af en bus. Eller måske på den anden side af jorden. Spørgsmålet var bare hvor vidt jeg ville gå for den person. Min mor plejede at fortælle mig hvor mange ting hende og far gik igennem for hinanden, men de forlod aldrig hinanden, for de var soulmates, og vidste det fra første øjeblik.

Måske kunne jeg godt overleve uden min soulmate. Ja, det kunne være en mulighed. Jeg kunne være den første person som ikke fandt sin soulmate, ud over min soulmate som ikke fandt mig. Men hvem havde også brug for en soulmate? Var det ikke nok bare at finde en person, som kunne lære dig godt nok til at blive din soulmate?

”Amber... Du kan ikke bare give op, din soulmate skal nok komme.” Min veninde Clary agede let mit hår, mens mine tårer langsomt var begyndt at tørre sammen med min udtværede mascara.

Hvordan kunne hun være så heldig? Hun fandt sin soulmate da hun var femten, fordi hendes mor havde kendt hendes soulmate i mange år, men ventede til hun var ældre. Bare min mor kendte min soulmate. Der var ingen chancer for hun gjorde. Tro mig, hun havde hørt min jamren om at jeg ikke

havde fundet ham. Hun ville have sagt det for lang tid siden.

"Hør, jeg mødes med Chase om et kvarter, så jeg er desværre nødt til at forlade dig. Ring hvis du har brug for mig." Hun strøg let sin hånd over min kind og gik så.

Da døren smækkede i bag hende, kunne jeg mærke tårerne komme tilbage. Var jeg virkelig så dårlig en person, at jeg ikke fortjente en soulmate? Folk der var værre end mig havde en soulmate, så hvorfor havde jeg ikke en?

Op til flere gange havde jeg levet mig ind i romaner. Kærlighedsromaner. Jeg forestillede mig jeg var pigen, og havde en der elskede mig, for evigt. I mine drømme prøvede jeg at forestille mig personen stå foran mig. Men det mislykkedes altid. Måske var det umuligt at forestille sig sin soulmate, hvis han ikke fandtes?

Jeg lukkede øjnene og prøvede at forestille mig min soulmate endnu en gang. Hvordan han strøg sin hånd over min kind, krammede mig, hviskede han elskede mig.

* * *

"Jeg elsker dig Amber. Dig og mig for altid." En hånd strøg over mit hår, og ned langs min side. Et fnis forlod min mund da fingrene let gled hen over min hofte.

"Amber." En hånd ruskede i min skulder. Hånden var ikke lige så stor som personen i min drøm. Den var blødere og mindre.

Da jeg prøvede at åbne mine øjne, klistrede min udtværede mascara fast til min hud. Mine øjne kæmpede imod og med hjælp fra mine fingre, fik jeg åbnet mine øjne. Clary og hendes soulmate, Chase, stod der. Jeg satte mig op og gabte højtlydt.

"Hvad laver I to her? Skulle I ikke ud?" Spurgte jeg. Clary kiggede ned på sine fødder, hvilket fik Chase til at lægge hans hånd på hendes skulder.

"Jeg havde det skidt med at lade dig ligge her. Så jeg tænkte vi kunne invitere dig med på en hyggelig cafetur!" Hun smilte stort til mig, sikkert i håb om at jeg ville takke ja. Men jeg var for deprimeret.

"Hvis du prøver at muntre mig op, så hjælper det ikke. Kan du ikke se hvor deprimeret jeg er?" Jeg prøvede at demonstrere det, ved at køre mine pegefingre hen over mine kinder, der var fyldt med udtværet mascara.

Hun slog mine hænder væk og hev mig op at stå. Hendes hænder gled igennem mit fedtede hår, og hendes øjne faldt på mit tøj der var helt krøllet.

"Tag et bad, og find noget flot tøj at tage på, for nu skal du med ud og spise!" Med et stort suk, blev jeg skubbet hen mod badeværelset.

"Jeg har ikke lyst ef-"

"Det er ikke til diskussion! Nu tager du med, så du kan få det lidt bedre!" Afbryd hun og lukkede døren bag mig.

Kampen var allerede tabt for mig. Men måske havde hun ret. Jeg bekymrede mig sikkert for meget om min soulmate. Det var tid til at tage ja-hatten på og være optimist. Det burde være godt for mig at komme lidt ud.

* * *

Jo længere tid vi kørte, jo mere fortrød jeg. Det skulle være Clary og Chases aften, og her sad jeg på bagsædet deres bil. Jeg følte mig som det tredje hjul, og var sikkert allerede i gang med at ødelægge deres aften.

"Jeg ved hvad du tænker Clary," sagde Chase og kiggede mig kort i øjnene i bakspejlet: "Du er bange for at vores aften er ødelagt. Bare rolig, vi skal nok få det hyggeligt. Clary og jeg har stadig mange aftener sammen." Han kiggede hen på Clary, og flettede fingre med hende.

Uden de lagde mærke til det, sukkede jeg kort og lænede mit hoved op af vinduet. Selvfølgelig havde de mange aftener endnu. Straks kom hele soulmate-tingen igen ind i mit hoved. Jeg måtte tænker på noget andet. Prøve at få alle de dårlige ting ud af mit hoved, bare for i dag.

Hvor lang tid endnu skulle vi køre? Hvis de ikke snart fandt den cafe, hoppede jeg ud af bilen, og løb hele vejen hjem.

Endelig stoppede Chase bilen ude foran en cafe. Den var lille. Der sad omkring fire mennesker derinde. Det var ikke fordi de bare havde valgt et helt tilfældigt sted. Det var her Chase og Clary mødtes. Op til flere gange havde hun fortalt mig om stedet, og hvordan det var at møde ham.

"Kommer du?" Spurgte Clary og steg ud af bilen.

De fandt hurtigt hinanden hænder igen, så snart de var steget ud af bilen, og gik sammen derhen mod indgangen. Som det tredje hjul i dag gik jeg akavet omme bag dem, og prøvede at være så usynlig som muligt.

Efter min mening kunne de godt have valgt et andet sted. Havde de ikke regnet ud jeg ville blive endnu mere deprimeret af det her?

De fandt hurtigt en bås vi kunne sidde i. Så snart vi satte os ned, følte jeg den akavede stilhed være der. Det var sikkert ikke sådan her de havde forestillet sig deres dag så ud. Måske skulle jeg bare spørge om bilnøglerne, eller nogle penge til bussen, så jeg kunne komme hjem? Nej, jeg måtte se positivt på det. Det her var en hyggelig dag ude, med to venner.

"Jeg skal lige på toilettet." Sagde jeg og gik derhen af. I virkeligheden måtte jeg tage mig sammen, og slå alt det soulmate og kærlighed ud af hovedet.

Jeg lukkede øjnene i et kort sekund og tog en dyb indånding. Men det var nok til at vælte mig omkuld. I et lille stykke tid måtte jeg blinke lidt med øjnene, før jeg kunne se igen, og finde ud af hvad der skete. En hånd var rakte frem mod mig. Jeg tog imod den, og blev hjulpet op.

"Undskyld, jeg skulle have kigget mig bedre for."

Den stemme. Jeg elsker dig Amber. Fra min drøm. Det var der jeg havde hørt den fra. Jeg kiggede ned på vores hænder der stadig holdt om hinanden. Hans bogstaver formede mit navn. A-m-b-e-r-E.

Jeg løftede blikket og fandt personen der passede til mit omrids, i mine drømme. Han passede perfekt. Nu når jeg så ham, kunne jeg udfylde personen i mine drømme. Hans brune øjne fik mine knæ til at blive bløde, og hans læber der bevægede sig, fik mig til at tænke på når han sagde han elskede mig.

"Jeg var bare lige kort på toilettet, og kiggede så ud af vinduet for at se om der var kommet nogle. Jeg venter en." Forklarede han og slap min hånd. Kulden ramte mig, så snart han slap den.

"Liam." Mumlede jeg. Det var næsten en hvisken, og jeg var ikke engang sikker på han kunne høre det.

Alle mine drømme. Alle de ting han havde sagt til mig i de drømme. Alle de oplevelser vi havde. Jeg kunne se dem for mig. Vi holdt hinanden i hånden mens vi gik hen af gaden. Vi lå ved siden af hinanden ude på en mark, og kiggede op mod himlen. Hans hænder placerede sig på mine hofter, mens han placerede sit hoved på min skulder, og spurgte mig hvornår maden var færdig. Alle de ting kunne jeg se for mig. 

Jeg tog fat om hans håndled, og lod mine fingre glide hen over bogstaverne, der var på hans håndled. Kunne det være rigtigt. Var det virkelig ham? Kunne det virkelig passe?

Uden at tænke videre over det, placerede jeg mit håndled ved siden af hans, og så vores navne ved siden af hinanden.

"Amber?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...